New Rules

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2017
  • Opdateret: 13 maj 2018
  • Status: Igang
Maggie har brugt de 2 sidste år af sit liv, på at komme oven på igen, efter at havde fået knust sit hjerte voldsomt. Da hun igen kan mærke glæden komme tilbage, sender hendes far, hende hen til hendes mor. Det eneste sted hun ikke kan klare, ikke nok med at hun skal møde hendes gammel flamme være dag, skal hun også klarer gruppens nye mellem, Justin, som er lige lovlig nærgående, og betyder mere for hende, end hun ville indrømme.

34Likes
52Kommentarer
17042Visninger
AA

5. The Door Boy

Kapitel 3

De næste par dage foregik næsten stille. Jeg gjorde mig så usynlig som muligt. Snakkede kun med Eva, og ignorerede alle de mange blikke.

Det viste sig, at Eva faktisk var fin nok. Hun stillede ikke for mange spørgsmål, selvom hun tydeligt vis havde opdaget gangens store ører, og hvisken i krogene.

Jeg var faktisk lige ved at håbe, at jeg kunne foresætte sådan resten af skoleåret. Usynlig, men endnu en gang to jeg fejl, af byen og menneskerne.  

Det var fredag eftermiddag, og jeg sad på mit værelse, hvor kasserne stadig stod mast op i hjørnet. Jeg havde indtil videre nægtet at pakke dem ud. Jeg holdt stadig fast i håbet om, at min mor ville komme til fornuft, og sende mig hjem. Det virkede dog ikke sådan.

Hun havde ikke lagt skjul, på hvor glad hun var. Hvilket kun gav mig dårlig samvittighed, over at have det helt modsat. Jeg hadede at være her, hadede menneskerne, hadede minderne.

Jeg lænede mit hoved tilbage mod væggen og lukkede øjnene. Jeg blev hurtigt afbrudt da hoveddøren blev smækket hårdt, og en masse fodtrin trampede på trappen. En blanding af piger og drenge stemmer nåde indtil mit værelse.

Klumpen i maven rykkede sig uroligt, da jeg genkendte stemmerne. Jasmin viste alt hvad der var sket mellem Chaz og mig, så det var derfor næppe et tilfælde, at ham og hans venner, lige nu trampede rundt omkring i huset.

Den næste halve time, brugte jeg på at overbevise mig selv om, at jeg ikke skulle tisse. At det bare var en fejl at min blære føltes fuld. Men det blev værre og værre. 

Jeg kunne ikke bare sidde her, og være ved at tisse i bukserne, fordi jeg var bange for at gå et par meter hen til toilettet. Det burde ikke være mig der gemte sig, jeg havde ikke gjort noget forkert. Det burde være ham der skammede sig.

Gangen var tom da jeg endelig havde taget mig sammen. Jeg forsatte hen til toiletdøren, men da jeg trak ned i håndtaget, blev det også trukket ned i den anden side.

Jeg hoppede forskrækket tilbage, for ikke at blive ramt af døren. Jeg landede med et bump, et par meter væk fra døren. En dreng stod i døråbning, og så næsten lige så forskrækket ud som mig, men han sad dog ikke på jorden.

”Det må du undskylde, kom du noget til?”  han smilede forsigtigt, og rakket en hånd frem, for at hjælpe mig op. Jeg ignorerer hans hånd, og kiggede på hans ansigt i stedet.

Det var ham den nye dreng, man behøvede kun at kaste et blik på hans perfekte ansigt, for at regne ud hvor han var placeret i akademiet.  

Han trak forvirret sin hånd tilbage, og kiggede lidt rundt.

Jeg ved ikke hvad der, fik mig til at holde mund, og gjorde dette endnu mere pinligt. Det var som om min mund var syet fast.

”Jeg hedder Justin, og du er?”

Det var som om jeg vågnede, og opdagede at jeg halvt sad, halvt lå, på gulvet. Jeg mærkede hvordan rødmen steg, og gjorde mit ansigt tomat rødt.

”Maggie, Jasmins halvsøster” svarede jeg, mens jeg gennem søgte min hjerne, for muligheder, for jeg kunne rejse mig, uden at ligne en total idiot, mere end jeg i forvejen gjorde.

”Hyggeligt at møde dig, Maggie. Skal jeg hjælpe dig op, siden det var mig der væltede dig?”

”Du væltede mig ikke” protesterede jeg.

”Hvem gjorde så..?” han smilede igen.

”Døren” svarede jeg. Flot Maggie.

”Jeg tror desværre ikke døren, har tænkt sig, at hjælpe dig, men jeg kan gøre et forsøg?” han smilte og afslørede en række hvide tænder. Selvfølgelig havde han det. Alt han manglede nu, var at bryde ud i sang, om kærlighed.

Jeg greb fat i hans fremstrakte hånd. Han trak mig blidt op. Jeg børstede det ikke eksisterende støv, af min bukser, og sørgede for at kigge alle andre steder hen, end ham.

”Tak” mumlede jeg, og løb nærmest ind på toilettet. Jeg nåede lige at hører ham råbe ”SÅ LIDT” før jeg lukkede døren.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...