Lucias udsending

En tur ved stranden. En flaskepost. En kryptisk besked.

Snart hvirvles Nicolai ind i en kamp mod mørket sammen med en stædig prinsesse, der nægter at tro på ham.

Inanja planlægger at slå mørket en gang for alle, men Nicolai har andre planer. Planer om at holde liv i håbet om, at hans søster stadigvæk er til at redde.

Deltager i Skriv en julehistorie-konkurrencen med Valgmulighed nr. 2) Julehistorien skal foregå (delvist) i et andet univers & maratonjulekalender-konkurrencen. Coveret er lavet af AXXA.


4Likes
3Kommentarer
1177Visninger
AA

20. 20. december: Der på kysten

 

Sandet knitrede under deres fødder, mens de gik hen af stranden. Stranden på Ailos var fladere end den på Børnenes Ø. Flakse lyste op som en lille sol, og Nicolai lagde mærke til, at det var ved at blive mørkt. Solen hang lavt på himlen, så han gættede på, at klokken var omkring fire. Havet skyllede op på sandet, og Nicolai hoppede afsted uden om bølgerne.

Inanja gik tavst afsted, men langsommere og mere tøvende end inde i byen. Hun så modsat Nicolai ind mod land. Nicolai tullede afsted og så beundrende ud over havet. Han var fascineret af den måde, bølgerne kunne blive så store for så tynde ud og blive bittesmå inde ved land. Nogle gange kom der en stor bølge for tæt på land, så han måtte springe længere ind på stranden.

Pludseligt drejede Inanja skarpt ind mod land, og Nicolai fulgte overrasket med. Hun gik hen mod nogle buske og palmer omme bag en sandbanke.

“Jeg tænkte, vi kunne slå lejr her,” sagde hun og trak nogle store palmeblade af palmen og lagde dem på jorden.

Nicolai nikkede og gjorde som hun. De samlede nogle blade og nogle grene og gjorde sig det hjemligt i sandet. Nicolai var ret sikker på, at de ville have sand over det hele næste morgen, men det var bedre end ingenting. Flakse gjorde sig det behageligt oppe i toppen af palmen og sendte et lille lys ned, som en anden Betlehemsstjerne. Lige så snart han havde tænkt det, kom han til at tænke på juleaften. Inanja havde lagt sig på sin bladseng, og Nicolai gjorde ligeså.

“Hvilken dag er det?” spurgte han og tilføjede: “Hvis du altså stadigvæk holder styr på det.”

Inanja brød ud af sin tankestrøm og så på ham.

“Selvfølgelig holder jeg stadig styr på det!” Hun rystede på hovedet. “Det er den 20. i dag,” tilføjede hun i et blødere tonefald og fortsatte med at stirre ud i luften.

Nicolai nikkede for sig selv. Fire dage til juleaften. Hvis det havde været normalt, ville han have været ud at finde gaver til hele familien nu. Men det her var ikke normalt, og i stedet for at finde gaver befandt han sig i en anden verden sammen med en prinsesse, der var blevet fyret af en f sine egne rådgivere.

Nicolais tankestrøm blev afbrudt af Inanjas stemme.

“Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre,” sagde hun med grødet stemme. Nicolai løftede det ene øjenbryn. Han lagde en arm om hende, og da hun ikke skubbede ham væk, lod han armen blive liggende.

“Vi klarer det nok. Vi skal nok finde ud af et eller andet,” sagde han og lød mere selvsikker, end han følte sig. Inanja krøb tættere ind til ham, og en tid sad de og så ud over havet. Man kunne se en hel del af øerne derfra, hvor de sad.

“Hvilke ø er det?” spurgte Nicolai og pegede på den ø, der var længst væk.

Inanja smilede.

“Det er Sikmonia. De har nogle fantastiske frugter der,” sagde hun, og Nicolai pegede den næste ud. Inanja fortalte om den, og sådan blev de ved, til alle øerne var blevet fortalt om. Men Inanjas smil falmede, og hun pegede mod havet i horisonten, hvor der ikke var andet end vand.

“Det der var der Mantanja plejede at ligge. Den forsvandt for to en halv uge siden. Opslugt af mørket.” Det sidste mumlede hun, så Nicolai måtte anstrenge sig for at høre, hvad hun sagde. Han så kort på hende og så så ud over havet. Han rynkede brynene og pegede på øen i midten af ørækken.

“Det der er Delai, ikk’?” spurgte han med rynkede bryn. Inanja rettede blikket mod øen og nikkede. Han kneb øjnene sammen og fokuserede på øen. En masse små skikkelser kom løbende og nogle sprang i vandet.

“De skjulte!” gispede han. Inanja kneb øjnene sammen, så gispede hun også.

“Se!” udbrød hun og pegede på noget lige ved siden af øen.

Noget mørkt bølgede op og ned omkring øen og bredte sig lige så langsomt over øen.

“Det er Mørket!” udbrød Nicolai og sprang op. Mørket bredte sig i lange baner og omsluttede øen som en tæt tåge. Så forsvandt Delai og blev erstattet af mørke. Inanja tabte kæben og rejste sig langsomt op.

“Delai, Ulfurt, de Skjulte… det hele er bare… væk,” sagde hun langsomt og smagte på hvert ord. Nicolai så bekymret på hende. Hun tog en dyb indåndning.

“Det er fint. Jeg har det fint. Vi fikser det her, ikke rigtigt?” spurgte hun lavmælt. Nicolai nikkede.

“Jo. Jo det gør vi.”

“Er det bare noget jeg bilder mig ind eller…”

“Nej, det er rigtig nok. Mørket kommer den her vej.”

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...