Fyrtårn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 12 okt. 2018
  • Status: Igang
En ung dreng får tildelt Lysets Hjerte, der giver ham lys baserede superkræfter. Nu skal han lære at bruge sine nyfundne evner, i kampen mod de mørke kræfter der truer verden.

3Likes
15Kommentarer
917Visninger
AA

18. Opgør i Tårnet

"Det er dig!!", udbrød Dice, idet han pege over på skikkelsen der lige havde givet sin tilstedeværelse til kende.

Jeg kiggede frem og tilbage på Dice, og fyren med det brune strithår der stod en tyve meters penge fra os. Efter hans udtryk at dømme.. var det her den forsvundne ven han havde ledt efter?

Fyren kom nærmere, med et slesk smil på læberne, og øjne der lignede at han manglede søvn.

"Det er længe siden, Dice. Men hvad bestiller du dog her?", sagde han. Jeg kunne ikke placere hans tone, men jeg vidste at jeg ikke kunne lide den.

"Hv.. hvad jeg laver her??", udbrød Dice, nærmest krænket, "Du forsvandt sporløst for flere år siden!! Har du glemt det? Jeg har ledt efter dig lige siden!!", hans stemme rystede, "Monsunen... husker du ikke monsunen!?"

Sila stoppede op foran Dice, og tog sig til hagen som for at se betænksom ud.

"Hmm... jo da... det kan jeg godt huske".

"Det er derfor vi er her, for at rede dig".

"Rede mig? Jeg har ikke brug for redning... ved du overhovedet HVORFOR jeg er her?"

Nu han bragte det op, nej, det havde vi slet ikke skænket en tanke. Hvorfor forsvandt han for alle de år siden? Hvad skete der egentlig?

"Dice, tårnet udvalgte mig", sagde han så.

"Udvalgte dig? Hvad mener du dog? Udvalgte til hvad??", spurgte Dice, hans stemme var faldet til ro, nu var han blot lige så forvirret som os andre.

"Ved du, hvad dette tårn gemmer på?"

"Hmm?"

"Tårnet.. det legendariske Regntårn, blev skabt for tusinder af år siden, for at beskytte den største skat nogensinde.. Solen i Regnen", sagde han og holdt en kort pause.

"Solen... i hvad?", spurgte Dice undrende.

"Solen i Regnen", gentog Sila, "Det er et legendarisk artifakt, der er nøglen til at finde skjulestedet for Lysets Klinge, og dengang vi to for vild i monsunen, udvalgte tårnet MIG til at beskytte det", han tav, som om det gik op for ham at han sagt for meget, kiggede rundt på os alle, og så tilbage til Dice, "I bør gå, NU!", sagde han bestemt med alvor i blikket, "allesammen!".

"Men.. men jeg...", sagde Dice, sænkede hovedet, og begyndte som hypnotiseret.

"Dice!! Vent!!", råbte pigerne og løb efter ham.

Nu stod kun jeg tilbage, og det var tydeligt at Sila ikke brød sig om min tilstedeværelse, ej heller min stædige attitude og det vrede blik jeg gav ham. Han havde såret Dice, hans bedste ven der havde brugt årevis på at lede efter ham. Det her skulle han ikke slippe afsted med.

"Hørte du mig ikke?", sagde han i samme alvorlige tone som før, "SMUT!!"

"..........................................vi er her også efter artifaktet", sagde jeg og holdt mit stædige blik.

Da var det som om noget vågnede inde i Sila. Hans øjne spilede op, og han stilte sig klar til kamp.

"I.......ER..........HVAD!?!?", udbrød han.

"Du hørte mig godt!", svarede jeg, "Vi var ikke sikre på hvad vi ville finde heroppe, men vi havde hørt om det legendariske artifakt, og vi leder efter Lysets Klinge..........................og efter hvad du har fortalt os, lyder det som om, at Solen i Regnen, er vores eneste mulighed for at finde den".

"Jeg advarer dig knægt", hans stemme lød næsten dæmonisk, "...og dette er din sidste advarsel...forsvind herfra!!"

Pludselig stod Dice foran mig, med samurai sværd i den ene hånd, og terninger mellem fingrene i den anden.

"Dice?! Hvad skal DET sige??", råbte han, "Hvor vover du at hæve dit sværd overfor mig??"

Dice var kommet til sig selv igen, havde stillet sig imellem mig og Sila, og med et skarpt blik i øjet gjorde han det klart at han ikke havde tænkt sig at træde ned.

"Malik har ret", sagde han, "Vi er her ikke kun for dine blå øjnes skyld, Sila, vi er også i søgen efter spor der kan lede os til Lysets Klinge, sværdet der retmæssigt tilhører bæreren af Lysets Hjerte".

Han kastede et hurtigt blik tilbage på mig og smilede, "Tak fordi du stod fast, og ikke glemte hvad vi var her for".

"HAHA........HAHAHAHAHAHAHHAHAH!!!!!", kom en mægtig latter pludselig fra Sila, "Er det dit alvor, Dice?! Vil du bilde mig ind, at den næste bærer....han der er valgt til at skulle jage mørket på flugt........er den grønskolling??", sagde Sila hånende og pegede mod mig.

"Undervurder ham ikke, Sila. Der er mere ved den grønskolling end man umiddelbart kan se".

"Lad mig vise ham præcis HVOR meget", sagde jeg og trådte frem fra Dice' ryg, men han slog armen ud og stoppede mig.

"Nej, Malik, det her en sag mellem mig og ham, det her, er personligt", sagde han, mere alvorlig end jeg nogensinde havde hørt ham før, "Desuden, husk hvad Viridia fortalte dig, din krop fungerer som et batteri, du har ikke haft ladet op siden din kamp mod Veronica, og du brugte formentlig din sidste energi på én gang da du destruerede drivhuset... du er i ingen stand til at kæmpe".

Han havde ret, hvor meget det end pinte mig.

Jeg gav ham et klap på skulderen, "Slå en sekser for mig", sagde jeg og trådte til side, for så at slutte mig til pigerne der stod henne ved døren.

Dice hævede sit sværd, og gjorde sig klar til at kaste, men Sila stod nu blot udtryksløst og stirrede på ham.

"Det er din sidste chance, Dice", sagde han med en uhyggelig ro i stemmen, egentlig mere intimiderende end når han hidsede sig op, "træd til side, og forlad tårnet, jeg har intet udestående med dig".

Dice smilede djævelsk, det kriblede i ham efter at komme igang, "....netop derfor, kan jeg ikke træde til side. Du har noget vi vil have, som vi ikke går herfra uden...................og..............JEG GÅR IKKE HERFRA UDEN MIN VEN!!!!!", sagde han og kastede terningerne, efterfulgt af et hug med sværdet, som Sila nemt undgik og sprang baglæns til midten af lokalet.

".......som du vil", sagde han, hvorefter adskillige luger i væggene pludselig åbnede sig på klem, og vand strømmede ind i lokalet. Snart var hele gulvet dækket i et tyndt lag vand, og det så ud som om noget af det var blevet selvbevidst, idet det søgte hen mod Sila og kravlede op ad ham, som tynde slanger der snoede sig om hans lemmer.
Han rakte armen op i vejret som for at gribe noget, hvorefter vandet i luften samlede sig i hans hånd, og formede et sværd.

Samtalen var forbi, og de to bragede mod hinanden, i det ene vældige sammenstød efter det andet, ingen af dem ville give sig.

Det var længe siden jeg havde set Dice i kamp, og sidste gang, havde jeg været hans modstander, og det havde været min første kamp, så det var begrænset hvad jeg havde kunnet analysere af hans kamp stil. Dice havde jo sit trofaste samurai sværd, men hans slagkraft, forsvar, hurtigt osv. afhang alt sammen af terningekast. Man skulle umiddelbart tro at det gjorde ham langsom og utilregnelig, og dertil ville man have halvt ret.. for han var utilregnelig, men langt fra langsom, det var tydeligt at han havde brugt årevis på at træne sin kampstil, for at sikre sig at hans uforudsigelighed faldt ud til hans fordel. Hans fjender skulle hele tiden være på vagt, og gøre op med sig selv om de skulle forsvare, eller gå til modangreb, for det var aldrig til at vide, hvor stærkt eller svagt hans næste angreb ville blive.. eller hvor hurtigt det blev leveret.
Nu hvor jeg så ham kæmpe fra sidebænken, så jeg ham i et helt nyt lys og fik en helt anden respekt for ham. Ikke blot hans fænomenale evne til at multitaske, men også hans lynhurtige reaktionstid og evne til at udnytte sit kast bedst muligt med et øjebliks varsel.

Han havde kæmpet mod Sila hele sit liv, omend som venner, men han viste sig også at være en formidabel modstander. Hans sværd sving var lige så hårde som de var hurtige, og selv var han lige så smidig som det vand der omgav ham. Silas særlige evne, var tydeligvis vand. Vand var hans styrke, han kunne tilsyneladende forme det som han ville, og engang imellem slog han ud i luften for at kondensere det vand der var i luften, og forme det til nåle som han sendte efter Dice, der hurtigt afværgede dem alle med sit sværd. Han kunne altså også bruge vand i sig selv som våben.

Dice havde efterhånden sparet energi nok sammen, til at kunne bruge et af sine special angreb. Han tog afstand til Sila, tog en hvid terningen frem der havde mystiske symboler på i stedet for tal, og kastede den, hvorefter han forsvandt og som et lyn fra en klar himmel lavede et ordentligt hug i armen på Sila, der begyndte at bløde.

Vi jublede fra sidelinjen, i det det efter en hård kamp så ud til, at Dice endelig havde nedslidt sin modstander og fået overtaget. Men der var noget galt. Sila var ikke smerte, han så dårligt nok påvirket ud, nærmere irriteret, idet han kiggede ned på den dybe rift i hans arm. Endnu en gang kravlede vandet op ad ham, denne gang syntes det at søge mod hans sårede arm... og jeg troede ikke mine egne øjne, da det på rekord tid, begyndte at hele hans sår, indtil det var fuldstændigt væk.

"Forstår du det nu, Dice?", sagde han, "Forstår du nu, hvorfor tårnet valgte mig som dets beskytter? Du kan ikke besejre mig. Ikke så længe jeg har vand omkring mig... og må jeg minde dig om, hvor vi er".

Dice bed tænderne sammen i frustration, men han nægtede at give op. Han havde endelig fundet sin ven efter alle disse år, og håbede inderligt at en duel ville vække ham til fornuft igen, plus at præmien for at vinde, var vores eneste ledetråd mod det sværd der kunne fælde Veronica.

Kampen fortsatte, og de hev nu deres stærkeste kort frem. Dice brugte special terningen oftere og oftere, da han havde regnet ud, at han kunne bestemme terningernes udfald ved at kaste blødt nok til at de flød i det lave vand, med det antal øjne som han ønskede, i stedet for at de fløj i alle vilde retninger, og han dermed kunne spare energi op til sine special teknikker på record tid.
Han havde altså fundet en måde at udnytte Silas banefordel til sin egen, men det betød ikke at han stod på målstregen, for Sila svarede lige så aggressivt igen med sine vandangreb, alt fra at svinge sit sværd ud i luften og derved sende en horde af shockbølger efter Dice, til at hamre sit sværd ned i gulvet og påkalde en flok vandspyd der stak op af gulvet og prøvede at spide Dice.

Dice var ved at nå sin grænse, kampen skulle afsluttes snart, det var tydeligt at, så længe Sila havde vand til at regenerere sine sår og energi, havde han en unfair fordel. Det afgørende slag skulle falde nu.

Han stak sin sværd i gulvet, med hånden hvilende på toppen af skaftet, tog den hvide terning frem, der netop var blevet opladt og begyndt at lyse, lukkede øjnene og slap den ned i vandet hvor den landende med et plop, flød ovenpå, og gav tegn til Dice' ultimative teknik, en hemmelig teknik han kun havde adgang til når han havde brugt alle de andre op. Han blev pludselig omgivet af en hvid aura, hans sværd begyndte at lyse kraftigt op, og han åbnede øjnene igen. Man kunne tydeligt se beslutsomheden i hans blik. Han greb sit sværd en sidste gang, og hurtigere end man kunne nå at blinke, sad det dybt begravet i brystet på Sila.

Det så ud til at kampen var forbi, idet Sila skreg af smerte.. men ikke så snart Dice, havde sænket sine parader, opløstes Silas krop i vand, og Dice stod nu og kiggede ud i den blå luft. En kopi!

Det var i sidste sekund, at jeg blokkerede det, der skulle have været Dice' nådesstød, med min arm, som jeg havde forstærket med et beskyttende skjold af lysenergi.

"Dig?!", udbrød Sila overrasket, "men hvordan??"

"Malik...? Hv.. hvad laver du??", kom det forpustet fra Dice der var sunket i knæ bag mig.

"Dice.. undskyld, jeg ved godt at det her var din kamp, men hverken Solen i Regnen, eller din ven, er værd at miste livet for. Sæt dig ned og få en pause, så tager jeg den herfra".

Dice tøvede, men gjorde som jeg sagde, så nu var det bare mig, og Sila.

"Hvordan.. hvordan blokkerede du mit angreb??", gentog han og tog et nøjere kig på mig, "......ahhh, nu forstår jeg....det øje.....Måne Øjet, det gør dig i stand til at se det usete, og læse din modstanders bevægelser".

Jeg svarede ikke, men han havde ret. Da Dice spidede hans kopi krop som derefter faldt sammen, så jeg med Måne Øjet, at han havde opløst sin krop til usynlige vandpartikler, og sneget sig om bag ham. De havde kæmpet så længe, at solen så småt var begyndt at titte op af skyerne, hvilket lige havde givet mig energi nok, til at bruge min hurtighed til at komme imellem Dice og ham, og danne et beskyttende skjold til at tage slaget. Men jeg var stadig svag, mine kræfter var ikke fuldt opladte endnu, og det kunne Sila nok desværre godt fornemme på mig.

"Så du agerer pauseklovn ser jeg? Fint med mig, jeg har alligevel ønsket at give dig en endefuld siden du stilte dig på tværs tidligere".

Der var ikke meget jeg kunne gøre, mens jeg prøvede at vinde tid for Dice. Min kræfter var på meget lavt blus, det eneste jeg kunne gøre var at forme en dolk af lys der skød ud af mine fingre, og parere hans angreb med den. Af og til smed han vand op i luften med sit sværd, som så blev til små nåle projektiler jeg blokkerede med mit arm skjold. Det var det eneste jeg kunne, undvige og blokkere.

Da han var blevet træt af mig, dækkede han sin krop til med vand, og manipulerede det til at være spejlblankt, så han derved reflekterede morgensolens skarpe lys lige ind i øjnene på mig, hvilket blændede mig lige nok til at han kunne levere et mega spark, der sendte mig tværs gennem lokalet, og ud gennem vinduet. Jeg følte min krop lette fra jorden, snarligt efterfulgt af følelsen af glas der splintrede bag min ryg, hvorefter jeg begyndte at falde ned gennem skyerne med direkte kurs mod jorden.

"MALIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIK!!!!!!!!!!!!!!", hørte jeg Dice skrige efter mig.

Sekunder føltes som timer, idet jeg susede ned mod jorden, stadig med blikket rettet op mod skyerne jeg lige var faldet igennem. Hah, så meget for "den udvalgte", tænkte jeg, hvis der virkelig ikke skulle mere end et beskidt kneb til for at rive tæppet væk under mig.
Jeg gjorde mig klar til kollision, klar til at dø, idet jeg trods vindmodstanden fik drejet hovedet lige nok til at se hvordan landjorden kom tættere og tættere på. Men da jeg vendte blikket tilbage op mod himlen, så jeg pludselig noget. En flyvende skikkelse, der kom tættere og tættere på. En fugl? Nej. En sommerfugl?!

"........iiiiiiiiik!!!! Maliiiiiiiiiik", hørte jeg en stemme kalde idet skikkelsen hastigt bevægede sig tættere på, og jeg mistede bevidstheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...