Lucias udsending

En tur ved stranden. En flaskepost. En kryptisk besked.

Snart hvirvles Nicolai ind i en kamp mod mørket sammen med en stædig prinsesse, der nægter at tro på ham.

Inanja planlægger at slå mørket en gang for alle, men Nicolai har andre planer. Planer om at holde liv i håbet om, at hans søster stadigvæk er til at redde.

Deltager i Skriv en julehistorie-konkurrencen med Valgmulighed nr. 2) Julehistorien skal foregå (delvist) i et andet univers & maratonjulekalender-konkurrencen. Coveret er lavet af AXXA.


4Likes
3Kommentarer
1174Visninger
AA

24. 24. december: Juleaften

Da Nicolai slog øjnene op, var det første han så - og mærkede - Anna. Hun ruskede ham hårdt, så han rullede fra side til side og var lige ved at vælte ned fra sengen. 

“Nicolai! Inanja siger at du skal komme!” 

Han glippede med øjnene og satte sig så langsomt op. Annas mund trak sig langsomt sammen til en trutmund.

“Hun siger altså at du skal skynde dig!” 

Nicolai gabte og mumlede et ‘ja, ja’, men hans øjne åbnede sig en hel del, da han bemærkede, hvad hun havde på. Han rynkede brynene.

“Hvor har du den fra?” spurgte han, og hun hoppede smilende op og ned.

“Inanja!” 

Hendes kjole var blå fra top til tå og matchede hendes øjne. Små tråde af sort gik ned fra halsudskæringen og fra sømmene i siderne. Der var broderet blomster rundt omkring på skørtet. Nicolai sukkede og tog sig til panden.

“Fint nok. Men hvorfor skal jeg hen til hende?” spurgte han. Annalagde armene over kors.

“Det ved jeg da ikke! Skynd dig nu!” 

Han nikkede og sukkede. Han rejste sig op og tog tøj på, langsomt, før han gik ud døren. Aftenen før, omkring kl et, var Anna faldet om, og Nicolai havde også haft svært ved at forblive vågen. De havde fået anvist et enormt værelse, med to store himmelsenge. Men de havde alligevel sovet i den samme. Anna var krøbet helt ind til ham, og de var faldet i søvn til lyden hinandens åndedræt. 

Nicolai gik hen ad gangene og hilste halvsovende på dem, der gik forbi. Han opdagede, at Anna ikke havde sagt, hvor Inanja var. Han spurgte lidt irriteret folk, han gik forbi, om de vidste det, og til sidst blev han ført hen til arbejdsværelset. Han takkede drengen, der havde vist ham vej og gik ind.

For enden af bordet stod kongeparret sammen med Inanja. De så alle sammen ned i bordet, hvor et sindrigt kort var rullet ud over bordpladen. De diskuterede noget, som Nicolai ikke forstod, så han rømmede sig i stedet. 

Deres blikke strøg hen mod ham og alle munde var helt ens, i gang med at sige: Vi vil ikke forstyrres! Men da de så ham, forsvandt det i et smil. 

“Nicolai! Godmorgen, sovetryne!” sagde Inanja og gik hen til ham. 

“Sovet godt?” spurgte hun og lagde hovedet på skrå. 

Han trak på skuldrene.

“Anna vækkede mig. Hvad vil du?” spurgte han og gabte en enkelt gang. Hun fnes og satte en hånd på hoften. Nicolai opdagede, ud af øjenkrogen, at de to voksne sneg sig ud af lokalet, men han sagde ikke noget.

“Jeg tænkte, at vi kunne holde en lille afskedsfest, når du skal afsted. Så jeg tænkte, om du ville…”

Nicolai var lysvågen, men han fulgte alligevel ikke med i samtalen. Åh ja. De skulle jo afsted. Og siden Anna ikke var noget ormehul længere (som han var lykkelig for), kunne de ikke mødes igen. Næste spørgsmål ramte ham som en bulldozer. 

Hvordan skulle de komme hjem igen? 

“...har noget tøj du kunne tage på…”

“Vent, et øjeblik. Inanja...” afbrød han hende og hun stoppede brat i talestrømmen. “Hvordan kommer vi hjem?” 

Inanja så på ham med rynkede bryn og kløede sig i baghovedet.

“Ja, apropo det,” hun tøvede, og Nicolai lagde armene over kors, “så ved jeg det ikke,” busede det ud af hende, og hun kneb øjnene i. Luften røg ud af Nicolai, som på en blæsebælg. Han bed sig i læben.

Bare rolig. Vi skal nok klare det.

Stemmen kom indefra, og var forskellig for de to: for Nicolai var det en kvindestemme, for Inanja en mandestemme. 

“Lucia…” hviskede Nicolai, ledsaget af Inanjas: “Ailos.” 

Inanja smilede og trak på skuldrene.

“Skal vi så finde noget tøj til dig?” 

Det tog noget tid at få hende til at droppe det og sørge for, at det ikke blev den største fest i årtier.
 
Hun sendte ham væk igen, og han fik morgenmad sammen med Anna. Så fik de frokost, og så var festen klar. Der var pyntet op nede på kajen, bare lidt. Hans fars robåd var stadig nede ved vandet, noget han undrede sig meget over. Den ville for længst være blevet stjålet, så nogen måtte have passet på den. 

De vidste, at Profeten var vendt tilbage til Delai. Han var dukket op til festen og havde sagt farvel, før han tog hjem igen. Men lige nu stod de på kajen og skulle tage afsked. Nicolai og Anna stod ved siden af hinanden med ryggen til havet. Inanja stod foran dem med dronningen og kongen på hver sin side. 

“Du sejler bare ud mod horisonten. Ailos sagde, at du skulle sejle, til du ikke længere kan se øen,” sagde hun, og Nicolai nikkede, selvom han godt vidste det. Lucia havde også fortalt ham det, men han sagde det ikke. Hun vendte sig mod Anna og klappede hende på hovedet.

“Opfør dig ordentligt, ikke?”

Anna nikkede så voldsomt, at hun hoppede op og ned.

Inanja vendte sig mod Nicolai igen og knugede hans hænder.

“Pas…” begyndte hun, men måtte prøve igen, da stemmen svigtede. “Pas godt på dig selv.” 

Hendes øjne var blanke, og hun bed sig i læben. Nicolai nikkede sammenbidt, og Inanja gav slip på hans hænder. Han slog sine arme om hende, og hun gengældte krammet.

“Kan du også passe på dig selv?” hviskede han, og hun nikkede. Synet var sløret, da han trak sig tilbage. 

“Farvel,” sagde han, og tog Anna i hånden.

“Farvel,” sagde Inanja og gik tilbage til sine forældre.

Anna gav Inanja et sidste kram, og så kravlede de ned af stigen. De satte sig i båden, så Anna tog den ene åre, og Nicolai tog den anden. De begyndte at ro. Mens de roede bort, blev tågen tykkere og tykkere. 

Tak, Nicolai. 

Lucias stemme rungede i hans hoved, og han tænkte et svar tilbage: Det var så lidt.

Takket være dig er jeg vendt hjem. Nu kan jeg blive her. 

Vælger du så et andet barn?

Tanken gjorde ham lidt jaloux, og Lucias latter lavede ekko i hans hoved.

Nej, Nicolai. Jeg vil altid være med dig. Åh ja, du behøver ikke at være bekymret for dine forældre.

Tanken overvældede ham, og han slog sig selv på panden. Hans forældre! Han havde ikke skænket dem en tanke før nu! Hvordan skulle han forklare, at Anna var kommet tilbage i live, og at de havde været væk hele måneden? De havde sikkert tilkaldt politiet for at finde dem!

Jeg har fikset deres hukommelse. De tror ,at de har haft en hyggelig juledag med dig og Anna hver dag, du har været væk. I deres hukommelse er Anna aldrig forsvundet. 

Hun fnisede.

Jeg fik lidt hjælp af en af de andre beskyttere.

Nicolai nikkede bare og fokuserede på Ailos. Øen blev mere og mere utydelig, og måske var det tågen, måske var det hans øjne, men det så grangiveligt ud, som om Inanja flød sammen med øen. 

De roede til, de ikke kunne se øen mere, og tågen forsvandt langsomt igen. Men da de så sig over skulderen, så de den velkendte strand med det lille hjem lidt over sandkanten.

Da de kom indenfor, var alt, som da han forlod det. Bortset fra, at der var nisser og julepynt og et stort træ ovre i hjørnet af stuen.

“Vi er hjeemmeee!” råbte han, og Anna trak hoppende sit overtøj af. 

De gik ind til deres mor, der sad i lænestolen og læste en bog. 

“Hyggede I jer på sejlturen?” spurgte hun stadig med blikket i bogen. Nicolai og Anna udvekslede et blik.

“Ja,” svarede de sammen og grinede. 

Efter det foregik aftenen som altid. Pakkerne blev pakket ud, maden blev spist, nogle julesange blev sunget. Men omkring klokken elleve om aftenen, hvor de voksne var oppe med Anna i seng, sad Nicolai og studerede træet. Alle gaverne var blevet pakket op og gavepapiret smidt ud, så det så helt tomt ud neden under det. Han kunne ikke lade være med at se nedenunder det, hvis der nu var en ekstra gave, de havde glemt. Men det var der ikke. I stedet løftede han overrasket øjenbrynene og trak tingen ud, der lå med fint bånd om halsen.

En flaskepost!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...