Faldet af Julen

Nisselandsbyen, Yggdrasil, angribes af en flok sælsomme drager, der truer menneskeheden op til jul.

- Vinder af 'Bedste Collab' i 'Julekonkurrencen' -


21Likes
90Kommentarer
3481Visninger
AA

4. 3. December

Pladsen summede allerede af liv, selvom morgenklokken kun lige havde ringet. Næsten hele byen stod klar, for alle var spændte på, hvorfor Julemanden havde samlet dem alle på Pladsen så tidligt på dagen.

“Er dragerne tilbage?” To kvinder stod med babynisser på armene og med hovederne tæt ved hinanden.

“Det tror jeg ikke, men han er måske blevet syg?”

“Skal han aflyse julen officielt?”

“Jeg ved det ikke…”


Leyre var kommet tidligt, så hun havde fået en god plads lige ved gejseren, der var i midten af Pladsen - herfra kunne hun se op på den forhøjning, hvor Julemanden altid stod og talte.

Et sus gik gennem nisserne, da Julemanden trådte frem fra Hovedbygningen i sin røde dragt.

“Mine kære nisser. I ved alle, at gejseren er kilden til al vores magi, men de færreste af jer ved præcist, hvor stor en katastrofe det er, at den nu er ødelagt.” Julemanden kiggede alvorligt på nisserne over sine halvbriller. “Vi nisser kan ikke selv genskabe gejseren, for den består at stjernestøv fra drager. Dragerne er forsvundet, og de skal findes og overtales til at genskabe gejseren.”

“Men Julemand, dragerne er jo farlige? Det vil være en livstruende opgave at forsøge at fange dem!” Råbte en nisse. Alle vendte sig rundt og kiggede på ham, men Julemanden nikkede forstående.

“Det ved jeg, min gode nisse. Alligevel vil jeg gerne have tre ungnisser afsted for at fange dem. Er der nogen, som melder sig frivilligt?”

 

Det tog nogle sekunder for nisserne at registrere præcis, hvad Julemanden bad dem om. Tre af deres egne skulle ud på en mission, risikere deres liv og håndtere de seks store drager, der for blot to døgn siden destruerede næsten alt, hvad de havde kært.

“Det lyder spændende, jeg er på!” Leyre bevægede sig med hurtige, trippende skridt væk fra, hvor hun stod og tættere hen mod centrum af Pladsen. Alles øjne lå skeptisk på hende. “Altså, hvis min mor har det fint med det?” Hun fandt sin mors blik i mængden ikke langt fra der, hvor hun stod, og fik øjenkontakt.

“Gør hvad du vil, Leyre-skat. Men tag vaniljesukker med hjem til bageriet.”

“Jeg tager også med!” Samuel råbte op ikke langt derfra. Det kunne høres i hans stemme, at det ikke var med hans bedste vilje, at han også ville tage del i missionen.

“Det gør jeg selvfølgelig også,” kom det et tredje sted fra. Den dybe, selvsikre stemme tilhørte nissen Milo. Han, Samuel og Leyre var barndomsvenner. På trods af at han de sidste par år havde haft for travlt med sit arbejde i motions-bygningen til at tage del i venskabet, så var det kun logik for ham at følge trop.

 

“De tre udvalgte er hermed fundet: Leyre, Samuel og Milo. Vær venlige at følge med mig,” meddelte Julemanden og fortsatte “I andre går tilbage til arbejdet, for der er lang vej endnu, hvis det skal nå at blive jul i år.”

De tre ungnisser gik op til Hovedbygningen, hvor Julemanden ventede dem: “I er nogle modige ungnisser, I tre. Jeg har noget vigtigt til jer, som I får brug for i jeres søgen efter dragerne,” fortalte Julemanden og åbnede porten til Hovedbygningen, inden han begyndte at gå. Leyre, Samuel og Milo fulgte trop, uvidende om hvor de skulle hen. Pludselig stoppede Julemanden op foran en stor mahogni trædør med et fint messingskilt, hvorpå der stod ‘Kontor’.

“Tag plads,” sagde Julemanden og henviste til den røde sofa midt i rummet; selv tog han et par skridt hen imod et maleri af landsbyen. Forsigtigt tog han det ned fra væggen og bag det viste sig at være et skjult skab. Julemanden stak en nøgle i låsen og drejede den rundt, indtil et højt “klik” lød.

“Ser I,” startede Julemanden ud, “dragerne bliver svære, meget svære, at finde, men dette vil vise jer vej.” Ud af skabet tog han et kompas.

“Et kompas?” Milo så på Julemanden med en blanding af undren og skepsis i blikket. Julemanden smilede blot.

“Ikke et helt almindeligt kompas, min kære Milo,” sagde Julemanden, og med alvor i blikket fortsatte han: “Dette kompas viser retning mod det mest kraftfulde stjernestøv - den slags som kun dragerne besidder. Stjernestøvskompasset er jeres eneste håb for at finde dragerne.”

Leyre, Samuel og Milo så måbende på Julemanden.

“Og du, Samuel, får ansvaret for Stjernestøvskompasset.” Julemanden overrakte Stjernestøvskompasset til Samuel, som hurtigt rettede ryggen og stolt stak hænderne frem for at tage imod det. Leyre og Milo sad på hver side af Samuel og betragtede det gyldne kompas, som lå i hænderne på Samuel. Stjernestøvskompasset var af det pureste guld, en stjerne prydede bagsiden, låget havde små diamantindfatninger, og det hang i en brun, flettet lædersnøre.

 

Julemanden betragtede de tre nisser og smilede kærligt.

“Jeg tror på jer, mine tre nisser. Nu må jeg til slut advare jer om en sidste fare; en fare, der af generationer af nisser overses, når de for julens skyld må drage ud af landsbyen på mission for menneskenes skyld... nemlig menneskene selv: De såkaldte nisseekstremister.”

Leyre rystede på hovedet og åndede panisk ud, før hun talte ustyrligt.

“Det kan ikke passe. Nisseekstremister kan ikke eksistere. Vores skæbner bygger jo på at sikre menneskene næstekærlighed og juleglæde! Vi er ren godhed!

Og… og… og de mennesker, som kender til vores eksistens, skifter jo. Nisser kan ikke danne grundlag for sådan… ondskab - sådanne ekstremister - vi.. -vi… hvilke slags ekstremister er det, vi har tale om? Gode ekstremister, ikke?” Leyre så desperat op mod julemanden.

Der var stille i nogle sekunder.

“Leyre, min kære. Verdenen er ikke kun sort og hvid, ond og god, og jeres arbejde bliver ikke lige så anerkendt, som jeg ville ønske, det gjorde. Nisseekstremisterne er en gruppe af mennesker, som kender til jeres eksistens og stærkt tror på jer. Hvis de får fat i jer, vil de ikke bare prøve på at flå stjernestøvet ud af jer - nej - de har bygninger med faciliteter, der er til for tilfangetagelsen af jer. De er ikke gode! Ved synet af jer kunne de finde på at dissekere jer - torturere jer…-” Julemanden tøvede. “Jeg ved det ikke. Men de er virkelige. Og de er lige så slemme, som navnet lyder!”

 

Milo og Samuel så ned i gulvet. Leyre prøvede at få kontrol over sin dirrende krop. Den fælles tavshed syntes at sige “Men vi er jo gode. Vi har dedikeret vores liv til godhed, så hvordan kan en sådan ondskab blive til på grundlag af os?”

“Jeg tror på jer. Godhed vinder altid i sidste ende, uanset hvor mørk verden end synes at være.

I får til fjerde decembers midnatsklokke til at få jeres ting pakket og sagt farvel til jeres kære.”

 

Inden længe stod de tre nisser alene på kontoret, idet julemanden gik.

 

 

Lukas. I. C. deltog i skrivningen af dette kapitel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...