Manden klædt i sort

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2017
  • Opdateret: 15 jul. 2018
  • Status: Igang
Kvinden på flugt, fra Manden klædt i sort. Inspireret af en drøm jeg engang havde, historien er fortsat voksende.

2Likes
1Kommentarer
540Visninger
AA

6. Kapitel 6

Jeg stod i receptionen på motellet, og var ved at få oplyst, hvad tid jeg skulle være ude af værelset, da jeg så en skikkelse ud af øjenkrogen. Det var en ung herre, et halvt hoved højere end mig, det var tydeligt, at han var stærk, og at han vedligeholdte denne styrke. Jeg ville tro, at han var et par år ældre end mig, men det var svært at sige, med hans velplejede, sorte skæg. Hans dybe, mørke øjne fæstnede mit blik, jeg kunne ikke kigge væk. Han vippede et par gange med sine øjenbryn, og sendte mig et skævt smil. Først i det øjeblik, gik det op for mig, at jeg havde stået og stirret ham dødt i øjnene de sidste 10 minutters tid. Samtidig havde jeg formået at undgå at høre alt det, den ældre herre bag disken havde sagt til mig. Han blev selvfølgelig skide fornærmet over at blive ignoreret, og pludselig stod jeg og følte mig som en lille skolepige; med blussende kinder, og et undskyldende blik, beklagede jeg mange gange overfor den ældre herre. For at undgå at virke mere uhøflig, end jeg allerede så fint havde demonstreret, vendte jeg om på hælen, for at gå ned på mit værelse og pakke færdig, og sendte et langt blik efter den unge herre, som han stod der, i sit stilede tøj, med solen spillende i hans øjne.

 

Der lå et lille værtshus på den anden side af vejen, overfor motellet, hvor jeg var gået over for at få mig en drink. Jeg sad oppe i baren, og faldt lidt i staver, mens jeg ventede på min drink, og begyndte fraværende at kradse i en sårskorpe, jeg havde på højre inderarm. ‘’Du burde komme noget creme på det der’’, en rug, men alligevel nærmest silkeblød stemme lagde sig som et tæppe over mine skuldre, og jeg kunne mærke min puls begyndte at stige. Og dér stod han, ved siden af mig i baren. Den selv samme mand, som jeg tidligere på dagen havde stået og beundret i receptionen. Han smilede over hele hovedet, ‘’var det ikke dig der stod og fuldstændig ignorerede gamle Fritz i eftermiddags?’’. Jeg krummede tæer. Hvor var det dog pinligt, at han kunne genkende - og huske - mig. ‘’Jo, det var det.. Jeg faldt vidst lidt i staver’’ grinede jeg nervøst, og kom til at kradse hul i såret, så et par dråber blod trillede ned af min arm, og ramte bordet. Han var hurtig til at fiske en serviet op fra bag baren, række mig den, og introducerede sig som Raman Al-Barzanji, og spurgte om han måtte sætte sig ved siden af mig; ‘’jo selvfølgelig, jeg hedder forresten Dayanara, men bare kald mig Daya, det gør alle andre.’’ vi gav hånd, og mens han satte sig, gentog han smilende mit navn; ‘’Daya. Det er et smukt navn.’’ Han smilede fra øre til øre, så jeg kunne se der manglede en spids på hans højre hjørnetand, den var helt flad. Han havde det sødeste smil, og et livligt glimt i hans sorte øjne. På en måde, virkede han bekendt, men det kunne ikke være muligt.. Jeg var sikker på, at jeg aldrig havde set ham før.

 

Vi havde udvekslet kontaktoplysninger, jeg stod og var ved at pakke mine få ejendele ned i bagagerummet på golfen, inden jeg skulle ind og aflevere værelses nøglen i receptionen. Jeg så ham komme gående tværs over parkeringspladsen, jeg vinkede ham hen, og han smilede sit store, søde smil, som blottede hans flade hjørnetand. Han var i sandhed en usleben diamant. ‘’Så synger jeg også på sidste vers, denne by’’, ‘’hvad? Hvilket vers?’’ han smilede skævt og uforstående, han havde endnu ikke gjort sig bekendt med sprogets mange fraser og vendinger. ‘’Ja, du ved, jeg er færdig i denne by, jeg skal videre.’’ hans smil blegnede, ‘’er du ikke kun lige kommet?’’ han kæmpede tydeligt for at skjule sin skuffelse. Hvordan skulle jeg dog få forklaret ham det, uden at fremstille mig selv som en komplet sindssyg? ‘’Jeg er på vej til Puerto Rico, med et par enkelte stop undervejs,’’ jeg gav ham den halve sandhed, han måtte godt vide, hvor jeg skulle hen, men mordene behøvede han ikke at kende til. ‘’Til Puerto Rico?’’ gentog han overrasket, ‘’i bil?’’ jeg kunne godt høre, at han ikke rigtig troede på mig. Jeg grinede, ‘’ja, der var ikke mere for mig at komme efter, ikke mere familie eller venner. Så jeg valgte at tage af sted, for ligesom at starte på en frisk.’’ ‘’Bliver det ikke ensomt i længden?’’ Han lød næsten bekymret. ‘’Tjah, jeg møder jo nye mennesker på min rejse’’ jeg puffede til ham og blinkede, han begyndte atter at smile.

 

Jeg havde valgt at udskyde min afgang, bare med et par dage, og krydsede fingre for, at politiet ikke lige pludselig dukkede op.

 

Klokken var 21.30, lørdag aften, og jeg sad alene på værelset, som jeg havde måtte betale yderligere 660 kr for, for 3 overnatninger mere. Jeg kedede mig helt ekstremt, da jeg kom i tanke om, at Raman havde fortalt mig om en natklub, der skulle ligge i nærheden, måske han havde lyst til at tage med? Åhh hvad var hans værelsesnummer nu? Min hjerne begyndte at arbejde, at grave efter den glemte information. 532! Bingo! Jeg hoppede i mine sko, og begav mig mod værelse 532. Jeg blev helt forfjamsket, da han åbnede døren, kun iført jeans, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Af frygt for at møde hans øjne, lod jeg mit blik falde på hans bare brystkasse, hvilket han hurtigt lagde mærke til. Han flexede sine bryster, der så ud til at være hårde som granit, så de hoppede voldsomt. Jeg skyndte mig at kigge op, og blev mødt af hans søde, drillende smil. Jeg smilede forlegent, og rømmede mig, i håb om at genvinde min tabte stemme. ‘’Jeg øhm… jeg ville bare høre, om du måske havde lyst til at tage med mig i byen i aften?’’ fik jeg lidt nervøst fremstammet, det ville han meget gerne, han var faktisk lige trådt ud af badet, deraf manglen på beklædning.

 

Der var gået 2 timers tid, da vi side om side fulgtes i mørket, på vej ned til klubben. Han var selvfølgelig klædt i det nyeste, pæneste tøj; et par halv-stramme lyse denim jeans, en sandfarvet hættetrøje, og et par sandfarvede ørkenstøvler. Det sad perfekt på ham. Jeg selv var iført en løs, blomstret top, og et par sorte, stramme jeans, og mine sneakers; et sæt jeg dagen derpå havde været nede og stjæle i en tøjbutik. Vi drak faktisk ikke særlig meget den aften, men vi dansede hele natten lang.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...