Fyrtårn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 17 okt. 2018
  • Status: Igang
En ung dreng får tildelt Lysets Hjerte, der giver ham lys baserede superkræfter. Nu skal han lære at bruge sine nyfundne evner, i kampen mod de mørke kræfter der truer verden.

3Likes
15Kommentarer
944Visninger
AA

15. Den Første Udvalgte

"Hvor... er jeg?", sagde Sophia med en lavmelt stemme og kiggede sig forvirret rundt i stuen.

"Du er... du er i sikkerhed", sagde jeg, næsten på randen til gråd.

Sophia hørte mig og fik straks øje på os.

"Malik?! Du er okay!!", udbrød hun i glæde, "det er jeg glad for".

"Du er okay?", gentog jeg i mit hoved, hvad med hende selv?

"Men hvad skete der? Jeg husker et skarpt lys, og at der pludselig blev meget varmt omkring mig", fortsatte hun og havde nu sat sig op i sofaen, det virkede til at hun havde det fint, Midnatsblomstens magi havde ikke blot bragt hende tilbage til livet, den havde også helbredt alle hendes skader komplet, "...og hvad er det her?", sagde hun så og kiggede på den triste visnede blomst hun først nu havde bemærket at hun havde i hånden.

Jeg satte mig ved siden af hende på sofaen, og vi forklarede hende alt hvad der var sket. Hvordan hun havde ofret sig for min skyld, hvem Viridia var og at hun havde fortalt os om den blomst Sophia sad med i hånden der efter sigende havde været i stand til at kurere hvad som helst. Vi fortalte om min og Dice' tur gennem Den Fortabte Skov, og mødet med Sylvia i Den Hemmelige Have, men vi undlod delen med kysset.

Sophia var målløs, hun fældede et par tårer på den visne blomst, ".......alt det, for min skyld?", sagde hun.

Jeg tog hendes hånd og kiggede hende dybt i øjnene, "Ja, alt det, for din skyld", sagde jeg, "og skal jeg sige dig hvorfor? Fordi vi holder af dig, du er en uundværlig del af holdet, og du ofrede dig for en ven uden at tænke over det".

Sophia kiggede på mig, helt overvældet af glæde, "Malik...jeg...tusind tusind tak", sagde hun og faldt mig i armene, "Tusind tak ALLESAMMEN, for ALT hvad I har gjort for mig...jeg skylder jer mit liv".

"Nej", sagde jeg og holdt hende frem for mig, "JEG skylder DIG mit liv".

Vi sad derefter lidt for os selv og samlede tankerne; jeg sad med Sophia i sofaen, Viridia sad med benene oppe i lænestolen ved pejsen, og Dice stod og kiggede ud af vinduet.. han så ud til at være væk i dybe tanker som altid.

Pludselig brød Viridia stilheden.

"Hvad var det nu Sylvia sagde til dig, Malik?", spurgte hun, mens hun fortsat kiggede ind i pejsens flammer.

Jeg kiggede første over på hende, så på Sophia, og tilbage på hende, før jeg svarede.

"At jeg skulle lære at styre mine kræfter...", sagde jeg så, "ellers ville jeg ende med at skade dem jeg holder af, frem for at beskytte dem".

Sophia knugede min arm, som for at berolige mig.

"...Sylvia havde mig hvor hun ville have mig, og til sidst blev jeg så frustreret at jeg resorterede til mit solangreb, som godt nok vandt mig kampen, men jeg havde nær også tilintetgjort vores eneste håb for at få Sophia tilbage, havde Sylvia ikke været hurtig og kastet en besværgelse på den, der beskyttede den mod mit angreb", fortsatte jeg og kiggede ned i mine hænder, "...hun sagde, at jeg havde stort potentiale, jeg skulle bare lære at bruge det".

"Hmm..."

"Har du en idé?", spurgte jeg.

Hun var tavs et øjeblik, holdt fingeren op for munden som for at indikere at hun var i tænkeboks.

"......Lysets Klinge............", mumlede hun.

"Undskyld?"

"Lysets Klinge!", gentog hun og vendte sig endelig over mod os.

"Hvad er..."

"Det er det ultimative våben tilhørende bæreren af Lysets Hjerte", sagde hun, "det blev smedet af en stjerne til den første bærer af hjertet, Orion".

"Orion?", gentog jeg, "som i, stjernebilledet?".

"Præcis, kampen mellem lys og mørke går længere tilbage end du tror, og dengang, var verden på randen til at blive henlagt i evigt mørke og lidelse af nattens dæmoner. Men efter årtiers krig, fik datidens guder endelig samlet sig kræfter nok, til at skænke mennesket essensen af deres samlede kræfter, i form af Lysets Hjerte. Guderne måtte ikke blande sig i hvad der skete på jorden, men også de var låst i blodig kamp mod mørkets hersker og hans håndlangere, så de havde ikke kunne hjælpe om de så havde måttet. Lysets Hjerte blev så skænket til den daværende stærkeste kriger på jorden, Orion, sammen med gudernes våben, Lysets Klinge, og indeholdt kraften fra 1000 sole. Orion var ikke af en velhavende familie, og ingen havde regnet ham for noget før han blev en stor kriger, men han havde altid kæmpet standhaftigt for det han troede på og på retfærdighed, guderne så hans tapperhed og potentiale, og udvalgte derfor ham til at være bærer af deres sidste trumf.. og være ham, der skulle lede os ud af mørket. Med Lysets Hjerte indfesteret i sin sjæl, og Lysets Klinge i sin hånd, skar han gennem mørket med ét enkelt hug og vandt os krigen. Mørkets herre svor dog at vende tilbage, så før Orion gik bort, mange år senere, gemte han klingen et sikkert sted, og betroede hjertet til sin efterkommer".

Sophia og jeg havde lyttet intenst til Viridias historie. Jeg tog mig til hjertet, og forstod nu pludselig, hvor vigtig en gave Hans faktisk havde betroet mig. Ville det sige, at Hans var efterkommer af Orion? Mørkets herre havde lovet at vende tilbage, hvornår var ikke til at sige, men Hans havde betroet mig hjertet, fordi han havde mærket at noget ondt var på vej, så jeg skulle skynde mig at blive klar på det værste.

"Men vent", sagde jeg så, "du sagde at Lysets Klinge er et ultimativt våben, smedet af en stjerne og med kraften fra 1000 sole? Tror du virkelig det er en god idé at give mig, der ikke engang kan håndtere halvdelen af hjertet, sådanne kræfter?"

Viridia kiggede nu på mig med alvor i blikket.

"Netop derfor, tror jeg det er en god idé, at vi får fat i det sværd til dig", sagde hun, "det er min teori, at sværdet vil hjælpe dig med at stabilisere de mægtige kræfter du besidder, plus det vil give os en stor fordel i den kamp der ligger os forude....glem ikke Veronica".

Gud ja, hvordan kunne jeg have glemt hende? Hende der var skyld i alt det her til at starte med, hun var også stadig på fri fod, og stadig en formidabel modstander der ikke skulle spøges med. Så længe vi ikke vidste mere om hvornår mørkets herre ville vende tilbage, så var hun vores første prioritet, og mod hende, havde vi brug for al den styrke vi kunne få. Kampen i drivhuset havde gjort mig usikker på mine kræfter, men den havde også vist mig en brøkdel af, hvad jeg var i stand til. Hvis Lysets Klinge på nogen måde kunne give os en fordel, var det et forsøg værd.
........måske kunne jeg endda lære at mestre, Hyper Stadiet?

"Jeg er imponeret over hvor hurtigt du har lært at bruge Hyper Stadiet", sagde hun så, som om hun havde læst mine tanker, "det er en farlig og super avanceret teknik, der kortvarigt fremtvinger Lysets Hjertes ultimative potentiale, og frembringer så meget energi på én gang, at det fysisk kan ses på kroppen".

Jeg formodede at hun refererede til den forvandling jeg havde undergået mens jeg var i Hyper Stadiet. Hvordan mit hår havde rejsts sig som en hvid flamme, mine øjne var lyst op, og hele min krop havde været dækket af blå energi.

"T...tak..tror jeg", svarede jeg, "men det var takket være DINE noter at jeg overhovedet....."

"Jeg vil bede dig om ikke at bruge den igen", sagde hun skarpt, det gav nærmest et sæt i mig, og jeg kunne fornemme at Sophia var lige så overrasket som mig.

"Men...men hvorfor??"

"Som jeg lige sagde fremTVINGER det dit ypperste potentiale på et splitsekund, ved overforbrug kan det ødelægge dig både psykisk og mentalt", hun holdt en kort pause, og sagde så med en lavmeldt bedrøvet stemme, "det var det der skete med mig.... det var det der skete med Veronica...."

Det var derfor Veronica så ud som hun gjorde, i form af en sort forkullet dæmon agtig skabning. Mørket og magtbegæret i Viridias hjerte havde fortæret hendes sind længe før hun kendte til Hyper Stadiet, men da hun først havde hørt om det, og trænet sig fysisk op til at kunne bruge det, havde den umådelige mængde rendyrket energi det gav hende adgang til, skubbet de sidste rester af hendes sunde fornuft, ud på randen af vanvid. Hver gang hun brugte det, havde hun holdt formen længere og længere, indtil hun en dag forblev i den... ikke fordi hun nu havde mestret den så godt at hun kunne blive i den på ubestemt tid... men fordi DEN havde overtaget HENDE, og hun var gået amok - nu kun styrret af sin korrupte sjæl, hendes menneskelige bevidsthed, var væk.

"Derfor...", sagde Viridia, og prøvede at kæmpe tårerne tilbage, "...derfor må du love mig, ikke at bruge Hyper Stadiet", hun tav et kort øjeblik, "...ikke medmindre det er den sidste udvej".

Jeg måtte desværre sande, at jeg, selvom jeg mest havde været fokuseret på mit had mod Veronica på tidspunktet, at en del af mig havde nydt følelsen af ren energi, Hyper Stadiet havde givet mig. Men det var tydeligt at både se og høre på Viridia, at det ikke var en teknik man skulle lege med.

Jeg rejste mig fra sofaen og gik hen til hende, tørrede den ene tåre der var sluppet ud, af hendes kind, og sagde så med et forsikrende smil, "Okay, Viridia, det lover jeg... og jeg lover, at blive stærk nok, til at kunne håndtere den, HVIS jeg skulle få brug for den".

"Tak...Malik", sagde hun og smilte tilbage, "det er jeg glad for at høre. Jeg vil ikke have at du ender som Veronica. Især ikke nu, hvor du er vores eneste håb".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...