New Rules

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2017
  • Opdateret: 13 maj 2018
  • Status: Igang
Maggie har brugt de 2 sidste år af sit liv, på at komme oven på igen, efter at havde fået knust sit hjerte voldsomt. Da hun igen kan mærke glæden komme tilbage, sender hendes far, hende hen til hendes mor. Det eneste sted hun ikke kan klare, ikke nok med at hun skal møde hendes gammel flamme være dag, skal hun også klarer gruppens nye mellem, Justin, som er lige lovlig nærgående, og betyder mere for hende, end hun ville indrømme.

34Likes
52Kommentarer
16973Visninger
AA

8. Safe Or Not

Kapitel 6

Han rykkede tættere på mig, mens han støttede sig til køkken bordet bag mig. Jeg var fanget. Han smilte. Det samme smil som altid. Skævt, charmerende, koldt.

Ligesom ham. Han lænede sit hoved frem til min øre. Jeg gav ham et hård skub, men han rykkede sig ikke en meter.

“Jeg har savnet dig” mumler han. Hans varme ånde, rammer min kind. Min krop stivner, han står for tæt på mig. Jeg giver ham endnu et skub. Han griner hånligt, over mit ynkelige forsøg på at komme ud af hans greb.

“Bare lad være” hvisker han, han skal lige til at rette på en vildfaren tot af mit hår, da jeg kommer til mig selv. Inden han kan nå at reagere, er jeg smuttet ind under hans arm, og på vej op af trappen

Jeg brugte de næste 2 timer, på at ligge og stirrer op i loft. Helt tom. Det var ikke kun ham der, havde skræmt mig. Mere følesen han gav mig. Jeg var så lille, i den her kæmpe verden, så ubetydelig. Jeg havde ingen magt, han havde magt over mig, og der var intet jeg kunne gøre ved det.

Tårene samlede sig, og før jeg vidste af det, var min kinder våde. Værelset føltes pludselig meget lille, luften meget uren. Jeg rejst mig med et sæt, og løbe nærmest ned af trappen, helt ligeglad at jeg var i ført min pyjamas.

Den kolde vind, fjernede hurtigt min panik. Gaden foran mig lå Ødet, klart da klokken var 12 om natten.

“Maggie”

Jeg vendt mig forskrækket, lidt længere ned af gaden stod en skikkelse. Justin, har kom langsomt gående hen mod mig. Hans kinder var let røde af kulden, og gav ham et barnligt skar. Som en lille dreng der har leget ud i sneen held dagen.

“Hvad laver du her ude? Spurgt jeg, let forvirret.

“Jeg kunne ikke sove, så jeg gik en tur. Er du okay?”

Jeg blev pludselig meget bevidst om min røde øjne, og tynde nattøj. Jeg tørrede hurtigt øjnene i ærmet.

“Ja, jeg har det fint” jeg gav ham et smil, som burde virke overbevisende, men virkede nok det helt modsat.

Han trådte varsomt et par skridt frem, som om han var bange for at jeg ville bryde sammen, ved en for stor bevægelse.

“Du ser ikke okay ud” han trådet et skridt længere frem.

“Nok bare lyset der driller” jeg grinet falsk.

Helt uventet lagde han armen om mig, jeg stod stiv i et par sekunder før jeg prøvede at trække mig. Han stramte favnen en smule, men ikke ligesom Chaz havde gjort, mere venligt mere blidt.

“Jeg begynder bare at tude” min stemme knækkede over, og varmen fra hans krop, fik klumpen i min mave til at sætte sig fast i min hals, gråden ville snart komme.

“Jeg er ligeglad”

Der var noget irreterene trygt over hans nærvær, han var ligesom de andre, det vidste jeg. Men min krop nægtede at adlyde. Før jeg vidste af det, løb tårene ned af min kinder, og hulken kvalte mig. Så jeg lukkede det ud, lod min følelser slippe ud. Han gav ikke slip som jeg havde forventet, strammede bare grebet.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...