Lucias udsending

En tur ved stranden. En flaskepost. En kryptisk besked.

Snart hvirvles Nicolai ind i en kamp mod mørket sammen med en stædig prinsesse, der nægter at tro på ham.

Inanja planlægger at slå mørket en gang for alle, men Nicolai har andre planer. Planer om at holde liv i håbet om, at hans søster stadigvæk er til at redde.

Deltager i Skriv en julehistorie-konkurrencen med Valgmulighed nr. 2) Julehistorien skal foregå (delvist) i et andet univers & maratonjulekalender-konkurrencen. Coveret er lavet af AXXA.


4Likes
3Kommentarer
1166Visninger
AA

23. 23. december: Festen

Da Inanja åbnede øjnene, blev Nicolai så lettet, at han var ved at græde. Han sad på knæ og omkransede Annas hoved med sine arme. Hun åndede tungt og vinden legede med hendes lange sorte hår. Inanjas øjne søgte rundt og den barkede hud forsvandt lige så langsomt. Hun rystede hovedet og armene som en hund, der lige var trådt op af vandet. Nicolai smilede, mens hun vendte sig mod ham.

“Har...” sagde hun tøvende og rømmede sig. “Har hun det godt?”

Han nikkede, og med et smil om munden sank hun lettet sammen.

“Åh, hvor godt! Han holdte sit ord!” sagde hun lettet, og som hun lå fladet ud dér på jorden, forvirrede hun Nicolai. 

“Hvem?” spurgte han og rynkede øjenbrynene.

Inanja forstod, at der her manglede en forklaring, så hun satte sig i skrædderstilling og fortalte om alt, hvad Ailos havde fortalt hende. 

“Så du HAR en beskytter! Vent, så giver det jo også mening, at han ikke kom, der på Børnenes Ø. Han var jo fanget i ormehullet!” udbrød Nicolai, og Inanja nikkede eftertænksomt.

“Tja, det havde jeg ikke tænkt på. Det er vel rigtig nok. Hvad er der sket, mens jeg var væk?” 

Så fortalte Nicolai, hvordan en stemme var kommet fra jorden og havde fortalt nogle ting.

“Så, pludselig, dannede der sig et lille træ midt i det hele, og det voksede helt vildt! Det voksede lynhurtigt og havde form som en hånd. Lige pludselig bevægede det sig og lagde sig ned på Annas hoved. Det sagde, at hun nu ville have det godt. Men ved du hvad?” spurgte han og kærtegnede fraværende Annas pande. 

“Det sagde, at al, hvad ormehullet har slugt, er røget tilbage til sin vante plads!” 

Det tog lidt tid, før Inanja opdagede det.

“Vil det sige, at…” Hun fik en klump i halsen og prøved igen: “Vil det sige, at mine forældre er hjemme?” 

Han nikkede, og Inanja smækkede hænderne på kinderne. 

“Virkelig?” hulkede hun, og Nicolai kunne ikke andet end at smile og nikke. Hun græd alle pinsler ud. Det var den mest lettende grædetur, hun nogensinde havde haft. Da hun havde tørret den sidste tåre, smilede hun. Hun rejste sig op og børstede sandet af sig. 

“Det betyder vel også, at Profeten kan tage hjem? Og de skjulte er der stadig?” 

Han kunne ikke andet end at nikke og håbe på, at det var rigtigt. 

“Men… Hvordan kommer du så hjem?” Hun satte hovedet på skrå og så på ham med rynkede bryn og armene over kors. 

Han viftede affejende med hånden.

“Det finder vi ud af til den tid. Lad os tage til Ailos’ by,.” sagde han og rejste sig op.

“Her, giv mig lige en hånd.”

De fik maset Anna op på hans ryg, så han holdt i hendes ben, og de fik gjort det, sådan at hendes arme hang ned over hans bryst som modvægt. Det var lidt svært at gøre, så hun ikke faldt ned, men det lykkedes dem da at tage til Ailos’ by. 

Da de kom til hovedporten, kunne han næsten ikke følge med. Inanja gik hurtigere og hurtigere. 

“Skynd dig nu!” råbte hun timeter foran ham.

“Jeg bærer på noget, hvis du ikke havde bemærket det?” råbte han tilbage, og Inanja stod så og hoppede på stedet, indtil han indhentede hende. Da de kom til trappen, kastede hun et blik på ham og sukkede så.

“Jeg hjælper dig lige.” 

Sammen kæmpede de sig op af trappen med Inanja bagerst, så han ikke væltede bagover, og Nicolai forrest til at bære Anna. Efter en halv time var de endelig oppe ad trappen. Sveden drev ned af Nicolais pande, og han hostede og prustede som en hest, der lige havde været i gallop med to ton trækkende efter sig. 

Inanja sprang op, men hev nu også efter vejret. Alligevel løb hun ind ad porten, hvor Simon stod. Nicolai nikkede gladeligt til ham og sagde, han skulle sige til Profeten, han havde boende, at Delai var tilbage. Simon så først forbavset på ham, men blødte så op, smilede og nikkede. Nicolai smilede tilbage og fulgte efter Inanja. 

Indenfor, i midten af det store runde rum, stod kongen og dronningen med Osablit foran sig. Deres blikke røg over mod døren og smilede stort, da de så, hvem det var. 

“Inanja!” råbte de og løb hende i møde. De faldt ned på knæ og omfavnede hinanden.
 
“Mor! Far! Har I det fint?” spurgte hun med tåre i øjnene. De nikkede og fik så øje på Nicolai, der stod i døråbningen. Inanja fulgte deres blikke.

“Mor, far, det her er Nicolai. Han har hjulpet mig.” 

Deres blikke mildnedes, men Nicolai kunne stadig se noget eftertænksomt i dronningens øjne. Dog ikke uvenligt. 

“Jeg tror, vi har brug for at få fortalt, hvad der sket, mens vi var væk,” sagde kongen, og de nikkede alle sammen. 

Nicolai nægtede at efterlade Anna, så de tog hende med op i arbejdsværelset, hvor de plejede hende. Lægen konstaterede, at hun bare havde brug for søvn, så det fik hun. Nicolai aede hendes hånd, mens Inanja fortalte, og Nicolai brød ind, hvis hun glemte noget. Det blev dog mest til en enetale, for hun havde en fremragende hukommelse. 

Da kongeparret havde fået fortalt det hele, gumlede de lidt på det, de havde hørt
 
“Så vidt jeg kan se, så har I reddet os alle sammen,” sagde dronningen eftertænksomt. “Skal det ikke fejres med en fest?” 

Den var alle med på, og snart var der godt gang i festen.Alle kom på et eller andet tidspunkt til det store torv, hvor der var en kæmpestor, fri buffet. 

Anna vågnede midt i det hele og stillede først nogle spørgsmål om, hvor de var, men før Nicolai svarede, havde hun allerede tabt interessen igen. De ufatteligt lyse, blå øjne søgte rundt, og hun løb afsted. Hun fandt hurtigt sammen med nogle feer, der var inviteret fra en ø i nærheden, og de hyggede sig sammen. 

Nicolai fik overrakt en medalje af Inanja, selvom han havde protesteret. Han havde jo bare gjort det for Anna, var hans argument, men lad ret være ret, han reddede jo deres verden, og derfor fik han medaljen. 

Det var en rund cirkel af guld udsmykket med laubæragtige blade i kanten. Mon de var styrtet ned til guldsmeden og havde bedt ham om at lave en medaljon med det samme, tænkte han, men skubbede tanken væk. Måske havde de bare nogle medaljer klar, hvis det nu lige skete at deres verden gik under, og nogen reddede den. I midten af medaljonen stod der Ridder af Fe Ordenen. Nå, så var han vel en ridder. 

Festen fortsatte og da solen gik ned, blev lamperne tændt. Men festen sluttede ikke af den grund. Tværtimod fortsatte musikken og latteren lystigt hele natten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...