Faldet af Julen

Nisselandsbyen, Yggdrasil, angribes af en flok sælsomme drager, der truer menneskeheden op til jul.

- Vinder af 'Bedste Collab' i 'Julekonkurrencen' -


21Likes
90Kommentarer
3493Visninger
AA

9. 8. December

De havde kæmpet om sovepladsen i teltet hele natten, for nok havde de hver deres plads, men det var trængt og de ville alle have mere plads, end de kunne få. Uvenskabet lå lige under overfladen.

“Tror du, hun vågner snart?” Samuel lå på ryggen og kiggede frustreret op på teltdugen over ham.

“Det håber jeg, for hun fylder helt vildt...” Milo var tvunget til at ligge helt stille, hvis han ikke ville vække den sovende nissepige, der lå halvt over ham. Hendes slanke ben lå over hans mave, så de næsten dannede et vanskabt plustegn.

Milo udstødt et irriteret grynt, men han sagde ikke noget til Samuel om sin uventede sovemakker. Han ville kun kunne se det sjove i det og begynde at drille, og Milo var ikke i humør til det.

Samuel drejede hovedet over mod sine venner, men han kunne knapt nok ane konturerne af dem, for der var helt mørk i teltet.

 

Leyre drejede sig i søvne, og da hendes ene fod ramte Milo i ansigtet, hylede han højt.

“Undskyld,” hviskede hun med sin halvvågne stemme.

“Hvad skete der?” Samuel lød bekymret.

“Ikke noget, Samuel, Leyre her ramte mig bare i ansigtet med sin fod,” sukkede Milo og lagde sig på siden med ryggen til Leyre.

“Undskyld, men det var altså ikke med vilje!” Leyre satte sig op og lagde sin hånd let på Milos ryg.

“Lad mig nu være,” snerrede Milo og slog irriteret hendes hånd væk.

 

“Åh, hvad er det, I har gang I?” Samuel tog hånden til panden og skubbede Milo hårdt væk fra sig. Milo kunne mærke grunden ridse langs sin ryg og gjorde en grimasse.

“Hvorfor gjorde du lige det?” Leyre kiggede skarpt hen på Samuel og rystede på hovedet “Samuel?”

“Gider I give mig noget plads? Jeg er her også, at I ved det.” Samuel viftede hænder af sin plads. “Det her er alt, jeg har at gøre med.”

“Du har da masser af plads?” svarede Milo, selvom han godt kunne nikke til Samuels pointe.

Samuel tog anstrengt en hurtig vejrtrækning og gik frustreret ud af teltet. Hans stemme blev lavere og lavere desto længere væk han gik fra teltet: “Hvorfor… skal I røre hinanden unisseligt meget og…-”

 

“Hallo, det er ikke min skyld at min krop pludseligt folder sig ud i søvne.” Leyre vrissede, fandt Stjernestøvskompasset og tog det trampende med ud til Samuel.

“Pludseligt folder sig ud,” gentog Samuel for sig selv med snerten af et fnis skjult bag et irriteret udtryk og himlende øjne. “Dine ben var ved at kvæle mig på et tidspunkt, og jeg tror, det var bevidst.”

“Dét var det, for du snorkede.”

“For Julemandens skyld, hvorfor er du så grov? Du er altid voldelig og overgearet.”

“Det er jeg da ikke, det var jo for sjov, at jeg lige sagde det! Hvis nogen kvalte dig i søvne det have været Milo. Han klemte i hvert fald mine bryster med sin albue på et tidspunkt.”

Milo sendte en overdrevet forarget grimasse inde fra teltet. “Det var ikke min albue, det var mine knoer.”

“Dine knoer? Slår du mig på brysterne, når jeg sover?”

“Du sparkede også mig et vist sted.”

“Det erindrer jeg overhovedet slet ikke.”

“Jeg har et blåt mærke at vise, der måske kan hjælpe dig med at erindre det.”

Nej! Åh gud, nej. Jeg erindrer det pludseligt.”

 

Samuel traskede de få skridt gennem sneen hen til Leyre, hev kompasset ud af hendes anspændte, lyserøde hånd. Den havde endnu ikke opfanget andet stjernestøv end deres eget og dragens, der var blevet formindsket. Han rystede den ivrigt et par gange, før et nyt sted dukkede op i destinationsfeltet: New York City, USA. For Sam lød det bekendt, men det var ikke et sted, han selv havde været. Det var generelt sjældent, at nisserne forlod Yggdrasil.

Ved hans side var Leyre og Milo i gang med en intens kamp om at nedstirre hinanden. Samuel himlede endnu engang med øjnene. Det ville blive en lang, lang tur til USA.

 

“Leyre! Milo! Næste stop: New York City,” annoncerede Samuel og klappede én gang i sine hænder, inden han begyndte at pakke alle deres ting i taskerne igen.

“New York City?” Leyre så med sammenknebne øjenbryn på Samuel, som blot nikkede.

“Hvor er det henne?” Spurgte hun yderligere. Samuel sukkede og tog sig til nissehuen.

“USA,” svarede han tungt, men slog hurtigt over i en mere fast tone, “så vi må se at komme afsted!”

 

 

Lukas. I. C. deltog i skrivningen af dette kapitel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...