Lucias udsending

En tur ved stranden. En flaskepost. En kryptisk besked.

Snart hvirvles Nicolai ind i en kamp mod mørket sammen med en stædig prinsesse, der nægter at tro på ham.

Inanja planlægger at slå mørket en gang for alle, men Nicolai har andre planer. Planer om at holde liv i håbet om, at hans søster stadigvæk er til at redde.

Deltager i Skriv en julehistorie-konkurrencen med Valgmulighed nr. 2) Julehistorien skal foregå (delvist) i et andet univers & maratonjulekalender-konkurrencen. Coveret er lavet af AXXA.


4Likes
3Kommentarer
1222Visninger
AA

14. 14. december: Profetiens sidste del

 

Inanja havde været bekymret da Nicolai havde talt med så fornem en stemme, men da hans hud begyndte at lyse som solen, så hun ikke kunne se på ham, krydesede hendes bekymring over til forvirring. Så stoppede han pludselig med at tale, og hun var blevet endnu mere rædselsslagen.

Hun kunne ikke lade være med at spekulere på, om det her også var sket på alle hans tidligere fødselsdage. Pludselig holdt han op med at lyse, og hun så på ham med sammenpressede læber. Nu så han helt almindelig ud, selvom han dog var en hel del blegere, end han plejede at være. Eller måske tænkte hun bare sådan, fordi det varme, gule lys fra han hud lige havde lyst grotten op.

Inanja fik et chok, da Nicolai pludseligt glippede med øjnene. Så åbnede han dem helt og satte sig op med et ryk. Han fik en smertens trækning i ansigtet og lagde sig tilbage på ryggen. Han ene hånd var knyttet hårdt i. I en smertefuld bevægelse løftede han den, så han kunne se den.

Inanja så med rynkede bryn på ham, mens han langsomt åbnede hånden. Inde i hans hånd pulserede en lille kugle af rent lys. Langsomt åbnede kuglen sig, som et fladt papir, der var krøllet sammen. Det blev til den smukkeste, Inanja nogensinde havde set med guldfarvede vinger med sirlige øjenmotiver på.  

Den efterlod et glitterspor efter sig, når den fløj igennem luften. Den fløj hen og satte sig på Nicolais skulder. Inanja opdagede, at den lyste, men kun svagt, så hun kunne se på den uden at blive blind. Nicolai smilede og satte sig op i et langsommere tempo end før. Han aede sommerfuglen, og Inanja rakte en hånd ud for at røre den. Da hun rørte ved den, blev hun overrasket over, hvor blød den var.

“Hun sagde, at jeg måtte kalde den, hvad jeg ville.” Han hviskede næsten og rømmede sig en gang.

Inanja trak hånden til sig selv.

“Jamen det er jo fantastisk! Vi skulle kalde den noget majestætisk, siden det er en gave fra selveste Lucia. Lad mig se… hvad med Gyldenbørste? Nej, det er en gris… Guldlok? Guldglitter? Guldsommerfugl? Guld…” Hun rablede mere henvendt til sig selv end til Nicolai.

“Hvad med Flakse?” afbrød Nicolai hende og rakte en pegefinger frem for sommerfuglen stå på. Den fløj gladeligt derover.

“Hvad siger du, Flakse?” spurgte han den, og man kunne ligefrem se, hvordan den nikkede.

“Det er en gave fra Lucia, Lucia, Nicolai, man kan ikke bare…” protesterede Inanja, men Nicolai ignorerede hende. Hun sukkede og opgav det.

 “Du siger, at du snakkede med hende? Det gjorde jeg også. På en måde… besatte din krop en lille smule. Det var ret modbydeligt,” sagde hun og væmmedes ved mindet.

Nicolai tøvede.

“Hun sagde at… at hendes krop ikke har vænnet til denne verden,” sagde han, og Inanja nikkede.

“Det sagde hun også til mig,” sagde hun, da Nicolai kom i tanke om noget.

“Hun sagde også at hun havde en personlig besked til dig, hvad var det?” spurgte han, og Inanja bed sig i læben.

“Tja… det er personligt. Hvad sagde hun til dig?” spurgte hun og skiftede alt for hurtigt emne.

“Noget om min søster. Og om, hvor stolt hun er af mig,” sagde han og aede overlegent Flakse.

Inanja så på ham og sukkede så.

”Hun fortalte mig om… om mine forældre. Om at de ikke er...om at de kan red…” Hun gik i stå midt i sætningen og blinkede kraftigt. Nicolai så medfølende på hende og følte at et godt emneskift ville være på sin plads.

“Lad os finde resten af profetien, ikke Flakse?” sagde han, og Flakse lettede fra hans finger. Den cirklede lidt rundt og fløj så hen mod væggen. Den satte sig på væggen og små lystråde udgik fra den i en form for lysspindelvæv, der dækkede hele væggen. Så forsvandt væggen i en lille sky af støv, og de så, hvad der var på den anden siden.

Et stykke pergament. Inanja tog det, vendte og drejede det: studerede det.

 

“...af lys og Ailos’ sjæl er gjort
Den udvalgte kæmper mod sig selv
Lyset må sejre, mørket slås ihjel
Et folk reddes ud af mørkets klør
En sjæl må reddes før den dør
Men finder man Lucias arv i tide
Vil man aldrig nederlaget lide”

 

Hun så begejstret på Nicolai: “Det er resten af profetien!”

Nicolai så på hende med løftede øjenbryn.

“Og…?” spurgte han uforstående. Inanja himlede stønnende med øjnene.

“Den kan hjælpe os, Luciadreng!” sagde hun med et skævt smil og kiggede glad på papiret. Bemærkningen fik Nicolai til at hoste, og hans øjenbryn fandt endnu tættere sammen.  

“‘Luciadreng’? Nu er du pludselig sikker på, at jeg ‘den udvalgte’,” sagde han mistænksom, og Inanja trak på skuldrene.

“Tja lad mig se. Du bliver besat af Lucias ånd, og din hud lyser. Du (eller i hvert fald din krop) siger, at du er Lucia, og du får en sommerfugl af lys. Af lys! Ja, jeg er sikker på, at du er udsending af Lucia,” sagde hun og vendte tilbage til papiret. Nicolai stod med åben mund og polypper, men smækkede så kæben i. Han lagde armene over kors, og munden forvandlede sig til en streg.

“Siden du har styr på det, så tror jeg bare, at jeg tager tilbage. Jeg finder nok ud af, hvordan man redder Anna,” sagde han pludseligt og drejede om på hælen. Flakse virrede forvirret fra Inanja til Nicolai, men fløj så over mod drengen med det mørke hår. Inanja løsrev blikket fra papiret.

“Jamen jeg skal jo bruge dig, Lucias udvalgte,” sagde hun, og Nicolai standsede.

“Nå, du skal bruge ‘Lucias udvalgte’? Hvad med Nicolai?” Ved den sidste sætningen drejede han kroppen halvt, så han stod med ansigtet mod Inanja. Hun så overrasket på ham.

“Jamen selvfølgelig, Luci… Nicolai.” Hun skyndte sig at skifte ordet ud. Nicolai så arrigt på hende.

“Jeg kan ikke klare det alene.”

Nicolai pressede munden sammen.

“Okay. Men så har du bare at være klar over, at det er Nicolai, der er med, ikke Lucia, forstået?” spurgte han med en pegefinger mod hende.

Inanja nikkede.

“Okay, lad os komme igang.”

 

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...