Lucias udsending

En tur ved stranden. En flaskepost. En kryptisk besked.

Snart hvirvles Nicolai ind i en kamp mod mørket sammen med en stædig prinsesse, der nægter at tro på ham.

Inanja planlægger at slå mørket en gang for alle, men Nicolai har andre planer. Planer om at holde liv i håbet om, at hans søster stadigvæk er til at redde.

Deltager i Skriv en julehistorie-konkurrencen med Valgmulighed nr. 2) Julehistorien skal foregå (delvist) i et andet univers & maratonjulekalender-konkurrencen. Coveret er lavet af AXXA.


4Likes
3Kommentarer
1170Visninger
AA

21. 21. decemeber: Når mørket kommer

 Nicolai stod kampberedt og stirrede på Mørket, der ikke engang sænkede hastigheden efter at have slugt Delai. Inanja stod rystende ved siden af ham. Nicolai rakte en hånd ud mod hende. Hun så lidt på den og greb den så. Flakse fløj ned fra palmen og satte sig på hans skulder. Nicolai smilede og lagde den anden hånd på Flakse.  

“Så det nu det ender, er det ikke?” spurgte Inanja med klaprende tænder. Nicolai så på hende med hovedet på skrå. Så rystede han på hovedet.

“Nej, vi skal nok klare det på en eller anden måde,” sagde han og vidste, at det ikke var specielt beroligende. Især fordi han ikke havde nogen anelse om, hvordan de skulle fikse det.

“Vi finder ud af noget,” mumlede han for sig selv. Han knugede Inanjas hånd og drejede hovedet for at se på Flakse, som om den kunne hjælpe. Men Flakse var ingen steder at finde. Nicolai så til alle sider, men kunne ikke se sommerfuglen. Han gik tættere på strandkanten, stadig med Inanjas hånd i sin så han trak hende med sig, indtil de stod godt en meter fra bølgerne, der stadig slikkede op på stranden.

Mørket var nu cirka halvtreds meter væk fra strandkanten. Nicolai skævede til Inanja og var chokeret over at se, hvor kraftesløs hun så ud. Hun stirrede med vidtåbne øjne ud over havet og rystede, som om hun var syg.

Han anede ikke, hvad han skulle gøre, hverken for at få hende til at blive glad eller for at jage mørket væk. Skyerne trak sig sammen over dem, og det blev mørkere. Ikke en gang månen var synlig.

Mørket var tættere på strandkanten. Tyve meter. Og det flyttede sig stadig nærmere.

Hvor var Flakse henne, når man havde brug for den? Nicolai kunne ikke finde på andet end at rykke tættere på Inanja og lægge en arm om hende. Hun knugede hånden om en lille ting og pressede den ind mod brystet. Nicolai løftede øjenbrynene, da hun viste ham, hvad det var.

“Jeg er bange Nicolai,” hviskede hun og knugede hånden sammen. “Det her er det eneste, jeg har fra Ailos. Jeg ved ikke hvorfor, men…. det får mig til at føle mig mere sikker.”

Hendes stemme var spinkel og rystede, men bag det skjulte en kraft sig. En kraft, der fik Nicolai selv til at tro på, at de kunne klare det. Han anede stadig ikke hvordan, men det ville  lykkes for dem. Inanja åbnede hånden og stirrede på tingen. Et hårspænd med de sirlige blad- og blomstermønstre. Nicolai tog det i en indskydelse og studerede det.

“Okay, hvad ved vi?” spurgte han pludselig, og Inanja mødte hans blik. Han rømmede sig en enkelt gang.

“1: Mørket kommer fra ormehullet,” sagde han, og hun nikkede bekræftende.

“2: Anna er ormehullet.” Hun nikkede igen.

“Men det tredje punkt burde være, hvordan vi redder Anna og din verden. Og det punkt mangler lissom,” sagde han bekymret, og Inanja nikkede igen, langsommere denne gang. Et pludseligt lys dukkede op ved hans side, og de så begge forbavset over mod hans skulder.

“Flakse! Hvor var du?”

Mørket var nu fem meter væk fra strandkanten.

Den svarede ikke, fløj bare lidt rundt om sig selv og begyndte så at vise med tegn, at de skulle se hen imod skoven bag dem. Et lys brød frem imellem træerne. Et mere lidt længere væk. Små lamper dukkede op hist og pist, mellem træernes stammer. Lige så stille dukkede de op og blev det samme sted i et stykke tid.

Så begyndte det første at svinge fra side til side. Det lignede en slags mavedans uden mave og krop. Det cirklede fra side til side, gik op og ned og drejede rundt. Pludselig kom det nærmere, og ud mellem bladene kom en sommerfugl af lys, lidt ligesom Flakse. Den fløj hen til dem og flere og flere kom hen til dem. De nærmede samlede sig til en stor flok og fløj nærmere og nærmere. Inanja stirrede målløs på det hele og Nicolai lige så.

“Har du tilkaldt dine venner?” spurgte han strålende Flakse og hoppede en smule op og ned.

Inanja stirrede på sit hårspænde og løftede det tøvende frem mod Flakse. Den fløj hen til det og satte sig på det. Så løftede den det op i luften, og de andre sommerfugle kom hen og samlede sig om det. En for en samlede de sig og blev langsomt til et lysende æg på størrelse med Nicolais hoved. Pludselig stak grene ud af sprækkerne mellem sommerfuglene, og de bredte sig som lange snore i et mønster ud over æggets skal.

Mørket var under en meter væk fra strandkanten.

Blomster foldede sig ud på de lange stængler, og ægget snurrede rundt om sig selv. Dets lys blev stærkere og stærkere. Snart lyste det så stærkt, at selv Nicolai måtte se væk.

Mørket rullede ind med bølgerne og kravlede hen over sandet mindre end en meter fra deres fødder.

Ægget eksploderede. Uden en lyd forvandlede det sig til et lysende tæppe, der lagde sig over Mørket. Mørket sydede og spruttede, men forsvandt under tæppet. Nicolai mødte Inanjas øjne. De gispede.

Inanjas øjne lyste en klar brun, som om hun havde små lamper bag ved pupillerne.

Nicolais øjne lyste så klart turkis, at Inanja havde lyst til at række ud efter dem. De afbrød hurtigt øjenkontakten og så ud over havet. Det lysende tæppe kunne ikke følge med mørket, konstaterede Nicolai. Men han anede ikke, hvad han skulle gøre. Hans krop vidste det åbenbart godt.

Hans fødder bar ham resolut hen til mørket, hvor lystæppet ikke havde lagt sig, og fordi deres hænder stadigvæk var viklet ind i hinanden, trak han Inanja med. Han satte sig på hug og stirrede ind i Mørket.

“Hvad laver du?” udbrød Inanja panikslagent og prøvede at trække dem væk fra kysten.

“Bare rolig. Når jeg har talt til tre, stikker du hånden derind,” sagde han og lød meget roligere, end han følte sig.

Inanja gjorde, som han sagde og satte sig på hug ved siden af ham med hånden løftet få centimeter over det sorte stads.

“En.”

Hvad dælen havde han gang i?

“To.”

Men det føltes bare så rigtigt.

“Tre.”

Han stak hånden ind i mørke. Svup. Inanja stak sin hånd ned i det blævrende stads. Nicolai drejede ansigtet for at se på hende. Mørke. Mørke var det eneste, der mødte ham. Han kunne intet se. Ingen af hans andre sanser havde taget skadet: han kunne endda smage saltvandet.

Da han så ned, kunne han ikke få øje på bunden. Når han så op, kunne han ikke se himlen. Lige meget, hvor han så hen, kunne han ikke se andet end sort.

Han mærkede mørket lukke sig om hans hals. Han hev efter vejret. Han trak knæene op til brystet og rullede sig sammen til en beskyttende kugle.

Han kneb øjnene sammen og bad af hele sit hjerte, at Lucia ville komme og hjælpe ham.

Næsten med det samme kunne han mærke, hvordan en kraft, der ikke var hans egen, styrede hans hænder gennem pløret.

Han åbnede øjnene og så på sine hænder. Tråde af lys gik ud af dem og beskyttede hans hals. Han tog en dyb indånding og så sig på ny omkring, men nu, i lyset, kunne han se noget. Ødelagte huse, knækkede træer. Alt sammen halvgennemsigtigt og sort. Men det, der skræmte ham mest, var menneskene og dyrene.

De flød rundt i luften med lukkede øjne og slappe lemmer. Han huskede, Inanja havde sagt noget om sine forældre, der havde kæmpet mod mørket, og så efter dem. Han fandt dem ikke.

Så tænkte han på Inanja, som han havde overtalt til at stikke hånden i Mørket. Han tog nogle store svømmetag til den side, han gættede på, Inanja befandt sig, men uden held. Han blev det samme sted og lystrådene fra hans fingre svajede blidt frem og tilbage.

De dirrede. Trak ham afsted. Selv Lucias lys havde svært ved at komme frem, men det lykkedes. Det hev afsted med ham, imens han holdt udkig efter Anna. Men de eneste piger, han så, havde intet til fælles med hans søster. Jo længere de kom, jo mere tyndede det ud i huse og træer; der blev renere og renere.

Pludselig bankede han ind i noget. Han tog sig forskrækket til hovedet. Han studerede tingen, han var rendt ind i. Han trak benene op under sig, satte fødderne imod og skubbede fra. Lidt på afstand kunne han se, at det var en slags kokon. Den var kulsort.

Han forsøgte at banke på den, men den var virkelig tyk. Lystrådene førte hans hånd ind i den og han forstod: Anna var inde i kokonen.

Lystrådene førte hans fingre og dannede en lille bold af lys. Han lagde den mod kokonen og noget af den forsvandt. Lysbolden forsvandt med et puf. Han lavede en lidt større bold. Et endnu større stykke forsvandt.

En gang til. En gang til. En gang til.

Små, sorte trevler forsvandt. Han pressede hårdere mod kokonen, indtil han stødte på noget, som ikke kunne fjernes. Han stoppede.

Inde i kokonen, rullet sammen til en kugle, lå en lille, mørkhåret pige. Han genkendte hende med det samme. Den lille krop med det komisk store hoved var ikke til at tage fejl af: det var hans Anna. Hun var ikke engang blevet ældre. Men hvordan skulle han få hende ud? Han vidste det ikke.

Han lagde en lysbold på hendes bryst og den forsvandt ind i hende. Han blinkede, og pludselig var han tilbage på stranden. Lugten af råddenskab og saltvand, mågernes skrig og fornemmelsen Inanjas hånd i hans overvældede ham.

    Han gispede og mødte hendes blik. Mørket trak sig tilbage. Det forsvandt ud mod horisonten. Det lysende tæppe sank sammen til en klump. Den skiltes ad til dusinvis af sommerfugle, der fløj op mod solen. Grenene forsvandt ned i jorden, og til sidst lå Flakse tilbage ene tilbage med Inanjas spænde. Nicolai gav slip på Inanjas hånd og samlede den op.

“Flakse, er du okay?” hviskede han og sukkede lettet, da den blafrede med den ene vinge. “Det var flot. Slap du bare af: du har fortjent det.”

Mørket var halvtreds meter væk og begyndte at snurre rundt. Det snurrede hurtigere og hurtigere, så man blev helt svimmel af at se på det. Det blev mindre og mindre, mens de så på den.

Inanja stod som tryllebundet. Nicolais øjne var store af forventning, mens han aede Flakse over vingerne.

Pludselig forsvandt ind i sig selv med et lille plop. Nicolai bed sig i læben. Han håbede, han havde gjort det rigtige.

Et stort vindstød overraskede dem og var lige ved at blæse Flakse ud af hænderne på ham. Han nåede lige at gribe den og så ud mod havet igen. Han blinkede overrasket, da han så den lille bylt, der flød oven på bølgerne. Han kneb øjnene sammen, da han opdagede, hvad det var. Han lagde Flakse fra sig, så hurtigt han kunne og vadede ud i bølgerne, til vandet gik ham til knæene.

Bylten sejlede hen til ham. Den blev størrer og størrer.

“Anna!” råbte han, og den lille pige sejlede lige ind i favnen på ham. Hun havde lukkede øjne og var drivvåd, men så opdagede Nicolai noget.

“Hun trækker ikke vejret! Inanja, hun trækker ikke vejret!” råbte han og begyndte at kæmpe sig tilbage mod land. “Jeg kan ikke mærke hendes puls!”

Inanja pegede på et sted langt væk fra vandet, og Nicolai lagde Anna fra sig. Inanja bed sig i læben og følte efter en puls. Der var ganske rigtigt ingenting, konstaterede hun.

Pludselig mærkede hun et pulsslag: svagt, men der.

“Hun har stadigvæk en chance,” sagde hun lavmælt, og Nicolai pustede luft ud med sådan en kraft, at det blæste nogle sandkorn væk.

“Jamen, hvad venter vi på? Hun har brug for lægehjælp,” sagde han og gjorde mine til at løfte hende.

Inanja stoppede ham: “Nej, vi kan ikke flytte hende. Hun er for svag.”

Nicolai blegnede.

“Hvad gør vi så?” råbte han og tog sig til ansigtet. Inanja så sammenbidt på den lille pige og lagde så hænderne oven på hendes mave.

“Jeg ved ikke, om jeg kan, men jeg vil prøve,” mumlede hun og kneb øjnene i.

Ailos, bad hun i sine tanker, hjælp dette barn. Hvis du virkelig er min beskytter, så hjælp mig.

Da var det, hun mærkede sit hår bevæge sig. Hun åbnede forbløffet øjnene og så på sit hår, der blev til lange lianer og viklede sig rundt om Anna. Nicolai så fascineret på det, som det langsomt snoede sig om hans lillesøster, indtil kun hendes hoved var synligt.

“Inanja?” spurgte Nicolai bekymret, og så fra Anna til hende. Han fik et chok: Inanjas hud var forvandlet til bark; hendes øjne var lukkede.

Vær ikke bange.

“Hvad?” spurgte Nicolai og så sig omkring.

Nicolai, lyt til mig.

Nicolais hoved virrede fra side til side, indtil han opdagede, lyden kom fra jorden.

“Hvad helv..?” udbrød Nicolai, men stemmen afbrød ham:

Nicolai, lyt.

Han tav.

Jeg er Ailos.

   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...