Lucias udsending

En tur ved stranden. En flaskepost. En kryptisk besked.

Snart hvirvles Nicolai ind i en kamp mod mørket sammen med en stædig prinsesse, der nægter at tro på ham.

Inanja planlægger at slå mørket en gang for alle, men Nicolai har andre planer. Planer om at holde liv i håbet om, at hans søster stadigvæk er til at redde.

Deltager i Skriv en julehistorie-konkurrencen med Valgmulighed nr. 2) Julehistorien skal foregå (delvist) i et andet univers & maratonjulekalender-konkurrencen. Coveret er lavet af AXXA.


4Likes
3Kommentarer
1220Visninger
AA

16. 16. december: Øens Børn

 

Månen lyste klart og erklærede, midnat havde passeret. Lyset fra ilden kastede en blød glans, så skyggerne dansede om børnene. Vilde farver var malet tværs over ansigtet, og kroppene svajede og drejede. De lignede indianere, men havde alle farver, de var ikke de stereotype rødhuder. 
 

Nicolai kunne ikke se farverne så godt i lyset fra ilden, men han mente at se nogen med mørk hud, nogen med lys hud og nogen med en blanding af de to. De sidstnævnte fik ham til at rynke brynene, men  han slog det hen, som at lyset havde spillet ham et pus. 
 

“Vær helt stille...” hviskede Nicolai, og Inanja ville have gjort. som han sagde, men selvfølgelig skulle Flakse flyve ind midt i lysningen. 

"Hvad? Nej, Flakse, kom tilbage!” hviskede Nicolai højt (det var tættere på at sige noget), men Flakse fløj ufortrødent hen mod bålet. Den lyste op mellem alle de dansende kroppe og dansen stoppede hurtigt. Alle stoppede op og så hen mod den lille lyssommerfugl, der glad fløj rundt mellem børnene. Selv trommen var standset, og der var stille som graven.
 

Inanja og Nicolai så til i stille rædsel, mens et af børnene gik langsomt hen til Flakse. På afstand kunne Nicolai se, at det var en dreng, og at han var den højeste af dem alle, men samtidig så det ud, som om han ikke var ældre end 10 år. Nicolai blinkede vantro med øjnene, men drengen var der stadig. Han trådte hen til Flakse og rakte undersøgende en hånd frem mod det lysende væsen. Da hans hånd rørte vingen, hoppede Flakse bagud. Drengens ansigt lå i skygger, så man ikke kunne se det, men man kunne se på hans kropssprog, at han fik et chok og var ret så forbavset. Han gik hen mod sommerfuglen med udstrakt hånd, men Flakse fløj igen bagud. Det gentog sig et par gange, før Nicolai opdagede det: Flakse prøvede at få drengen til at gå over til dem!
 

“Lad os komme afsted. Nu,” hviskede han og greb fat i Inanjas arm. Hun havde også opdaget det. Men drengen havde åbenbart ganske godt syn, for da de langsomt bakkede væk, drejede han hovedet med et ryk og stirrede direkte på busken. Han tog nogle store skridt, så han alt for hurtigt var henne hos dem, og trak nogle grene til side, så Nicolai var fuldt ud synlig.
 

“Erhem, halløj?” prøvede han og så op i drengens øjne. Farven overraskede Nicolai: de ligeså orange, som en appelsin.
 

“Please, lad være med at spise mig, jeg smager slet ikke godt…” begyndte han efter at have taget en stor mundfuld luft, og Inanja slog ham hårdt på armen. Drengen rynkede forvirret brynene, og Nicolai sukkede. 
 

De rejste sig begge op, og før Nicolai gjorde noget dumt, tog Inanja hans hånd i et godt kraftigt håndtryk. 
 

Drengen gengældte hilsnen om end en anelse forvirret. 
 

Flakse svævede rundt rigtig stolt af sig selv, i hvert fald indtil Nicolai sendte den et dræberblik. Så satte den sig slukøret på hans skulder. Drengen så sig kort over skulderen og lavede så et håndtegn til de andre børn. Nicolai gættede på at det betød: De spiser os ikke og de dræber os heller ikke. De andre børn så i hvert fald lettede ud, og sangen begyndte igen sammen med trommen. 
 

Drengen så kort på dem og så ned på de hænder, de stadig havde viklet sammen. Så smilede han, og trak Inanja efter sig, mens han gik i en lige linje væk fra buskadset, de havde gemt sig bag. Nicolai fulgte tøvende efter, og Inanja kunne ikke gøre andet end at følge efter drengen. Han havde et fast greb om hendes fingre. 
 

Lidt senere var de gået forbi bålet og var inde i en by. Husene var lave af skind og pinde, så de mest af alt lignede telte. Der var stillet nogle stænger med olielamper på rundt omkring, så man kunne se, hvor man gik, og de sørgede for, at Nicolai fik et meget bedre indtryk af, hvordan der så ud. 
 

Drengen førte dem mod den største hytte, som stod midt i den cirkel, alle teltene dannede. Han gav endelig slip på Inanjas hånd og gik indenfor. 
 

Inanja og Nicolai delte et tvivlsomt blik, før de fulgte med. Indenfor var der mørkt. I hvert fald indtil drengen tændte et lys i en lampe, og Flakse fulgte med dem indenfor. Drengen satte lampen midt på gulvet, og Flakse satte sig på væggen. Nicolai lagde mærke til, at hele gulvet var dækket med tæpper, og at der hang forskellige ting på væggen f.eks. en drømmefanger og nogle nødder på en snor. I lyset lagde Nicolai endelig mærke til, hvordan drengen så ud. Han havde kortklippet grønt hår og bleg hud. Hans øjne var en flammende orange, og hans ansigt var dækket af fregner.
 

Han satte sig ned i skrædderstilling foran dem og gjorde tegn til, at de gjorde det samme.
 

“Sæt jer ned,” sagde han, og de gjorde lydigt, som han sagde. “Mit navn er Petai. Jeg er den ældste dreng her på Børnenes Ø. Hvad er jeres ærinde her?”
 

Han var så formel, at det tog pusten fra Nicolai og Inanja. Nicolai skulle lige til at spørge, hvad han mente med Børnenes Ø, og at det umuligt kunne passe, at han var den ældste dreng heromkring, men Inanja stak ham med albuen, så han mistede vejret.
 

“Vi leder efter en kur mod Mørket. Måske har du hørt om det…?” spurgte hun, og han nikkede. 
 

“Ja, det har jeg. Men de voksne ville have kunne hjælpe meget mere end mig,” sagde han, og inden Nicolai nåede at spøge, hvor de voksne var, fortsatte drengen: “Desværre rejste de for en uge siden, så de er langt væk.”
 

Håbet dalede i Nicolai, og han lænede sig tilbage med sine arme som støtte.
 

“Det var det. Det er slut. Vi er endt hos nogle børn, hvis forældre er stukket af,” sagde han i en dramatisk tone, der fik Inanja til at fnyse irriteret. 
 

“Hvor gammel er du?” spurgte hun forsigtigt. “Og hvad mener du med, at du er den ældste her?”
 

“Jeg er 12 år. Og jeg er den ældste dreng her, fordi de andre drog afsted med de voksne.” Petai så nærmest slukøret ud. 
 

“Jeg missede bøflen, så jeg må prøve at komme med hen på De Voksnes Ø igen til næste år,” sukkede han og støttede hovedet mod hånden. 
 

“Jeg tror, jeg har hørt om øer, hvor man aldersopdeler folk,” sagde Inanja tøvende efter lidt stilhed, men Nicolai syntes stadig, at det var mystisk at aldersopdele øer.
 

Pludselig brasede en pige ind. Hendes hud var broget, og Nicolai blinkede, da han troede, at hans øjne bedragede ham. Hendes hud var mørk brun, med hvide pletter rundt omkring. Hun var en hel del højere end Petai, og var nok også lidt ældre. Hendes hår var lagt og gik hende lidt over bagdelen. Det var krøllet, og hun havde blomster flettet ind i frisuren. Hun standsede i løbet og stirrede på Inanja. Så gispede hun og slog hænderne for munden.
 

“Petai! Det er hende! Ailos’ dronning!” udbrød hun og drejede hovedet skarpt hen mod Petai. Petais mund ramte gulvet og stirrede fra pigen til Inanja.
 

“Jeg er ikke dronning…” begyndte Inanja, men børnene overdøvede hende begejstret.
 

“Er det rigtigt? Hedder du Inanja?” spurgte Petai, og Nicolai lagde armene over kors. Han vidste ikke, hvad der skete, men heldigvis handlede det ikke om ham. Inanja gned sig ubekvemt på armen og så ned i jorden.
 

“Ja,” sagde hun stille, og Petai og pigen strålede af glæde.
 

“Undskyld mig, men hvorfor dansede I rundt om det der store bål?” afbrød Nicolai, og Inanja så taknemmeligt på ham. Pigen gik hen til Petai og satte sig ned ved siden af ham.
 

“Jeg er Lenia . Jeg er den ældste her,” sagde hun. “Grunden til, at vi havde det store bål, var for at komme i kontakt med vores beskyttere. Som jeres, for eksempel.” 
 

Den sidste kommentar udløste en masse panderynken. 
 

“Eh, hvad mener du med det?” spurgte Nicolai mistænkeligt, og de to børn så forbavset på ham. Inanja virrede forvirret fra ham til dem. 
 

“Petai… jeg tror aldrig, de har mødt deres beskyttere,” hviskede pigen til drengen, og han nikkede. 
 

“Mener I,” vovede Inanja sig til at spørge, “mener I Lucia?” 
 

Børnene nikkede og Petai tilføjede:  “Og Ailos.” 
 

Den bemærkning efterlod Inanja rundforvirret, men børnene hviskede til hinanden, så Nicolai undrede sig over, hvad der var så vigtigt. 
 

“Okay, vi har besluttet, at I skal prøve at tale med jeres beskyttere,” sagde Petai og gjorde mine til at gå ud. Nicolai strakte en flad hånd frem i et stopsignal.
 

“Øjeblik. Hvis Lucia er min ‘beskytter’,” sagde han og lavede gåseøjne med fingrene, “så har jeg allerede talt med hende i en drøm.” 
 

Petai og Lenia så overrasket på ham og så så over på Inanja, der viftede afværgende med hånden.
 

“Jeg har ikke talt med Ailos. Ideen er latterlig. Det er en ø!” Hun havde altid gået op i høflighed, men her måtte hun trække grænsen. De to børn så ud, som om de var ved at fnise, men holdt det inde og skjulte det med hånden.
 

“Kom nu bare med,” sagde Petai og viftede med hånden, mod døren og gik ud. Lenia gik lige bag ham. Nicolai og Inanja udvekslede et blik, før de fulgte efter. Flakse fulgte med. 
Udenfor var der børn over det hele. De yngste så ud til at være omkring seks år, og de ældste var Petai og Lenia. Det virkede, som om Petai først opdagede Flakse nu, for han så på sommerfuglen med løftede øjenbryn.

 

“Øjeblik, har du fået den her af Lucia?” spurgte han fascineret, og Nicolai nikkede. Så røg Petai tilbage i den formelle zone og trak hånden til sig.
 

“Når vi bliver født, får vi udleveret en ting af vores beskytter. Min ting,” sagde han og trak en kniv op af en skede, han havde hængende ved livet, “er den her. Nu skal I se.”
 

Han tog kniven ved skæftet og gnubbede den blidt med tommelfingeren på bladet. Han gjorde det i et stykke tid, indtil en tåge begyndte at danne sig. Så drejede den rundt om sig selv, så den lignede en tornado. Da den var lige så stor som Petai, stoppede den med at snurre og krøllede sig sammen til en kugle. Så knækkede den som et æg, og ud kom en mand. Hans øjne var samme farve som Petais, men man kunne se flammerne danse bag pupillerne.
 

Hans hår var en åben ild og det samme med det store fuldskæg. Han havde en krigs brynje på og var bevæbnet med spyd.
 

“Halløj, Petai! Hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte han med en lystig stemme, der samtidig varslede død og lavede et stort rungende ekko. Petai smilede skævt og slog en hånd ud mod Nicolai, som havde tabt kæben, og Inanja, der også havde tabt sin, men ikke viste det så tydeligt. 
 

“Glædelig Roho Spiritae Dag, Ægni! Der er to, der har beskyttere, men ikke kender til dem. Skal vi hjælpe dem?” spurgte Petai, og den flyvende, lidt gennemsigtige person smilede og nikkede. Så fløj han hen til Nicolai, stoppede kort op og fløj videre til Inanja.
 

“Hm, har du noget fra Ailos?” spurgte han, og Inanja nikkede. Hun åbnede sin pung, hvor hun trak et lille spænde op af. Det var pyntet med blade af ædelsten og indbefattet af guld. Ægni smilede og nikkede.
 

“Prøv at gnide den,” sagde han, og Inanja gjorde lydigt, hvad han sagde. Hun gnubbede og gnubbede, men der skete ingenting.Ægni så skuffet på hende og trak på skuldrene. 
 

“Nogle gange sover de og lytter ikke til en,” sagde han og fløj videre til Nicolai. Flakse fløj rundt om hans hoved, og Ægni smilede. 
 

“Tja, lad os tage os af det senere. Nu skal vi feste!”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...