Fyrtårn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 22 okt. 2018
  • Status: Igang
En ung dreng får tildelt Lysets Hjerte, der giver ham lys baserede superkræfter. Nu skal han lære at bruge sine nyfundne evner, i kampen mod de mørke kræfter der truer verden.

3Likes
15Kommentarer
954Visninger
AA

21. Mørkets Labyrint

Jeg fulgte i hast den lysende flyvende kugle, ned gennem en masse lange korridorer, alt imens det føltes som om det tykke mørke ville sluge mig hel, havde jeg ikke min egen eksterne lyskilde med mig, Sophias lommelygte. Jeg havde fortryllet den med evigt batteri da jeg overdrog den til hende, og jeg spekulerede på, om den var blevet zappet for al lys magi, ligesom jeg, eller om teknologi var undtaget.

Kugle lynet førte mig igennem en serie af splittede korridorer, med alt fra 2 til 5 valgmuligheder, hvor jeg ikke turde tænke på, hvor jeg mon ville havne, hvis jeg ikke havde den til at guide mig. Jeg spekulerede over hvorfor jeg mon ikke kunne bruge mine kræfter her? Det var som om, mørket var for tykt, for stærkt, at det opslugte mine kræfter. Det føltes som når du af alle kræfter prøver at åbne en dør, men nogen barrikaderer den for dig.

Nu forstod jeg pludselig, hvorfor legenden sagde, at Regntårnets artifakt, var den eneste måde at finde Lysets Klinge på. Hvis man ikke havde artifaktet, Solen i Regnen, eller var forudseende nok til at bringe en lyskilde, så ville man være fuldstændigt fortabt her i mørket, i denne "Mørkets Labyrint".

Var labyrinten mon en test, tænkte jeg? At finde vej gennem dette tusmørke var da allerede en nærmest uoverkommelig forhindring i sig selv, men var det mon alt der ventede mig? Var det virkelig så let, at finde sværdet med kraften fra tusind sole?

Pludselig stoppede Solen op, min puls steg et kort øjeblik, havde jeg fundet det?! Jeg skannede hurtigt mine omgivelser med lommelygten, men der var intet at se, det var en blindgyde. Havde kuglen ledt mig på vildspor?? ...Nej, jeg tvivlede stærkt på det...der måtte være noget jeg overså.

Pludselig hørte jeg en dyb, nærmest uhyggelig stemme hviske, "............sluk dit lys.........åben dit sind til mørket..........."
Af refleks tog jeg endnu en runde med lommelygten, men stadig intet var at se. Jeg var fuldstændigt alene, og nu gik også kuglen ud. Der stod jeg så, midt i belgravende mørke, langt væk fra alt, i midten af en labyrint, med kun en lommelygte.
Jeg inspicerede blindgyden grundigt, lyste op og ned ad både vægge, gulv, og loft, men der var intet at se. Til sidst valgte jeg at følge den mystiske stemmes råd, og slukke min lygte.

*Klik* Sagde det højlydt, da lyden gav genlyd ned gennem labyrintens tomme gange, og lige med et, blev skete der noget!
Vægge, gulv, og loft, blev pludselig oplyst af svagtlysende streger som på motherboardet i en computer, og en dør i blindgyden foran mig gik pludselig op.

"Hvad i al...", tænkte jeg.

Så hørte jeg stemmen igen.

"Du afhænger for meget af lys, som bærer af Lysets Hjerte må du lære at balancere de to magter, lære at omfavne mørket, det er ikke din fjende. Som bærer af Lysets Hjerte, må du lære at gøre mørket til en naturlig del af dig, en skygge side af dig selv, som to halvdele af samme mønt. Glem ikke, at det er i mørket, dit lys er stærkest. Gå nu, døren er åben for dig, udfri din skæbne".

"Men... hvem er du?!", råbte jeg ud i luften.... men stemmen svarede ikke. Den eneste vej frem, havde åbenbaret sig for mig, og Solen i Regnen var stadig ude af drift, den havde formentlig tjent sit formål, at lede mig hertil. Jeg valgte dog alligevel at tage den med i lommen, sæt jeg nu skulle bruge den igen.

Jeg forsatte igennem døren, som derefter lukkede bag mig, og jeg stod nu i et nyt mørkt lokale, igen var jeg i blinde. Jeg skulle til at række efter min trofaste lommelygte, men så huskede jeg stemmens ord, om at jeg skulle prøve ikke at afhænge af lys. I det samme jeg havde droppet min intention, tændtes en loft lampe længere inde i rummet. Den oplyste ikke hele lokalet, blot en lille lokal plet, der var stor nok til at to personer kunne stå i det. Der var også noget mærkeligt ved lyset, det virkede... unaturligt.

".........gå ind i lyset........", hørte jeg den samme stemme igen.

Forsigtigt gjorde jeg som den sagde, jeg gik tættere og tættere på, indtil jeg stod lige foran lys keglen. Jeg studerede den nysgerrig, og rakte først hånden ind. Jeg mærkede en underlig blanding af varme og kulde, og den hånd jeg havde stukket ind, blev helt sort. I sjok trak jeg den tilbage igen, hvorefter den straks vendte tilbage til sin normale farve.

"Det, du ser for dig, er negativt lys", sagde stemmen, "det udmærker sig ved, at det fremkalder mørket i dig, og separerer det fra dig midlertidigt... træd ind i det, og se hvad jeg mener".

Skeptisk trådte jeg nærmere, jeg var ikke helt tryg ved tanken, men jeg skulle bruge sværdet, og at følge stemmens råd, syntes i øjeblikket at være min eneste vej frem. Jeg stillede ind i lysets, og mærkede pludselig den samme varme kulde igen, min krop var blevet helt mørk efterhånden som jeg var trådt ind i lysets rækkevidde, og jeg mærkede kort efter, som ved en kuldegysning, hvordan noget blev trukket ud af mig. Soden forsvandt fra min krop, og foran mig i lyset, dannede der sig langsomt silhuetten af en skikkelse, det varede ikke længe, før den var fast og fuldt synlig. Det var mig!

Jeg stod, som ved et spejl, og kiggede på en nøjagtig kopi af mig selv, bortset fra, at kopien var kulsort fra top til tå med et glimt af et blåligt skær, den udsendte en underlig sort røg fra sin krop, og øjnene var gule og lignte at der var ild i dem. Hele billedet var svært at fokusere på, som om skikkelsen havde svært ved at vedligeholde sin egen eksistens.

"Hvad du ser for dig her, er dit eget mørke, givet fysisk form, det er egenskaben ved en konstant dosis negativt lys", sagde stemmen, "og du skal nu løbe om kap med ham, til sværdet".

"Jeg skal.... hvad?!", gispede jeg, og kiggede på den tavse men intimiderende skikkelse foran mig.

"At bære Lysets Klinge, er et stort ansvar, så jeg må først teste, om du er værdi til at have det, det var derfor jeg byggede denne labyrint", sagde stemmen, "du fik fat i adgangsbilletten, det var Solen i Regnen som du fik fra Regntårnet, den ledte dig igennem første del af labyrinten, som var umulig at navigere uden, men for at bevise at du er klar til Lysets Klinge, må jeg teste at dets kraft ikke frister mørket i dig. Dit mørke jeg, der står overfor dig, er drevet af alle de negative værdier i mennesket; grådighed, begær, magt. Det vil være tiltrukket til sværdets kræfter som to magneter med modsatte poler, og det vil ikke stoppe for noget - han behøver ikke sine sanser for at finde vej i mørket, han bruger sine instinkter, så jeg vil se, om du kan gøre det samme. Sejr over dit eget mørke, og nå frem til Lysets Klinge, før ham".

"Hv...hvad hvis jeg ikke finder det før ham?", spurgte jeg nervøst ud i luften.

Der gik et par øjeblikke før stemmen svarede, hvilket jeg bestemt ikke var glad for.

"................................så vil han fortærre din sjæl, og du vil vandre mørket i al evighed".

Fedt, tænkte jeg, intet press..... nåh men, så måtte jeg jo bare sørge for at det IKKE skete.

"Foran jer, er der to døre", fortsatte stemmen, "stil jer klar ved hver jeres, og sig til når du er klar, lysbærer".

I det samme stemmen havde sagt det, blev rummet svagt lyst op af de samme linjer i gulvet og væggene, som i korridoren udenfor. Denne gang søgte lysene hen mod væggen foran os, og afmærkede udsnittet af to døre. Jeg gik mod den højre, og som med et spejlbillede, søgte min dobbeltgænger mod den venstre, uden så meget som en mine.

Jeg lukkede øjnene et kort øjeblik, trak vejret dybt, og tog mig til brystet. Jeg prøvede ikke at tænke for meget på alt hvad der hvilede på mine skuldre, men samtidig var det det der motiverede mig. Jeg kastede et blik over på min anden halvdel, der stod på sin plads, fuldstændigt udtryksløst. Var det virkelig mig, tænkte jeg?

Jeg trak vejret dybt en sidste gang, åbnede munden og ytrede, "Jeg er klar!"

I det samme jeg havde sagt det, gik dørene op, og afslørede et stort sort intet. Langt ude i horisonten kunne jeg se en søjle af lys, der nærmest havde form som et omvendt kors med afspidsede ender, jeg antog at dét var mit mål. Søjlens fjerne lys, gjorde at jeg svagt kunne ane bevægelse i det store rum, en masse sort blokke, af samme marmor agtige materiale som resten af labyrinten, svævede i luften og reflekterede det lidt lys der var.

Min dobbeltgænger var allerede begyndt at løbe, der var åbenbart ikke noget start skud. Han var hurtig, og jeg bemærkede straks, at striber af lys, på hver side af den skjulte bane, markerede det sted han havde været. Var det mon så vi kunne holde øje med hinanden og holde hinanden på tå spidserne?

Det var svært at navigerer en bane jeg ikke kunne se, og det gik også op for mig, at banen ikke var jævn, derudover var tyngdekraften også ophævet, så man kunne benytte de svævende blokke som træde sten når vejen nedenunder ophørte. Jeg kunne se at min dobbeltgænger førte ræset, og hev på et tidspunkt i desperation min lommelygte frem, for at kunne se hvor pokker jeg skulle hen, selvom jeg godt vidste det var snyd, men idet jeg lyste med den, forsvandt banen og blokkene omkring mig fuldstændigt, det var som om, at tingene kun eksisterede i mørket, og jeg var lige ved at hoppe ud i ingenting.

Jeg måtte koncentrere mig. Jeg lukkede øjnene, og filtrerede alle mine sanser fra, da begyndte jeg at ane vejen for mig. Jeg satte af fra den blok jeg stod på, landede sikkert tilbage på vejen, og begyndte at løbe. Jo mere jeg løb, uden at bekymre mig om vejen frem, jo mere sikker jeg blev på mig selv og tvang mig selv til at stole på mine instinkter frem for sanser, jo mere af vejen foran mig blev synlig for mit indre blik. Pludselig var det som om hele rummet, løbebanen og de suspenderede marmorblokke, lyste op med et omrids af blå neon. Jeg havde mestret mit Ekko Syn!

At hoppe fra blok til blok, når jeg kom til steder hvor vejen stoppede, blev en muskel refleks for mig, og jeg følte hvordan jeg blev hurtigere og hurtigere. Hvor jeg før nærmest havde klamret mig til dem, til trods for den manglende tyngdekraft, og forsigtigt var hoppet fra blok til blok, skippede jeg nu lystigt fra den ene til den anden, nærmest som når man springer op ad en trappe uden at bekymre sig om, om man nu også rammer trinnet.

Min dobbeltgænger var blevet rastløs, jeg havde indhentet ham, så han satte farten op, og jeg gjorde ham efter. Vi hoppede fra blok til blok til blok og tilbage til vejen, igen og igen, indtil vi var i perfekt synkron med hinanden. Det sidste stykke vej var ren løbebane, og vi var nu så tætte på lyssøjlen, at jeg ikke behøvede at bruge Ekko Syn mere, jeg kunne åbne øjnene og se målet klart ret fremme. Det var nu eller aldrig, mig og min mørke dobbeltgænger, i et ærligt mand mod mand ræs de sidste 100 meter!

Han satte farten op flere gange, men lige meget hvor meget, kunne jeg matche ham. Lyset kom tættere og tættere på, og nu begyndte det også at tordne og lyne omkring os, som for at signalere at finalen var indenfor rækkevidde.
Min puls steg, og mit hjerte bankede, men samtidig var der noget beroligende ved lyset der gjorde, at jeg var helt rolig, det var som om det fyldte mig med håb.

Lyset var nu kun 50 meter væk, vi rakte begge armen ud for at gøre klar til at gribe vores gevinst, jeg min højre og han hans venstre, og idet vi sekunder senere kolliderede med lyset, skete der noget selsomt. Vi havde begge grebet om sværdet på samme tid, og dets magi tvang os nu sammen igen, men idet vi blev til én person igen, kæmpede han for overtaget.
Hele venstre halvdel af min krop var kulsort, med samme mørke aura og lysende gule øje som hans.

Jeg kæmpede nu både for at holde fast i sværdet med mit ene hånd, og at forhindre mit sind i at blive overtaget af min mørke sides indflydelse. Han var stærk, men jeg var stærkere, det var jeg nødt til at være.

"Nej!!", råbte jeg stålfast, "Du får det ikke!! Hverken DET, eller MIG!!"

Jeg kiggede ned ad min krop med mit ene øje, og så hvordan mørket på min krop, langsomt begyndte at sprede sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...