Lucias udsending

En tur ved stranden. En flaskepost. En kryptisk besked.

Snart hvirvles Nicolai ind i en kamp mod mørket sammen med en stædig prinsesse, der nægter at tro på ham.

Inanja planlægger at slå mørket en gang for alle, men Nicolai har andre planer. Planer om at holde liv i håbet om, at hans søster stadigvæk er til at redde.

Deltager i Skriv en julehistorie-konkurrencen med Valgmulighed nr. 2) Julehistorien skal foregå (delvist) i et andet univers & maratonjulekalender-konkurrencen. Coveret er lavet af AXXA.


4Likes
3Kommentarer
1163Visninger
AA

17. 17. december: En uventet opdukken

 

Det var det mærkeligste, Nicolai nogensinde havde smagt. Den store bøf, som Nicolai havde troet, det var, var åbenbart en frugt, og den smagte absolut ikke som en bøf. Han rynkede næsen og lagde den langsomt tilbage på tallerkenen. Han afstod fra at spise mere bortset fra en enkelt ting, der lignede en isdessert. 

De sad ved et langt bord lidt uden for cirklen af hytter med en stor hvid dug på. Der var pyntet op med lange stængler fyldt med blade, der hang tværs over bordet, hvor alverdens mad stod fremme. Hel byen sad ved bordet og guffede i sig. Men ved siden af hvert barn sad en lidt gennemsigtig person, der nogle steder var det en mand, og andre steder var det en kvinde. De sad, så der var to gennemsigtige personer og to børn, og sådan fortsatte det derned af. Inanja og Nicolai sad ved bordenden, og de to ældste sad på hver deres side af hende.
 
Nicolai sad til venstre for Petai, og Lenia sad til venstre for Inanja.

Inanja spiste høfligt en bid, og hun spilede overrasket øjne. 

“Hvad er der i det her? Det smager fantastisk!” udbrød hun, henvendt til Lenia. Nicolai skævede hen på hendes tallerken og så, hvad det var, hun spiste. Det var en form for bøf, og blodet lå i en lille sø omkring det. Nicolai kunne mærke, hvordan mavesyren hobede sig op i halsen, og han vendte hovedet den anden vej. 

Lenia smilede.

“Det er Gonzalez, fisket i dag, ude ved kysten,” sagde hun og pegede på den røde væske, som Nicolai havde gættet på, var blod. “Det der er en sovs lavet af rødalger og blodet fra Gonzalezen.”

Nicolai havde ikke taget fejl: det var blod. 

Inanja så eftertænksomt på kødet og skar en bid mere af det med kniven. Hun puttede det i munden og udviste klar nydelse. 

“Du bliver altså nødt til at give mig opskriften senere!” sagde hun, og Lenias smil faldt ned.

“Desværre. Man kan kun fange Gonzalezzer ved kysten her. De lever kun her, vi ved ikke hvorfor,” sagde hun beklagende, og Inanja så slukøret ned på sin mad.

“Åh…” sagde hun, men så trak Linea et andet fad frem.

“Men dem her kan man finde overalt!”

Mens pigerne snakkede opskrifter, sad Petai og Nicolai og snakkede om livet på øen.

“Vi har tre øer: De Voksnes Ø, Børnenes Ø og Rolig-øen,” remsede Petai dem op på fingrene, mens han talte.

“Børnenes Ø, ja, det er her. Her kommer børnene fra Rolig-øen som 6 årige, og den ældste bestemmer. De voksne kommer så en uge om året, og vi drenge får fortalt alt om bøfler. Pigerne ved jeg ikke helt, hvad laver, men om søndagen har de i hvert fald fået sorteret ud. Så tager de afsted til De Voksnes Ø. Jeg ved ikke, hvad de laver der, det finder man først ud af, når man kommer derhen. Rolig-øen er den ø, hvor gravide, ammende kvinder og gamle mennesker bor. Det er også der, de små børn er, og hvor man får sin Beskytter genstand. Når de så bliver seks år, kommer de herover. Og så kører det videre,” sluttede han, og Nicolai satte en hånd op for at stoppe ham.

“Øjeblik. Hvad med er det, I snakker om med ‘beskyttere’?” spurgte han, og Petai så på ham; først eftertænksomt og åbnede så munden, som om han opdagede noget.

“Åh, det er jo rigtigt! Du har ikke mødt din beskytter!” sagde han og så til sin højre side, hvor Ægni sad og guffede i sig. Han gengældte kort Petais blik, smilede og guffede videre. Selvom han lignede et spøgelse, kunne han sagtens spise deres mad, så han var nok ikke lige som et spøgelse. 

Petai fortsatte: “Skal vi prøve at hidkalde din Beskytter?”

Nicolai nikkede. Petai smilede og slog hånden ud mod Flakse, der sværmede rundt omkring.

“Kald den herover,” sagde han, og Nicolai opdagede, at han ikke anede, hvordan man gjorde det. Flakse var bare altid i nærheden af ham. 

Han nåede kun at tænke på Flakse, og så svævede den hen til ham og satte sig på hans finger.

“Prøv at gnide den på vingen,” foreslog Petai, og Nicolai gjorde som han sagde. 

Flakse stivnede og begyndte at dele sig i mindre sommerfugle, lidt efter lidt. De var bittesmå, på størrelse med en tommelfingernegl. De fløj rundt lidt væk fra Nicolai og samlede sig, en efter en. Det var en dame. 

“Lucia!” udbrød han, og hun nikkede blidt.

Goddag. 

Selvom hun ikke bevægede munden, og ingen lyd kom ud, fornemmede alle, at hun sagde noget. Alle vendte i hvert fald hovedet mod hende, selv beskytterne. 

“Lucia!” udbrød Ægni og fløj hen til hende og gav hende et kram.

Jamen goddag til dig også, Ægni.

Han gav slip og så undrende på hende.

“Hvorfor taler du stadig med telepati? Det stoppede vi da med for mange år siden!” sagde han og kløede sig i sit store bål af en hårpragt. Hendes smil forsvandt og hun sukkede.

Desværre har min krop endnu ikke vænnet sig til denne verden.

Ægni rynkede brynene og nikkede så, forstående.

“Javel. Du har været i den anden verden for længe. Og siden den verden ingen magi har, er du blevet svækket,” sagde han, og hun nikkede trist. 

Nicolai så måbende på hende og stillede sig op. Hun smilede stort ved synet af ham.

Nicolai, min ven, min søn. Tak for at bringe mig tilbage. 

Nicolai så forvirret på hende, og Petai hviskede til ham: “Bare rolig: alle beskyttere omtaler os som sønner og døtre.”

Nicolai gik alligevel tvivlende hen til hende og rørte ved hendes skulder. Men hans hånd gik lige igennem, og hans hånd føltes, som om den var dyppet i en kold bæk. Lucia gispede og trak sig bagud. 

“Undskyld,” sagde han og trak hånden til sig.”Hvordan kan du være min beskytter?” 

Jeg var strandet i din verden i flere århundreder. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle komme hjem...

“Øjeblik,” afbrød han. “Hvorfor var du i min verden til at begynde med?” 

Hun smilede bedrøvet: Min magi er lyset, og jeg fornemmede, at folk var i fare. De mistede håbet, og jeg kunne mærke, at de manglede et lys til at redde dem. Så jeg rejste til din verden.

“Hvordan?” spurgte Nicolai, lige da hun begyndte at blegne

Red vores verden, var det eneste hun fik hvisket, inden hun forsvandt.

Petai så medlidende på ham, som han stod der, opgivende og fortabt. Han lagde en hånd på hans skulder.

“Hun er stadigvæk ikke stærk nok. Men jo længere du bliver, jo mere kraft får hun.”

Nicolai nikkede og satte igen ned på stolen

“Vi skal holde en ordentlig afskedsfest, men først i morgen. Jeg viser jer til nogle hytter i kan sove i,” sagde Petai, og Nicolai nikkede. Inanja så på ham og lagde en hånd på hans anden skulder. 

“Min Beskytter kom jo slet ikke frem. Husk det. Jeg kan føle med dig, og du kan føle med mig,” sagde Inanja, og Nicolai tænkte, at hun nok prøvede at være medfølende, men sætningen kom mere til at lyde, som om hun befalede medlidenhed. 

Flakse samlet igen og fløj trøstende med ham. De rejste sig op og blev ført hen til en hytte, hvor de lagde sig ned og sov. 
Nicolai var drømmeløs hele natten, som en sort skærm, men med en enkelt kugle af lys, som blev ved med at dukke frem og forsvinde. Inanjas drømme var plaget af grene, der snoede sig om alting og skabte en regnskov. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...