Lucias udsending

En tur ved stranden. En flaskepost. En kryptisk besked.

Snart hvirvles Nicolai ind i en kamp mod mørket sammen med en stædig prinsesse, der nægter at tro på ham.

Inanja planlægger at slå mørket en gang for alle, men Nicolai har andre planer. Planer om at holde liv i håbet om, at hans søster stadigvæk er til at redde.

Deltager i Skriv en julehistorie-konkurrencen med Valgmulighed nr. 2) Julehistorien skal foregå (delvist) i et andet univers & maratonjulekalender-konkurrencen. Coveret er lavet af AXXA.


4Likes
3Kommentarer
1181Visninger
AA

3. 3. december: Lyset

 

Nicolai var ved at være ret træt af det hele. En ny flaske. En blå flaske den her gang. Han sad på dragestenen, som hans søster havde kaldt den og studerede den nye flaske. Lidt væk lå hans fars båd, som var trukket op på land. Der var trukket en grøn presenning ud over, så den ikke blev til sin egen sø.

På den anden side af ham var der sand og sten i mystiske former, der lignede monstre, der prøvede at stikke af ud i havet. Han havde ikke taget papiret ud af flasken og overvejede kraftigt at kyle flasken tilbage i havet.

Men igen var der en mystisk kraft, der guidede hans fingre til proppen og fik ham til at rive den ud og tage papiret op. Han glattede papiret ud og læste. Endnu engang begyndte det med en meget formel skrift. Der stod noget med at ‘Os på øen Ailos virkelig mangler Dem,’ og noget mere på vers.

Han sukkede og begyndte at granske ordene:

 

‘Et folk i fare, en sjæl forsvundet, Ailos kalder

Et lys sig nærmer, øjeblikket falder

Kun den, der er udsendt af Lucia

Vil atter kunne få lyset til at spire

Den udvalgte vil jage mørket bort

Med våbnet der...’

 

Sætningen sluttede brat og efterlod ham undrende over hvilket våben, der blev beskrevet. Men noget, han undrede sig endnu mere over, var, hvad det hele betød. Igen Lucia… havde det noget at gøre med hans fødselsdag?

Han anede det ikke. Han foldede papiret sammen og lagde det i sin lomme. Så tog han flasken og kastede den så langt ud over bølgerne han kunne. Bagefter var han lettet, som om det at kaste flasken havde frigivet lidt af hans frustration.

Så vendte han næsen hjemad, og da han kom hjem, viste han ikke sedlen til nogen. Han spiste sin aftensmad, mens hans mor og far diskuterede, hvilket blæsevejr det havde været her på det sidste. Så meddelte han, at han var træt og gik i seng. Hans forældre så lidt bekymret efter ham, men han forsikrede dem om, at han bare var lidt træt, og at han ville have det meget bedre efter en god nats søvn.

Han tog nattøj på og børstede sine tænder. Så tog han papirlappen frem og lagde sig på ryggen i sin seng. Så holdt han papiret over hovedet, og hans tanker kværnede som stenen i en mølle.

 

‘Velsignet være Eder, budbringer af Lucia,

Ailos mangler Dem mere end nogensinde. Mørket har allerede slugt vores naboø, Mantajna og nærmer sig i en frygtelig fart Ailos. Vi mangler Dem, mere end De aner.

Kronprinsesse Inanja af Ailos, datter af Kong Vertilus og Dronning Nikaia.'

 

Igen stod der en tekst i starten af brevet. Og igen blev Ailos nævnt over det hele. Mantajna? Heller intet sted han nogensinde havde hørt om.

Men hvorfor var han den eneste, der kunne se den mystiske skrift med de svungne bogstaver og det mørke blæk, der gik igennem papiret overraskende få gange. Han satte sig op ad sengegærdet og studerede papiret. Men han fandt intet, der kunne hjælpe ham med at  forstå beskeden.

Han foldede papiret sammen og lagde det på sit natbord.

Så slukkede han lyset og krøb ind under dynen. Hans tanker sværmede om papiret, og han kunne ikke falde i søvn. Han prøvede at skubbe brevene ud af sit sind, men rimene blev ved med at plage ham. Han lå der i, hvad der føltes som, timer og prøvede at falde i søvn, da han hørte sin mor og far komme gående forbi sin dør.

“Er du sikker på, at Nicolai er ok?”

“Ja, ja, han klarer den. Sikkert bare en hovedpine.”

“Skal vi lade ham blive hjemme i morgen?”

“Vi ser det an i morgen. Lad os nu få os en god nats søvn.”

De gik videre, og Nicolai hørte dem lukke døren. Han maste øjnene sammen og prøvede at sove, men det var umuligt. Pludselig skubbede noget til ham. Det føltes lidt som en pude, som der var pompon-agtig. Den var blød, og den skubbede til ham på sådan en forsigtig måde. Han åbnede øjnene.

Ved siden af han, var der… en kugle af lys fløj ved siden af ham, skubbede til ham. Han spærrede øjnene op og skulle lige til at råbe, hvad den dog lavede her, men stoppede sig selv ved tanken om sine forældre, der ville vågne og se den mystiske flyvende himstregims. I stedet rakte han en hånd ud og rørte ved den. Hans hånd gik ikke igennem lyskuglen, men lagde sig i stedet oven på den. Den føltes som en tennisbold,der var blevet stoppet ned i et par hyggesokker med indbygget varmeapparat.

Så opdagede han noget. Han kunne se direkte på den uden at få ondt i øjnene, som man ellers plejer, når man ser direkte på lys i lang tid. Han førte sin hånd over den bløde bold, som kun var lidt større end en bordtennisbold.

Pludselig sprang noget af lyset frem, som var det en flydende masse, og greb fat i hans hånd.

Det halede ham ud af sengen, selvom han klamrede sig febrilsk til hovedgærdet. Men lysbolden var nu stærkere end ham og trak ham i ét hug ud af sengen. Han faldt ned på gulvet og satte sig op. Lyset knugede sig stadig om hans håndled. Han så på det, vendte og drejede håndleddet for bedre at kunne se.

“Hvad er du for en?” hviskede han, og lysbolden gav slip på hans hånd. Så fløj den hen mod døren i små ryk, hvor den vendte sig om, så på Nicolai og fløj et lille stykke videre.

“Vil du have mig med?” hviskede han og lysbolden vippede op og ned, som om den nikkede. Fortumlet rejste han sig op og fik noget tøj på, som han havde smidt på gulvet. Så fulgte han efter lyskuglen.

Den åbnede døren og fløj hen af gangen. Nicolai fulgte efter den ud. Der blæste det, så han var bange for, at deres skur ville blæse væk, men det gjorde det heldigvis ikke. Det fandt Nicolai dog ikke ud af, for han gik videre efter lysbolden, der førte ham ned mod havet.  

De kom ned på stranden, hvor bolden førte ham hen til farens båd.

“Hey, øjeblik. Vil du have mig ned i den båd? I stormvejr?” råbte han hen over den øredøvende vind. Lyset hoppede op og ned, som om det nikkede. Nicolai sukkede. Han så med et blik på båden og vendte sig så om med et ryk og begyndte at gå tilbage mod huset. Men lysbolden fløj op foran ham og spærrede vejen.

“Glem det lysbold! Du får mig ikke ned i den båd!” råbte han, og lysbolden fløj lidt væk.

“Sidste gang jeg var ude på havet, mistede jeg min søster! Havde du regnet med at du bare kunne få mig derud igen?” skreg han, og lysbolden fløj længere væk. Den stoppede op og fløj tættere på ham. Pludselig udstødte lysbolden en lyd. En kort, nynnede lyd, der lød som et klokkespil. Han forstod ikke, hvad den sagde, men han vidste - på en eller anden mystisk måde - at den fortalte ham om et håb. Et håb, der stadig var der.

Nicolai stivnede, og pludselig begyndte tårerne at strømme ned af kinderne på ham. Han tørrede øjnene med håndryggen.

“Så der er stadig håb?” spurgte han, med så tynd en stemme, at ingen ville have kunnet høre, men alligevel hørte den lysende tingest det.

“Men hvordan? Jeg tabte hende…” Han så op på lysbolden. “Ved du hvad, jeg er ligeglad. Lad os komme afsted.”

Han gik hen mod båden og satte sig ned i den. Så begyndte han at ro.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...