New Rules

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2017
  • Opdateret: 13 maj 2018
  • Status: Igang
Maggie har brugt de 2 sidste år af sit liv, på at komme oven på igen, efter at havde fået knust sit hjerte voldsomt. Da hun igen kan mærke glæden komme tilbage, sender hendes far, hende hen til hendes mor. Det eneste sted hun ikke kan klare, ikke nok med at hun skal møde hendes gammel flamme være dag, skal hun også klarer gruppens nye mellem, Justin, som er lige lovlig nærgående, og betyder mere for hende, end hun ville indrømme.

34Likes
52Kommentarer
16994Visninger
AA

6. A Little To Close

Kapitel 4

”I må sidde, hvor i vil” afsluttede hun, og viskede tavlen ren igen. Jeg stirrer ned på papiret, hvor mine noter burde havde været, men det eneste der fyldt papiret, var kruseduller, rundt i hjørnerne.

Jeg sukkede tungt, og rejste mig. Det så ud til at de andre, blev i klassen. Jeg tog min tomme notesbog, min computer, og gik søvnigt ud.

Jeg havde ikke sovet så godt i går. Jasmin havde snakket i telefon, til klokken 2 om natten. Og stille havde hun ikke gjort det.

Lige udenfor klassen, stod et par borde, jeg valgte det længst væk, og satte mig. Jeg stod i et par minutter og stirrede på den lille streg, der blinkede for at vise, mig hvor ordene skulle stå. Men jeg var tom for ord.

Jeg kiggede op da 3 drenge gik forbi mit bord. Chaz, Ryan, og Justin, gik langsomt, igennem gangen, og var tydeligvis ligeglade, med at de var 30 minutter for sent. Chaz vendte hovedet  halvt og blinkede til mig.

Jeg mærkede vreden stige. Efter alt hvad der var sket, troede han stadig at jeg var hans lille dukke. Han forstod slet ikke hvor meget jeg hader ham. Eller hvor meget jeg ville ønske, at jeg havde hadet ham.

Kun et par minutter, efter lød skridt igen. Hvis det var ham, ville jeg svar igen. Det blev jeg nød til. Jeg havde ikke brugt 2 år af mit liv for bare at give op igen. Men det var det ikke.

Justin satte sig ned overfor, mig og smilte som om vi havde kendt hinanden i flere år. Jeg stirrede lidt på ham.

Hans hår sad pjusket, men alligevel flot. Som om hver tot var overvejet nøje. Han havde en hvid T-shirt på, T-shirten var en smule fugtig, han havde nok lige været ud i solen.

”Du slog mig ned med en dør, du friede ikke” sagde jeg og lod som om jeg havde travlt med mine lektier.

Han grinede højt, og det irriterede mig så meget, at jeg også mærkede min mundvig glide op ad. 

”Okay Okay, så venter jeg til næste uge, før jeg frier”

Jeg kiggede op og smilte. En ægte smil

”Er du virkelig Jasmins søster?” spørger han stadig, men blikket rette mod mig.

”Halv søster. Hvorfor?” jeg kigger ned da øjenkontakten bliver lidt for meget for mig. Den måde, han kigger på, får mig til at føle, at han kan se lige igennem mig.

”I virker bare slet ikke ens”

Ordene for mig til at rømme. Det føltes som et kompliment.

”Du ved jo hvad man siger: den ene får hjerne, den anden for udseende” sagde jeg, og prøvede at skjule rødmen der stigede op i mine kinder, der nægter at forsvinde.

”Du har vist fået begge dele” siger han lidt for alvorligt

Det hjælper ikke helt på farven i kinderne.

”Okay, tag det lige roligt, jeg har ikke tid til din kærlighed lige nu” griner jeg, han griner også.

Alarmen i mit hoved, begynder straks. De er ens, det er en del af en plan. Gør det ikke mod dig selv igen.....

                                                                           . …………….

Jasmin rykker højlydt stolen, et par meter væk fra min. Mor sender hende et advarende blik. Men hun ignorerede hende.

Mig og Jasmins forhold, var næppe blevet bedre igennem ugen. Den eneste opmærksomhed hun gav mig, var når hun smækkede døren til toiletet. Eller på gangen, når hun åbenlyst sad og hviskede om mig.  

De kunne ligeså godt, råbe mig i hovedet, det gjorder ingen forskel om de råbte eller hviskede. Måske fik det dem til at føle sig mindre onde når de ikke gjorder det højlydt. Men de vidste tydelig vis godt, at det ville komme frem til mig, det var vel derfor de gjorder det.

”Tager i til Tyskland igen i år?” spørger jasmin, og rækker ud efter salaten, der står foran mig.

”Det ville vi faktisk, snakke med jer om” svarede Marvin og mindede mig, om hans tilstedeværelse.

Marvin bruger det mest af hans på hans arbejede, hvor han ejer et meget succesrig bilfirma. Han er en stor grund til at de kan eje, 3 biler, og et kæmpe hus.

Indtil fornyligt, troede jeg hun giftede sig med ham for pengens skyld. Men jeg kan ikke lagde være med at ligge mærk til de små skjult blikke de sender til hinanden, over aftensmadbordet, eller når han tage hendes hånd under bordet.

”Godt får jeg har allerede, inviteret nogen venner til at sove her, i de uger i er væk” siger Jasmin rebelsk, og smiler falsk til mig.

”Mig og Mavin plejer at brug et par uger i Tyskland, i sommerferien.” forklarede mor, og smilede. 

Jeg nikkede, og stak ned i min salat, der var fyldt hele farveskalaen. Der hjemme - det gammle hjem, bestod vores salat af salat med dressing. Ikke bær eller mærkelig farvede blade. Bare enkelt. Her var alt andet et enkelt.

”Er det okay for dig?” spørg mor.

Nej det er ikke okay for mig. Ikke okay at jeg skal gemme mig i min sommerferie, fordi jeg ikke tør se min frygt i øjnene.

”Ja, hvis jeg også må tage en ven med?” spørger jeg, og overrasker mig selv.

”Som om du har nogen” mumlede jasmin

”Selvfølgelig må du det” siger mor, og hæver stemmen lidt for højt. Stilheden breder sig som nogen lige hun lige havde skreget.

Det var ikke at hun snakkede højt, eller hvad hun sagde, der forskrækkede os. Mere hvem hun sagde det til. Jasmin havde altid været hende yndlings, lige meget hvor slemt Jasmin opførte sig, var det aldrig slemt i hende øjne.

Jasmin bukkede hovedet, for at skjule rødmen i hendes kinder.

”Hvem inviterer du? Spurgte Marvin.

”Eva Johnson, hun er ny” svar jeg og modtager et kort fnys fra Jasmin.  

”Hende den lesbiske?” Jasmin laver den grimmase som om at det er i orden.

Jeg ignorere, måden hun siger det på, og trækker på skuldrene.

”Det ved jeg ikke, men jeg er også ligeglad”

Jeg har lyst til at trække stolen tilbage, og forlade rummet. Vise hende at jeg ikke ville finde mig i det. Men jeg gør det ikke, jeg viser ikke jeg er sur, jeg viser ingen følelser. Jeg finder mig i det… 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...