Eaten by my own dreams

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2017
  • Opdateret: 25 dec. 2017
  • Status: Igang
i denne historie møder vi en gruppe venner, som har begivet sig ud i at lege med ilden. I kender nok til at mange forsøger at dø også hurtigt vågne op igen, for at se om der findes et hinsides. Her leger vennegruppen på fem med ilden, og de når alle at vågne og stadig være i live, ingen har mærket nogen forskel, indtil at første offer drømmer en drøm som går i opfyldelse, her handler det om at kunne forebygge dine egne drømme ellers kan det ende galt - og det gør det.

1Likes
0Kommentarer
113Visninger
AA

1. Chapter one.

1. Veronica.

 

 

"Er i nu sikre på at det her er en god ide venner?" Jeg spurgte fordi at det her var en stor risiko at tage, jeg var så bange, men alligevel så nysgerrig. "Slap af, Veronica, folk gør det her hele tiden, det er næsten ufarligt." Der var ordet "næsten", et ord jeg ikke kunne fordrage, det ord er skyld i alverdens problemer, hvergang noget er "næsten" er det for det meste allerede dødsdomt. "Ja, Adam, men hvad hvis en af os ikke vågner" Sagde jeg imens at alt man kunne se på mit udtryk eller for den sags skyld høre på min stemme var, frygt. " Hør her Veronica." Adam, han var en sport idiot, som jeg alligevel havde valgt at kalde en af mine bedste venner, fordi bag hele hans forfærdelige arrogante ydre, gemte sig en meget følsom og smadret dreng. "Hvis du ikke vil det her alligevel, så kan du skride nu, men så skulle du ikke have sagt ja til at starte med." Mine tanker stod ikke stille, de var som et snevejr der bare for hvert slag, ødelagde den fornuft, jeg havde brugt de sidste 18 år af mit liv på at opbygge og forstå. 
 

Hvad tænkte jeg også på? Hvad er det for nogle venner jeg havde? troede jeg virkelig at vi kunne dø, og være død i 2 minutter, for at efterfølgende blive genoplivet? det var jo fuldstændig sindssyg,  men alligevel hoppede jeg ikke fra og bad bare Adam og at holde kæft fordi jeg efterlod ikke mine venner. Tanken om at ingen af os vågnede var ikke den der skæmte mig, det var tanken om at hvis en eller 2 af os ikke vågnede, og især ikke hvis jeg var den eneste overlevende. Hvordan ville nogle overhovedet kunne leve med tanken om at pga. en fucking leg er en af dine venner ikke i blandt os længere. 

Måden vi ville gøre det her på var fuldstændig sindssyg, vi ville alle 5 en efter en "dø" ved hjælp af volt igennem kroppen, og leves op på præcis samme måde, logikken i det her er at bekæmpe ild med ild. 

Alt var planlagt, alt var aftalt, alt var afklaret, og alle var klar over hvad de gik ind til. jeg tror snildt at jeg var den eneste der frygtede at det værste ville ske. fordi de andre virkede bare som om de havde abstinenser efter adrenalin kicket. 

Som den første gjorde sig klar, Molly, bevægede jeg mig længere og dybere ned i min fornuft. Her fandt jeg det store og vigtige spørgsmål, Hvis det her går galt, hvem efterlader jeg med smerte, og hvad vil jeg efterlade som jeg har ødelagt? Mor, far, lillesøster, storebror, mormor, morfor, farmor, hele min familie.. min familie betød aller mest for mig, jeg levede måske ikke i den mest perfekte hvor mor og far stadig var dybt forelskede og vi mødtes hver måned til familie middag, for min familie var langt fra perfekt, men for mig kunne den ikke blive bedre. 

Mine forældre er skilt, og min mor bor 1000 kilometer væk sammen med min lillesøster og pap-far, jeg vil vove at påstå at jeg ikke ser dem mere end 3 gange om året. Men selv de 3 gange, var guld hver. Og hvis jeg døde pga. at jeg bare var en dum teenager, ville jeg slet ikke engang vide hvad ville gøre mod min familie. 

"Okay guys, jeg har ikke hele livet til at dø vel?" Grinede Molly stort, hun var meget ivrig efter at komme igang med processen, hun har altid været mærkeligere og meget mere freaky end nogle af os andre, hun var mørk. hun var den der kom med ideen, den der ordnede alt det beskidte, hun var ikke pigen der legede med ilden, men pigen der fuckede med døden.

Josh, som var Mollys kæreste, bad hende tage det roligt, jeg kunne se på ham at han var bange, han lod bare som ingenting. Jeg kunne se det i hans øjne, det var slemt nok at skulle tænke på hvor bange jeg var, men nu kunne jeg hellere ikke stoppe men at tænke på Josh. 
 

Vores kolde og kyniske sidste mand var Kyle. Kyle var meget speciel, han viste ingen følelser, overhovedet. På en måde kunne jeg godt forstå ham, eftersom at hele hans familie brændte ihjel i hans tidligere hjem. Han var den eneste det nåede ud i live. Kyle rejste sig fra den skammel han sad på, kiggede en efter en direkte i øjnene, og det føltes som om han kunne se ned i hver og ens sjæl. "Ikke mere pjat." Kyle rakte ud efter håndtaget, der ville sende elektricitet igennem Mollys krop, og her trækker han ned i håndtaget. Jeg har aldrig hørt et skrig, hvor man kunne mærke smerten igennem det., Det var højt pine fuldt og skingert. Kyle trækkede håndtaget op igen,  stadig ingen følelse, han var iskold. 

 

Jeg stod og kiggede med skyldfølelse på Molly, før de andre forsøgte at leve hende op. Hun var jo død.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...