En kollision af svigt og dæmoner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2017
  • Opdateret: 19 nov. 2017
  • Status: Færdig
Da Sam og Dean pludselig dukker op på Aelin og Rowans dørtrin, står det klart, at noget er galt. Men når man samtidig har travlt med at tage sig af sit ruinerede land og genoptræne efter en kamp mod mørke kræfter, er det ikke altid lige let at redde universet fra at falde fra hinanden.

Throne of Glass x Supernatural
Bidrag til 'Alternative Universe' konkurrence. Mulighed 1.

0Likes
0Kommentarer
174Visninger
AA

4. Kapitel to / Mødet med mørket


 

”Vi er brødrene Sam og Dean Winchester,” sagde Dean, hvorefter de begge så afventende på Aelin og Rowan, som forventede de, at de ligeledes kendte til dem. Aelin bed hårdt ned i sin underlæbe for ikke at grine højt.

”Og I ved allerede, hvem vi er,” sagde Rowan og nedstirrede de to fremmede fyre. Dolken lå på bordet ved siden af hans hånd.

Brødrene passede ikke ind i den her verden, var så malplacerede, som nogen kunne være. Tøjet, de bar, var af en helt anden mode, og dialekterne var til at gøre grin med. Aelin var sikker på, at Rowan var klar til at springe på dem lige så snart de blot trak vejret forkert – også selvom han frivilligt havde inviteret dem indenfor. En energi af kaos og ivrighed strømmede ud af dem som en vild tsunami af ødelæggelse. De havde kun dårlige erfaringer med den slags.

Aelin hvilede hænderne på det massive egetræsbord, som de i øjeblikket var samlet omkring i den hyggelige stue. ”I nævnte nogle bøger,” startede hun ud. ”Nogle bøger, som er skrevet om ... os?”

”Vi gik ud fra, at det bare var legender,” svarede Sam – ikke Sammy. ”Bøgerne har altid stået på hylderne dækket i støv og flere års slid. Men vi begyndte at læse højt fra dem samtidig med vi gentog et par besværgelser, og pludselig stod vi her.”

”Du skulle have set hans ansigt, da han stod i lort til knæene,” grinede Dean med en pegefinger rettet mod sin bror.

Sam så ud til at sukke indvendigt. Ganske vidst havde deres bukseben været vædet i noget, hun ikke havde lyst til at tænke yderligere over lige nu. De må være blevet dumpet i de modbydelige kloakker. Godt det ikke var hende. Lugten ville aldrig have forladt stoffet på hendes yndlingsbukser.

”Bøgerne er skrevet om jer,” sagde Sam, og hendes hjerte sprang et slag over, idet det gik op for hende, hvad det var, han mente. ”Jeres barndom, opvækst, hvad i har opnået. Lige fra Adarlans konge, udryddelsen af magi, blodbeseglingen til-” Han holdt en kort pause og hans øjne flakkede. ”... Sam Cortland og Arobynn Hamel. Alt. Men de er ikke fra den her verden. De er fra vores verden. Den verden, vi lige er kommet fra.”

Der blev stille. Utroligt, at bøgerne nævnte Sam, hendes afdøde makker fra Lejemordernes Lav. Aelin sank en klump, mens hun fandt Rowans hånd under bordet. Med så meget kraft i stemmen, som hun kunne moste, fik hun ud, ”Og hvorfor er det så helt præcist, at i skal bruge Orynths Amulet og Elenas Øje? Hvad har det med bøgerne at gøre?”

Denne gang var det Dean der åbnede munden. ”Vi er ... stødt på nogle forhindringer.”

”Hvilke forhindringer?” snerrede Rowan næsten.

”Dæmoner. Masser af dem. Som myg, der skal sprøjtes for. Vi har gjort alt, hvad vi kan gøre for at få dem til at forsvinde, men det er som om, at jo mere vi forsøger at udrydde dem, jo mere giver de små bæster igen.” Dean rystede på hovedet og undslap et glædesløst grin. ”Vi har aldrig set noget lignende. Selv præsidenten er blevet besat.”

Sam brød ind. ”De udsender bølger af en slags sort røg og overmander folk. Og så lugter de – som råddent kød eller noget, der er værre. De er over hele landet, og ser ud til at rette sig efter én bestemt person: en ældre herre i halvtredserne.”

Rowan udstødte lavmælt en lang række af brutale bandeord på et sprog, som hun aldrig havde hørt før eller vidste han kendte til.

Det her tegnede bestemt ikke godt.

”Vi stødte på halskæderne i nogle af bøgerne, der fortalte os om, hvordan de havde specielle kræfter, der var større end noget andet.”  

”Vi tænkte, at de to metalstykker kunne hjælpe os med at udrydde dæmonerne, før de udrydder os,” afsluttede Dean.

Da Rowan så på Aelin, var der en ulmende frygt i hans øjne, der fik den grønne farve til at slå gnister. Gennem det bånd, der forbandt dem, sendte han en kort og nervepirrende sætning.

Hvordan kunne det her ske?!

Kaos. Det er hvordan, svarede hun tilbage, mens hun bed tænderne sammen for ikke at skrige.

Hans greb strammede sig omkring hendes hånd. Så da vi sendte Erawan med Guderne tilbage, så de kunne udslette ham-

Afleverede de ham i stedet for i en anden verden.

Så Guderne de-

De snød os.

”Kan i inddrage os i jeres lydløse samtale derovre?” spurgte Dean fra den anden side af bordet, hvor de to brødre nøje betragtede dem kaste ord mellem hinanden. Aelin flåede modvilligt sin opmærksomhed fra Rowan.

Hun holdt vejret, og pustede så ud samtidig med hun sagde, ”Det er dæmoner, der plager jeres verden-”

Dean afbrød. ”Det var det, vi lige sagde-”

”Valg-dæmoner,” fortsatte hun og sendte ham et skarpt blik. ”De besætter mennesker og nærer af dem, indtil værten dør. Deres øjne er helt sorte, og de bærer ofte en ring eller halskæde, der binder dem til menneskekroppen.”

Sam lænede sig frem mod Dean og hviskede, ”Jeg har set en af de halskæder på Trump-”

”Hvem?” spurgte Rowan med sammenknebne øjne.

”Præsidenten,” sagde Dean så.

”Hvad?” kom det fra Aelin.

”Bare ... glem det,” svarede Sam og rystede på hovedet.

Dean lænede sig ind over bordet og støttede sine arme på det ru træ. ”Men hvad med halskæderne – kan de udrydde dem?”

Aelin trak på skuldrene. ”Vi har dem ikke længere.”

Dette forårsagede opspærrede øjne fra begge brødrene. 

Så udbrød Dean, ”Jamen, hvorfor startede i ikke bare med at fortælle os det?” Han kastede hænderne i vejret. ”Vi kunne have været hjemme nu.”

”Det var ikke ligefrem, fordi i gjorde jer fortjente til den form for information,” svarede hun igen og lagde armene over kors. De nedstirrede hinanden. Dernæst lod Rowan en dyrisk snerren slippe ud over hans læber, hvilket fik vibrationer til at gå gennem gulv, bord og stole. Den kortklippede bror rystede på hovedet med en grimasse af væmmelse, før han uvilligt lænede sig tilbage i stolen.

Rowan samlede sine enorme hænder foran sig på bordet. ”Vi mistede halskæderne, da vi indgik samarbejde med Guderne om af forvise Erawan – Valg-dæmonernes konge – fra den her verden. Resten af Valg-dæmonerne var ikke svære at jage ud, da deres konge først var forsvundet.” Han holdt en pause som for at samle sig. ”... Dog ser det ud til, at dæmonerne har fundet deres vej ind i jeres verden, og vi kan ikke se nogen anden mulighed end, at Guderne har snydt os, sendt Erawan hen til jer, hvorefter de er fulgt efter.”  

”Du joker ikke? Det her stod ikke i vores bøger.” sagde Dean.

Rowan lagde blot hovedet på skrå uden at blinke. ”Jeg ser ikke nogen grund til at joke.”

Der var en dyb og aggressiv stilhed mellem de to herre.

Sam tog ordet. ”Så har i en løsning? Jeg mener, ud over at gøre præcis som sidste gang og sende dem videre til den næste verden.”

”Siden vi ikke har halskæderne mere, er løsningen fra før slet ikke en mulighed,” svarede Aelin. Hendes ene næve lå knyttet på bordet. Hun foldede fingrene ud og samlede dem igen. ”Men vi kan prøve at brænde dem. De bryder sig ikke specielt meget om ild.”

”Så lad os komme afsted. Hvad venter vi på?” lød det fra Dean. Han var allerede på vej op af stolen, og Rowan begyndte at nikke anerkendende på trods af hans stramme ansigtsfolder og firkantede skuldre. 

”Selvom der er mange af dem, er det her måske vores eneste mulighed.” Rowan så over på hende. Hun mærkede sig selv gå i opløsning og var tæt på at råbe op om alt, hvad hendes hjerte var tynget af, idet hun mødte hans øjne. ”Og med dine kræfter, der godt og vel er ved at være tilbage, kan vi udrydde dem. Brænde dem til grunden.”

Aelin åbnede munden for at sige noget, lukkede den så, men åbnede den igen. ”Vi får brug for assistance. Du så selv, hvordan det gik i Wendlyn. De overmandede os.”

Han trak på skuldrene. ”Du er stærkere nu, end du var dengang. Du har brændt hele byer ned fyldt med Valg-dæmoner.” Han kastede sit hoved i Sam og Deans retning. ”Og de kan skaffe hjælp. I kender nogen, der kan hjælpe, ikke?”

De så tilbage på ham.

”Selvfølgelig,” svarede Dean med et skævt smil. ”Vi regnede ikke med, at metalstykkerne kunne klare alt arbejdet, så vi har forberedt os.” 

Rowan fortsatte. ”Vi kan flytte hjem til Terrasen bagefter. Leve et langt liv og genopbygge landet. Det er alligevel ved at være lang tid, vi har været her i Rifthold. Hvad siger du?” 

Aelin var mundlam. Hun så hurtigt væk fra ham og ned i bordet, mens hun sank en klump. Hendes hals var så tør, at hun var få sekunder fra at række ud efter vandkanden og bunde det hele på få sekunder.  

Hun havde ikke løjet for ham. Hun havde bare undveget sandheden. Nogle gange havde han spurgt, hvordan tingene gik, og hun havde blot lukket af for båndet, fortalt ham, at alt var fint ... Eller så fint som det kunne være, når størstedelen af alt ens magi var forsvundet og kroppen ikke så ud til at kunne hele ordentligt uden den.

Der var ikke noget, hun ønskede mere end at vise Erawan og Guderne, hvad hun var lavet af, men bare tanken om at skulle grave så dybt i kernen af hendes kræfter – overgive sig så meget til magien - gjorde hende usædvanligt træt. Som kunne hun sove i hundrede år og aldrig rigtigt vågne.

”Aelin?”

Der var blevet stille. Dean lænede sig op ad ryglænet på stolen, Sam sad på kanten af sædet og Rowan så afventende på hende med sammentrukne øjenbryn. De ventede alle på at høre hendes svar.

Og i det sekund kastede hun en brøkdel af det kaos, der lige nu herskede indeni hende, ned gennem Rowan og hendes bånd. Ord kunne ikke beskrive det mørke, som druknede glæden i hans øjne og drog luften ud af hans lunger. Sam og Dean trak sig en smule tilbage.

”Du er syg?” fik han ud med knækket stemme, og verden faldt fra hinanden. 

 

Undskyld til alle, der godt kan lide Trump. Jeg kunne bare ikke lade være... D-:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...