Lucias udsending

En tur ved stranden. En flaskepost. En kryptisk besked.

Snart hvirvles Nicolai ind i en kamp mod mørket sammen med en stædig prinsesse, der nægter at tro på ham.

Inanja planlægger at slå mørket en gang for alle, men Nicolai har andre planer. Planer om at holde liv i håbet om, at hans søster stadigvæk er til at redde.

Deltager i Skriv en julehistorie-konkurrencen med Valgmulighed nr. 2) Julehistorien skal foregå (delvist) i et andet univers & maratonjulekalender-konkurrencen. Coveret er lavet af AXXA.


4Likes
3Kommentarer
1170Visninger
AA

18. 18. december: Osablits magtbegær

  

 

Solens stråler fik sandet til at skinne som diamanter, og fuglene deltog i børnenes jubel, da Nicolai og Inanja gik ned i deres lille robåd, som de havde fra profeten. Iført en slidt sweater og lasede cowboybukser og dækket mudder fra top til tå, syntes Nicolai ikke, at han var noget særlig opmuntrende syn, men børnene jublede alligevel. Inanjas kjole hang i laser, og også hun havde mudder overalt. De satte sig ned i båden og trak årene frem.

“Vi vil altid huske dig, vor kære dronning!” råbte Lenia, og Inanja smilede og vinkede. Hun havde opgivet at forklare dem, at hun ikke var dronning.

Nicolai vinkede til Petai en enkelt gang, før han lagde alle kræfter i og skubbede båden ud i havet. Han trak sig op i den, mens Inanja padlede, så det næsten var umuligt at komme op. Han sendte hende et kort, surt blik, før han satte sig ved siden af hende og hjalp med at padle.

“Det kunne du ikke være bekendt,” sagde han surmulende og tilføjede: “Nu mistede jeg jo min seje afsked!”

“Men du fik dig et bad,” sagde Inanja og smilede skælmskt. Flakse fnisede (det gættede Nicolai i hvert fald på, var det, den gjorde: det lød som klokker), og den fløj hen og satte sig på en sæk, der lå i forenden af båden.

Nicolai stønnede. Han stoppede med at ro og vinkede i stedet til børnene, der hoppede op og ned. Hans blik faldt på sækken i stævnen foran ham, der så ud til at vælte båden forover, hvert øjeblik det kunne være.

“Hvad er nu det?” spurgte han med det ene øjenbryn løftet. Inanja stoppede med at ro og så kort på sækken, før hun fortsatte.

“Det er mad, din idiot. Havde du virkelig tænkt dig, vi skulle rejse afsted uden proviant?” spurgte hun, og Nicolai nikkede: det var rigtig nok. Han overbeviste Inanja om, at båden ville tippe, hvis den blev der, så de skubbede den ind under deres sæde. Flakse fulgte med og fløj ned i posen i stedet for oven på den.

Nicolai genoptog roningen, før et spørgsmål faldt ham ind.

“Hvorfor ror vi egentlig i den der retning?” spurgte Nicolai og pegede frem for sig, og Inanja stønnede.

“Det,” sagde hun med en langsom stemme, som om han var en lille baby, “er, fordi vi nu har den sidste del af profetien, men jeg ved ikke, hvad vi skal gøre med den. Som jeg fortalte dig i morges, tænkte jeg, det ville være en god ide at tage hjem igen.”

Da han så uforstående på hende, sukkede hun og lagde fingrene på panden.

“Til Ailos,” vrissede hun, og Nicolai løftede det ene øjenbryn, før han huskede øen.

“Nårh ja! Din hjemø!” sagde han og roede med fornyet kraft. Inanja prøvede febrilsk at følge med, men senere snurrede de rundt om dem selv.

“Din idiot! Man skal ro i takt!” råbte hun, og sådan blev det ved hele vejen. Flakse fløj lidt i forvejen og guidede dem uden om sten og forhindringer. Den nød at være nede i posen med mad, selvom den ikke spiste noget, selv efter Nicolai havde givet den lov.

De standsede op en gang for at spise og fortsatte så. Nicolai små spiste hele turen, så posen var meget tom, da Ailos tårnede op over dem. Inanja smilede lettet og undersøgte posen, maden havde været i.

Det eneste, der var tilbage, var noget af bøffen, der i virkeligheden var en frugt. Den nægtede han at røre, som var det inficeret pesten, og selvom Inanja vidste, det var barnligt, kunne hun alligevel ikke lade være med at vise den til ham og spørge, om han ikke kunne tænke sig en dejlig stor bid. Han nægtede igen, og de fortsatte sådan, indtil Inanja spiste den. Så bandt de båden fast og kravlede op af stigen, der var sat fast på væggen. De kravlede op, og Inanja mærkede, at noget var helt galt.

Der var ikke noget synligt, men hun kunne mærke det i jorden.

Der er noget galt med jorden, tænkte hun, og idet hun tænkte det, satte hun sig ned på hug og lagde en hånd på jorden.

Nicolai stod lidt væk og så på hende med rynket pande. men så fløj Flakse op ved siden af ham, og han lagde mærke til, at sommerfuglen heller ikke var for normal. Flakse fløj op foran hans ansigt, og han så på den.

“Hvad laver du Fla...” begyndte han, men opdagede så, at han kunne se lige igennem den. Når han så igennem vingerne ud på gaden, kunne han se små dele af jorden, der var sorte, og området blev større og større. Det var som en sort ring rundt om hver af de små stråtækte huse, og den bredte sig langsomt udad.

Kun rundt om inanja var jorden grøn og frodig.

“Hvordan gør du det?” spurgte han, selvom det desværre havde været en tanke, han tænkte højt. Inanja svarede ham ikke. Hun drejede blot ansigtet fra jorden til slottet.

“Osablit,” snerrede hun og satte i løb op mod trappen. Nicolai nåede lige at se, hvordan det grønne, hun havde siddet ved, blev sort, og grønne planter snoede sig som et spor efter hende, når hun løb. Så fløj Flakse efter hende.

Nicolai kunne ikke lade være med at stønne: “Trapper! Hvorfor hele tiden trapper?” Så begav han sig op af de mange trin.

De kæmpede sig op ad trappen, og Nicolai hostede og prustede. Efter et stykke tid kom han op på toppen og var lige ved at falde bagover. Heldigvis greb Flakse ham og skubbede ham op igen.

“Tak, Flake,” sagde han og klappede den på ryggen, hvilket ville sige midt mellem vingerne. Sommerfuglen fløjtede glad, og Nicolai vendte blikket mod Inanja. Hun stod helt stille og så op mod slottet, som Nicolai slet ikke havde lagt mærke til efter traveturen op af trappen.

Farverne var væk. De farvestrålende orange og gule farver var blevet erstattet med hvid og grå. Ikke engang sort var nogen steder at se. Som de gik tættere på slottet, så Nicolai, hvordan de grå og hvide farver kom op fra jorden. Man kunne se, hvordan farverne pulserede nede i jorden og blev mere og mere hvide, mens man så på dem.

De gik hen til porten (som var skakternet, grå og hvid), hvor der stod en vagt. Han stirrede slukøret ud i luften, og Nicolai bankede ham på skulderen med en finger. Inanja stod stift og stirrede mod døren. Han forstod nu, at hun aldrig havde været rigtig vred på ham: Det her var iskold vrede.

 “Undskyld? Kan du fortælle os, hvorfor slottet er så… dystert?” spurgte han efter at have ledt efter ordene i et stykke tid. Vagten drejede langsomt hovedet hen mod ham og sukkede, igen meget langsomt. 

“Det skete, da Kronprinsesse Inanja forsvandt. En dag var hun væk, og Osablit fortalte os, at hun var gået bort i løbet af natten og havde overrakt ham magten. Vi vidste ikke, hvad vi skulle tro. Men da vi gjorde, som han sagde, føltes det, som om at jorden holdte os nede, og vi må kæmpe for at gøre noget som helst. For nogen dage siden begyndte farverne at forsvinde,” sagde han bedrøvet, og Inanja drejede hovedet hen mod ham. Vagten så op og mødte Inanjas blik.

“Simon...” mumlede hun, og vagtens slatne mundvige krængede op i et stort smil. Han styrtede frem og tog hendes hænder.

“Kronprinsesse Inanja, jeg vidste, du ville komme! Vi kunne jo ikke tro andet end, hvad han sagde. Åh, du gode Ailos, hvor er jeg glad...” Han rablede derud af, men han sagde nok til, at Inanjas blod kom op at koge.

“Tag du hjem. Fortæl alle, at prinsessen er vendt hjem, og at hun har det godt. Jeg skal have en lille snak med Osablit,” sagde hun og smilede et smil, der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Nicolai. Vagten så ud til at være lige ved at bryde ud i tårer af bar lettelse og løb glad ned mod byen. I det han var væk, drejede Inanja skarpt om på hælen og marcherede ind ad porten.

Nicolai fulgte efter lidt bagved hende. Hun marcherede med hænderne knyttede, svingende frem og tilbage, imens hun travede afsted. De gik op ad trapperne, og selv det kunne ikke sinke hende. Flakse fløj rundt og støttede Nicolai op ad trappen. Da han endelig indhentede hende, stirrede hun ind i døren. Han skulle til at tale hende fra det, da hun slog en hånd op i et stoptegn, så han droppede det. Hun slog døren op og tog et stort skridt ind i værelset.

“Rådmand Osablit!” råbte hun, og manden, der sad for enden af bordet, tabte sin kage. Hun pegede en finger mod ham og gik hurtigt hen til ham.

“Hvor vover du at tage min plads på tronen?” Hun prikkede ham i brystet med pegefingeren. “Og hvor vover du at overtage kongemagten!”

Efter Osablit var kommet sig over chokket, havde han afslappet taget imod Inanjas vrede og sad og så på hende med løftede øjenbryn. Han skubbede hendes finger væk og foldede hænderne til en lille pyramide foran sig.

“Hvad taler du om?” spurgte Osablit med uskyldig mine, og Inanja greb så hårdt fat i hans krave, at hånden var knyttet til en kugle.

“Du ved udmærket, hvad jeg taler om, din…” Her ville hun have sagt en masse skældsord, men stoppede sig selv. I stedet gav hun slip på ham og satte sig på stolen ved siden af ham.

“Når nu du har kontrollen, og jeg åbenbart er gået bort, ved du så hvordan man fjerner Mørket?” spurgte hun med sin sødeste englestemme.

Flakse virrede fra side til side og satte sig så ned på Nicolais skulder. Han gættede på, den ikke brød sig om den iskolde atmosfære i rummet; han brød sig heller ikke om den. Osablit rømmede sig og strøg en hånd gennem håret.

“Ja, jeg tror…” begyndte han, men blev afbrudt af Inanja:

“Du skal ikke tro, du skal vide, ellers kan du ikke længere sidde på posten.”

Inanja smilede, og Osablit startede forfra: “Jo, jeg ved, at der er én ting, vi kan bruge. En god kraft, som virker fortræffeligt som destruktionsmiddel.”

Han pausede dramatisk og sagde så et eneklt ord, som var det det helligste i verden: “Ild, Kronprinsesse.”

Inanja så kort på ham med et blik der sagde: Laver du sjov med mig?

“Kæreste kære Osablit, jeg tror ikke, at...”

“Nej!” afbrød Osablit hende, og hun sendte ham irriteret et løftet øjenbryn.

“Jeg ved, hvad der er bedst for landet. Ved du det måske, Kronprinsesse?” sagde han hånligt, og Inanja spruttede. Hun rejste sig op, så hun så ned på ham.

“Har du noget som helst forhold til Ailos? Nej, det tænkte jeg nok. Du er bare magtbegærlig. Åh, hvor er jeg glad for, at du ikke er konge, for landet ville være væk i løbet af,” hun knipsede med fingrene lige ud for hans øjne, “0,5. Ej, det er for meget. Skal vi sige 0,05?”

Med den sætning drejede hun om på hælen og gik ud. Men inden hun gjorde det, stoppede hun op i døren og sagde, mens Nicolai listede ud: “Jeg skal nok redde Ailos, og alt det du aldrig kommer til.”

Så smækkede hun døren i, og de gik ned af trappen og ud af porten.

Hun følte et jag i hjertet, da hun kom udenfor og kunne mærke øens forfald.

“Jeg redder dig. Jeg skal nok redde dit, Ailos,” hviskede hun, og så gik de ned mod havnen.

 

 

   

 

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...