Lucias udsending

En tur ved stranden. En flaskepost. En kryptisk besked.

Snart hvirvles Nicolai ind i en kamp mod mørket sammen med en stædig prinsesse, der nægter at tro på ham.

Inanja planlægger at slå mørket en gang for alle, men Nicolai har andre planer. Planer om at holde liv i håbet om, at hans søster stadigvæk er til at redde.

Deltager i Skriv en julehistorie-konkurrencen med Valgmulighed nr. 2) Julehistorien skal foregå (delvist) i et andet univers & maratonjulekalender-konkurrencen. Coveret er lavet af AXXA.


4Likes
3Kommentarer
1160Visninger
AA

5. 5. december: Inanja af Ailos

 

Pigen stoppede op midt på trappen og knyttede højre hånd over brystet: “Ailos hilser Dem.”

Stemmen kom ovre fra trappen og Nicolai så derhen. Det var pigen med det turkise hår. Hendes stemme bar igennem luften, og selvom hun var langt væk, kunne man sagtens høre hende.Så løb hun videre. Nicolai løftede det ene øjenbryn og så på de mennesker, der sad i bådene omkring ham.

Der var to mænd i hver båd og dog roede ingen af dem. Bådene havde en orangebrun farve og et lille gult telt, med et langt rødt bånd fastgjort til kanterne.   

Folkene i bådene var klædt i overdrevne, lange dragter i stærke farver og havde guldkæder hængende om halsen. De havde alle sammen spidse, hvide hatte på, men selvom hattene var ens, havde hver sit eget farvet bånd i kanten.

Bådene kom alle sammen sejlende hen imod ham i samme tempo, og pigen med det lange, turkise hår løb stadig ned af den ufatteligt lange trappe.

Han sank en gang, da det gik op for ham, at det nok ikke stod så godt til. De ville sikkert anklage ham for alt muligt, og han anede ikke, hvad han skulle gøre. Så han blev siddende i sin robåd.

Han opdagede, hvor akavet et syn båden var her, midt i denne overdådige verden, men han fejede det væk. Det var ikke alle, der kunne være klar til fest hvert øjeblik, det skulle være.

Pigen med det turkise hår var nu kommet til enden af trappen og løb resten af vejen hen ad molen. Hun så ikke det mindste forpustet ud, men Nicolai gættede på at hun nok bare skjulte det. Man kan ikke løbe ned af sådan en trappe uden at blive forpustet.

Da hun endelig kom ned til havnen, stillede hun sig med rank ryg og venstre hånd knyttet ved den højre skulder.

“Lucias budbringer, velkommen til Ailos. Vi er taknemmelige for at I hørte vores bøn,” råbte hun og så frem for sig uden at fokusere på noget bestemt. Nicolai så på hende et øjeblik, før de fik øjenkontakt. Hendes øjne kneb sig sammen, og hendes hænder faldt ud af den formelle stilling.

“Du er en dreng!” udbrød hun forbavset, lige højt nok til at Nicolai kunne høre det, og slog hænderne for munden. Hun mumlede noget for sig selv og rettede ryggen. De fem både rundt om ham var kommet helt op på siden af hans egen båd.

En af mændene i de overdrevne kåber rejste sig op, så båden vippede, og var lige ved at falde i vandet. Så rømmede han sig og bredte armene ud til siden.

“Lucias udvalgte, vi, de 12 rådmænd, inviterer Dem til at søge ly i kongens ydmyge bolig under Deres ophold på Ailos,” sagde han og smilede.

Nicolai havde aldrig set nogen med så kolde øjne før. Manden var glatbarberet og havde en stram trækning om øjnene. Som en invitation til at komme over i hans båd rakte manden en hånd ud mod Nikolai.

“Osablit! De ved udmærket godt, at De, en rådmand, ikke har ret til at indbyde nogen til at opholde sig på slottet! Det er kun den kongelige familie!” råbte en stemme ovre fra havnekanten.

Osablit slog irriteret med hovedet.

“Jeg tænkte at jeg  måske kunne hjælpe Dem med Deres royale pligter, så det ikke blev for meget for Dem,” sagde han roligt.

Nicolai hørte et fnys ovre fra havnekanten.

“Jamen, mange tak, første rådmand, men jeg takker nej tak,” svarede hun og lagde tryk på første rådmand. Osablit vendte sig skulende tilbage mod Nicolai. Rådmanden rakte insisterende hånden frem, men Nicolai bakkede væk.

“Jeg klarer den,” sagde han med et nervøst smil og stak årene i vandet. Så begyndte han at ro ind mod bredden. Osablit så efter ham med et smil, der var faldet ned og blevet til en sammenbidt grimasse.

Nicolai roede ind mod bredden og mærkede, at båden var meget lettere end i hans egen verden. Enten var han stærkere her, eller også var her mindre modstand i vandet. Da han nåede bredden, stod pigen og så på ham med et anerkendende blik. Da han kom op på en af de små ståsteder, der var bygget ud af træ og monteret på den saltbidte væg, bandt han båden fast til den stolpe med et reb, der hang ved den. Pigen kravlede ned til ham. Han standsede midt i bevægelsen og så på hende. Hun rakte en hånd frem.

“Jeg er Kronprinsesse Inanja, datter af Kong Vertilus og Dronning Nikaia. Hvem er De?” spurgte hun med løftet hage og efterlod Nicolai endnu mere forvirret, end han var til at starte med.

“Æh, jo altså, jeg hedder Nicolai og, jeg fandt en flaskepost, så, erhm, nu er jeg her,” svarede han og bandt en knude mere på rebet, selvom båden forlængst var forsvarligt fortøjert: det gav ham en undskyldning for at kigge væk. Han lagde årene ned i båden og sikrede dem dernede, mens pigen, Inanja, så på ham en tid, før hun kravlede op igen. Han fulgte efter og kom op at stå på landjorden. Inanja så på ham.

“Velkommen til vores ø. Følg med mig op på slottet,” sagde hun og drejede om på hælen.

Nicolai så tilbage ud over vandet, hvor der var kaos af alle de små båder, der alle sammen forsøgte at sætte kursen mod molen på samme tid.

“Skal vi ikke vente på dem?” spurgte han og løb op på siden af Inanja.

Hun drejede hovedet i en doven bevægelse og så på dem.

“De klarer sig nok,” sagde hun kort, rettede blikket fremad og fortsatte med at gå.

Nicolai fulgte med hende og sendte kun en kort tanke til de mange mænd, før han så den lange trappe, de skulle opad. Mens han stønnede højere og højere for hvert trin, han tog, gik Inanja og grublede ufortrødent. Pludselig udbrød hun: “Hvordan har du fundet vej hertil?”

Nicolai stoppede et øjeblik, men fortsatte så op ad trappen.

“Tja…” begyndte han og fortalte så om, hvordan han først havde fundet en flaskepost, hvordan alting ligesom havde flasket sig efter det, og hvordan han var kommet hertil. Han fortalte ikke om sin søster, men omtalte bare ormehullet som ‘en mystisk tingest’. Inanja nikkede, og da han var færdig, tyggede hun lidt på hans fortælling. Han var godt forpustet af både at blive udspurgt og gå op af en meget stejle trappe.

“Hvornår har du fødselsdag?” spurgte hun pludseligt og Nicolai måtte lige få vejret.

“Den 13. december. Hvorfor?” spurgte han og trak sine fødder op af trappetrinene med hænderne. Inanja bed sig i læben.

“Det kan umuligt passe…” mumlede hun, imens hun gned sig på hagen med sin hånd. Hun rynked brynene og så på Nikolai: “Er du sikker på, du ikke i virkeligheden er en pige?”

Han stoppede forvirret op og så efter hende.

“Nej, det tror jeg ikke,” sagde han og fortsatte igen. Han kastede et blik op ad trappen, og så at de snart var ved toppen.

Lidt efter nåede de op ad trappen og fortsatte ind igennem en kæmpestor dør. De kom ind i et stort, rundt rum med mosaikcirkler på gulvet. Inanja førte ham igennem det og hen til en ny trappe. Nicolai sukkede. Så begyndte han gå. Inanja begyndte endda at få svedperler på panden, men hendes ansigt viste intet. Da nåede til enden af trappen, var der en døråbning uden dør, der førte ind i et nyt rum. Nicolai tog det sidste trin og støttede sig så til sine knæ. Han hev efter vejret, før han rejste sig op.

Det var igen et rundt lokale, men ikke lige så stor som det med mosaikkerne. I midten af det hele stod der et stor, rundt bord med stole hele vejen rundt om. Tallene fra 1-12 var brændt ind i bordpladen med spiraler og krummelurer rundt om sig. Der var én stol af guld, som stod direkte over for indgangen. Inanja gik over til den og kærtegnede ryglænet.

“Siden mine forældre ikke længere er iblandt os, er jeg, som den førstefødte og den sidste tilbage af kongeslægten, nødt til at regere landet,” hun holdt en pause og fortsatte så: “Men de 12 rådmænd…”

Inanja afbrød sig selv og rystede på hovedet, da Nicolai gabte. Det havde været en lang dag.

“Jeg tror, man tænker bedre med en god nats søvn,” sagde hun med en så sammenbidt stemme, at Nicolai kunne høre, hvordan hun selv havde brug for en god nats søvn.

Han nikkede bare, og Inanja tog en klokke frem, som stod på hjørnet af bordet.

Hun rystede den og næsten med det samme, kom en stuepige løbende. Hun var omkring syv år, havde små brune øjne og krøllet brunt hår.

“Hvad ønsker De, Deres Majestæt?”

“Vis Lucias udsending til hans værelse,” sagde hun og rejste sig op. “Jeg håber vi kan komme til fornuft i morgen.” Så gik hun ud af rummet og efterlod Nikolai alene med den tomme trone og tjenestepigen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...