Fyrtårn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 12 okt. 2018
  • Status: Igang
En ung dreng får tildelt Lysets Hjerte, der giver ham lys baserede superkræfter. Nu skal han lære at bruge sine nyfundne evner, i kampen mod de mørke kræfter der truer verden.

3Likes
15Kommentarer
917Visninger
AA

27. Med Kurs mod Fremtiden

Som hun sad der, på sin favorit udkigspost på stilladset under ballonen, og spejdede mod land, tænkte Dalga på alle de eventyr hun havde haft sammen med sine søskende, i alle de år de havde gjort dette. Himmelriget var gigantisk og i store mængder uudforsket, især efter landet blev splittet da spejlet blev spredt, var dele af landet blevet farlige at traversere, men hende og hendes søskende elskede eventyr og at rejse, hvilket også var grunden til, at Gorms landsby, hvor de havde fået lov at bo, havde lavet en aftale med dem, om at de samlede resourcer når de var ude og rejse, som de bragte med sig tilbage.

Dalga lukkede øjnene og følte vinden i sit røde skulderlange hår. Vinden gav hende en følelse af ultimativ frihed, som om hun kunne rejse hvorhen hun ville, når hun ville, og hun glædede sig til at se hvor ungernes gamle søkort ville føre hende og hendes søskende hen.

"Er det ikke farligt at sidde deroppe", spurgte Sophia Palga, der stod ved roret.

"Jov, det er det bestemt!", svarede hun med latter i stemmen, "men hun elsker det, og hun ved hvad hun laver", sagde hun og kiggede med et smil ud ad vinduet til sin lillesøster, "lige så længe jeg har kendt hende, har hun hadet at være indendørs ret længe ad gangen, hun hader følelsen af at være lukket inde", Palga rettede nu blikket tilbage mod kursen, "af alle os tre søskende, har hun altid været den mest frihedssøgende. Vi kom aldrig rigtig ud som børn, og når vi gjorde var det stærkt begrænset hvor vi måtte gå hen. Jeg ved at vores forældre bare prøvede at beskytte os, men det gjorde også bare vores søgen efter frihed endnu større. Dalga ville ofte snige sig ud fra gården tidligt om morgenen, hvor man ville finde hende siddende med fødderne ud over kanten, og sukke langt væk efter mere. Man kunne se nogle få øer fra hvor vi boede, og nysgerrigheden drev hende til vanvid... ja den drev faktisk os alle tre til vanvid, men Dalga var den der tydeligst gav udtryg for det".

"Men... hvad skete der så?", spurgte Sophia, mens vi andre sad ovre i sofaen og lyttede med.

Palga tav, men svarede så, "...som vi blev ældre, byggede vi i hemmelighed et luftskib i en forladt lade nogle stenkast fra vores forældres gård. Da den var færdig, rejste vi, og efterlod en seddel til vores forældre, om hvor højt vi elskede dem og værdsatte alt hvad de havde gjort for os, men at det her var noget vi var nødt til at gøre, og at vi var sikre på de havde prøvet at stoppe os hvis de havde vidst det". Sophia bemærkede en enkelt tåre glide ned ad Palgas kind, men sagde ikke noget.

"......savner du dem?", spurgte hun så.

Palga tav, men nikkede så stilfærdigt, ".........ja..........det gør jeg", hun kiggede ud på Dalga der stadig sad som en ninja på stiladset og nød livet, "........og det er jeg sikker på de to andre også gør, selvom ingen af os rigtig viser det".

Sophia satte sig hen til resten af os, hun satte sig ved siden af mig og holdt mig i hånden.

"Jeg håber at vi alle ser vores forældre igen, når alt dette er ovre", sagde hun.

Jeg bemærkede at Viridia sænkede hovedet og tog sig til armen, var der noget hun prøvede at glemme, noget med hendes forældre måske?

"Er du okay, Viridia?", spurgte jeg forsigtigt. Hun kiggede langsomt op på mig, og sank derefter hovedet igen. Nu lagde Dice armen om hende.

"Ve...............Veronica..........", fremstammede hun, "Veronica......dræ...........dræbte................dræbte mine forældre", snøftede hun og prøvede at holde tårende tilbage, mens Dice holdt tættere om hende i et forsøg på at trøste hende.

Jeg kiggede ned i gulvet, "Det...........det gør mig ondt, undskyld jeg spurgte".

"Kan I.......kan I huske hvor rodet huset så ud, første gang I ankom?", sagde hun så, "det.........det var den tilstand Veronica efterlod det i, da hun gik grassat og mine forældre prøvede at stoppe hende", hun kiggede ned i gulvet og holdt en kort pause, "eller rettere......prøvede at stoppe mig", sagde hun så, "jeg var stadig ved bevidsthed i mit eget sind på det tidspunkt, men kunne så småt mærke hvordan magtbegæret begyndte at overtage mig og sløre mit sind og dømmekraft, mine forældre prøvede at stoppe mig idet jeg var på vej ud i natten, men i vrede og protest tilintetgjorde jeg dem på stedet", hun holdt endnu en pause og fortsatte så, "....sekundet efter, gik det op for mig, hvad jeg havde gjort, smerten og skylden var for meget for mig at bære, så Veronica blev skabt ud af mørket i mit hjerte, som syndebuk for det jeg havde gjort. Men mit sind var skrøbeligt efter hændelsen, og hun havde fået det meste af vores kraft, så næsten øjeblikkeligt tog hun fuld kontrol over mit sind og min krop, og jeg faldt i en dyb søvn, hvor jeg ikke længere skulle bære på smerten eller ansvaret for det kaos hun forårsagede".

Sophia kiggede medlidende over på hende, "Viridia...jeg..."

"Det næste jeg huskede, var da jeg i et kort øjeblik vågnede fra min søvn, ved lyden af din stemme, Malik", sagde hun og kiggede på mig.

"Min stemme?", gentog jeg og pegede på mig selv.

"Ja", bekræftede hun, "Den stormfulde aften du opsøgte Hans i fyrtårnet, hvor Veronica var kommet for at gøre krav på den anden halvdel af Lysets Hjerte som han havde taget fra hende. Da du stillede dig imellem de to, uden at skænke dit eget liv en tanke, og råbte til hende at hun skulle lade ham være og tage dig i stedet, da var der noget ved det urokkelige mod i din stemme, der trængte ind til mig, og i et kort øjeblik gav mig styrke nok til at holde en brøkdel af hendes kræfter tilbage, før jeg faldt i søvn igen".

Jeg kiggede målløst over på hende, "Så du....den aften....du, redede mig?"

Hun rystede sagte på hovedet, "Jeg vil ikke kalde det "redde"", sagde hun, "jeg sinkede hende blot, nok til at du selv kunne klare resten".

Jeg havde hørt nok. Jeg rejste mig, til alles overraskelse, gik hen til hende og satte mig på hug, lagde hånden på hendes, og kiggede hende dybt i øjnene.

"Viridia, lad være med at være så hård ved dig selv, det er ikke din skyld, det er der intet af det der er, desuden, hvad der ligger i fortiden ligger i fortiden, det kan du ikke ændre på - hvad der er vigtigt, at hvad du bruger nutiden på".

Hun kiggede forundret på mig, "Malik....jeg...."

"Omend ubevidst, gav jeg dig en chance til, da jeg skubbede dig ud af Veronicas krop med min positive lysenergi, så det eneste der betyder noget nu, det eneste der er vigtigt, er hvad du bruger din nye chance til. Lad vær med at hænge fast i fortiden og tænke på alle de ting du fortryder som du alligevel ikke kan lave om... fokuser i stedet på hvad du kan gøre i nutiden for at gøre fremtiden bedre".

Viridia tav, kiggede ned på min hånd der lå oven hendes, og knækkede så et lille smil, "......tak........Malik", sagde hun og tog min hånd i sine, "Tusind tak, du ved altid lige hvad du skal sige", hun kiggede nu op på mig, og strålede som en lille sol, "Jeg ved ikke om jeg har sagt det før, men der hersker ingen tvivl for mig, og at Hans valgte rigtigt da han lagde Lysets Hjerte i dine hænder. Vi ved ikke hvad der venter os her i himmellandet, men jeg har fuld tillid til, at du har hvad der sker til for at besejre mørket i Veronica".

Jeg smilede tilbage til hende og rejste mig op, "Tak Viridia, det er næsten alt for meget", sagde jeg og kiggede rundt på forsamlingen, "men jeg ved også, at jeg aldrig kunne være kommet så langt, uden jeres hjælp, og at jeg får brug for alles hjælp i kampen mod mørket", jeg holdt en kort pause mens jeg samlede mod til at sige det sidste, "....I er....I er...............................I er blevet som en familie for mig", fik jeg endelig skubbet over mine læber, ikke fordi jeg var for stolt til at sige det, men fordi, det føltes lidt pinligt. Men jeg følte, at nu var det rette tidspunkt, for jeg fik måske aldrig chancen igen.

De kiggede allesammen forbløffede på mig.

"Lige over!!", sagde de i kor med et smil.

Jeg mærkede pludselig nogen tage fat i min arm og drejede hovedet, det var Sophia, der nu også havde rejst sig op.

"Vi står sammen om det her", sagde hun, "og intet kan skille os ad!".

"Hørt!", råbte alle i kor.

Vi sad derefter og hyggesnakkede i noget tid, hvorefter vi hørte en stemme udenfor gondolen.

"LAAAAAAAND I SIIIIIIIGTEEEEEE!!!!!", råbte Dalga ude fra sin uoptimale udkigspost.

Vi styrtede alle hen mod fører vinduet hvor Palga stod, hvor vi så et lille stykke land på skyhavet, langt ude i horisonten, langsomt bevæge sig tættere og tættere på.

Jeg havde lånt Palga kortet og oversat koordinaterne, så hun havde haft noget at gå efter, og nu så det ud til at vi endelig var fremme ved den første ø. Jeg håbede blot, at vi faktisk ville finde noget.

Det varede ikke mange minutter, før vi havde nået den ensomme ø, og gjorde klar til landing.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...