YNDE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2017
  • Opdateret: 13 nov. 2017
  • Status: Igang
God nok har aldrig været godt nok. Det er perfektion, der tæller, og dét jeg vil stræbe efter. Øvelse gør mester, og at mestre kræver blod, sved og tårer. Jeg har altid været klar på at ofre liv og lemmer for at få blot en lille smagsprøve på perfektion.

Valgmulighed 1: Skriv en movella om at søge efter sin identitet

2Likes
3Kommentarer
368Visninger

2. 002

 

002

Mine fødder bevæger sig forsigtigt og elegant rundt på det hårde træ gulv. Jeg ved præcis hvad jeg laver. Jeg har gjort det mindst ti tusinde gange før, og med lukkede øjne danser jeg videre, øver den samme rutine som jeg har øvet så mange gange allerede.

Jeg kan mærke vablerne og den hårde huds desperate skrig i det jeg ændrer retning og tager endnu en dyb indånding. Smerte er, hvad der gør det hele så smukt. Det siger min mor, i hvert fald, som hun står der på sidelinjen og bedømmer min ynde som var hun min dommer.

Med en vis blødhed afslutter jeg min performance med et sidste buk, og mens musikken langsomt svinder hen, åbner jeg mine øjne og kigger i retningen af min mor, som ikke ser synderligere imponeret ud. Min kropsholdning er stadig ikke perfekt.

Jeg er endnu ikke perfekt.

 

Mit hjerte banker hurtigt i min brystkasse, og jeg nikker med hovedet for at signalere til min mor, at jeg godt er klar over, at jeg kunne gøre det bedre. Jeg vil aldrig kunne gøre det godt nok. Men smerten i mine fødder er bevis på, at jeg har prøvet, og det føles så godt på trods af alle advarslerne fra mine adskillige læger.

"Vi tager den fra toppen igen," råber min mor og tager sin telefon frem for at styre musikken. Jeg gør mig klar, og griber fat om min barre. Musikken fylder min øregang, og jeg kan mærke hele verden snurre rundt omkring mig i det jeg danner tre perfekte pirouetter. Jeg ville smile ud af ren stolthed hvis jeg ikke var så koncentreret på at holde fodfæstet. I det jeg når den første glissade, mærker jeg min venstre fod glide væk under mig, hvilket resultere i, at at jeg på den mest ucharmerende måde lander på de brune planker under mig. Med en skinger lyd griber jeg fat om min knæskal i et forsøg på at stoppe de ubehagelige stød af smerte der pulsere gennem årene. 

 

"Op igen," hører jeg min mors stemme, og jeg sender hende et hurtigt blik før jeg presser mig selv tilbage på benene. Jeg kan mærke mit knæ give efter, og bider mig selv i læben ud af ren smerte. "Stræk ud, så tager vi den igen imorgen. Der er suppe om en halv time."

Suppe. Noget af det eneste jeg har lov til at indtage for tiden. Vi skulle jo nødigt have, at jeg ikke kunne passe min ballet dragt. Eller at jeg tog bare et lille kilo på, inden forestillingen på lørdag. Der er trods alt en grund til, at jeg skal spille den slankeste svane i stykket; for at motivere alle pigerne på holdet til at holde vægten, og samtidig rose mig for min vedligeholdelse af min krop.

Jeg tvinger mit ben til at hvile på barren ved siden af mig imens jeg strækker ud. Efter et par gode stræk kan jeg næsten ikke mærke smerten i knæet længere, og i et kort sekund overvejer jeg, om jeg skal tage en sidste runde. Først da jeg ser, at min mor allerede er forsvundet ud i køkkenet beslutter jeg mig for, at jeg nok hellere burde lade være. Hvis hun ikke engang er der til at se det, så kan jeg alligevel ikke få noget ordentligt kritik. Og hvis jeg ikke kan få kritik, hvordan skal jeg så nogensinde vide, hvordan jeg bliver perfekt?

 

Mine veninder siger ofte, at min mor presser mig for meget. At hun er for hård mod mig, og at hun ikke giver mig tilstrækkeligt med komplimenter. Jeg er uenig i deres påstande. Både min mor og far har været utroligt gode til at støtte op om min drøm siden jeg var helt lille. De utallige undervisningstimer, de har betalt for mig, de mange aftener de har set mig optræde, også selvom jeg til tider havde de aller mindste roller - deres mening betyder så meget mere for mig end nogen andens. 

Mine forældre byggede hele vores garage om til et privat ballet studie da jeg nåede 3. klasse, hvilket forklarer hvorfor jeg har haft mulighed for at øve så meget, som jeg har. Og hvis nogen skulle være vigtigere end dem, så skulle det da lige være Octavia Blake, den dygtigste danserinde jeg nogensinde har overværet.

Hun har langt, mørkt hår, og et helt naturligt, smukt ansigt. Octavia Blake er definitionen af ynde, talent og skønhed. Hun er alt, jeg nogensinde har ønsket mig at være. Hvilket er grunden til, at jeg imorgen har tænkt mig at opsøge selv samme pige før hendes forestilling. Hun skal spille Svaneprinsessen, og jeg forudbestilte billetterne for et helt år siden. Jeg havde planlagt dagen lige siden.

 

Imorgen. Alting vil ændre sig imorgen.

Jeg vil endelig lære hemmeligheden bag perfektion. Jeg vil endelig være fuldendt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...