Fyrtårn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 17 okt. 2018
  • Status: Igang
En ung dreng får tildelt Lysets Hjerte, der giver ham lys baserede superkræfter. Nu skal han lære at bruge sine nyfundne evner, i kampen mod de mørke kræfter der truer verden.

3Likes
15Kommentarer
928Visninger
AA

8. Palæet i Skoven

Det var begyndt at regne, snart efterfulgt af torden. Vi satte farten op, mens vi fortsat fulgte den retning Dice havde anvist os.
Sophia tog en paraply frem fra sin skuldertaske, og hev mig med ind under den, for at skærme os mod nedbøret. Den var ikke stor, men det var bedre end ingenting.

"Tak", sagde jeg.

Vi gik i noget tid, uden regnen viste tegn på at stoppe, da vi begyndte at spekulere på, om vi mon var kommet til at dreje i en forkert retning på et tidspunkt. Men lige som vi var stoppet op for at vurdere vores omgivelser, så vi en sløret silhuet i det fjerne. Vi løb derhen, og stod med ét i en lysning af skoven. Foran os var en lille flod der skar tværs igennem lysningen, henover den var en smukt dekoreret gangbro med tag, og for enden af den.. det hus, eller nærmere palæ efter størrelsen at dømme, som Dice havde snakket om.

Palæet var i samme steampunk stil som gangbroen, og så både øde og forladt ud. Regnen hamrede mod de store mørke ruder, og de hyppige lynnedslag oplyste aftenhimlen så man i et kort øjeblik kunne se genspejlet af skoven i dem. Hvem boede, eller havde boet her? Og hvad mente Dice at vi ville finde her? Tøvende af den imposerende store bygning vovede vi os over broen, og gik hen for at banke på døren. Mens jeg bankede på, gik Sophia rundt og kiggede ind gennem de dunkle ruder, i forsøget på at finde liv, men kunne intet se.
Jeg havde banket på et par gange, og ventet tålmodigt, men intet svar. Tøvende tog jeg fat i dørhåndtaget, hev ned i det, og mærkede døren gå op.

Indenfor var der bælgmørkt, pånær månelyset der skinnede ind af ruderne, og de lejlighedsvise lynglimt, der midlertidig lyste op og afslørede hvad der så ud til at være en kæmpe foyer, med adskillige døre og to afrundede trapper i hver sin ende af foyeren, der ledte op til første sal. Sophia tog den lommelygte frem jeg havde givet hende, og begyndte at snuse rundt efter spor. Jeg? Mine nye kræfter kom med nattesyn.

Vi gennemsøgte hele stueetagen, uden af finde noget vi syntes stak ud. Alt var i pæneste orden, der var ingen tegn på vold, som om dem der havde boet her bare var forsvundet i den blå luft. Nåh ja, hellere det, end at vi havde fundet stedet ruineret og skulle bekymre os om hvordan det var endt sådan. I stuen hang der et portræt over kaminen, et familie billede af en far, en mor, og deres teenage datter. Jeg kaldte på Sophia, der kom farende og kastede lommelygtens skær op på billedet, så også hun kunne se det.

"Nogen du kender?", spurgte hun.

Jeg tav et kort øjeblik, "Nej... jeg spekulerede bare over... hvor de er blevet af... hvad der mon er sket med dem". Pigen virkede underligt bekendt, men jeg kunne ikke sætte fingeren på, hvorfor.

Vi besluttede os for at gå videre, og fortsætte efterforskningen ovenpå. Der var ikke meget andet end soveværelser, endnu en stue, et par badeværelser.. og én enkelt dør, der stod på klem. Vi kiggede ind, og så, i stærk kontrast til hele resten af bygningen, et værelse der henlå i totalt kaos. Papirer lå alle vegne, mærkelige laboratorie himstergimser flød over det hele, låger og skuffer stod åbne, og i et hjørne af lokalet, stod et apparat der lod til at være til forskning af lyspartikler. Hvad var der dog foregået her? Hvem havde dette værelse tilhørt? Vi kiggede os forsigtigt omkring uden at træde på noget, mens vi kiggede nærmere på alle de forskellige dingenoter og papirer der lå spredt i lokalet.

"Malik, kom her!", kaldte Sophia.

Hun havde fundet nogle research noter, med overskriften "Hyper Stadiet", og begyndte at læse højt.

Det er efterhånden nogle år siden jeg modtog
Lysets Hjerte fra den gamle. Jeg har fået ret
godt styrke på de forskellige facetter af mine
kræfter, og hvordan jeg bruger dem optimalt.
...men der er én ting, der plager mig. For nogle
uger siden nåede jeg et stadie af eufori, hvor
jeg fangede glimtet af en skabningen med
hvidt hår, lysende øjne, og turkis hud i spejlet.
Hvad var det jeg så?

Jeg har sidenhen forsøgt at replikkere den
opdagelse, og den følelse jeg havde den dag,
men jeg har intet set til den mærkelige
skikkelse.


Noterne stoppede der, men efter lidt søgen fandt vi den anden halvdel.

...endelig skete det!! Den lysende skikkelse er
vendt tilbage!! Og denne gang, har jeg formået
at holde den stabil. Sidste gang slap følelsen
fra mig da jeg blev overrasket og mistede fokus,
men denne gang er jeg forberedt.
Ren lysenergi flyder igennem min krop, så
koncentreret at den er synlig og man kan se
mine lysende blodårer.
Jeg føler mig uovervindelig i denne form, men
indser, at jeg ikke kan holde den permanent,
da den er mentalt og fysisk drænende at bruge.


Igen stoppede noterne, men der gik ikke længe, før vi fandt sidste del.

Jeg har nu lært mig selv, at tænde og slukke
for min ny tilegnede super form, jeg kalder den
"Hyper Stadiet", og jo mere jeg bruger den, jo
længere tid vender jeg mig til at kunne
opretholde den, før jeg bliver udmattet.

Det er intet mindre end fantastisk! Mine kræfter
bliver mangedoblede, og grundet det forøgede
koncentration af energi, gør formen mig i stand
til at udføre avancerede teknikker, min normale
form ikke kan holde til.
Men disse udmatter mig hurtigere, og skal
bruges varsomt. Jeg må træne indtil dette ikke
længere er en hindring...


Noterne stoppede der. Vi kiggede vantro på hinanden. Havde svært ved at processere hvad vi lige havde læst.

"Hvis noter er det her dog??", spurgte Malik sig selv.

"Vedkommende nævner Lysets Hjerte... som den har modtaget af en gammel...", det gav et sæt i Sophia, der kiggede op fra noterne, "DET MÅ VÆRE VERONICAS!!!", udbrød vi i kor.

Jeg kiggede mig i vildrede omkring med fornyet nysgerrighed. Var det her Veronicas gamle værelse??  Var det her hendes studie?? Var det det her Dice ville vise os??
Jeg begyndte at rode de forskellige dokumenter igennem igen, i søgen efter mere viden. Veronica havde opdaget at hun kunne opnå hvad hun kaldte Hyper Stadiet, hvilket ud fra beskrivelsen, lød som en slags super form, der ændrede hendes udseende og krop, for at sørge for at hun kunne holde til de immense kræfter af koncentreret lys energi der flød igennem hende.
Jeg tænkte tilbage på aftenen hvor jeg havde fundet Hans oppe i fyrtårnet sammen med den sorte dæmoniske skikkelse med de lysende øjne. Hans havde afsløret at det var Veronica, efter hendes had til verden havde fordærvet hende og beskadiget Lysets Hjerte. Det ville altså sige, at hun havde været i sin Hyper Form da jeg mødte hende første gang, men at hun endnu ikke var blevet fordærvet da hun opdagede stadiet og skrev sine noter.

Jeg kiggede ned og holdt hånden for mit bryst... kunne jeg mon også opnå Hyper Stadiet? Veronica havde kun været i besiddelse af halvdelen af hjertet da jeg så hende, og dog var hun i stand til at vedligeholde forvandlingen, så det måtte betyde, at jeg også kunne opnå den. Jeg lukkede øjnene et kort øjeblik, og åbnede dem så igen. Hyper Stadiets kraftforøgelse havde sandsynligvis været med til at korrupte Veronica.. hvad hvis det samme skete med mig?
Jeg rystede på hovedet. Nej, sådan måtte jeg ikke tænke. Lysets Hjerte havde valgt mig, og Hans havde haft tiltro til, at jeg kunne klare det ansvar det var, at bære det. Jeg måtte stole på ham, det var det mindste jeg kunne gøre for at ære ham.

Pludselig lagde jeg mærke til en opslagstavle der hang henne på væggen. Jeg gik hen og så, at den var fyldt med flere research noter, der sat op med tegnestifter, og at nogle af dem var forbundede med rød snor, for at vise at de var associerede.

"Sophia!", kaldte jeg, for at vise hende hvad jeg havde fundet.

Det viste sig, at opslagstavlen var fuld af research dokumenter, om de opdagelser Veronica havde gjort sig med henblik på sine lys kræfter. Hun havde givet dem navne, beskrevet hvordan hun aktiverede dem, og en masse andre ting.
Dice havde sagt, at jeg havde godt styr på basal kamp, men at jeg skulle lære mine kræfter bedre at kende, lære at inkorporere dem i min kampteknik. Det var altså derfor han sendte os herhen.

Vi forblev i Veronicas studier i nogle timer, hvor vi læste hendes noter igennem, og udnyttede de faciliteter hun havde stillet op, til at øve mine kræfter med. Den ene væg kunne nemlig foldes til side, og afslørede en slags træningsrum, der var specielt designet til træning med lysenergi, så her skulle jeg ikke være bange for at holde mig tilbage.
Nogle af noterne var lidt svære at forstå, men sammen fik vi det meste til at give mening. Efter kort tid, var jeg meget mere sikker på mine kræfter, end jeg hidtil havde været. Jeg følte at jeg forstod dem bedre. Jeg følte at de var en naturlig del af mig. Jeg havde, trods flere forsøg, ikke kunnet fremkalde Hyper Stadiet, men jeg følte mig stadigvæk klar... jeg følte mig klar, til at udfordre Veronica.

"Jeg... jeg går ud og leder efter Veronica", sagde jeg til Sophia og gik, som sad og læste i nogle vilkårlige videnskabsbøger. Hun lukkede bogen hun var igang med, lagde den fra sig og gik hen til mig.

"Men... jeg tvivler ikke på dine evner, Malik, jeg ved at du er blevet stærkere, og har fået mere styr på dine kræfter", sagde hun og kiggede bekymret på mig, "men husk hvad Dice sagde, Veronica er stærkere end vi overhovedet kan forestille os, og hun vil være blevet meget stærkere end sidst du så hende".

Jeg smilede beroligende til hende.

"Jeg kan godt huske hvad han sagde. Men jeg er også blevet en del stærkere siden sidst jeg så hende, og for det andet, er jeg nødt til i det mindste at prøve, for at vide hvad jeg er oppe imod", sagde jeg og lagde hånden på hendes skulder, "det skal nok gå, det lover jeg".

Hun smilede tilbage, men det var tydeligt at se, at der var urolighed i hendes ansigt. Hun var bekymret for mig. Jeg forstod hende godt, men jeg var nødt til at gøre noget. Jeg kunne måske ikke stoppe Veronica uden Hyper Stadiet, men jeg var nødt til at prøve.

Vi skulle lige til at forlade lokalet, da vi hørte et brag udenfor, og mærkede et skælv der kortvarrigt fik hele bygningen til at ryste. Vi skyndte og ned ad gangen og ud i foyeren for at se, hvad der havde lavet larmen. Et blændende lyn slog ned, og afslørede, en stor mørk silhuet der stod i den åbne dobbeltdør, gennemblødt af regnen der stadig silede ned. Skikkelsen havde store lysende øjne, en drabelig lysende mund fuld af skarpe væmmelige tænder, og to store hænder med lige så store og væmmelige kløer der var blod røde for enderne.

...det var Veronica.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...