Fyrtårn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 17 okt. 2018
  • Status: Igang
En ung dreng får tildelt Lysets Hjerte, der giver ham lys baserede superkræfter. Nu skal han lære at bruge sine nyfundne evner, i kampen mod de mørke kræfter der truer verden.

3Likes
15Kommentarer
944Visninger
AA

17. Måne Øjet Vågner

Regnen silede stadig ned.. godt, så længe der var regn, var der håb. Vi havde fulgt kompassets nål religiøst den sidst halve time, og regnen havde været vedholdende, der var ikke dét sted hvor vi ikke var gennemblødte, men den var ikke begyndt at tage til, som jo ellers var tegnet på, at man var tæt på tårnet. Natten havde været lang, og vi var alle overtrætte, men vi var fast besluttede på at benytte chancen, mens vi havde den - for hvem vidste hvornår det ville regne igen.

"I var meget tætte... dig og din makker", brød jeg stilheden til Dice, mens vi travede videre af den mudrede skovsti og kunne høre hvert eneste af vores sjappende fodspor.

Han veg lidt fra at svare først, det var åbenlyst et ret ømt punkt for ham.

"....ja....meget", sagde han så, "...han og jeg havde været bedste venner siden vi var små, havde trænet sammen, vokset op sammen, havde været på utallige missioner sammen, og vi havde altid hinandens rygge. Han var altid et skridt foran mig, hurtigere, klogere og stærkere, og jeg så op til ham for det".

"Javel ja...", svarede jeg forsigtigt. Jeg kunne sagtens sætte mig ind i, hvad han og hans kammerat havde haft sammen, men jeg kunne desværre ikke vove at påstå, at jeg selv havde haft sådan et venskab... det vil sige, ikke før nu.

"Hvis det er nogen trøst for dig", sagde jeg, "...så har jeg det sådan med os to"

Han vendte overrasket blikket mod mig, "Me-mener du det?"

Jeg nikkede, "Helt bestemt. Vi har godt nok ikke kendt hinanden nær så længe som han og dig, men vi to har allerede været igennem en del, føles det som, og jeg stoler fuldt og fast på, at du har min ryg", sagde jeg og kiggede rundt på forsamlingen, "sådan har jeg det med jer alle sammen".

Viridia og Sophia smilede, de gik bag mig og Dice og snakkede sammen, det lod til at de kom godt ud af det med hinanden.

Det var noget af en hvepserede jeg havde fået stukket hånden i, men jeg havde mødt en masse fantastiske mennesker på vejen, venner jeg ikke ville undvære for noget i verden, og uanset hvor meget hvepsene stak, stod vi sammen til det sidste!

Pludselig mærkede vi, at regnen lige så stille begyndte at tage til. Nålen pegede stadig i den retning vi gik. Det måtte være tæt på nu. Det varede heller ikke længe, før vi nåede udkanten af denne del af Evighedsskoven, og kom til et stort åbent område. Man kunne lige skimte resten af skoven på den anden side, men ellers var det græs så langt øjet rækkede.
Nu hvor vi var ude i det åbne, kunne vi mærke vinden tage fat, var regnvejet ved at udvikle sig til en storm?

Vinden greb fat i ens år, og man kunne se hvordan det våde græs bøjede til dets vilje. Vi fortsatte udfortrødent, og nu varede det ikke længe, før regnen, i uhyggelig fart, udviklede sig på grænsen til orkanstyrke. Der var ingen tvivl om, at det var en unaturlig storm vi havde med at gøre.

Regnen tog til, væltede ned i spandevis, og vi beordrede alle til at holde hinanden i hånden, så vi kunne forblive tæt sammen. Men det var lettere sagt end gjort, da vinden gjorde sit bedste, for at hive vores våde hænder fra hinanden. Var stormen mon en del af tårnets forsvarsmekanisme, for at skræmme uvedkommende væk? Nåh, men vi var ikke uvedkommende, vi havde en aftale med det tårn.

Pludselig rev Dice sig løs fra gruppen, og løb ud i intetheden. Da jeg panisk kaldte efter ham om at blive hos os, hørte jeg ham råbe tilbage, ".............så noget...........regnen...........længere fremme........", resten af ordene blev spist af vinden.
Dernæst, hørte jeg et skrig der druknede i lyden af regn og torden, hvorefter jeg mærkede Viridia give slip på min anden hånd. Orkanen havde taget Sophia, og Viridia ville prøve at redde hende. Så meget for at holde sammen, men ingen var at bebrejde, det her vejr var for langt ude, ingen af os kunne have været forberedte på dette. Havde vi bidt over mere end vi kunne tykke? Nej...jeg måtte ikke tænke sådan! Dice var jeg ikke bekymret for, og pigerne skulle nok klare sig, så længe de havde hinanden... og jeg... så længe jeg stadig havde fødderne solidt plantet på jorden, ville jeg fortsætte missionen - for vores alles skyld!

Det var med tunge skridt at jeg fortsatte, orkanen gjorde sit bedste for at hindre mit fremskidt. Jeg kunne dårligt se en hånd for mig, selv himlen var helt tildækket af regn, ikke engang fuldmånen kunne trænge igennem de tunge sorte skyer.
Jeg gjorde et kort ophold for at tjekke regnkompasset, nålen var helt ude af kontrol, spinnede som en gal uden tegn på at blive enig med sig selv.. selvfølgelig, hvad havde jeg regnet med i et vejr som dette?

Jeg lukkede øjnene i et forsøg på at tørre vandet af mit ansigt, til tråds for at mit ærme var totalt gennemblødt. Da jeg åbnede dem igen...så jeg det slørede omrids af en struktur længere fremme. Jeg tænkte at det måtte være regnen der slørede mit syn og fik mig til at se ting. Jeg lukkede øjnene igen, i endnu et vagt forsøg på at tørre dem så jeg kunne se klart. Denne gang, var strukturen kun blevet tydeligere! Hvad foregik her?! Jeg lukkede øjnene en sidste gang, denne gang holdt jeg dem lukkede i lidt længere tid, og håbede at alt var normalt igen når jeg åbnede dem.
Da jeg åbnede dem tredje gang.. så jeg det klart og tydeligt, så tydeligt som det nu kunne blive i dette vejr. Uvejret var stadig voldsomt, men havde hidset sig en smule ned, jeg benyttede chancen til at tage endnu kig på regnkompasset - det havde bestemt sig for en retning, og pegede nu lige ud, det pegede hen mod strukturen. Der var ingen tvivl, vi havde fundet det, vi havde fundet Regntårnet!

Med fornyede kræfter stak jeg kompasset i lommen og løb det sidste stykke hen mod tårnet, der blev større og større efterhånden som jeg kom tættere på, alt imens jeg bekymret forsøgte at råbe efter mine forsvundne venner.

"SOPHIA!!! DICE!!! VIRIDIA!!! HVOR ER I??!?!", råbte jeg så højt jeg kunne, men stormen slugte mine ord. Jeg havde så travlt med at løbe og råbe, at jeg snublede i det våde græs, og faldt lige så lang jeg var, med hovedet ned i en vandpyt.
Lettere fortumlet, rejste jeg mig langsomt op, men mens jeg stadig lå på knæ og støttede på mine arme, så jeg noget mystisk i vandoverfladen, efter ringene mit fald havde lavet, havde lagt sig til ro.

Mit øje. Hvad var der sket med mig øje?? Jeg havde naturligt grønne øjne, men mit højre øje, var pludselig begyndt at lyse blåt?! Var det derfor jeg nu pludselig tydeligt kunne se Regntårnet for mig? En mystisk struktur, der ellers normalt var usynlig for det blotte øje, og kun sjældent viste sig for mennesker?? Var dette øje... endnu en af de evner Lysets Hjerte besad?

Jeg kom på benene og skyndte mig videre. Det var ikke kun tårnet, alt omkring mig syntes tydeligere nu. Skarpere. Det var som om synet i mit højre øje var blevet ti gange kraftigere.

Jeg nåede langt om længe helt hen til tårnet. Det var som lavet af massivt glas, men uden at man kunne se igennem det. Jeg lagde varsomt hånden på den store dobbeltport, og skulede op mod himlen, for at danne mig et overblik over hvor højt tårnet var, men selv med mit nye øje, kunne jeg ikke se toppen.

Som jeg stod der, mindede det mig om de ture jeg plejede at gå i skoven som lille med min mormor, hvor vi altid gik en tur forbi et lille afsides tårn. Det var et gråt og trist murstenstårn, med en tung rusten metaldør, og vi bankede altid på, for at høre om der var nogen hjemme. Vi legede, at der boede en konge i toppen, der altid var i dårligt humør, fordi hans krone var så tung, og derfor aldrig gad lukke op for os. Mon der boede en konge i dette tårn?

I det samme jeg havde lagt hånden på døren til Regntårnet, var det som om tårnet registrerede at jeg havde overtrådt en usynlig målstreg, da stormen pludselig stilnede og blev til en mild regn.
Jeg kiggede mig tilbage, og så pludselig hvordan tre skikkelser langsomt kom gående hen imod mig. En af dem var alene, de to andre gik sammen, og det så ud som om den ene støttede sig til den anden. Det var dem! Det var mine venner!

"Venner!! Hvor er jeg glad for at I er okay", udbrød jeg, "Hvad skete der?"

De kiggede forvirrede på hinanden og derefter på mig.

"Det må du virkelig ikke spørge mig om", svarede Dice, og kiggede igen over på pigerne, der så lige så forvirrede ud som han følte sig, "Jeg kæmpede mig vej igennem stormen, anede ikke hvor jeg var, og så lige pludselig, var det som om et slør løftede sig for mig, og der stod du som du gør nu, som om jeg på magisk vis var blevet guidet hen til dig".

Pigerne pegede over på ham og råbte i kor, "Hvad han sagde!!"

Hmm, så dét at jeg nåede tårnet, mildnede stormen, og ophævede samtidig forbandelsen der gjorde at folk der farrede vild i den, vandrede rundt i blinde? Havde det ikke været for mit nye blå øje, der lod mig se igennem stormen, var det samme nok også sket for mig.

Jeg løb hen til Sophia og krammede hende, lettet over at der ikke var sket hende noget, og hun krammede mig igen.

"Hvad er der sket med dig, Malik?", spurgte hun, og holdt mig ud i strakte arm, "Hvad er der sket med dit øje? Har du slået dig?"

"Det sjovt du spørger, for jeg opdagede det først selv, lige efter jeg var faldet, men det var efter jeg opdagede at jeg havde det, at tårnet pludselig viste sig for mig", svarede jeg.

Vores samtale havde fanget Viridias opmærksomhed, "Lad mig se!", sagde hun og gik hen til mig for at nærstudere mit ansigt, "Hmm...... jep, der er ingen tvivl", konkluderede hun, "Det er måne øjet!".

"Måne øjet?", gentog jeg.

"Ja, det er ét af Lysets Hjertes særlige evner", svarede hun, "Kan du huske jeg fortalte dig, at Lysets Hjerte gør dig i stand til at absorbere og kanalisere solen- og månens mystiske kræfter? Månen ser alt, også det, der ikke er synligt for normale mennesker. Måne øjet får sine kræfter fra månen, og gør dens alt seende evner, til dine", hun lagde armen over kors og holdt fingeren op til munden i tænke position, "det virker som om, du låser op for flere af dine evner, som bærer af Lysets Hjerte, efterhånden som du får brug for dem, efterhånden som du bliver stærkere, og efterhånden som Lysets Hjerte vokser sammen med dig og bliver en integreret del af dig".

"Javel ja...", ytrede jeg forbløffet, "det må jeg nok sige, ja det kom mig ihvertfald til gode lige på falderebet", klukkede jeg, "men... hvorfor kun det ene øje?", spurgte jeg så.

"Hmm... det tør jeg ikke svare dig på... måske fordi... du kun har den ene halvdel af hjertet?", foreslog hun.

Det er sandt, tænkte jeg ved mig selv og holdt hånden for mit bryst. Jeg blev ved med at glemme, at jeg kun havde den ene halvdel af Lysets Hjerte. Vi var jo ikke blot ude efter at stoppe Veronicas hærgen, vi var også på en mission for Hans, Sophias bedstefar, om langt om længe at forene de to halvdele af hjertet igen. Min halvdel... og Veronicas.

Vi vendte os alle mod den store tunge port af en dør, mens lyn lyste himlen op, og buldrende torden kunne høres i bagrunden ovenpå lyden af den stadigt silende regn. Vi havde endelig nået vores mål!

Indenfor, var der lige så vådt som udenfor, jeg ved ikke hvad vi havde regnet med, det hed jo REGNtårnet for pokker... men i det mindste var vi i læ for vinden.
Vi troede ikke vores egne øjne, hele tårnet, så ud som om det var lavet af glas og iskrystaller. Iskrystallerne var gode nok, men hvad vi troede var glas, var i virkeligheden det, som Dice havde beskrevet da vi var hjemme hos Viridia - krystalliseret regn.

"Hvor er det smukt!", meldte Sophia.

"Ja", svarede jeg, "men vi må stadig være på vagt, vi ved aldrig hvilke farer der lurer".

Apropos, legenden fortalte, at tårnet gemte på et mystisk artifakt, så jeg tvivlede på at stormen udenfor var den eneste udfordring vi havde i vente. Hvad mon der ventede os længere oppe?
En bred trappe af krystalliseret regn og iskrystaller, snoede sig rund i væggen, og ledte vejen op. Dice var gået i forvejen, ivrig efter endelig at blive genforenet med sin ven, så fremt han altså virkelig var her. Ude i stormen, havde han også været den første til at rende sin vej og løbe i forvejen.. men hvem kunne bebrejde ham? Han var tættere på nu at finde sin ven, end han havde været i årevis. Jeg havde nok gjort det samme i hans sko.

"I venter her piger!", sagde jeg bestemt til Viridia og Sophia der stadig stod i foyeren, mens jeg selv satte efter Dice.

"Ikke tale om!", svarede Sophia igen, "nu har vi endelig fundet hinanden igen, ikke tale om at jeg lader dig gå din vej igen".

"Men, det kan være farligt oppe i tårnet", protesterede jeg.

"Og hvem siger ikke det er lige så farligt at blive her?", bakkede Viridia Sophia op, "Vi går med, fra nu af, holder vi alle sammen!"

Jeg var ikke meget for det, men egentlig var det vel heller ikke op til mig at beslutte. Jeg var bekymret for dem, bekymret for at der skulle ske dem noget, men ved nærmere eftertanke havde Viridia ret, det var bedre vi holdt sammen, og jeg var et eller andet sted også langt mere tryg ved at have dem ved min side og vide hvor de var, end at skulle gå og bekymre mig om, om de stadig var der når jeg kom tilbage.

Vi begav os med raske skridt op ad de lange snørklede trapper, der var drivvåde med det vand der konstant løb ned ad dem. Også væggene havde en strøm af vand løbende ned ad sig, og inde i midten af tårnet, faldt der en koncentreret lokal regnbyge, hvis udspring vi ikke kunne se.
Ofte var en os ved at glide på de glatte trin, men en anden stod altid klar til at gribe og hindre vedkommende i at falde.

Det blev koldere og koldere, og efterhånden begyndte vi også at høre torden, det føltes som om vi var gået helt op i himlen. Det var ikke til at sige hvor højt vi var, når tårnet ingen vinduer havde. Det var faktisk lidt foruroligende at tænke på. Men der var ingen vej tilbage nu, alle de svar vi søgte lå ret forude, og toppen kunne ikke være langt væk.

Det varede ikke meget længere, før vi nåede en stor, tung og smukt dekoreret port, forenden af den kilometer høje trappe. Hvad end den gemte på, måtte være det, vi havde ledt efter, det var også den eneste dør vi havde set, siden vi trådte ind ad hovedindgangen, så der var ikke rigtig andre muligheder. Jeg gik hen for at tage fat i den, men tøvede, og kiggede tilbage på de andre. De nikkede i enighed, med alvor malet i ansigtet. De havde ret, det var nu, det var for sent at få kolde fødder.
Jeg tog fat i den store dør, og skubbede af alle kræfter, men den gav sig ikke uanset hvor meget jeg skubbede. De andre kunne se jeg havde vanskeligheder, og sluttede sig til mig. Sophia hjalp mig ved den ene side af døren, mens Dice og Viridia skubbede til ved den anden. Lidt efter lidt, begyndte den at give sig, hvorefter den lige så stille begyndte at glide op.

Vi trådte ind i et stort smukt oplyst lokale, nærmest som en tronesal af glas. Vi kiggede os målløst omkring, og da gik det op for mig, at det her var første gang under vores ophold i tårnet, at der havde været vinduer vi kunne kigge ud af. Vi VAR oppe over skyerne!
Det var stadig mørkt udenfor, men man kunne se, at månen var på vej ned. Jeg stod og kiggede ud af det store mosaik vindue, hvor der var en dyne af sorte, torden gnistrene skyer, så langt øjet rakte. Jeg havde bange anelser.

"Tænk at jeg skulle se dig her, gamle ven", hørte vi pludselig en stemme sige.

Vi vendte os alle straks mod stemmens kilde. Dice stod som lammet og hans øjne spillede op, idet han rystende pegede op mod skikkelsen.

"D...det er dig...............Sila!!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...