New Rules

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2017
  • Opdateret: 13 maj 2018
  • Status: Igang
Maggie har brugt de 2 sidste år af sit liv, på at komme oven på igen, efter at havde fået knust sit hjerte voldsomt. Da hun igen kan mærke glæden komme tilbage, sender hendes far, hende hen til hendes mor. Det eneste sted hun ikke kan klare, ikke nok med at hun skal møde hendes gammel flamme være dag, skal hun også klarer gruppens nye mellem, Justin, som er lige lovlig nærgående, og betyder mere for hende, end hun ville indrømme.

34Likes
52Kommentarer
16979Visninger
AA

17. Smoke

Kapitel 15

Eva forsvandt så snart vi trådte ind i huset. Jeg råbte efter hende, men min ord nåede aldrig hen til hende. Jeg stirrede efter hende, hendes hår svingede efter hende, da hun drejede af ved et hjørne. Typisk, hun skulle sikkert mødes med en eller anden, havde bare glemt at fortælle mig det. Hun havde også virket overraskende begejstret for at tage til festen.

Jeg lagde først nu mærke til hvor høj musikken var, og hvor mange mennesker der var. Jeg tog en dyb indåndning og bevægede mig gennem flokken af dansende mennesker. Et par af dem vrissede surt, da jeg støtte ind i dem.

 Lugten af sved og parfume, forsvandt næsten da jeg trådte ind i køkkent. Kun en let sødelig lugt kom fra hjørnet hvor en pige sad på køkken bordet, mens hun røg noget, der lavede en røgsky der dække for hendes ansigt. Hun sent mig et kort nik, og sættede en rulle af et eller andet mod sine meget røde læber. Den sødlige lugt ramte mig igen, da hun pustede ud.

Køkkenet var tomt bortset fra hende, og de mange flasker stod spredt up over bordet. Det tog ikke mange minutter før lugten gav mig hovedpine. Jeg nåede kun halvt ud af døren da jeg dumpede ind i nogen. Jeg bakkede hurtigt et par meter væk. En dreng med lyst karse klippet hår, stod et par meter foran mig og smilede stort. "Undskyld, jeg så dig ikke" munlede jeg uden at kigge ham i øjne. Jeg kantede mig forbi mig, men nåede igen ikke særligt langt. Han greb fat i min arm, mit blik blev tvunget til at møde hans øjne.

"Hvad siger du til at jeg byder dig på en drink?" Hans pupiller var udviet.

"Detsværre min venner venter" løj jeg. Jeg var lige pludselig meget opmærksom på hvor lidt tøj jeg havde på, Min benshud var meget åben. Ud af øjenkrogen så jeg, pigen rejse sig fra køkkenet bordet og gå.

"Jeg er sikker på at de kan vente en drink, og jeg glemmer vores sammenstød" Han strammede grebet om min arm. Hans øjne virkede pludselig meget mørke. Jeg smilte falsk, og hev hurtigt armen til mig. Han havde ikke forventet det, så jeg fik nemt min armen fri. Før han kunne nå at bevæge sig var jeg væk.

Jeg stoppede først da jeg stod ud i gataroben. Jeg havde lige glemt hvordan fester var, og især hvor lidt respekt folk havde til fester. Eva havde selv forladt mig, og jeg havde ikke modet til at gå tilbage der ind. Så jeg skrev i stedet en besked til hende, som hun sikkert først ville se om et par timer.

Min skuldre sad stadig oppe ved nakken, da jeg forlod huset. Drengen med det korte hår, kunne dukke op fra hvert hjørne. Jeg sætte tempoet op og lukkede min jakke tættere ind til kroppen. Men helt var virkelig ikke mig, mig i dag. Jeg nåede kun et par meter før nogen løb op på siden af mig. Jeg sukkede da jeg kiggede ind i et par mørkebrune øjne. Det irriterede mig meget at min krop i det sekund valgt at slappe af. Som om han kunne beskytte mig?

”Tager du allerede hjem?” spurgte Justin, han begravede hans hænder længere ned i hans lommer. Jeg nikkede kort, jeg var stadig sur på ham.

Vinden løftede op i min kort kjole, og gav mig gåsehud. Kun lyden af vores sko, der i takt ramte asfalten, brød stilheden, og fik det til at virke mindre pinligt. I det mindst var Justin ikke fuld, det ville havde gjort det hele meget værre. Nej, han duftede ikke af alkohol, Han duftede godt… som han plejede.

Jeg havde lyst til at spørge ham hvad han lavede, hvorfor han fulgte mig hjem. Men jeg kendte allerede godt svaret, jeg var jo bare en lille pige i hans øjne. En lille naiv pige, der havde brug for en bodyguard.

”Undskyld, men jeg forstår ikke hvorfor du er sur på mig” Jeg forstillede mig hans ansigt udtryk, hvis mit knæ tilfældigvis kommer i kontakt, med hans kønsdel.

”Jeg er ikke sur” brummede jeg surt

”Har jeg gjort noget forkert?” Vi gik forbi en lygtepæl og jeg kunne ikke lade være med at kigge på hans ansigt, han opdagede heldigvis ikke noget.

”Jeg har ikke brug for din beskyttelse, ja jeg ved godt jeg tager nogen barnelige valg, men du behøver ikke at kigge ned på mig” Min stemme lød mere skinger end normalt. Jeg kunne tydeligt mærke at han kiggede på mig, jeg forsatte med at stirre lige frem.

”Hvad?”

”Vi er ikke kærester, du behøver ikke at beskytte mig, foran alle andre. Jeg kan godt klare mig selv. Selvom du åbenbart ikke synes det” Jeg skulle lige til at fyrer en spydig bemærkning af, men hans hænder stoppe mig.

Han greb fat i begge min skuldre og ventede mig om mod ham. Hans hænder var varme, gid de var kolde, så jeg havde en grund til at vride mig løs.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...