Fyrtårn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 17 okt. 2018
  • Status: Igang
En ung dreng får tildelt Lysets Hjerte, der giver ham lys baserede superkræfter. Nu skal han lære at bruge sine nyfundne evner, i kampen mod de mørke kræfter der truer verden.

3Likes
15Kommentarer
928Visninger
AA

24. Det Gamle Søkort

Ovre på Luftspejlingsøen, var alt ved det gamle igen. Som jeg bevægede mig igennem gårdspladsen, og betragtede det prægtige tårn der udgjorde hovedbygningen, samt den imponerede kuppel med det udstrakte teleskop der var observatoriet.. var det slet ikke til at fatte, at alt dette, ville blive destrueret og ligge i ruiner, om mindre end en time.

Hvorfor er det så svært og tidskrævende at skabe, men så let og hurtigt at destruere?? Tænkte jeg.

Jeg bevægede mig med hastige skridt ind ad hoveddøren, og videre ind ad døren, til observatoriet. På vejen genne foyeren, kastede jeg et blik på den store spiral trappe, der ledte op til de øvrige etager. Jeg havde endnu ikke set hvad der mon var deroppe, som var så vigtigt at Sophia havde insisteret på at vi delte os, første gang jeg var her med hende - og det ville jeg heller ikke komme til idag, det var der på ingen måde tid til!

Inde i observatoriet, var alt kaos som det plejede, men hvis det var et kort jeg ledte efter, så kunne jeg i det mindste bruge udelukkelsesmetoden, og gå direkte til bogreolerne bagest i lokalet. Med et hurtigt kig udover scenariet, var der alligevel ikke noget, der umiddelbart slog mig for at at være et kort, hvis det altså var et kort i traditionel forstand der var tale om.

Jeg løb hen til de store reoler, og begyndte febrilsk at lede det hele igennem. Først scannede reolerne op og ned med øjnene, for visuelt at prøve at vurdere, om der var et logisk sted at lede? Var det opdelt i sektioner? Emner? Genrer?
Vent!! Et kort!! Selvfølgelig!! Jeg kiggede længere ned ad rækken, og så, ved en af de sidste reoler at der var en hel en, udelukkende dedikeret til pergament ruller. Det skulle da være pokkers om ikke der også var et gammelt kort iblandt.

Presset for tid løb jeg hen til reolen, og rev den ene rulle ned efter den anden, i håbet om, at én af dem lignede dét jeg ledte efter. Efterhånden som gulvet jeg stod på blev oversvømmet af udfoldede pergamentruller, slog det mig, at jeg ikke anede HVAD jeg faktisk kiggede efter, udover, at Sophia havde sagt, hun som lille havde brugt det som skattekort.

Jeg havde endevendt hele reolen, men der var intet skattekort iblandt.

Jeg var presset for tid. Hvor pokker kunne det være? Jeg begyndte at spankulere rastløst frem og tilbage, begravet i mine egne tanker, da jeg pludselig syntes jeg havde hørt noget. Jeg stoppede op, og lyttede godt efter. Ingenting. Jeg begyndte at gå rundt igen, denne gang med skærpet hørelse, håbende at lyden kom igen.

Der var den!!

Et stykke af gulvet knirkede når jeg gik hen over det, en hemmelig lem? Jeg bukkede mig ned og kiggede efter, men jeg kunne dårligt angive hvor præcist den var, da der ikke var noget håndtag at se, der var ikke engang nogen revner. Men jeg vidste jeg havde hørt noget! *kniiiirk* Jo, den var god nok! Men hvis der ikke var noget håndtag i gulvet til at åbne den med, så måtte der være en mekanisme et andet sted.

Jeg rejste mig op, og gik rundt for at lede efter den, men der var ikke umiddelbart noget håndtag at se. Jeg fandt et kontrolpanel i væggen, men det indeholdt blot en masse knapper der ikke gjorde noget af øjensynlig værdi. Jeg gik forbi reolerne igen, i tilfælde af at der måske var noget jeg havde overset. En hemmelig knap et eller andet sted?
Pludselig fik jeg øje på noget, en bog der stod forkert, den havde ihvertfald en anden farve en de andre i rækken, og det var desuden bind 16 i en serie, der stod mellem bind 4 og 5 fra en anden. Jeg tog den ud, og afslørede en stor rød knap i hulrummet bag den. Jeg rakte hånden ind og trykkede på den, hvorefter jeg hørte lyden af en mekanisme der gik igang, og noget tungt der bevægede sig bag mig. Da jeg vendte mig om, var det mistænkelige stykke gulv gledet til side, og havde afsløret en hemmelig trappe under gulvet.

Jeg fulgte trappen ned til et underjordisk arbejdsværelse, lige neden under gulvet i observatoriet. Det måtte have været her Hans studerede mere ømtålelige emner, som det ikke var meningen at lille Sophia, eller uvedkommende, skulle få fingrene. Jeg tændte for en kontakt på væggen, hvorefter hele det lille rum lyste op i et dæmpet behageligt skær fra to gammeldags væg lamper. Hele rummet var fyldt med bøger, nogle i reoler, andre stablet på gulvet, her var med andre ord lige så rodet som oppe ovenpå.

På én af væggene, hang et stort indrammet billede, af noget der lignede en håndtegnet skitse af en kyst.. eller en ø?
 
Jeg kiggede mig fortsat omkring, da noget fangede mit øje, i den anden ende af lokalet, stod et lille bekvemt arbejdsbord, med en skrivebordslampe, en lille stak bøger der udfra omslaget så ud til at være om myter, legender, og parallelle dimensioner. Det er vel nok nogle populære emner disse dage, tænkte jeg. Men mest interessant, var det, der lå udstrakt på midten af bordet, ved siden af en skrivebordslampe og et sæt gamle læsebriller, som jeg formodede måtte have været Hans - et gammelt søkort!

Jeg strejfede det forsigtigt med fingrene, for ikke at ødelægge det, da det gik op for mig at det ikke var pergament, men læder. Kortet var brændt i brunt læder, havde en masse mystiske koodinater som jeg kunne aflæse takket være mit Måne Øje, og en skitse, der tilnærmelsesvis mindede om det billede der hang på væggen, var det mon landet i himlen?

Jeg samlede kortet op og rullede det sammen, når nu det var af læder skulle jeg hverken bekymre mig om at gøre det vådt eller rive det i stykker, da hele jorden pludselig begyndte at ryste under mig... tiden var gået, det var begyndt, observatoriet var ved at styrte sammen igen!

Jeg skyndte mig op ad den hemmelige trappe, lige tidsnok til at se hvordan loft kuplen begyndte at slå revner, og det majestætiske observatorium atter blev reduceret til en brændende ruin. Jeg spurtede hen mod udgangen alt hvad jeg kunne, med kortet sammenrullet i den ene hånd, mens jeg holdt den anden arm over hovedet for at skærme mig mod sten og ild fra oven, og prøvede at undgå al det faldværk der tungt landede foran mig på min flugt, som om obervatoriet prøvede at skyde til måls.

Under min flugt, fangede jeg noget i øjenkrogen... en lille lyserød pakke, jeg af en eller anden grund ikke havde bemærket alle de andre gange jeg havde været her, når nu den skilte sig så meget ud fra resten af inventaret. På den var der en lille seddel, hvorpå der med smuk håndskrift stod: "Til min kære Sophia".

Det måtte være en gave han havde haft glemt at give hende, jeg stak den hurtigt i lommen, og fortsatte ud af lokalet så hurtigt mine ben kunne bære mig.
Jeg løb ud på gårdspladsen, med murbrokker og ild flyvende om ørerne på mig, og skyndte mig videre hen over broen af lys. Jeg nåede over, tilbage i sikkerhed på strandbredden hos mine venner, lige i tide til at vende mig om og se de sidste sørgelig rester af både tårnet og observatoriet, styrte i grus, nok en gang.

Jeg kiggede mig over skulderen mod mine venner, der stadig stod frosset i tiden, og knipsede med fingrene for at ophæve fortryllelsen.

"M...Malik??", sagde Dice, "Hv...hvad er det du har der?"

Jeg vendte mig mod dem, og gik hen for at vise dem søkortet.

"Det er et søkort, der forhåbentlig kan vise os vej til landet i himlen", svarede jeg.

"Hv...hvor i alverden har du det fra??", måbede Sophia.

Jeg kastede et flygtigt blik hen mod det brændende observatorium.

"M...men det er...da umuligt"

Og så må jeg forklare dem alt hvad der var sket indenfor den sidste times tid. Hvordan jeg af ren impuls havde stoppet tiden, spolet den tilbage, og lavet en bro tilbage til øen, og at jeg derovre havde en fundet Hans' hemmelige underjordiske arbejdsværelse.

"Det må jeg give dig, Malik", sagde Sila med et skævt smil, "med dig, begynder jeg at tro at alt er muligt, selv at besejre Veronica og samle Lysets Hjerte igen".

Jeg bemærkede, at Sophia nu igen stod og skuede ud mod øen. Vi havde kortet, men hun havde stadig mistet alt. Jeg ville ønske der var noget jeg kunne gøre.

"Sophia?", sagde jeg og rakte hende den lille lyserøde pakke jeg havde i lommen, "Værsgo, den her er vidst til dig".

Det gibbede i hende da jeg brød hende ud af hendes tanker, og hun kiggede undrende på pakken.

"Hv...hvad er det?", spurgte hun.

"...........en gave fra din onkel", sagde jeg.

Mine ord gav et sæt i hende, og hun tog forsigtigt imod den.

"Men hvor...hvor har du den fra", spurgte hun forvirret og kiggede skiftevis mellem mig og den.

Jeg smilede til hende og nikkede igen ud mod øen.

"Jeg spottede den ud ad øjenkrogen da jeg var på vej tilbage".

Sophia kiggede ud mod øen, kiggede så ned på pakken igen, "Til min kære Sophia", læste hun på sedlen, og begyndte forsigtigt at åbne den. Under det fine lyserøde gavepapir, var en fin sort æske, og inde i den...

"Hvad er det??", spurgte jeg bekymret da jeg så hun begyndte at græde.

"........det..........det..............det er.............", hun kunne ikke få ordene over sin læber, men sank i stedet på knæ og knugede det lille objekt tæt ind til sit bryst.

Jeg gik med hende ned på knæ for at holde om hende. Med rystende hånd, tog hun objektet frem fra sit bryst, og viste mig det. En smuk halskæde af sølv, med et lille portræt af bedstefar Hans og hende som lille. Hans sad i en broderet cremefarvet lænestol, mens han havde lille Sophia på sit skød, begge smilene af hele deres hjerte.

"Jeg...............jeg kan huske da det billede blev taget", fremstammede Sophia gennem sin gråd. Hun havde tabt den sorte æske på jorden, og nu bemærkede jeg, at en lille seddel var faldet ud af den. Jeg samlede den op, og begyndte med blid stemme at læse op.

"Kære Sophia

Mit dejlige barnebarn, jeg vil desværre ikke
altid kunne være her for dig, så jeg har lavet
denne halskæde, med et billede af mit
lykkeligste minde med dig, så du altid vil
kunne huske mig, og altid havde en del
af mig med dig, hvorend du er.

Det var først meningen du skulle have den
når du blev ældre, men jeg kan mærke, at min
tid er ved at være knap.
Du skal vide, at hvert eneste sekund sammen
med dig, har været guld værd, det har været
de bedste og vigtigste øjeblikke i mit liv.

Pas på dig selv, og vid, at jeg elsker dig
højere end noget andet.

Knus, bedstefar Hans"


Jeg foldede sedlen sammen, og gav den til Sophia, der lagde den ned i sin taske og tørrede sig om øjnene, mens hun snøftede færdig. Jeg rakte hånden frem, som tegn på at hun skulle give mig halskæden, hvorefter jeg klikkede låsen op, og gav hende den på. Hun sad nu med den i hånden, knugede den til sig, og fældede en sidste tåre.

"...........tak............bedstefar", hviskede hun for sig selv, hvorefter hun kiggede op på mig, "Tak Malik, tusind tak for at du reddede den fra branden".

"Deeeeet var da så li......", nåede jeg at sige, idet hun hev mig tættere på sig, og vores læber mødtes i et kys. Min puls steg, og jeg mærkede straks hvordan jeg blev helt rød i hovedet. Jeg huskede hvordan jeg havde kysset hende hjemme hos Viridia, for at aktivere Midnatsblomstens helbredende kræfter, men det her... det her var uendelige gange bedre.
Jeg holdt om hende, og mærkede hvordan mit hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere, til et punkt hvor jeg næsten troede det ville springe ud af brystet på mig. Men så lad det hvis det ville, jeg havde aldrig lyst til at slippe Sophia igen, eller lade noget ondt ske hende igen!

Pludselig kaldte de andre på os, vi smilede til hinanden og nikkede, ingen ord var nødvendige, vi vidste præcis hvad vi følte for hinanden. Så rejste vi os op, og gik over til dem.

"Må vi lige se kortet igen?", sagde Sila.

Jeg rakte ham kortet, og han rullede det ud så alle kunne se med.

"Utroligt", sagde han, "der er ingen tvivl, det ER kortet over landet i himlen".

Jeg fortalte at jeg havde set en lignende skitse rammet ind på hans arbejdsværelse, og om de bøger der havde ligget halvt åbne på hans skrivebord.

"Han må have studeret landet", sagde Viridia, "måske vidste han at Veronica ville søge op på Månebjerget, og prøvede så selv at finde en vej derop for at stoppe hende".

"Det er en mulighed", nikkede Dice og kiggede på mig, "Men hvordan kommer vi så derop?"

Jeg trådte nærmere og pegede på kortet, takket være mit øje kunne jeg læse skriften, som stod det skrevet på dansk.

"Der står, at vi skal finde stjernehavet, som det siger ligger i udkanten af skoven", læste jeg, "så snart solen er gået ned, vil de to have mødes, og gøre det muligt at krydse over".

"De to have?", gentog Sila.

"Tja...det er hvad der står", sagde jeg.

"Hey, nu har vi en destination, om ikke andet", sagde Viridia, "Så kan vi altid finde ud af hvad det hele betyder senere, og noget siger mig, at det vil give mening når vi kommer derud".

"Du har nok ret", sagde jeg. Jeg tog kortet tilbage fra Sila, rullede det sammen, og kiggede på Sophia, der stadig så lidt mut ud, "....Sophia.....er du klar til at tage videre?", spurgte jeg.

Hun tøvede med at svare, men kiggede så op på os med beslutsomhed i blikket, og nikkede, "Ja...jeg er klar!"

Jeg smilede, "Jamen lad os da så komme afsted!"

Vi forlod Spejlsøen, der nu ikke længere var skjult for omverdenen. Kun Sila og Dice blev tilbage, det lod til at de havde noget de skulle have ordnet.

"Dice....jeg, jeg forstår godt hvis du stadig er vred på mig", sagde Sila, der var gået forbi ham og nu stod med ryggen til sin ven, "Dengang.........jeg forsvandt bare, uden at give lyd fra mig, og da du endelige fandt mig i Regntårnet, behandlede jeg dig som affald. Vi var bedste venner, jeg....jeg håber du kan tilgive mig".

Dice var stille et stykke tid, og Sila skammede sig for meget til at vende sig om og kigge sin ven i øjnene.

"Jeg........jeg er bare glad for, at jeg endelig fandt dig", sagde Dice, "Så skal vi nu ikke bare lade fortid være fortid?".

Det gav et sæt i Sila at høre, og han vendte sig straks om, hvor han så Dice stå og smile med udstrakt hånd.

"Du...du er ikke vred på mig", sagde han, "Er vi venner igen?".

"Dit fjols, vi har aldrig ikke været venner", svarede Dice, "Og jeg gider ikke spilde mit liv på at gå og være vred på folk, der oprigtigt er kede af det".

Nu smilede Sila også, "Dice.....haha, du ændrer dig aldrig", sagde han, tog imod Dice' håndtryk, og trak ham til sig for at give ham en uggi, "Og det skulle komme fra dig?" svarede Dice grinende.
De lignte fuldstændigt to brødre, der var oppe at slås for sjov.

"Nåh, lad os se at komme afsted", sagde Sila, "de venter på os".

Dice nikkede, og de tog sluttede sig til os. Næste stop, var stjernehavet. Jeg håbede blot at vi kunne løse dets gåde, og at vi ikke kom for sent igen. Det føltes som om, Veronica hele tiden var et skridt foran os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...