Fyrtårn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 12 okt. 2018
  • Status: Igang
En ung dreng får tildelt Lysets Hjerte, der giver ham lys baserede superkræfter. Nu skal han lære at bruge sine nyfundne evner, i kampen mod de mørke kræfter der truer verden.

3Likes
15Kommentarer
910Visninger
AA

11. Den Fortabte Skov

Vi løb og løb, ingen sagde et ord til den anden, Dice kunne nok godt mærke på mig hvor anspændt jeg var. Sophia hang mellem liv og død på grund af mig, på grund af mine inkompetance, min uforsigtighed, hun havde været rede til at give sit liv for mig.. nu var det min tur til at rede hende. Pigen i den hvide kjole, Viridia havde hun kaldt sig, var dukket op ud af det blå, og havde introduceret sig som den sidste gnist af Veronicas gode bevidsthed, som jeg udvidende havde befriet fra den dybeste afkrog af hendes sind, og givet en midlertidig fysisk krop.
Det var alt sammen meget mystisk, og pludselig havde hun også løsningen på hvordan vi kunne redde Sophias liv med essensen fra en magisk blomst in hemmelighed have, som hun tilfældigvis havde nøglen til? Jeg var en smule skeptisk, men jeg havde heller ikke noget alternativ, lige nu var Sophias liv det eneste jeg kunne tænke på, så jeg var villig til at tro alt og prøve alt. At Viridia havde forbindelse til Veronica bekymrede mig lidt, men hun virkede ikke umiddelbart ondsindet eller utroværdig, så jeg så ingen grund til at betvivle hende.. foreløbig.

Uanset hvad, var Midnatsblomsten i den hemmelige have hun havde snakket om, den eneste mulighed for at rede min bedste ven, så der skulle vi hen, koste hvad det ville.

Vi var nået ind i den tykke del af skoven, der var mørkt da næsten intet lys kunne trænge igennem de tætte trætoppe.

"Hvad vej går vi?", spurte jeg Dice, da jeg følte vi var gået i ring længe.

"Jeg forslår at vi deler os", sagde han, "det var hele ideen med at jeg tog med, vi finder haven dobbelt så hurtigt hvis vi leder hver for sig".

"Men, hvad nu hvis du finder den først? Jeg har jo nøglen. Og hvad hvis jeg finder den først? Hvordan finder vi hinanden igen".

"Det er der råd for", sagde han med et snedigt smil og tog en lille æske op af lommen, "det her er skæbne terninger", sagde han og løftede låget for to besynderlige terninger med tegn jeg aldrig havde set før, "de kan bruges til mange ting, blandt andet at føre to personer sammen igen, så hvis du tager den ene..", sagde Dice or rakte mig den ene af de to terninger, "og jeg tager den anden, så behøver vi blot at kaste med terningen og ønske at den anden person står ved vores side, så vil terningen automatisk lande på det rigtige, og personen vil blive teleporteret til hvor du er. Brug den når du har fundet døren, jeg vil gøre det samme hvis jeg finder den først".

Jeg nikkede forstående og knugede terningen i min hånd, hvorefter vi løb i hver vores retning. Jeg havde kun lige mødt Dice fornylig, hvor han var dukket op ud af det blå for at teste mig. Han kendte til Lysets Hjerte og ville teste om jeg var den rette til at bære det, og hvor godt jeg havde mestrets dets kræfter. Dengang havde jeg kun lige fundet ud af at bruge det, så mine kampevner var ikke så skarpe, men jeg fik da imponeret ham nok til at han havde trukket sig tilbage. Senere kom han mig og Sophia til undsætning da vi stødte på Veronica i hendes barndomshjem i skoven, og selvom Veronica havde været alt for stærkt og hurtigt overmandede ham, beviste det at han var på vores side - at han var til at stole på.

Jeg havde løbet i lang tid og blev hurtigt mere og mere frustreret, uret tikkede. Men bedst som det så håbløst ud... hørte jeg noget... det var meget svagt... en melodi? Jeg stod helt stille, lukkede øjnene og forsøgte at orientere mig om i hvilken retning lyden kom fra. Da jeg mente at havde lokaliseret kilden, satte jeg i løb og fulgte efter. Skoven blev pludselig tykkere og tykkere omkring mig, som om den forsøgte at desorientere mig, og holde mig fra mit mål, men jeg koncentrerede mig og fortsatte. Nu havde jeg endelig fundet en ledetråd - troede jeg - og jeg ville ikke lade den slippe fra mig. Bedst som lyden blev højere, forsvandt den i et kort øjeblik, hvorefter den dukkede op igen, lige så lav som første gang jeg hørte den. Jeg fulgte den til den i en ny retning, til den blev højere, og forsvandt igen. Dette stod på i nogle minutter indtil det gik op for mig at den ledte mig igennem en labyrint. En labyrint der ikke som sådan havde vægge, men var tætpakket af træer, buske og krat, og hvor jeg sikkert ville ryge tilbage til start, eller værre, fare vild, hvis jeg gik i den forkerte retning, eller strejfede for langt fra den rette kurs.
 

Jeg spidsede ørerne grundigt, og sørgede for hele tiden af følge lyden. Jeg syntes jeg havde fulgt den længe, og håbede for hver gang den dukkede op igen, at det ikke blot var et vildspor, at den ikke bare ville blive ved i en uendelighed, at det ikke blot var en fælde der havde fanget mig i en evighedsspiral. Jeg håbede hver gang, at det var sidste gang, og at jeg ville finde indgangen til haven.

På samme tid gik Dice rundt i sin egen del af skov labyrinten. Også han havde opdaget at man skulle følge musikken for at komme videre, men han havde imidlertid eksperimenteret og forsøgt at gå den modsatte vej, blot for at få bekræftet at indgangen til skoven ikke var at finde mere. Hvis det ikke var åbenlyst fra starten, var det en fortryllet (nærmere forhekset) skov, der ikke lod sine gæster gå, medmindre de altså fandt udgangen.

Dice havde ydermere lagt mærke til nogle sælsomme personløse fodspor der nogle gange passerede ham, som om et spøgelse gik forbi ham. Fodsporende gik tilsyneladende i tilfældige retninger, men det havde han ikke tid til at dvæle over nu. At følge musikken syntes at være den bedste og mest logiske løsning.

Vejen endte blindt, jeg stod foran en stor hæk uden andre veje at gå, og musikken var stoppet. Var jeg fremme? Men.. der var jo ikke noget? Jeg forsøgte at holde gejsten oppe og gennemsøge hækken for spor.. men intet. Hvad skulle jeg nu gøre?! Jeg havde fulgt musikken så langt, og nu slap den mig bare ved en blindgyde? At gå tilbage var ikke en mulighed, så ville jeg bare fare vil på grund af skovens trolddom. I frustration og vildrede sank jeg på knæ, hvad skulle jeg gøre? Var det for sent? Havde jeg fejlet? Hvad havde jeg gjort forkert?

Jeg tænkte på Sophia, uden Midnatsblomsten var hun fortabt, og uden hende.. nej det ville jeg ikke tænke på. Der var stadig tid!! Der MÅTTE være en løsning.. men hvad?
".....Dice........Viridia.........hjælp mig!!!", tog jeg i frustration mig selv i at råbe af mine lungers fulde kraft. Håbede jeg at Dice kunne høre mig? Hvorend i skoven han var? Skovens magi gjorde garanteret at man eksisterede i sin egen lille luftbobbel og ikke kunne høres eller ses af andre.

"Du er ikke helt gal på den, Malik", hørte jeg pludselig Dice' stemme sige. Jeg kiggede mig forvildret omkring, men han var ingen steder at se, det havde lydt som om hans stemme bare hang i luften omkring mig.

"D-Dice?!?", råbte jeg, "e-er det dig?! Hvor er du?? ........og hvad mener du med det?"

"Du er ikke helt forkert i din teori, her er min: Vi går rundt i hver vores udgave af skoven, i hver vores plan af eksistens. Har du bemærket nogle uforklarlige spøgelsesagtige fodspor mens du fulgte musikken?"

Musikken? Fodspor? Dice kendte også til musik ledetråden? Så han havde fulgt den på samme måde som mig?

"Fodspor?", sagde jeg, "Næh, ikke umiddelbar...... jo vent, nu du siger det, jeg fangede vidst et glimt af nogle for nogle minutter siden".

"Hmm... interessant", svarede Dice, "for jeg har nemlig også set dem. Så medmindre nogen laver sjov med os, eller at labyrinten er hjemsøgt, er min teori at de fodspor du så, var mine, at det var ekkoet af hvor jeg er gået i min udgave af skoven".

"Hmm... ja, det giver mening", sagde jeg tøvende, "men de fodspor jeg så gik lige igennem en hæk da de forsvandt".

"Jeg er ikke gået igennem nogen hæk, så min teori er, at den hæk kun eksisterede i din skov, men at der var en klar sti i min".

"Det lyder meget sandsynligt jo mere jeg tænker over det, men..." pludslig slog det mig, "Dice, hvordan snakker vi overhovedet sammen??"

"Nårh ja, det glemte jeg at fortælle dig, mest fordi jeg ikke havde troet vi fik brug for det... men to personer der bærer rundt på skæbneterningerne kan kommunikere telepatisk med hinanden. Jeg hørte dig pludselig råbe om hjælp, er du okay?".

"Jeg er strandet ved en blindgyde", sagde jeg, "Jeg fulgte musikken til dørs, men den efterlod mig her".

"Hmm, javel, hmm, lad mig se..."

"Dice...?"

"Ah, her er noget!"

Pludselig begyndte jorden at ryste let, og en gennemgang formede sig i hækken foran mig.

"Dice? Var det dit værk?"

"Det ved jeg ikke, hvad er der sket?"

"Hækkens grene trak sig fra hinanden og formede en gennemgang for mig".

"Hmm, det må have været det håndtag jeg trak i".

"Håndtag?"

"Ja, jeg spottede et mistænkeligt hult træ da jeg ledte efter en løsning på dit problem, og fandt et skjult håndtag inde i det. Hør her Malik, det er min at disse to versioner af skoven er forbundet med hinanden, den ene har blindgyder hvor den anden ikke har, den ene har sikkert også fælder hvor den anden ikke har, så for at komme igennem må vi arbejde sammen, er du med?"

"Jep, jeg hører dig", sagde jeg med fornyet mod, "lad os så komme videre!"

Det var vanvittigt det her. Altså sammenlignet med et forkullet monster der gentagne gange forsøgte at tage livet af mig, og en ø der eksisterede i spejlbilledet af en sø, så var det her relativt normal.. men var vanvittigt på sin egen hjernevridende måde. Mig og Dice var gået ind i skoven sammen, men åbenbart, så snart vi var blevet adskilt, havde skovens magi skilt os ad i tid og rum, og placeret os i hver vores udgave af den, hvor samarbejde var den eneste vej frem.

Mens vi fortsat fulgte musikken, gennem den labyrint af en skov vi befandt os i, stødte vi gentagne gange på forhindringer vi måtte håbe den anden kunne løse for os. Dice kaldte på hjælp da han stod overfor en vildledende vejviser, hvor pilene pejede i syv forskellige retninger, og musikken pludselig kom fra alle syv. Uanset hvad vej han gik, kom han tilbage til det samme sted. Hos mig var der et kryds med den samme vejviser, men hvor der kun var én pil. Jeg fortalte ham hvad vej han skulle gå, hvorefter pilen skiftede retning. Han fortalte mig, at da han gik den vej jeg anviste, kom han stadig tilbage til start, men denne gang var der én pil mindre på vejviseren. Vi konkluderede derfor at han skulle tage vejene i en bestemt rækkefølge, indtil der kun var én tilbage, som var den rigtige.

På et tidspunkt snublede Dice over en træ rod, der åbnede et kæmpe hul i jorden, som jeg nær var faldet i, havde jeg ikke skyndt mig at gribe fat i en rod der hang fra kanten, og hevet mig selv op.

Man kunne altså både hjælpe hinanden, eller, hvis man var uforsigtig, udløse fælder for hinanden. Jeg forestillede mig hvor svær denne labyrint mon var at løse, når man ikke havde fordelen af at kommunikere via skæbneterninger.

Pludselig endte vejen brat for mig i den tætteste del af skoven, der var ikke flere steder at løbe hen, musikken stoppede, og foran mig i mørket var en hæk der var alt for tyk til at komme igennem. Jeg kaldte på Dice, for at høre om der var noget han kunne gøre fra sin ende, men han var også kommet til en blind vej - ingen skjulte håndtag eller andre anordninger at finde.

Men jeg gav ikke op denne gang, jeg lagde hænderne på hækken, og følte mig vej gennem bladene, i håb om at finde et eller andet.

Pludselig mærkede jeg noget...et håndtag?! Jeg begyndte at rive og flå i bladene, døren måtte være vokset til!! Lidt efter lidt, begyndte en gammeldags udseende trædør at komme til syne midt i hækken. Jeg kunne ikke tro det, jeg havde fundet den!!!
Jeg skyndte mig at tage skæbneterningen op af lommen og kastede den for at kalde Dice til mig. Den landede et lille stykke fra mig og begyndte at lyse, hvorefter Dice stod foran mig.

"Nåh, du fandt den", sagde han med et kækt smil, "sikke en lettelse, jeg var fuldstændigt på herrens mark selv. Nåh, skal vi se at få den åbnet?", sagde han og kiggede på mig.

Jeg nikkede og trak hurtigt den lille gyldne nøgle Viridia havde givet mig, op af lommen. Den skinnede og så næsten ny ud, sammenlignet med låsen og håndtaget på døren, der begge var gamle og rustne, og stak forsigtigt den lille gyldne nøgle ind i det rustne nøglehul.

Jeg tøvede, "Dice, tusind tak, havde det ikke været for dig og dine terninger, var vi nok aldrig kommet helskindet igennem den skov".

Han lagde hånden på min skulder, "Malik, vi gjorde det sammen".

Jeg tog en dyb indånding, begyndte forsigtigt at dreje den lille nøgle, og havde frygtet at låsen måske var rustet i stykker, men overraskende gav den næsten ingen modstand. Jeg drejede fortsat, og kort efter hørte vi en tung lås gå op. Jeg trak nøglen til mig og tog et varsomt skridt tilbage, så kiggede jeg på Dice der nikkede bekræftende til mig som for at sige at det var mig der skulle åbne. Jeg nikkede samtykkende, gik hen til døren, tog forsigtigt fat i det rustne håndtag, og hev ned, hvorefter døren med en let knirken gik op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...