Fyrtårn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 22 okt. 2018
  • Status: Igang
En ung dreng får tildelt Lysets Hjerte, der giver ham lys baserede superkræfter. Nu skal han lære at bruge sine nyfundne evner, i kampen mod de mørke kræfter der truer verden.

3Likes
15Kommentarer
950Visninger
AA

12. Den Hemmelige Have

Døren gik op, Dice og jeg var beredte på det værste, efter de prøvelser vi var blevet udsat for i Den Fortabte Skov var det ikke til at sige hvad der ventede os i selve haven.

"Vi er så tæt på..", tænkte jeg ved sig selv.

Så snart døren var åbnet helt op, blev vi til vores store forbavselse, mødt at det smukkeste syn vi nogensinde havde set, en have hvor tilsyneladende alle afskygninger af planteliv voksede, blomster i alle former og farver, et par broer strakte sig hen over nogle små vandløb der løb gennem landskabet, og det hele så ud til at passe sig selv.

Jeg var helt væk i det fortræffelige syn da jeg mærkede Dice' hånd på min skulder, som fik mig tilbage til virkeligheden. Jeg vendte blikket mod ham og så at han pegede på noget. Jeg fulgte hans udstrakte arm, og fik øje på et stort majestætisk drivhus der stod midt i haven oppe på en høj.

"Hvis Midnatsblomsten virkelig er her, så tør jeg væde på at det er dér vi finder den", sagde han, "men lad os alligevel dele os op, så finder vi den hurtigere, så hvis det viser sig at drivhuset er et vildspor så har den anden stadig en chance".

Jeg nikkede i enighed og kiggede på mit ur, det gav et sæt i mig, jeg havde slet ikke tænkt over hvor meget tid vi havde brugt på at finde vej gennem skoven. Vi havde 10 minutter.

"Der er ingen tid at spilde, vi må afsted! Held og lykke Dice!", sagde jeg og satte i løb mod drivhuset. Hvert sekund var kostbart nu!

Dice inspicerede den omkringliggende have, det var åbenlyst at blomsten ikke ville befinde sig i et af bedene blandt de almindelige blomster, så han ledte efter noget der skilte sig ud, et landemærke måske. Så igen, hvem vidste hvilke sælsomme planter der mon voksede her, for alt han vidste kunne der være nogen der kurerede selv de værste sygdomme. Men det var der ikke tid til at fundere over nu, tiden var mere end knap, heldigvis, ifølge Viridia, skulle de blot nå at plukke blomsten før midnat.

Pludselig fangede han noget i sin øjenkrog, en smuk blå sommerfugl, der i fuldmånens skær nærmest så ud til at lyse. Den fløj et par gange omkring ham, hvorefter den fløj ind mellem nogle træer i en tættere del af haven. Dice overvejede kortvarigt om han skulle følge efter den, hvis det var et vildspor havde han ikke tid til at vende tilbage, men omvendt, sommerfuglen virkede bestemt som om den ville vise ham noget. Han gik efter den, og idet han trådte væk fra grusvejen, mærkede han at han satte foden på en tilgroet sti af sten, der var fuldstændigt skjult hvis man ikke vidste den var der.

Nu blev han for alvor nysgerrig.

Jeg havde nået foden til trappen af drivhuset, kiggede op mod mit mål og kunne ikke undgå at føle mig underdagen, det var som et kæmpe slot af glas der tårnede sig over mig, så hvidt som en anemone, og med de smukkeste udskæringer af blomster og fabeldyr i både dørkarme, gelændere, og rækværker. Størrelsen var dog også en smule intimiderende, hvor skulle man starte?

Jeg skyndte mig op ad trappen og tog i dobbeltdøren forenden, som heldigvis var ulåst, nu gjaldt det!!

Da Dice havde fulgt sommerfuglen i lidt tid, kom han til en lille hytte med sommerfulge indgraverede i ruderne, ved hoveddøren var en flok sommerfugle stimlet sammen, magen til den han havde fulgt. Han antog at de ville have ham indenfor.

Han bankede først forsigtigt på med dørhåndtaget, men da ingen svarede undskyldte han sig selv og gik ind.

Indenfor var der en forladt, men alligevel lun og hyggelig stemning, sommerfuglene var fulgt med ham ind, og ledte ham ned af en gang, der førte til en slags udestue et par trin under jordniveau. De stimlede sammen ved et skrivebord, hvor nogle bøger om magi og planter var stillet op mellem to bogstøttere. Midt på selve bordet, lå en enkelt bog, med motivet af en blå blomst på forsiden, en blomst lige så overnaturligt blå som de sommerfugle der havde vist ham herhen.

"Midnatsblomsten", læste han på forsiden. Bagpå stod der at den indeholdte svarene på mysteriet bag blomsten og dens legende, havde hvem end der boede her studeret blomsten? Og til hvilket formål? Han havde ikke tid til at læse den, men den måtte være vigtig, så han stoppede den i en af sine store lommer, og skyndte sig videre. Han vidste ikke hvor lang tid de havde igen, men han håbede inderligt at hans hypotese om drivhuset holdt stik, og at Malik havde fundet blomsten.

Drivhuset var som en labyrint, og jeg var desperat, jeg var ved at løbe tør for tid, jeg havde under 3 minutter til at finde blomsten. Jeg måtte prøve at tænke klart. Pludselig hørte jeg en stemme.

"Malik!! Malik kan du høre mig??"

Det var Dice' stemme. Jeg havde åbenbart stadig skæbneterningen på mig.

"Dice?! Er det dig??"

"Ja, det er mig. Du havde så travlt at du glemte din terning, og jeg tænkte det nok var en god idé at vi stadig holdt kontakten, men du havde så travlt at jeg kun lige nåede at lægge den i din lomme, du var væk før jeg kunne  nå at fortælle dig det", hvorom alting er, "hvor er du?"

"Inde i drivhuset, men jeg kan ikke finde blomsten, nogen forslag?"

"Måske, jeg fandt en bog i en lille hytte, der fortæller at Midnatsblomsten skal bruge direkte månelys, det er det der giver den sine mystiske helbredende kræfter", sagde Dice, "Kan du se månen fra hvor du står? Måske hvis du følger dens lys, finder du blomsten?"

"Det er et forsøg værd! Tak Dice!"

Midnatsblomsten... månelys... hvorfor havde jeg ikke selv tænkt på det? Jeg kiggede op igennem drivhus taget og fik øje på den store klare måne. Udefra havde man ikke kunnet se det, men glastaget i den midterste del af drivhuset fangede og reflektede månens lys, så at det blev koncentreret i en stråle.. det måtte være der blomsten var! Jeg skyndte mig ind mod midtersektionen, kiggede på mit ur, kun et halvt minut!!!

Jeg satte fod i en stor indendørs have. Fuldmånens lys strømmede ind fra oven, og dækkede hele lokalet i et magisk lys. I midten af en cirkulær formation af fliser, havde man anlagt et bed, hvor én enkelt smuk blå blomst spirrede.

Jeg havde 10 sekunder tilbage, jeg løb ind mod midten af haven af alt hvad jeg kunne, men mine ben svigtede mig og jeg snublede, kun få meter fra blomsten. Jeg vidste jeg ikke havde mere tid, jeg lukkede øjnene og lå nu blot i angrelse og ventede de sidste par sekunder på at den alarm jeg havde sat i mit ur skulle ringe......................... men ingenting skete.

Jeg åbnede modvilligt øjnene og frygtede det værste, frygtede at jeg lå foran en vissen midnatsblomst, men nej, den levede endnu, ligeså flot og skinnede som før jeg faldt. Jeg kiggede på mit ur, det var gået i stå med 1 sekund tilbage. Hvordan var det gået til? Pludselig huskede jeg Viridias ord, hvad hun havde fortalt mig da jeg vågnede i hendes stue efter kampen mod Veronica.

"Veronica lod dig leve. Det var ikke tilfældigt at hun tog sin flugt gennem et hul i loftet og efterlod dig midt i måneskindet. Malik, der er to sider af lysets hjerte, i sollys har du offensive kræfter, i månelys defensive, med andre ord, månelys helbreder dig... og under en fuldmåne, er dine kræfter på deres højeste".

Under en fuldmåne, er mine kræfter, på deres højeste? Var det derfor jeg formåede at gå i Hyper Stadiet da jeg kæmpede mod Veronica? Jeg var kommet på benene igen, så mig omkring, og så at alt omkring mig var frosset i tiden; sommerfugle, vandløb, alt.

Kunne jeg... stoppe tiden?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...