Manden klædt i sort

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2017
  • Opdateret: 15 jul. 2018
  • Status: Igang
Kvinden på flugt, fra Manden klædt i sort. Inspireret af en drøm jeg engang havde, historien er fortsat voksende.

2Likes
1Kommentarer
545Visninger
AA

7. Kapitel 7

Mit hoved dunkede. Jeg kiggede mig søvnigt og forvirret omkring; værelset så bekendt ud, men tingene stod forkert. Det var da heller ikke mit tøj der lå på.. Mit tøj! Jeg begyndte at klappe nervøst ned af mig selv; jeg havde stadig alt mit tøj på, og lå med en dyne over mig. Nu kunne jeg se, at den store seng var blevet skubbet fra hinanden, delt til to mindre senge. I den anden lille seng lå dynen og fyldte, og først nu lagde jeg mærke til vejrtrækningen. Jeg rømmede mig, lidt nervøs for hvem der ville stikke hovedet frem. Fra nede under dynen kom Raman kravlende ud, og ned på gulvet, også stadig fuldt påklædt, og satte sig op af fodenden af sengen, mens han tog sig til hovedet. ‘’Ohh! Daya hvor meget drak vi igår?’’ han havde mørke rande under øjnene, og et varmt smil om læberne. ‘’Jeg ved det ikke, Raman. Alt for meget.’’ vi smågrinede lidt af den triste sandhed, og jeg skævede lidt til ham. ‘’Lavede vi.. Andet, igår?’’ han kunne godt høre på mit toneleje, hvor jeg ville hen med det. ‘’Nej.. Men du ville vidst gerne’’ jeg kiggede på ham, åh, hvad har jeg dog gjort? Hvad har jeg ellers fortalt ham i fuldskabens rus? Jeg prøvede at spille forvirret, jeg vidste jo godt, at jeg gerne ville ham. ‘’Hva- hvad skal det betyde?’’ der var ikke nær så meget uskyldighed over det spørgsmål, som jeg gerne ville have haft, at der var. Han sendte mig et hjertevarmende smil, ‘’du var meget fuld igår, Daya. efter vi havde været ude og danse, tog vi tilbage hertil. Du prøvede at pille trøjen af mig, men du var så fuld, jeg ville føle at jeg havde udnyttet dig.. Så jeg skubbede sengene fra hinanden, og fandt en ekstra dyne til dig.’’ jeg kunne tude, wauw hvor var han bare en god mand. Jeg kiggede blidt på ham, måske var det fordi han slet ikke ville mig? Før jeg havde nået at tænke videre over det, stod han foran mig med åbne arme, og jeg lod mig omslutte i hans stærke, varme favn. ‘’Du må endelig ikke tage fejl, Daya-’’ han hviskede blidt, og jeg kunne mærke hans hånd stryge roligt over mit hår. Som jeg følte nu, havde jeg ikke følt de sidste mange år. -’’Jeg vil også gerne dig, helt utroligt meget faktisk, men det skal være under de rigtige forhold. Forstår du?’’ Jeg sank en klump, drømmer jeg? Han fangede mit blik med sit, og kiggede spørgende på mig. Jeg nikkede, smilede lidt forlegent, ‘’ja, jeg kan godt følge dig.’’ Mit hjerte var ved at eksplodere, åhh, hvor var han bare fuld af overraskelser!!’’

 

Vi havde fundet en lille café lidt længere nede af gaden, den lå skråt over for den klub, hvor vi havde været nede og fulde os, natten derpå. Jeg havde bestilt kaffe og brunch, Raman skulle bare have juice og æg. Mens vi sad der, og langsomt samlede kræfter igen, begyndte jeg at kunne mærke, at der var nogen der stirrede på mig. Jeg begyndte at fundere over, om det mon kunne være politiet, der havde fundet mig, om jeg overhovedet stadig ville være sikker her, i Tyskland? Om.. -’’øhh, Daya?’’ Raman rev mig ud af mit tankemylder, i samme sekund som jeg havde taget en stor bid, af mit smurte rundstykke med birkes, så jeg fik med munden fyldt med mad fremsagt ‘’øh, ja?’’ Han grinede over min mangel på etik, men blev så seriøs igen. ‘’Ham manden med avisen, han sidder et par borde bag dig, har siddet og stirret på os i snart 20 minutter.’’ Jeg kørte resten af mit rundstykke i munden, og skyllede ned med resten af min nu lunkne kaffe, mens jeg pegede på Ramans tallerken, ‘’er du færdig? Vi har småtravlt’’. Det var kun mig der havde travlt, han behøvede ikke bekymre sig det mindste, det var jo trods alt mig, der var på flugt. Alligevel kom han med et hurtigt ‘’ja, næsten’’, bundede resten af sin juice, og smilede til mig. ‘’Nu er jeg klar’’, stadigt smilende, tog han sin jakke, og lagde hånden på min nedre ryg, som vi gik ud fra caféen. ‘’Jeg bliver nødt til at tage af sted i aften.’’ Jeg kunne ikke lide at høre mig selv sige det, jeg var begyndt at blive rigtig glad for Raman. ‘’Det har noget at gøre med manden fra caféen, ikke sandt?’’ som om han læste mine tanker, det sendte en kold følelse fra min nakke, og ned af ryggen. ‘’Jeg tror ikke han sad og holdt øje med os for sjov, i hvert fald.’’ Jeg prøvede at vifte det væk, og det tror jeg godt, at han kunne mærke.

 

Vi var nået tilbage til motellet, og stod ved min lille Golf. ‘’Det har været nogle helt fantastiske dage, Raman, ord kan ikke beskrive, hvor stort et indtryk du har gjort på mig. Men det her bliver desværre mit farvel’’. Han kiggede sørgmodigt på mig, og nikkede, ‘’jeg forstår. Men måske vi kan nøjes med et på gensyn?’’ hans øjne funklede, som tusinde stjerner på nattehimlen, og jeg blev helt varm indeni. ‘’Måske,’’ jeg smilede til ham, ‘’ses vi i Frankrig?’’ Han slog en høj latter op, men stoppede hurtigt, da det gik op for ham, at jeg var dybt seriøs. ‘’Frankrig?’’ han så lidt skeptisk ud, ‘’der er da langt?’’. Nu var det min tur til at grine, ‘’ja det er der, men nu skal jeg jo også hele vejen til Puerto Rico’’. Som en åbenbaring, der gik op for ham, kunne jeg se, at han begyndte at huske alt det vi havde snakket om. ‘’Ok. Men hvornår er du så i Frankrig?’’ jeg kunne ikke tro mine egne øre, men det var jo slet ikke sikkert, at han faktisk havde tænkt sig at gøre det. ‘’Lad os sige om en uge, fra idag. Så har jeg også tid til små stop undervejs.’’ ‘’det kan vi godt, men hvor i Frankrig mødes vi så?’’ han kiggede på mig med sine store hvalpeøjne. Jeg smeltede fuldstændig. ‘’Jeg ringer til dig, så snart jeg er ovre grænsen, så finder vi en by sammen’’. Hans smil gik fra øre til øre nu, og jeg gik rundt om bilen, for at holde om ham en sidste gang. Jeg tror vi endte med at stå og holde om hinanden, i i hvert fald et par minutter, jeg stod med ansigtet dybt begravet mod hans hals og skæg, og blev helt længselsfuld af at kunne dufte ham så tydeligt. Jeg havde virkelig ikke lyst til at give slip, og gav et ekstra lille klem, og han holdt mig endnu tættere, mens han strøg sine fingre gennem mit krøllede hår. ‘’Jeg har faktisk også en lille ting til dig, det ikke noget vildt specielt, hvis du altså vil have den’’ han slap mig, og hev sin sandfarvede hættetrøje af, og jeg blev et stort smil. Åh, hans trøje! Jeg grinede lidt, han rakte den frem til mig, og fortsatte, ‘’det var da denne her, du var helt vild med, ikk?’’ jeg rødmede, nikkede ‘’jo, det var det Raman, hvor er du bare sød.’’ jeg tog imod den, og krammede ham igen. Han gav mig et klem, og holdte mig ud i strakte arme, ‘’så ses vi om tre dage, i Frankrig?’’ jeg nikkede smilende, ‘’det gør vi nemlig!’’ Vi var gået om til førersædet af bilen, og jeg begyndte at åbne bildøren, og kante mig ind på plads. ‘’Lige en sidste ting, inden du kører, Daya!’’ jeg havde allerede smækket døren, så jeg rullede ruden ned, ‘’hva’ så?’’ han lænede sig ned til den lave bil, og han så lige pludselig helt genert ud. ‘’Vil du ikke stikke hovedet lidt længere ud?’’ jeg fniste, kæft hvor var han sød altså. ‘’Jo, det kan jeg da godt’’, jeg stak hovedet lidt længere ud, han så stadig genert ud, så jeg smilede, og blinkede til ham. Og DER kom det, noget jeg havde ventet på så længe, forbløffede mig stadigt fuldstændig; et stort kys, lige på min æblekind, og jeg begyndte med det samme at le. Han trak sig i samme sekund, han hørte mig latter, og jeg skyndte mig at tage hans ansigt i mine hænder, forsikre ham om, at det altså ikke var ham, men hans handling, at jeg grinte af. Jeg fastholdte hans blik med mit i et par sekunder, kyssede ham derefter inderligt på panden, ‘’vi ses, Raman, lad nu være med at fare vild på vejen, ikk?’’ Nu var det ham der grinte højlydt, ‘’vi ses i Frankrig, Daya! Viva la France!!’’ det sidste råbte han med en tyk accent, jeg kunne ikke andet end at grine. Han stod og vinkede, da jeg trillede ud fra parkeringspladsen, og jeg gav ham et sidste dyt med på vejen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...