Fyrtårn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 17 okt. 2018
  • Status: Igang
En ung dreng får tildelt Lysets Hjerte, der giver ham lys baserede superkræfter. Nu skal han lære at bruge sine nyfundne evner, i kampen mod de mørke kræfter der truer verden.

3Likes
15Kommentarer
944Visninger
AA

13. Midnatsblomsten

Alting var stoppet omkring mig; sommerfuglene, de små vandløb, alt.. og mit digitalur var beviset. Stoppet på 00:01 sekunder, havde jeg med fuldmånens kræfter ubevidst formået at stoppe tiden. Men der var ikke tid til at tænke for meget over det, jeg havde ikke helt styr på mine kræfter endnu, så det var ikke til at sige hvor længe tidsstoppe ville vare. Jeg rettede fokus tilbage mod Midnatsblomsten, den smukke azurblå blomst der stod plantet midt i drivhusets hjerte og afgav et blegt men beroligende varmt lys. Det var den jeg var kommet efter, ingen tvivl om det.

Jeg begav mig med hastige skridt hen mod den, da en bladformet kastekniv fløj gennem luften fra en ukendt kilde, landede ved mine fødder, og fik mig til instinktivt at hoppe et par skridt tilbage.

"Hv...hvem der!?!", råbte jeg ud i luften.

"Det spørger jeg DIG om", svarede en kvinde, "rør dig ikke, hvad vil du med Midnatsblomsten?"

Jeg fulgte stemmen op, og så en smuk ung kvinde med langt sølvfarvet hår, lige så blegt som månens skær, og med en stor hvid blomst i håret, stå oppe på gangbroen højere oppe i drivhuset. Jeg var overrasket over at en så dyb stemme kom fra hende.

"Jeg... jeg er kommet efter blomsten, man har fortalt mig at den kan redde min bedste vens liv", svarede jeg.

"Det kan den også, Midnatsblomsten bruger 500 år på at absorbere månens mystiske lys og energi, som, når den er klar til at blive plukket, kan bruges til at helbrede selv den værste sygdom.. eller endda bringe nyligt afgåede tilbage fra det hinsides", sagde kvinden, "men netop derfor kan jeg ikke lade blot hvem som helst tage den, mit navn er Sylvia, og jeg har vogtet over blomsten så længe jeg kan huske, passet og plejet den, og beskyttet den med mit liv. Hvis du vil have den, måtte du gøre dig fortjent til den", sagde hun og hoppede ned til mig hvor hun landede på den anden side af blomsten så vi stod med den imellem os.

"Men.. jeg har ikke tid til.."

"Tid??", sagde Sylvia og kiggede sig rundt i lokalet, "Det tror jeg du har rigeligt af".

"Men, jeg har aldrig stoppet tiden før, så jeg ved ikke hvor længe det holder", protesterede jeg.

"Så må du jo bare skynde dig at besejre mig", sagde hun og stillede sig kampklar med flere bladknive i hænderne. Udfra måden hun stod på, og med den præcision hun havde kastet den første kniv, var det tydeligt at hun var kamp erfaren, hun skulle ikke tages let på.

Men hvordan havde hun undgået at blive påvirket af mit tidsstop? Måske påvirkede det ikke mennesker men kun naturen omkring mig? Nåh det måtte jeg finde ud af senere.

Jeg sprang frem mod Sylvia, i håbet om at lande et godt slag, men som et lyn var hun væk for øjnene af mig. Teleportation?

"Med den fart fanger du mig aldrig, hvordan har du tænkt dig at vinde mod en modstander, du ikke engang kan ramme?" Hendes stemme lød pludselig helt anderledes, nærmest ekko agtig, som om man talte ind i et glas. Jeg vendte mig om mod lyden, og så at hun var trådt ind i glasset der udgjorde drivhuset.

"Hvordan i alver...", nåede jeg kun lige at tænke før spejlbilledet af hende kastede flere knive efter mig, som jeg med nød undgik. Jeg kunne undvige med min hurtighed, men hvor længe kunne jeg blive ved? Og hvor længe ville tiden forblive stoppet? Hvis den startede igen, bare i et sekund, ville Sophias skæbne være forseglet! Jeg måtte finde en måde at nå Sylvia på.

Egentlig burde hendes evne ikke komme som et shock for mig. Jeg var selv i besiddelse af Lysets Hjerte, der gav mig overmenneskelige kræfter såsom hurtighed og slagkraft plus regenerering, og for ikke så længe siden havde jeg mødt Dice der lod sine kampe komme an på udfaldet af et terningkast der bestemte hans kamp værdier. Noget sagde mig, at når jeg nu havde fået fat på blomsten og frelst Sophia, så ville disse kampe kun være en forsmag på de sælsomme ting jeg ville støde på, før det endelige opgør med Veronica.

Mens jeg stod i mine egne tanker, fortsatte Sylvia sin strategi, med at rejse fra spejl til spejl med lysets hast, og kaste med knive efter mig, alt sammen i en sådan fart, at det næsten virkede som om hun var flere steder på én gang, og at knivene kom fra alle retninger på samme tid. Jeg måtte gøre noget!

Jeg tog en chance, og angreb et tilfældigt vindue, jeg tvivlede på hvad godt det ville gøre mig, men det var bedre end bare at stå og lege menneskelig skydeskive. Min hårde næve knækkede den rude jeg med lysets hast havde ramt, men Sylvia var ingen steder at se. Jeg hørte hendes nærmest hånende stemme et sted i drivhuset.

"Ja hvis du bare angriber tilfældigt ud i luften kommer vi til at være her længe", sagde hun, "enten det, eller du udmatter dig selv indenfor få minutter. Jeg kan blive ved med det her hele dagen. Hvor lang tid var det nu du havde?"

"Så kom dog frem og kæmp som en... kvinde!!", råbte jeg frustreret tilbage, "det er ikke fair det der!"

"Det kan jeg da godt", sagde hun, hvorefter jeg mærkede et jag i min arm af smerte, og kun lige nåede at fange et glimt af Sylvia i min øjenkrog, idet hun susede forbi mig i overmenneskelig fart, med en af sine bladformede knive i hånden, som hun lige havde brugt til at snitte mig i armen med. Hun kunne havde gået efter et dødeligt punkt, hvorfor gjorde hun ikke det? Legede hun med mig før hun dræbte mig, eller testede hun mig blot?

"Hør GODT efter", sagde hun nu indefra et vindue ikke så langt fra mig, med en nærmest bebrejdende stemme, som når en forælder skælder deres barn ud, "ude i den virkelige verden, kommer du til at støde på modstandere, der ikke vil tøve et sekund med at dræbe dig, hvis du ikke er hurtig til at komme op med en modstrategi! I kamp, er der ikke noget der hedder "fair", det hedder "til sidste mand står", hun tøvede lidt og sagde så, "især når du kæmper om Lysets Hjerte".

Det gav et sæt i mig, "Vent... DU kender til Lysets Hjerte?! Fortæl mig hvad du ellers ved!!"

Hun smilede drillende, "Hmm.... slå mig, så taler jeg måske", svarede hun og forsvandt igen fra vinduet. Det varede ikke længe før hendes skærild af kniv angreb fortsatte fra alle retning, nu blandet med regulære direkte konfrontationer som da hun snittede mig i armen før, for variation.. den havde jeg vidst selv bedt om. Jeg undveg alt så godt jeg kunne, så godt mine øje nu kunne følge med, men det varede ikke længe, før jeg begyndte at føle træthed. Månens lys helede mine sår, men den helede ikke min træthed, og snart kunne selv mine regenererende kræfter ikke følge med mere, jeg begyndte at tage skade hurtigere end jeg kunne nå at helbrede den.

Sylvia var en kvinde af få ord i kamp, men hun havde uundgåeligt bemærket at jeg var begyndt at sænket farten, og at hun ramte med sine angreb oftere og oftere. Det var nok kun et spørgsmål om tid før hun blev træt af at lege med mig. Men hvorfor fortalte hun mig alle de ting før? Hun virkede stålfast på at beskytte Midnatsblomsten, men havde hun virkelig i sinde at ende mig? Ville hun så ikke have gjort det for længst? Ventede hun på at jeg fandt på et modforsvar?

Jeg overvejede mine muligheder, mens jeg fortsat undveg Sylvias angreb efter bedste evne. Pludselig fik jeg en idé! Uanset hvor hurtig du er, skal du kunne se dit mål - hvor du er på vej hen. Jeg havde kun brugt mine kræfter i kamp to gange indtil videre, og havde endnu ikke udforsket deres fulde potentiale, men nogle gange, i situationer som denne, var det som om min krop vidste hvad der skulle gøres. Som om min hjerne analyserede situationen, og jeg pludselig kom i tanke om den helt rigtige teknik at bruge, selv hvis det var et angreb jeg ikke havde brugt før. En form for muskel hukommelse, noget du gør automatisk, noget du ikke tænker over, men som popper op i dit hoved når du har brug for at huske det.

Med Lysets Hjerte i min besiddelse, er min krop som et batteri. I månelys absorberer jeg månens blide helbredende kræfter, i sollys absorberer jeg solens aggresive kræfter, som jeg så lagrer til senere brug. Hvad ville der mon ske hvis jeg udløste det hele på én gang??

Det var et forsøg værd, jeg satte mine pege- og langefingre op for øjnene i en vinkel af 30 grader fra hinanden, og råbte så højt jeg kunne, "SOLANGREB!!!!!", hvorefter mine øjne lyste op, og et blændende lys penetrerede min krop, det var som om jeg koncentrerede al den energi jeg over de sidste par dage havde opmagasineret i min krop, og i én stor eksplosion af lys, kortvarigt blev til en mini sol.

Jeg kunne ikke se en hånd for mig under eksplosionen, men angrebene stoppede, så jeg antog at Sylvia heller ikke kunne. Min hørelse fungerede dog fint, da jeg hørte samtlige ruder i hele bygningen splintres til atomer!!

Efter et øjeblik, kunne jeg se igen.. se det kaos jeg havde skabt. Ganske som jeg havde hørt det for et øjeblik siden, var hver eneste rude i drivhuset knust, de pænt anlagte fliser var svedet sorte og lå ujævne, og hver eneste plante var fuldstændigt forkullet.

Der bredte sig en øjeblikkelig angst i mit hjerte, og jeg vendte mig straks om for at se om.... pyyyh, Midnatsblomsten var stadig i god behold, på en eller anden måde havde den overlevet. Jeg kiggede på mit ur, og så at tiden også stadig var stoppet.

Resten af røgen lagde sig, og et stykke foran mig, stod Sylvia. Hun lod ikke til at have taget skade af mit mega angreb. Hun stirrede på mig med et intenst blik, jeg ikke helt kunne afkode.. ville hun fortsætte? Hun tog én enkelt kniv frem, som hun kastede mod mig, og jeg greb med nemhed. Skulle den have ramt mig?

Så smilede hun til mig, ".............det er forbi knægt..... jeg har ikke flere vinduer, og du har ikke mere energi".

Jeg forstod ikke helt.

"Se dog ikke så overrasket ud", fortsatte hun, "denne kamp handlede aldrig om liv eller død, jeg skulle blot teste dig, for at se om du virkelig var bæreren af Lysets Hjerte, og selvfølgelig om du var værdig til at få Midnatsblomsten fra mig", hun holdt en kort pause, "det står mig klart, at hvem end det er du prøver at redde, så står de dig meget nært, så værsgo, tag den", sagde hun og rakte hånden over mod den smukt lysende blå blomst.

Jeg gik over mod den uden et ord, for at tage min præmie... men stoppede så et par skridt fra den.

"Du lovede mig svar...", sagde jeg så, og vendte blikket over mod hende.

"Ja", tøvede hun, "Det gjorde jeg".

Hun begyndte at vandre frem og tilbage i det ruinerede drivhus, som for at gøre sig et overblik over skaderne, mens hun prøvede at finde ordene.

"Jeg har ikke kun grønne fingre", sagde hun så, "Jeg er også forsker. Jeg har vogtet blomsten i mange år uden rigtig at tænke over hvad jeg egentlig vogtede, så en dag begyndte jeg at undersøge det, fandt ud af at den havde helbredende kræfter den fik fra månen, og det, ledte mig så ind på et sidespor om Lysets Hjerte, hvis legende jeg fandt en bog om i min kælder. For mange år siden, mærkede jeg så noget foruroligende i luften, som om balancen mellem lys og mørke var slået helt ud af kurs. Ikke længe efter, blev himlen mørk, det regnede med meteorer, og månen.. den kære klare hvide måne, var ildrød, som om nogen havde vækket dens vrede, eller brugte dens kræfter i ond hensigt. Sådan vedblev det i nogle år, og det havde nær taget livet af Midnatsblomsten, havde jeg ikke været der til at kaste en sikkerhedsbesværelse over den.. ligesom jeg gjorde i aften".


Ubalance mellem lys og mørke? Meteor regn? En blodrød måne? Det lød ufatteligt lig den historie Hans fortalte om da Veronica blev magtgal og nær havde ødelagt hele verden. Men det var jo længe siden?

"Sylvia.. hvor gammel er du egentlig?", spurgte jeg, "og hvad mener du med "ligesom i aften""?

Pludselig gav det et sæt i mig og mine øjne spilede op, jeg kiggede forskrækket ned på blomsten og tilbage på Sylvia, som iøvrigt ignorerede mit første spørgsmål.

"Ja", sagde hun, da hun tydeligt kunne se hvad jeg tænkte, "ligesom alt andet du ser herinde, havde du totalt tilintetgjort den ene ting du kom efter, det eneste håb du havde om at rede din ven, havde jeg ikke kastet en uforgængelighedsbesværgelse på den, lige før du røg i luften".

Pludselig føltes mine ben som gele, og jeg sank på knæ. Hvad havde jeg dog gjort? Fordi jeg ikke kunne kontrollere mine kræfter, havde jeg nær udraderet Sophias eneste redning. Jeg følte mig ikke længere værdi til at tage den.
Pludselig mærkede jeg Sylvias blide hånd på min skulder, hun havde sat sig på hug foran mig, og kiggede mig i øjnene.

"Det var én af grundene til at jeg ville teste dig", sagde hun, "da tiden stoppede omkring mig, og jeg fandt dig inde hos blomsten, tænkte jeg at det var dit værk. Jeg havde læst om Lysets Hjertes egenskab til at manipulere tiden ved at kanalisere månens energi, og ville se, hvor langt du ellers var kommet i at mestre din gave".

Jeg kiggede målløs på hende, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Så rettede jeg blikket ned mod jorden, og hun kunne se jeg skammede mig.

"Hør nu her..", sagde hun og ruskede mig blidt i skulderen for at få min opmærksomhed tilbage, "du har enormt potentiale for at blive den helt vi har brug for, du skal bare lære at styre dine kræfter, og det tror jeg du har forstået her i aften. Så op med mulen, lær af det, og tag Midnatsblomsten med dig så du kan redde din ven. Det kan godt være du ikke synes du fortjener den, men din ven fortjener da en chance til.. ikke?"

Det gibede i mig, hun havde fuldstændigt ret, det her handlede ikke om mig, det handlede om Sophia, det var ikke nu jeg skulle have ondt af mig selv, eller af en tragedie der trods alt ikke skete. Jeg kiggede hende bestemt i øjnene, nikkede, rejste mig op, og gik hen og tog den azurblå blomst jeg var kommet hele den vej for.

I samme øjeblik jeg havde gjort det, mærkede jeg et sus igennem mig, efterfulgt af lyden af rindende vand, frø kvækken, og vinden i planternes blade, nu hvor der var frit gennemtræk efter mit lille nummer. Tiden var startet igen!

Pludselig hørte jeg en stemme og nogen der kom løbende.

"Malik!! MALIK!!! Er du her?? Jeg kom så snart jeg så eksplosionen!!! Er du okay!?!"

Dice havde sluttet sig til os i drivhuset, og kiggede lige forvirret på mig der stod med blomsten i hånden, og Sylvia der lige havde fået rejst sig op.

"Er dét den blomst vi kom efter, Malik?? Fantastisk, du fandt den!! Og ikke et øjeblik for tidligt" udbrød han og kiggede så over på Sylvia, "og hvem er du?".

Vi satte Dice ind i alt hvad der var foregået, og hvad vi havde talt om, han viste os så den bog han havde fundet, som Sylvia, lettere irriteret, jog ud af hans hånd og spurgte hvor han havde fra. Han forklarede så om de blå sommerfugle der, i hans søgen efter Midnatsblomsten, havde ledt ham hen til en skjult hytte. Det viste sig at det var Sylvias hus. For at beskytte den skrøbelige viden der var i hendes bøger, havde hun kastet en besværgelse på hytten, der gjorde, at du ikke kunne finde den, hvis du ikke vidste at den var der.. medmindre du blev ledt af de blå sommerfugle. Den samme besværgelse som var blevet kastet over Den Fortabte Skov.

Dice' historie gjorde det klart for hende, at han var troværdig og at sommerfuglene havde villet at han skulle finde bogen.

"Pas godt på den, den indeholder formularen til at aktivere blomstens kræfter", sagde hun roligt og gav ham den tilbage.

"Mange tak", sagde jeg med blomsten i hånd, "og undskyld for al den skade jeg har forvoldt".

"Det skal du ikke tænke på min ven, det rod ordner jeg på ingen tid", sagde hun med et stort smil, "bare husk hvad jeg fortalte dig".

Jeg nikkede samtykkende, og med det, gik vi mod havens udgang. Der var intet tidspres denne gang, men vi var ivrige efter at komme tilbage til Viridia og Sophia, så en gå tur i haven måtte vente, hvor flot den end var med alle de ildfluer der fløj omkring.

Sylvia havde sagt, at vejen ud af skoven var let nok, at det var vejen ind der var det svære. Og ganske rigtigt, idet vi åbnede døren ud af haven, så vi at skoven havde ændret sig fuldstændigt, og nu blot var én lang sti, forenden af hvilken man tydeligt kunne se udgangen. Vi vinkede farvel til Sylvia, og begav os tilbage til Veronicas hus.

"Hold ud lidt endnu Sophia, vi er på vej!!", tænkte jeg ved mig selv.

Få minutter før da, havde Viridia siddet i sin stue, og bemærket, at bornholmeruret var begyndt at gå igen.

"De klarede den", hviskede hun for sig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...