Lucias udsending

En tur ved stranden. En flaskepost. En kryptisk besked.

Snart hvirvles Nicolai ind i en kamp mod mørket sammen med en stædig prinsesse, der nægter at tro på ham.

Inanja planlægger at slå mørket en gang for alle, men Nicolai har andre planer. Planer om at holde liv i håbet om, at hans søster stadigvæk er til at redde.

Deltager i Skriv en julehistorie-konkurrencen med Valgmulighed nr. 2) Julehistorien skal foregå (delvist) i et andet univers & maratonjulekalender-konkurrencen. Coveret er lavet af AXXA.


4Likes
3Kommentarer
1170Visninger
AA

13. 13. december: Lucias ånd

 

Da Nicolai vågnede op, havde han en dundrende hovedpine. Det var den slags, der var umulig at ignorere, og som føltes, som om en flok heste kom dundrende hen over hans pande i strakt galop. Han lagde en hånd på panden og stønnede. Han prøvede at skubbe sig selv op i siddende stilling, men faldt tilbage igen, da bevægelsen forstærkede hovedpinen med alt for mange procent.

Undskyld, men jeg skal have en besked ud, Nicolai. Jeg beklager.

Nicolai rynkede brynene, men stoppede hurtigt, da det bare forværrede hovedpinen.

“Hvad…?” Han åbnede øjnene. Det tænkte han i hvert fald, han gjorde, men alting var stadigvæk sort. Han rejste sig op og så sig omkring. Sort. Overalt. Han så til den ene side og den anden, men alt så ens ud. Han kunne mærke, han stod på noget, men han kunne ikke se hvad.

På den positive side var hans hovedpine forsvundet en smule, da han rejste sig op, men den var der stadig bagerst i hovedet. Nu føltes det, som om nogen var inde i hans hoved og bankede med en hammer mod indersiden af kraniet. Han satte sig ned på den mystiske grund og trak benene op til brystet. Han sad der i noget, der føltes som en halv time, selvom det nok snarere var ti minutter.

Så kom der et lys flyvende. Det kom nærmere og nærmere. Nicolais hovedpine lettede lidt efter lidt og forsvandt så helt. Lyset kom nærmere, og han kunne svagt ane en skikkelse. Som den nærmede sig, kunne han se, det var en kvinde. Hun havde bølget, mørkebrunt hår, der stoppede lige over skuldrene. Hun havde en lang hvid kjole på, der nåede hende til anklerne. Hun var barfodet. Men det mest underlige var, at hun svævede.

“Hvad…” begyndte han, men så rettede han sig selv: “Hvem er du?”

Han pegede på hende og krøb langsomt væk.

Hun smilede og slog den ene hånd ud til siden i en bydende gestus. Små kugler af lys kom alle steder fra og efterlod små spor af lys i luften bag sig. De satte sig sammen til en stor kugle, og Nicolai stirrede tryllebundet på det. Lyset blev til en lysbold, der var på størrelse med et æble og havde form som et æg. Pludselig revnede det på tværs, og et nyt lys udgik fra lysbolden. Det var så kraftigt, at Nicolai måtte tage hånden op og bruge den til at skygge for øjnene.

Så knækkede lys, omtrent som et æg ville gøre det, når kyllingen pikkede sig vej gennem skallen. Selvom lyset var utroligt skarpt, kunne Nicolai alligevel se tværs igennem det, da den øverste del af lysægget forsvandt i en støvsky. Op kom to vinger med små øjne på. Det var en sommerfugl lavet udelukkende af lys. Den fløj hen til Nicolai og kredsede om ham nogle gange, inden den satte sig ned på hans skulder. Den blafrede lidt med vingerne, før den satte sig godt til rette og gned sig op ad hans hals.

Lepidopter luxiailos er meget trofast. Den vil hjælpe dig på rejsen.

Kvindens hår bølgede, selvom ikke en vind rørte sig. Nicolai førte en hånd op og aede sommerfuglen.

Du skal vide, at jeg tror på, du kan gøre det. At du kan få din søster tilbage. At du kan redde begge jeres verdener.

Lucia (som kvinden åbenbart var, Nicolai kunne ikke helt vænne sig til det) fløj tættere på og strøg blidt knoerne hen over hans kind. Hun smilede kærligt, og Nicolai smilede tilbage.

Du ved, tunnelen og din søster har noget at gøre med hinanden. Du kommer til at have brug for Lepidopter luxiailos i tiden, der kommer.

Hun foldede hænderne og så ud som en bedende.

Forresten, din hovedpine skyldes, at jeg blev nødt til at låne din krop. Jeg skulle overbringe en besked til Inanja.

Kvinden, Lucia, smilede undskyldende, og Nicolai kunne ikke lade være med at blive en smule fornærmet.

“Kunne du ikke bare have spurgt mig om at viderebringe beskeden?” spurgte han, og Lucia så ud til at overveje det.

Beklager, det var en personlig besked. Og den eneste grund, til jeg ikke bare mødte op selv, er, fordi min krop endnu ikke har vænnet sig til denne verden.

Den sidste kommentar efterlod Nicolai med rynkede bryn, men da han åbnede munden for at spørge, hvad hun mente med det, satte Lucia en finger for hans læber.

Jeg kan ikke tale mere.

Hendes lys var allerede ved at blive svagere.

Du kan kalde Lepidopter luxiailos, lige hvad du vil.

Hun blev gennemsigtig og Nicolai nåede lige at høre hende hviske: Tillykke med fødselsdagen, Nicolai.

Så forsvandt alting.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...