Fyrtårn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 22 okt. 2018
  • Status: Igang
En ung dreng får tildelt Lysets Hjerte, der giver ham lys baserede superkræfter. Nu skal han lære at bruge sine nyfundne evner, i kampen mod de mørke kræfter der truer verden.

3Likes
15Kommentarer
948Visninger
AA

26. Landet i Himlen

Som vi bevægede os tættere og tættere på himmel landet, syntes det mere og mere at tage form som en rigtig ø, frem for blot at ligne skyer. Nede fra landjorden havde vi kigget på det, men det føltes ikke engang som om vi var særligt højt oppe, det var mere som om, vi havde krydset en grænse, ind i en spejlvendt verden. Når jeg kiggede tilbage nu, så det næsten ud som om, det nu var Evighedsskoven der var oppe i himlen.

Vi havde sejlet hele natten, og nåede kysten af det ukendte land da solen var stået op.

Der var helt øde, ikke en sjæl i syne, var øen overhovedet beboet mere? Længere inde på øen var en regnskov, som vi besluttede os at kigge nærmere på, det kunne jo være at der var liv længere inde i vildnisset.

Det var syret at tænke på, at vi var oppe i himlen, for nu hvor vi var her, lignede det en helt almindelig ø som nede på jorden. Helt utroligt at jeg aldrig havde vidst, at sådan en sted eksisterede. Jeg kiggede mig omkring på stranden, mens de andre strakte ben og gjorde sig klar til turen indlands. Vi var sejlet hertil på en magisk bro af vand, men når vi nu kiggede os tilbage, var der intet andet end skyer så langt øje rakte.

"Nåh, skal vi se at komme videre?", sagde Dice. De andre nikkede og fulgte trop.

Jeg vendte mig om for at følge efter, da jeg ud ad øjenkrogen spottede noget længere nede ad stranden. Det... det lignte... en kæmpe grå cylinder af en art. Jeg gik nærmere for at undersøge, jeg kunne altid indhente de andre, de stoppede nok alligevel når de bemærkede jeg ikke var med.
Det kuppelformede låg på beholderen var faldet af, og lå nu halvt begravet i sandet ved siden af. På den halvdel der var synlig, var mystiske tegn inskriberede, som selv ikke Måne Øjet kunne læse, øjet der ellers kunne bryde enhver illusion, og tyde ethvert fremmedsprog. Betød det... at kapslen, hvad end der havde været i, ikke var af denne verden?
Jeg tog et nærmere kig på selve cylinderen - yep - den var tom. Jeg bankede forsigtigt på kanten med fingeren, det lignede beton, men ikke helt, det havde mere til fældes med det sorte marmor agtige materiale Orions labyrint havde været lavet af... bare mørke gråt. Var det samme kosmiske materiale?

Pludselig hørte jeg en stemme, der hylede mig ud af mine tanker.

"Maaaaliiiiiik!!!", råbte Sophia længere inde på land, "kommer duuuu!!?"

"Jaaaaa, jeg kommer!!!", råbte jeg tilbage.

Jeg kastede et sidste undrende blik på den mystiske kapsel, og løb hen til de andre. Det undrede os, at der ikke var noget bjerg i syne, men omvendt, var det nok heller ikke hele øen vi kunne se fra stranden, så vi håbede, at noget, eller nogen, i regnskoven kunne give os nogle svar, og pege os i den rigtige retning.

Vi gik og gik i flere timer. Vi havde mistet vores sted sans for længst, og håbede nu blot, at vi snart støtte på enten civilisation, eller et landemærke, bare et eller andet. Vi satte os ned midt i vildnisset for at få en pause, da vi pludselig hørte vi musik, vi fulgte lyden ud af skoven, til en lysning ved foden af et bjerg.

Vi havde fundet en landsby. De indfødte virkede ikke primitive, men.. anderledes, på en eller anden måde, både i hvordan de boede og gik klædt. Nogle spillede på instrumenter på hvad der måtte være torvet, som om de øvede sig til en fest, det var den lyd vi havde hørt, mens resten gik omkring deres daglige rutine. Det tog dem ikke lang tid at spotte os, men de var ikke bange, de stoppede blot nysgerrige op, og nogle løb, jeg antog for at hente deres leder.

"Hvem er I?", spurgte en kvinde der havde sit lille barn i hånden.

Vi introducerede os, mens flere og flere stimlede sammen for at kigge nærmere på os til de stod i en halvcirkel omkring os, og vi forklarede at vi kom nede fra landjorden, og hvorfor vi var kommet hertil.

"Månebjerget??", hørte vi nogle mumle til hinanden, "Det er længe siden nogen har vovet sig ud på de kanter".

"Men de er kommet hele vejen fra overfladen", sagde en anden, "Det må være alvorligt".

Damen der først havde henvendt sig til os, tyssede på sine venner og vendte sig atter mod os.

"Det må I undskylde, det er bare så sjældent vi får gæster fra overfladen, at folk naturligvis bliver nysgerrige"

"Det er skam helt iorden", sagde jeg, "Det har også været nogle ret begivenhedsrige dage for os".

Pludselig kom de, der var løbet væk før, tilbage i følgeskab af en stor mand. Han så ret så alvorlig ud, og virkede ret intimiderende, ingen tvivl om at han var chefen.

"I må være overfladeboerne?", sagde han med sin dybe rungende stemme. Damen med barnet puffede ham forurettet i siden og hviskede, "Skat, sådan byder man ikke sine gæster velkommen".

Ahh, så hun var bossens kone.

"J..ja", svarede jeg, "d..det er vi".

"Hmm...kom med mig", sagde han og gik tilbage mod sit hus. Vi fulgte efter og mærkede hvordan hele landsbyens blikke fulgte os.

Af en leder at være, boede han nu meget ydmygt, tænkte vi. Ikke fattigt, men han boede heller ikke så fint at man følte sig uvelkommen. Man fik faktisk en ret så behagelig følelse, som om, man var hjemme i sin egen dagligstue.

Manden satte sig i sin lænestol, og bad os tage plads ved sofabordet, og forklare vores sag. Vi introducerede os selv igen, som vi havde gjort udenfor på pladsen, han introducerede sig selv som Gorm, leder af himmelfolket, og vi fortalte ham alt hvad der var sket de sidste par dage, om Veronica, Lysets Hjerte, Lysets Klinge, og det gamle søkort der havde ført os hertil via stjernehavet. Alt imens den kraftige man blot sad og lyttede, og hans kone kom ind med et fad te og småkager til os.

"Hmm...javel ja...", sagde han så, "Lysets Hjerte...det er længe siden jeg har hørt tale om det... så du er altså dets nye bærer?"

Jeg nikkede.

"...må jeg se det? Sværdet altså?", spurgte han så.

Jeg undrede mig lidt over hans forespørgsel, men tænkte han nok bare ville se bevis for, at jeg var hvem jeg sagde. Jeg nikkede og rakte hånden frem, hvorefter det sabel lignende sværd formede sig for øjnene af ham, og rakte ham det forsigtigt.

"Hmm...jo ingen tvivl...det er det... jeg ville kunne genkende det på en galakses afstand. Jeg håber du bruger det med kløgt min dreng", sagde han og inspicerede det, hvorefter han rakte det tilbage til mig, og jeg bortmanede det igen.

"...så det gamle søkort førte os hertil, og vi har grund til at tro at Veronica planlægger noget med Månebjerget, men vi er faret lidt vild...", sagde jeg.

Gorm strøg sit fipskæg, "Ahh ja... Veronica, hun forårsagede næsten verdens undergang for ca. 50 år siden. Det var så voldsomt, at selv vi kunne mærke det. Os, der ellers havde trukket os tilbage for at leve et skjult liv i skyerne, for at en ny krig aldrig skulle blusse op igen. Du ligner hende faktisk lidt, unge dame", sagde han og kiggede over på Viridia, der havde fikset sig en kop te.

"Men krig eller ej", fortsatte jeg, "Veronica har tænkt sig at ødelægge verden igen, med eller uden den anden halvdel af hjertet, den del jeg har, og nu hvor jeg har fået fat i Lysets Klinge, frygter vi, at hun er hoppet til plan B. Vi tror at hun vil bruge bjergets kræfter, til at styrte månen ned i Jorden".

"Hmm... jeg kan se at I har været meget igennem, og du, unge man, jeg kan se at du så småt er blevet ét med Lysets Hjerte, er ved at få styr på dets kræfter, du har fået fat i Lysets Klinge, og du har sågar vækket Måne Øjet", han holdt en pause og trak vejret dybt, "men selv som du er nu, frygter jeg, at du ikke er stærk nok, til at hamle op mod Veronicas fulde styrke, så hvis hun når Månebjerget..."

"Derfor er vi nødt til at komme før hende!!", hørte jeg mig selv sige lidt for højlydt og opdagede jeg havde rejst mig op. Jeg håbede jeg ikke havde gjort ham vred eller været disrespektfuld, men han viftede blot med hånden at jeg skulle sætte mig ned igen.

"Jeg forstår din frustration, og selvfølgelig skal der gøres noget i en fart", sagde han, "men hast ud ad døren, og det vil garanteret blive dit endelige".

"Men...men hva ska vi...", mumlede jeg opgivende.

"I er nødt til at få samlet Månespejlet", sagde han så.

"Månespejlet??", gentog jeg og vi kiggede undrende på hinanden.

"Ja, Månespejlet er et magisk artifakt, der blev givet til os af guderne for mange år siden. Det blev givet til os, som sikkerhedsforanstaltning, til hvis nu Lysets Hjerte skulle falde i de forkerte hænder, da det besidder evnen, til at neutralisere det, hvis bæreren af hjertet kigger i det".

"Men hvor er det så nu??", udbrød jeg igen, og måtte atter sætte mig ned. Fra nu af holdt Sophia mig i hånden, for at jeg kunne bevare roen, "du.. du sagde noget om at samle det?"

Han nikkede, "Ja.. for mange år siden, blev spejlet stjålet af en af mørkets tjenere, og splittet i syv dele rundt omkring i himmellandet. Mænd blev sendt afsted for at genindsamle stykkerne, men alle vendte de tomhændede tilbage".

"Det er muligt", sagde jeg med hænderne foldet og kiggede op på Gorm, "men hr., med al respekt, vi er nødt til at prøve, vi kan ikke bare sidde til mens Veronica genopnår sin fulde styrke og spreder død og ødelæggelse igen".

Han kiggede alvorligt rundt på os allesammen, "Må jeg lige se det kort der førte jer hertil?"

"Øhm.. ja, værsgo", sagde jeg og rakte ham det.

Han kiggede længe på det.

"I sagde I fandt det hos din bedstefar?", sagde han og kastede et hurtigt blik på Sophia.

"Ja? Hvad da?", spurgte jeg.

Han tav igen mens han nærstuderede kortet, "Det her er utroligt", sagde han så, "Det her er ikke blot et kort over stjernehavet, det er et kort over de syv øer i himmellandet!", han tav atter, denne gang i længere tid, og kiggede så op fra kortet, "......I er sikre på, at I vil det her?", sagde han. Vi nikkede enstemmigt.

"Jamen i så fald, så kom med mig", sagde han, rakte mig kortet tilbage og rejste sig.

Vi fulgte med ham ud ad byen. Et lille stykke udenfor, lå der hvad der lignede en gård med en kæmpe lade, men i virkeligheden var et research center hvor det vi troede var en lade var en hangar.

"Hvad laver vi her?", spurgte jeg, "Hvem bor her? Og hvordan kan de hjælpe os?"

"Bare vent og se", sagde Gorm og stod med armene over kors henne ved et klippefremspring der pegede ud mod skyhavet.

Der gik ikke længe, før vi så noget ude i horisonten komme nærmere. En fugl? Nej. Et fly? Nej. Det var... et luftskib?!
Luftskibet kom hastigt tættere på og landede elegant på pladsen foran lade hangaren. Da motorerne var helt stoppede, sprang tre unge rødhårede damer ned fra det iklædt spøjse luftuniformer, og kiggede undrende men nysgerrigt fra Gorm og over på os.

"Hvem er det du har med her", spurgte den ældste.

"Det er Malik, den nye bærer af Lysets Hjerte, og hans venner", svarede Gorm.

"Det siger du ikke?", sagde hun friskt, rakte mig hånden. Hun var omkring et hoved højere end mig, "Mit navn er Palga, det her er Dalga, og Olga.. vi er Geena søstrene. På det seneste er det blevet farligt at rejse mellem øerne i himmellandet, så mig og mine søstrene flyver rundt i vores hjemmelavede luftskib og indsamler resourcer til landsbyen her på hovedøen", hun kiggede op på det prægtige himmellegeme og og rakte stolt hånden frem, "Må jeg præsentere, vores stolthed, Hyperion!!"

Og imponerende var den, jeg kom fra storbyen, og jeg havde aldrig set noget lignende.

Gorm satte pigerne ind i situationen, "...så jeg håbede på, at I ville tage med dem ud og lede efter Månespejlet".

"De fem der?", sagde Palga, "Er du sikker? De ser altså ikke ud af meget".

Jeg rakte hånden frem og fremkaldte Lysets Klinge, "Det kan godt være, og nej, vi ved ikke hvad der venter os derude.. men vi er nødt til at prøve, Månespejlet er vores eneste chance for at stoppe Veronica fra at ødelægge verden igen".

Palga studerede sværdet jeg rakte frem for mig og smilede, "Du er modig knægt", sagde hun, "Jeg tror jeg kan lide dig!". Hun kiggede over på Gorm og nikkede, "Okay!", sagde hun, "Vi tager dem med! Hop om bord unger!", skrappede hun og kiggede på os, "Vi rejser med det samme!!"

"Javel!!!", råbte vi i kor og steg om bord i gondolen, mens Dalga og Olga indtog deres positioner.

"...Jeg håber virkelig du har ret denne gang", sagde Palga og kiggede på Gorm.

"Det håber jeg også", sagde han og vendte blikket op mod os i gondolen, "men jeg kan mærke på ham, at han ikke giver op uden kamp, han er stærkere end vi tror".

Palga indtog sin plads ved roret, og råbte op til sine søstre i maskinrummet, at de skulle gøre klar til afgang. Det varede ikke længe, før skibet var i luften, og Palga gav det fuld kraft fremmad.

"Er I klar, drenge og piger?", råbte hun, "Lad os så finde det spejl!!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...