Lucias udsending

En tur ved stranden. En flaskepost. En kryptisk besked.

Snart hvirvles Nicolai ind i en kamp mod mørket sammen med en stædig prinsesse, der nægter at tro på ham.

Inanja planlægger at slå mørket en gang for alle, men Nicolai har andre planer. Planer om at holde liv i håbet om, at hans søster stadigvæk er til at redde.

Deltager i Skriv en julehistorie-konkurrencen med Valgmulighed nr. 2) Julehistorien skal foregå (delvist) i et andet univers & maratonjulekalender-konkurrencen. Coveret er lavet af AXXA.


4Likes
3Kommentarer
1181Visninger
AA

11. 11. december: Profeten

 

Lyden af bank rungede i luften, og Inanja stoppede hånden midt i en bevægelse.

“Nu har jeg banket på, til min hånd gør ondt. Der er ingen hjemme,” sagde hun og så sig over skulderen hen mod Nicolai.

De stod foran huset, hvor der var en slags terrasse, men ikke lige så fancy som dem i Nicolais verden. Nogle steder var de rådnede huller så store, at man kunne falde igennem dem. Til gengæl var terassen meget stor og fyldte omkring tre meter på den ene led og to på den anden. Nicolai så ind ad vinduerne, hvor nogle lys brændte kraftigt. Der var ild i kaminen og røgen bølgede ud af skorstenen.

“Det er mystisk. Der er fuld gang i det hele, så hvorfor lukker de ikke op? Man kan da ikke efterlade så meget åben ild!” sagde Nicolai eftertænksomt, og Inanja gned sig på hagen.

“Men der bliver i hvert fald ikke lukket op,” sagde hun og gjorde tegn til at vende om.

“Stop!” udbrød Nicolai pludseligt og holdt en hånd frem som stopsignal. Han pressede ansigtet så tæt på ruden, han kunne og gispede.

“Skynd dig!” sagde han, rev døren op og løb ind.

Inanja så forvirret efter ham og gik så ind. Midt på gulvet lå en gammel mand. Han havde intet hår tilbage på hovedet og havde så mange rynker, at det mindede om bark på et træ. Nicolai sad på knæ ved hans hoved og rystede ham forsigtigt.

Manden mumlede noget lavt, og Nicolai lagde øret til hans mund. Det lød som noget med dommedag og verdens ende, men han kunne ikke helt placere det. Han udstødte et lille skrig og hev sine hænder til sig, da den gamle mand pludselig spærrede sine øjne op. Hans øjne var blege og slørede, men alligevel fokuserede. Han satte sig op i et ryk.

“Dommedag ved midnatstid!” udbrød han i en stemme, der lavede ekko, men hytten var ikke stor nok til at lave ekko. Hans stemme var ekkoet.

Nicolai så fascineret på hans øjne, da noget, der mindede om en sky, blæste væk fra hans pupil og viste en klar, lyseblå farve. Han rejste sig op og gik over til et skrivebord, som de ikke havde opdaget. Han satte sig ned på stolen og skrev det hele ned lynhurtigt.

De gik over til ham, men kunne ikke forstå hans kragetæer. Manden holdt inde med skrivningen efter papiret var blevet fyldt fuldt ud. Han satte sig tilbage i stolen og pustede ud. Så virkede det, som om han opdagede, at Nicolai og Inanja var der. Han blev ikke gal, som man normalt ville blive ved at opdage fremmede i sit hus. Han løftede bare den ene grå øjenbryn.

‘“Den tid det nu er? Tiden flyver meget nu,”  sagde han bare og smilede venligt. Inanja løftede det ene øjenbryn og bad til, at Nicolai ikke sagde noget om hans måde at tale på. Det havde hun ikke behøvet at bekymre sig om, for Nicolai var for optaget af at være bekymret for manden til at tænke på hans tale.

“Er det normalt, at du sådan ...besvimer?” spurgte han bekymret og så på ham. Manden smilede lidt overrasket og klappede ham så på skulderen.

“Bekymring for at besvime er ingen bekymring skyldig,” sagde han og så Nicolai beroligende i øjnene.

“Skyldig for din bekymring er jeg dig min tak.” Han rejste sig op. Inanja så vurderende på ham.

“Er du Profeten?” spurgte hun og pegede på ham ”Altså Profeten,” understregede hun. Han så lidt overrasket ud, ikke meget, bare mildt overrasket.

“Dette jeg har forudset i meget lang tid, Kronprinsesse Inanja,” sagde han og tog hendes hånd. Han lukkede øjnene og holdte hånden ind mod hjertet. Han begyndte at svinge fra siden til siden. Han begyndte at mumle og faldt pludseligt bagover. Nicolai sprang frem og greb ham. Manden åbnede forfjamsket øjnene igen og stillede sig op.

“Vane en dårlig af min,” sagde han og tog sig til panden. “At besvime sker mig ofte. Fremtiden sker så pludseligt.” Han gik ind i et andet rum, og Nicolai og Inanja udvekslede et bekymret blik. De fulgte hurtigt efter.

De gik ind i et rum, hvor der stod nogle borde og et skab, så Nicolai gættede på, at det var et køkken. Det viste sig også, at det var det, det var, da den gamle mand åbnede skabet og trak noget røget fisk og nogle tørrede bær frem. Han puttede det ned i en lille pose, snørede den til og gav den til Inanja.

“Buet og snoet er din fremtid. At læse den er for mig umulig,” sagde han, og Inanja nikkede sammenbidt. “Ser I at fremtid ændre sig: så meget, der kan ske.” Han vendte sig om mod Nicolai.

“Én ting jeg har glemt!” udbrød han og bukkede kort. “Navnet mit er Simotas.” Han smilede og gik ind i et andet rum.

“Så trætte I må være,” sagde han og slog ud mod to senge. Nicolai undrede sig over, hvordan alting kunne være i hytten, men spurgte ikke. Han havde lært, at han skulle lade være med at stille personlige spørgsmål. I stedet gik han hen til den nærmeste seng og lagde sig godt til rette og sov efter få sekunder.

Inanja lagde sig over i den anden og faldt også hurtigt i seng. Simotas så kærligt på dem og lukkede så døren.

Næste morgen vågnede Nicolai og satte sig op med et sæt. Han så sig omkring, indtil han huskede, hvad der var sket dagen før. Inanja var allerede stået op, sengen var i hvert fald tom. Han kløede sig i nakken og trådte så ud af sengen. Han gik ind i køkkenet, hvor Simotas og Inanja sad og spiste morgenmad. Nicolai satte sig ned ved bordet og fik en tallerken med noget fisk.

“Kræfter til din rejse, det har du brug for,” sagde han til Nicolai, der begyndte at spise.

Imens han tyggede, formulerede Nicolai et spørgsmål i tankerne.

“Hvad laver du egentlig her?” spurgte han, og Inanja var ved at spytte sin te ud. Simotas smilede blot.

“Indrømme må jeg. En tyv jeg var, i tiden før.”

Inanjas stirrende blik gik fra Nicolai til Simotas. Han smilede skævt.

“Jeg øen over hele rejste og stjal. Jeg derfor har meget et godt kendskab øen til,” sagde han og drak en tår af sin te.

“Men kun indtil jeg seksten år var: der mine profetiske evner opdagede jeg,“ han tog endnu en tår.

Nicolai sad foroverbøjet og fulgte interesseret med i fortællingen, men Inanja sad og så stift ud i luften.

“En af Øens børn jeg er. Kithara er min beskytter.” Han så kort på Nicolai.

“At se fremtiden har  Kithara har givet mig. At stjæle jeg stoppede, og eneboer jeg blev.” Han holdt en pause og drak af sin te.

Nicolai proppede noget fisk i munden.

“159 omkring år siden, min første profeti jeg fik. Om Mørket den handlede. Men ung jeg var og med den information, jeg vidste ikke, hvad skulle gøre, den så jeg gemte,” sagde han og holdt inde.

“Den fortæller om, hvordan mørket vil komme, og hvordan man redder dem fra det. Men bange jeg var, at de forkerte få fat ville i den, så op jeg delte den og gemte det.”

Nicolai slog i bordet, så teen skvulpede i kopperne.

“Hvor?” spurgte han, og Inanja opgav at kommenterer på hans manerer. Simotas så vuderende på ham med det ene øjenbryn løftet og satte så koppen ned på bordet.

“På Palmekystens bred.”




 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...