Fyrtårn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 7 nov. 2018
  • Status: Igang
En ung dreng får tildelt Lysets Hjerte, der giver ham lys baserede superkræfter. Nu skal han lære at bruge sine nyfundne evner, i kampen mod de mørke kræfter der truer verden.

3Likes
15Kommentarer
1022Visninger
AA

16. Legenden om Regntårnet

Ingen sagde noget i lidt tid, så kom jeg i tanke om noget.

"Nåh ja, sværdet, Lysets Klinge... hvor finder vi det?"

Viridia kiggede beklagende op på mig, "Det... det ved jeg i..."

"Regntårnet", kom det pludselig fra Dice ovre ved vinduet.

Vi kiggede allesammen overraskede over på ham.

"Hvaffor et tårn?" spurgte jeg.

"Regntårnet", gentog han, og vendte sig om mod os.

Det gik pludselig op for mig at regnen stadig silede ned udenfor, nu kraftigere end da vi kom tilbage fra skoven.

"Regntårnet, er et mytisk fænomen, der siges at beskytte et oldgammelt artifakt. Det dukker kun op under kraftig regn, som det bruger til at opretholde sig selv, og skulle efter sit navn, være fuldstændigt bestandigt af krystaliseret regn. Kun få har set det... hvis det altså eksisterer."

Ingen af os havde hørt om dette sagnomspundne tårn før, men efter hvad vi havde været igennem indtil nu, var jeg villig til at tro på hvad som helst, intet overraskede mig mere.

"Hvis et så hemmelighedsfuldt sted eksisterer, er det intet under at Veronica aldrig kunne finde sværdet", sagde Viridia.

Hun fortalte, at Veronica selv havde søgt højt og lavt efter det, da også hun kendte til legenden om sværdet, og naturligvis havde ønsket at mangedoble sine i forvejen formidable kræfter. Det, at hun stadig ikke havde haft det i sin besiddelse sidst vi så hende tidligere på aftenen, tog vi som et godt tegn. Der var stadig tid, til at komme hende i forkøbet.

"Og du tror at Lysets Klinge befinder sig der?", spurgte jeg.

Dice vendte sig om mod vinduet igen. Den blanke overflade reflekterede hans ansigt, og han betragtede de fine dråber der løb ned ad det, som bitte små krystal slanger.

"Jeg ved det ikke", sagde han, "men det var det første sted der faldt mig ind, og når man tænker på tårnets legendariske status, ville det give mening, hvis det mystiske artifakt, viste sig at være sværdet".

Det kunne jeg ikke sige ham imod, plus at Orion, ifølge Viridias historie, havde gemt sværdet rigtig godt, og hvad ville være mere sikkert, end et sted der kun eksisterede under bestemte vejrforhold.. og selv under disse, garanteret var svært at få adgang til?

"Desuden", sagde Dice, nu med bedrøvelse i stemmen, "har jeg grund til at tro, at det tårn, har noget at gøre med min bedste vens forsvinden", idet han ytrede de sidste ord, slog et lyn ned i nærheden og lyste hele stuen op.

Det gav et sæt i os alle pånær ham.

"Din bedste ven?", gentog Sophia, "Hvad skete der med ham?", 
spurgte hun stille, lige dele nysgerrig og bekymret, og håbede hun ikke var for nærgående.

Dice tav et øjeblik.

"................en monsun tog ham", sagde han så.

"En monsun?", gentog Sophia forsigtigt.

Dice nikkede og fortsatte.

"Han og jeg, var på en mission for mange år siden, for at finde den næste bærer af Lysets Hjerte, og bistå ham eller hende. Pludselig kom der skybrud, det var ingenting i starten, men det tog hurtigt til, blev kraftigere og kraftigere, og det gik op for os at det ikke var en almindelig skylle. Vi søgte ly, men før vi nåede at finde læ, havde den overnaturlige regn udviklet sig til en monsun. Det var fuldstændigt vanvittigt hvor meget regn der væltede ned på én gang. Jeg kunne ikke se en hånd for mig, og råbte efter min ven for at bekræfte hans position. Intet svar de første mange gange jeg kaldte, men pludselig hørte jeg ham råbe mit navn, "DICE!!!! HJÆLP MIG!!!!". Jeg forsøgte at identificere stemmens retning, og komme min ven til undsætning, hvad end der var sket. Han havde aldrig råbt om hjælp på den måde før, så jeg gruede for omstændighederne.
Jeg løb og løb, og blev ved med at kalde på ham. I et kort øjeblik, kunne jeg have svoret på at hans hånd rakte ud til mig gennem det tunge tæppe af regn, desperat efter redning, men forsvandt igen før jeg kunne nå at reagere".

Han holdt en kort pause, og drejede hovedet mod os igen, hans blik var mere alvorligt end jeg nogensinde havde set ham før.

"Da så jeg det... en fæstning af krystaliseret vand viste sig foran mig... Regntårnet! Jeg nåede kun at skue op mod himlen for at danne mig et overblik over dets størrelse, men kunne ikke se toppen for bare regn. Og lige så flygtigt som det havde vist sig... forsvandt det igen", sagde han, "Næste dag, vågnede jeg op, trygt siddende under et træ i ly af regnen som var stilnet af, og var ikke sikker på, om hvad der var sket, havde været virkeligt eller blot en drøm. Det eneste jeg var sikker på, at min ven, var væk", Dice holdt en kort pause, "Jeg har søgt efter ham lige siden".

"Dice...jeg........det gør mig ondt", fremstammede jeg i mangel på ord.

"Det var grunden til at jeg hjalp dig med at få skaffet Midnatsblomsten, Malik", sagde han så, "Jeg så hvordan Sophia ofrede sig for dig, og jeg så hvordan du fuldstændigt mistede besindelsen da hun gik bort, det var tydeligt at I to, delte et lige så stærkt bånd som mig og min ven. Så da Viridia fortalte os at der måske var en mulighed for at redde hende, besluttede jeg at gøre alt hvad jeg kunne for at hjælpe. Jeg kunne ikke redde min bedste ven dengang, men jeg kunne måske redde din".

Han forlod vinduet, gik langsomt hen til mig, lagde armene på mine skuldre og kiggede mig alvorligt i øjnene, men ikke på samme måde som før.. der var bekymring i hans øjne.

"Malik, jeg beder ikke om dette, som gengæld for at vi reddede Sophia, du skylder mig intet... men jeg bønfalder dig...", han sank på knæ og foldede hænderne, "...vil du ikke nok...hjælpe mig...med at finde ham? Hjælp mig... med at finde... Regntårnet".

Dice var normalt den mest rolige og selvhvilende person jeg kendte, at se ham sådan her.. hvor længe havde han holdt det inde?

Jeg gik ned til ham på knæ, og nu var det mig der lagde hænderne på hans skuldre.

"Selvfølgelig, Dice", sagde jeg, "Selvfølgelig vil jeg hjælpe dig!"

Dice kiggede lettet på mig, det var tydeligt at han var lykkelig over min beslutning. Men selvfølgelig ville jeg da hjælpe ham, især efter alt hvad han havde gjort for mig, hvad var dog det for et spørgsmål? Hvad skulle jeg ellers gøre? Ignorere en ven i nød? Nej, det var ikke min stil.

"Jeg vil også hjælpe!", sagde Sophia og sprang op af sofaen med stor entusiasme.

"Og jeg tager også med!", kom det fra Viridia, der også havde fundet op af sin lænestol.

"Se? Vi står allesammen bag dig", sagde jeg og rejste os begge op, "Så lad os se at finde det tårn, mit sværd, og din ven!!"

"Malik...allesammen...jeg...tusind tak...", sagde Dice rørt og smilte fra det ene øre til det andet.

Det regnede stadig kraftigt. Nu gav det mening, hvorfor jeg tidligere havde hørt ham mumle, at han havde regn, og det var der ikke noget at sige til, men i nat kom den os til gode. Vi spildte ikke et øjeblik mere, og tog afsted med det samme.


Vi havde ikke den fjerneste idé om, hvor vi skulle starte med at lede, og det virkede åbenlyst, at løbe blindt rundt ude i regnen, ikke ville føre os nogen steder hen. Hvordan skulle vi finde noget så flygtigt, som et tårn der efter Dice' historie at dømme, kunne dukke op og forsvinde som det ville? Det var som at jagte en luftspejling. Så kom Viridia i tanke om det bibliotek hun tidligere havde fortalt os, at hendes afdøde bedstefar havde ved siden af sit laboratorium i Den Hemmelige Have. Hun genkaldte sig alle de fantastiske myter og legender hun havde læst om, og det var da bestemt muligt, at der også var en bog om Regntårnet.
Dice og jeg var ikke meget for at skulle den tur igennem igen, men der var for meget på spil, til at ignorere muligheden. Vi gik hen i retning af Den Fortabte Skov i samlet flok, og da vi ankom, så vi til vores store forbavselse, at vejen var lige til. Ingen snørklede stier, ingen fælder, ingen paralelle spejl dimensioner, det var som om skoven vidste, at det var vigtigt.

Kort efter nåede vi hækken med den skjulte havedør. Jeg stak hånden i lommen, tog den lille gyldne nøgle op, og skulle lige til at stikke den i den rustne lås, da vi hørte en velkendt lyd.

"Øhm... jeg er ikke den eneste der kan høre det, vel?", spurgte jeg uroligt. De andre rystede på hovederne og alle kiggede sig nysgerrigt og forvirret omkring. Hvorfor spillede melodien først nu?

"Det er dejligt at se dig igen, mit barn", sagde en gammel knagende stemme.

Vi drejede alle skarpt om på hælene, i retning mog stemmen, og spilede øjnene op, da vi så spøgelset af en gammel mand med langt hvidt hår og skæg, sidde på en gren oppe i et af træerne, med en pibe i den ene hånd og en slags fløjte i den anden.

"Hv-hvem er d..", fremstammede jeg da Viridia afbrød mig.

"Be-beds...bedstefar?!? Er det virkelig DIG!!?!!?", udbrød hun.

Den gamle mand klukkede en mild latter og nikkede. Da han havde mærket den rene ufordærvede sjæl af sit barnebarn træde ind i skoven, havde han brugt sin spøgelsesmagi, til midlertidigt at gøre skoven normal, så hun sikkert kunne passere. Han havde naturligvis også mærket vores tilstedeværelse, men han stolede på, at hun var i godt selskab. Det var iøvrigt ham der, med sin fløjte, havde spillet den velkendte melodi vi hørte, den melodi der havde guidet mig og Dice igennem skoven sidst vi var her. Da han var i live, havde han fortryllet skoven, til at vildlede uvedkommende, men da han så døde, blev han hængende, og besluttede sig for at bruge efterlivet til at spille skovens melodi, en melodi kun folk af rent sind og hjerte kunne høre, som ville hjælpe med at guide folk, der søgte hjælp, til Den Hemmelige Have. Han havde håbet, at hans korrupte barnebarn, en dag igen ville genvinde sit lys, og finde vej tilbage til ham, så han kunne se hende en sidste gang, før han drog videre.

"Hvor er det dejligt at se dig igen, min pige", sagde han med det varmeste gennemsigtige smil han kunne præstere, "Men hvorfor er du dog så bleg?"

"Fordi... jeg ikke rigtig er her", sagde Viridia sørgmodigt, "Jeg er kun et minde, bedstefar.. essensen af hvem jeg engang var. Veronica, min onde halvdel, render stadig rundt i min krop og gør livet surt for verden", hun skævede et blik over til mig, "Det er takket være Malik her, bærer af Lysets Hjerte, at jeg har fået denne midlertidige krop af lysenergi".

Vi fortalte så spøgelset alt om kampen mod Veronica, da hun var faldet os i baghold tilbage i palæet, og at hun stadig var i sin korrupte dæmon form.

"Javel ja", sagde han eftertænksomt og strøg sit lange skæg, "så hun er stadig på fri fod, og I er ude og lede efter Lysets Klinge, så I kan stoppe hende før hun genopnår sin fulde styrke".

Vi nikkede i enighed.

"Bedstefar?", sagde Viridia så, "Har du hørt om legenden om Regntårnet?"

"Hmm.....legenden om Regntårnet.......?", gentog han mumlende og tænkte sig godt om, "Jo......jeg skulle mene at jeg engang så sådan en bog inde på mit bibliotek", sagde han så til vores store lettelse, "Men det er jo bare en legende, hvad vil i dog med den viden?"

"Dice tror han så det engang", sagde jeg så, "og HVIS det virkelig findes, har vi grund til at tro, at det gemmer på en ledetråd omkring sværdet, hvis ikke sværdet selv".

"Derudover...", indskød Dice, "leder vi også efter min ven, der på mystisk vis forsvandt, dengang jeg så tårnet".

Bedstefar nikkede forstående.

"Jamen så har I unge mennesker jo ikke tid til at stå her", sagde han med et glimt i øjet, "skynd I jer afsted og find det i søger, spørg eventuelt Sylvia til råds, den kvinde er en omvandre database".

Jeg nikkede, fandt nøglen frem, og låste den hemmelige dør op, hvorefter vi skyndte os ind i haven. Kun Viridia blev tilbage.

"Viridia, kommer du?", spurgte jeg og holdt døren.

"....lige om lidt...", sagde hun og gik tættere på træet hvor oppe spøgelset af hendes bedstefar endnu sad.

"Hvad er der mit barn?", sagde han følsomt.

"Bedstefar....jeg er så glad for at se dig igen......men.....jeg er også så ked af alt det rod jeg har lavet. Kan du nogensinde tilgive mig???", sagde hun og brød grædende sammen.

Pludselig stod spøgelset på jorden foran hende, løftede op i hendes hage, og sagde, "Viridia, min kære pige, der er intet at tilgive. Du blev givet kræfter, der var alt for store for dig at håndtere i så ung en alder, og nu, hvor denne unge mand har givet dig en chance til, er du kommet tilbage for at hjælpe med at gøre alt godt igen, og for det, er jeg meget meget stolt af dig".

Med de ord, krammede spøgelset hende, og forduftede lige så stille ud i luften, efterladende en grædende Viridia hvor han før havde stået.. men denne gang, var det glædestårer. Hun havde længe haft dårlig samvittighed over alt hvad der var sket, at hun havde ladet sit mørke overtage, og al den ulykke det havde medført. Hun havde også haft det dårligt, fordi hun følte, at hendes omvending til den mørke side, i form af Veronica, havde knust hans hjerte, og været skyld i hans bortgang. Men alt det, kunne hun nu lægge bag sig, og fokusere, på at se frem.

Idet, hun fulgte med mig gennem døren, kunne man høre bedstefarens stemme hviske i vinden.

"Uanset hvad du gør herfra, vid, at jeg altid vil elske dig"

Vi sluttede os til de andre, der stod ved trappen til drivhuset og ventede på os, og skyndte os ind for at finde Sylvia. Imponerende nok, havde hun allerede fået fikset drivhuset. Det stod som nyt, ingen tegn på kamp.

Vi fandt Sylvia indenfor, igang med at løbe tests på nogle af natteplanterne. Hun genkendte Viridia med det samme og omfavnede hende, men undrede sig ligesom bedstefar spøgelset, over hvorfor hun var så bleg. Også hun fik hele historien. Vi fortalte hende desuden, at vi havde mødt bedstefaren spøgelse ved indgangen til haven, og Viridia fortalte hvad han havde sagt lige før han forsvandt.

"Sikke en lettelse", hviskede hun for sig selv og kiggede op mod himlen, "Så nu har manden endelig fået fred".

Hun fik så øje på Sophia, den eneste hun ikke genkendte.

"Du må være den ven den unge mand her gik igennem ild og vand for at redde", sagde hun drilsk, og gik hen for at give Sophia hånden, "Mit navn er Sylvia, jeg var Viridias bedstefars assistent, dejligt endelig at møde dig".

Sophia gav hende hånden og rødmede, "Øhm... også dejligt at møde dig".

"Nåh unger, hvad kommer I så anstigende på denne tid af døgnet for?"

Vi fortalte hende historien om Regntårnet, og at det i øjeblikket var vores eneste ledetråd for at finde Lysets Klinge og Dice' ven.

"Hmm.... javel ja", sagde hun og tænkte sig grundigt om, med fingeren oppe ved munden ligesom Viridia havde gjort i dagligstuen, var det mon Sylvia hun havde fået det fra? Noget sagde mig at Viridia havde set meget op til hende som barn, "........Regntårn................Regntårn.............hmm.............jo jeg så vidst sådan en bog inde på biblioteket for nogle år siden da jeg ryttede op, den skulle stå under sektionen "Myter og Legender", Viridia ved hvor det er".

"Tak!!", sagde vi i kor, og skyndte os videre.

Sylvia kiggede efter os med et sørgmodigt smil, "Hvor er det dejligt, at have dig tilbage Viridia... også selvom, du kun er et minde".

Vi fandt hurtigt biblioteket, hvor Viridia straks gik igang med at lede i den afdeling Sylvia havde anvist, mens vi andre gik rundt som børn i en legetøjsbutik, og beundrede den imponerende samling bøger, haveudstyr, og videnskabelige dingenoter hendes bedstefar havde. Mens vi ventede, kastede Sophia sig over haveudstyret, en masse spændende grej hun aldrig havde set før, Dice gik i laboratoriet, og jeg fandt en bog om levende spillekort i afdelingen for skønlitteratur.

Det varede ikke længe, før vi hørte Viridia melde, at hun havde fundet bogen. Der var ikke noget at tage fejl af, for det var den eneste bog om Regntårnet der var. Vi skyndte os hen til hende, og hun skulle lige til at begynde at læse op, da noget fangede hendes opmærksomhed over kanten af bogen, i den anden ende af rummet. Henne i et hjørne, skinnede et blidt måneskær ind på et lille ydmygt arbejdsbord, med en stor åben bog, et halvt udbrændt stearinlys, en smuk potteplante som Sylvia stadig huskede at vande, og en gammel lænestol.

Hun genkendte det med det samme, det var hendes bedstefars yndlingshjørne, hans hyggekrog, der hvor han havde kunnet sidde i ro og mag og læse sine bøger, ryge på sin pibe, og nyde synet af hans lille engel når hun var på besøg, sidde på gulvet ved siden af og læse hans bøger. Hvor stolt han dog havde været af hende.

"Bedstefar...", mumlede hun med en hvisken, og lod forsigtigt hånden glide hen over ryggen på hans lænestol. Det føltes som var det igår.

Hun slog op i bogen om Regntårnet, og fandt frem til, at måden man fandt det på, var ved at vendte på et kraftigt regnskyld, og søge hen hvor regnen tog til. Regntårnet poppede ind og ud af eksistens, og hver gang det regnede, dukkede det op et nyt sted, men lod sig sjældent se. Kun få mennesker var i stand til at se og betræde det.

"Søg hen hvor regnen tager til", sagde vi lavmeldt i kor.

"Det er dog stadig meget land at dække", sagde Dice mismodigt, "og det er stadig ikke meget at gå efter".

Vi opsøgte atter Sylvia som vi spurgte til råds. Vi fortalte hende hvad vi havde fundet ud af i bogen, og hun bad os vente i biblioteket.
Vi sad hver for sig og lyttede til regnen udenfor, alt for spændte og nervepirrede til at foretage os noget.

Pludselig kom Sylvia ind i lokalet, lettere forpustet, som om hun var løbet hele vejen. Vi samledes om hende, hvor så hun tog et ottekantet objekt på størrelse med en håndflade, op af lommen og viste os det.

"Hvad er det?", spurgte Sophia.

"Det er ikke meget, men det var det bedste jeg kunne gøre med hvad jeg havde", sagde hun og rakte en slags kompas frem, som hun overdrog til mig.

"Et kompas?", spurgte jeg.

"Et regn kompas", rettede hun, "I sagde at Regntårnet befinder sig hvor det regner kraftigst, ikke? Det her kompas viser netop det, i hvilken retning det regner kraftigst. Men det er desværre også alt jeg kan gøre, resten er op til jer".

"Det skal du ikke beklage", sagde jeg med et smil, og knugede kompasset i min hånd, "du har været til stor hjælp, tak!"

"Selv tak, nu håber jeg bare, at det kan hjælpe jer".

Vi tog afsked med det samme, og Viridia var igen den sidste der gik, hun skulle lige have et sidste øjeblik med sin bedstefars læsehjørne.
Sylvia fulgte os til dørs, ønskede os held og lykke, og vinkede farvel idet vi forlod haven.

Mens vi gik gennem Den Fortabte Skov, gik én tanke igennem os alle, vi håbede at kompasset virkede. Men selv hvis det gjorde, var spørgsmålet stadig, om tårnet overhovedet ville vise sig?

Vi forlod den tætte skov og befandt os atter ude i det silende regnvejr, der ikke havde ændret sig siden vi gik ind i den. Jeg tog kompasset op af lommen, vi kiggede alle spændte på det... og ganske rigtigt, begyndte nålen at pege i den retning vi skulle gå!
Jeg havde testet, før vi forlod haven, at det ikke bare pegede mod nord. Ifølge Sylvia, skulle det være lavet til, at det kun virkede i regn.

Nu var der kun ét at gøre, at følge det!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...