Faldet af Julen

Nisselandsbyen, Yggdrasil, angribes af en flok sælsomme drager, der truer menneskeheden op til jul.

- Vinder af 'Bedste Collab' i 'Julekonkurrencen' -


21Likes
90Kommentarer
3479Visninger
AA

25. 24. December

Stilheden lå over hele landsbyen; freden og roen var tilbage i Yggdrasil. De tre nisser, Leyre, Samuel og Milo, havde nydt endeligt at tilbringe natten i deres egne senge. På trods af at rejsen havde budt på mange gode minder, så var det rart at være hjemme igen. Juleaften synes at skulle være en glædelig dag, men for Leyre synes dagen at være noget så trist. Hun havde grædt og grædt i går efter dødsfaldet. Hun havde snakket med Julemanden i lang tid og havde undskyldt utallige gange over for ham, men gang på gang rystede han på hovedet og fortalte, at det ikke var hendes skyld.

 

“Det er jul. Tag chancen!” Samuel skubbede Milo med albuen. De sad på taget af Leyres hus og så kærligt ud over Yggdrasil. Yggdrasil havde fået et nyt udtryk over sig, og det varmede Samuels hjerte. Milo kunne ikke lade være med at smile. Han så ud mod sneen.

“Men hvornår? Hvad gør jeg?” Han fik svedige hænder.

“Sådan noget skal man ikke tænke over; det kommer af sig selv.” Der var stille et øjeblik, inden de besluttede sig for at gå ind til Leyre.

 

“Se der!” udbrød Leyre og pegede op mod himlen. Hvis hun klemte øjnene godt sammen, kunne hun se julemanden i sin kane med sine rensdyr tage afsted. Hun fældede en tåre, idet hun kom i tanke om, at der var en grund til, at julemanden og hans rensdyr knap kunne ses. Rudolph var der jo ikke, så monteret til rensdyrene tøjler var en lyskæde.

“I det mindste er Cupid og Comet forrest,” sagde Milo opmuntrende og så over mod Leyre. Hun sukkede. Der gik nogle øjeblikke. Samuel forlod Leyres værelse og sparkede Milo over anklen.

“Hvad?” hviskede han.

“Du ved hvad,” svarede Samuel. Milo rødmede let af forlegenhed.

“Jeg har bagt pebernødder!” lød en stemme fra køkkenet.

“Åh, pebernødder!” Leyre tørrede tårerne af kinderne med ærmet af sin julesweater og løb begejstret ud i køkkenet. Milo og Samuel fulgte med i hælene på hende.

 

Duften var ikke til at tage fejl af; på køkkenbordet stod en stor skål pebernødder; lune og lige til at spise. Leyres mor var i fuld gang med julemaden, og duften fik tænderne til at løbe i vand. Milo hang let med hovedet over den forspildte chance, men Samuel puffede til ham.

“Det var bare ikke det rette tidspunkt, så,” hviskede han i øret på Milo og klemte hans skulder. Milo nikkede blot og kastede et par pebernødder i munden.

 

Det bankede på døren, og Leyre gik ud for at åbne - det var budbringernissen.

“Julemanden vil gerne se jer ved hovedbygningen,” meddelte han. Leyre nikkede og gik ind for at hente drengene. Sammen fandt de deres vej til Julemanden, som ventede på dem.

“Kære nisser, I klarede missionen bragt og med stort mod,” begyndte Julemanden. “Dog er stjernestøvsgejseren stadigvæk ude af funktion, og vi må se at få den repareret i en fart!”

Leyre, Samuel og Milo så på hinanden. Hvordan skulle de få stjernestøvet fra dragerne ned i gejseren igen?

“Hvordan reparerer vi den?” Spurgte Milo med undrende øjne.

“Dragerne er jo i drageposerne?” De nikkede alle tre bekræftende. “Drageposerne skal vi have ned i gejseren.”

De var ikke helt sikre på, hvad Julemanden mente, men de stolede på ham og fulgte med hen til gejseren. Da de stod samlet rundt om gejseren, løftede julemanden den første dragepose op og slap den, så den faldt ned i gejseren - sådan fortsatte han med de resterende fem drageposer.

“Men hvordan kommer der stjernestøv i gejseren?” Leyre forstod slet ikke, hvad der skete eller hvordan.

Julemanden smilede varmt og bad hende om at vente og se. Leyre stirrede ned i den stjernestøvstomme gejser. Små glimt begyndte at dukke frem og hun så med opspilede øjne på Julemanden og drengene. Hun pegede begejstret over, hvordan flere og flere glimt viste sig, og pludselig skød en hel søjle af stjernestøv op. De tre nisser jublede og hoppede og dansede. Jorden under dem rumlede og ud af gejseren fløj den ene drage efter den anden - helt gule i revnerne mellem skællene af glæde.

“Woaw!” Udbrød Milo og slog armene ud som vinger. Det var et helt utroligt syn; de kunne næsten ikke tro deres egne øjne.

Dragerne fløj op over byen, længere og længere væk indtil det gule lys forsvandt i mørket. Søjlen af stjernestøv dryssede ned i gejseren - endelig flød det rundt igen, og magien var tilbage.

“Jeg må takke jer igen for at have udvist så stort et mod.” Julemanden bukkede taknemmeligt for de tre lamslåede nisser. “I reddede julen.”

 

Leyre, Samuel og Milo havde ønsket glædelig jul til Julemanden og havde vendt snuderne hjemad. Deres skridt mod den brostensbelagte sti gav genlyd og udfyldte den trykkende stilhed, der havde lagt sig over dem. De kunne ikke benægte tabet og sorgen, der nagede i dem alle tre. Leyre skuttede sig og så mod himmelen, der, i sit mørke jeg, blev oplyst af stjernerne. Hun havde altid synes, at stjernerne var så smukke, men en ny stjerne på himmelen havde fået en helt speciel plads i hendes hjerte.

“Han fortjente det ikke - han var stadigvæk et ungt rensdyr,” sukkede Leyre og hendes øjne blev blanke.

“Nej. Verden rummer megen uretfærdighed,” sagde Samuel. Han stak hænderne i lommerne på sine bukser og pustede tungt.

“Det hele er min skyld,” hviskede Leyre, hendes stemme var på kanten til at knække over, men hun ville ikke græde.

“Hey, Ley, det er ikke din skyld,” skyndte Milo sig at trøste. Hun må bare ikke tro, at hun er skyld i Rudolphs død!

Leyre rystede på hovedet og slog armene rundt om sig selv. Jeg slog ham ihjel... Ikke græde Leyre! Jeg- jeg dræbte Rudolph…

“Ley, Rudolph reddede dig fra den visse død, og det gjorde han af kærlighed.” Samuel så med vemodige øjne på hende. Leyre rystede på hovedet igen, og et hulk slap ud mellem hendes læber. Det ene hulk blev stærkt forfulgt af mere gråd og tårer. Samuel og Milo udvekslede blikke. Hurtigt stoppede de op og svang armene om deres knuste veninde i et tæt kram. Milo tyssede på hende og fik dem alle tre til at vugge roligt frem og tilbage. Hulkende fadede ud og blev erstattet af en lille forløsende fnisen.

“Åårh, drenge altså,” et lille smil fandt vejen til hendes læber, “I ved godt, at jeg holder afsindigt meget af jer, ikke?”

Samuel og Milo klemte hende hårdt og nikkede begge smågrinende.

“I lige måde, Ley,” sagde de i kor, hvilket bare fik latteren til at trille videre.

Da de trak sig fra hinanden og fik set sig omkring, opdagede de, hvor de stod.

 

De var stoppet foran Leyres hytte. Hver eneste kant var dækket af julelys, og lys skinnede ud fra vinduerne og oplyste sneen. Larm og latter lød inde bag de tykke vægge, og Leyre kunne mærke smilet bryde frem på sine læber. Et hurtigt blik på Samuel og Milo fortalte hende, at de også kunne mærke julestemningen snige sig ind.

Glad tog Leyre fat i det kolde dørhåndtag og åbnede døren: Hun blev mødt af en mur af varme, lys og lyd.

“Ja, så kan vi vist kende huset igen,” lød det kækt fra Milo. Samuel lo, og skubbede Leyre indenfor, så han og Milo også kunne komme ind. Mens Leyre og Samuel tog deres overtøj og sko af, gik Milo hen til døren ind til stuen og kiggede ind.

“Venner, se!” Smilet og glæden i hans stemme var ikke til at tage fejl af, og da han vendte sig rundt mod dem, udtrykte hans ansigt så meget barnlig juleglæde, at Leyre ikke kunne lade være med at grine, mens hun hinkede over til ham, for hun havde kun fået den ene sko af.

“Det er jo-” begyndte Samuel overrasket, men Milo afbrød ham.

“Det er min familie! Også din, Samuel,” tilføjede han hurtigt. Samuel daskede ham let på skulderen, mens de begge to grinte.

“Så giver det mere mening, at der er så mange jakker og sko i entreen,” sagde Leyre og kiggede hen mod tøjet. Hun havde troet, at hendes mor bare var ved at rydde op i alle familiens jakker, halstørklæder, huer, vanter og sko, men selvfølgelig havde de ikke så meget. Milo og Samuel nikkede, at det også gav mening for dem.

“Velkommen, velkommen, børn!” Leyres mor havde fået øje på dem og var ved at bane sig vej hen til dem gennem alle nisserne. Hun kom fra køkkenet af, så hun havde sit velkendte juleaftensforklæde på - et forklæde, hun kun brugte juleaften.

Da hun kom helt hen til dem, gav hun dem alle tre én stor krammer, men passede på med sine fingre, der var dækket af mel.

“Jeg inviterede jeres familier-” hun kiggede på Samuel og Milo, “til at holde juleaften her, for det var så hyggeligt, da vi gjorde det sidst. Hvornår var det nu, det var?” Hun tænkte sig om. “Nå, I var ihvertfald små.”

Noget i køkkenet bippede, så Leyres mor vinkede til dem og forsvandt derud igen.

 

Milo gik ud mod køkkenet for at se, om der var noget, han kunne hjælpe med at bære ind på bordet. Det viste sig dog, at Leyre allerede havde taget det sidste fad ind. Milo vendte sig om for at gå ind til bordet igen, men rundt om hjørnet kom Leyre gående med høj fart.

“Uh! Der var du,” udbrød hun forskrækket.

“Jah, her er jeg,” Milos stemme var ikke mere end en hvisken.

Stilheden lagde sig over dem; de undgik alt øjenkontakt og stod der blot. Leyre fandt pludselig sine fødder vældigt interessante, og Milo kiggede ind i stuen, hvor Samuel prøvede at kommunikere med sine øjne til ham. Den akavede stemning var til at tage og føle på.

“Næææh, se nu, hvem der står under misteltenen!” Leyres mor kom ud fra køkkenet og smilede stort. De vendte begge blikket op - det var rigtigt nok. Lige over dem hang den grønne mistelten med de hvide bær i et rødt silkebånd.

Leyres mor gav Milo et let puf i ryggen - han smilede skævt ned mod Leyre, og trådte et skridt tættere på hende. Da hun så ham i øjnene, blussede hendes kinder op. De lænede sig ind mod hinanden indtil deres læber til sidst mødtes. Varmen spredte sig i kroppen; det var en følelse, Leyre aldrig før havde følt. Milos arme fandt rundt om Leyres hofter, og hendes arme lagde sig om hans nakke. Endelig! tænkte Milo; han havde længe ventet på at kunne holde om hende som nu, og mærke hendes bløde læber mod sine egne. Det kildede i maven, og det var en fornemmelse, han ikke ville have til at forsvinde. Han flyttede langsomt sine hænder op til hendes lille fine ansigt, og lod dem hvile på hendes varme kinder. Leyre smilede i kysset og kunne ikke lade være med at føle et glædesrus pulse rundt i hende.

Henne fra stuen lød jublen fra Samuel. Han havde efterhånden hørt på Milos klagen i lang tid, men det ville høre op nu. De trak sig stille fra hinanden med et smil, der spillede over hele ansigtet. En lavmælt latter slap ud af dem og Milo sendte Samuel et sigende blik.

Milo lænede sig ned mod hende igen for at møde hendes læber i et kort kys, før de ville gå til bords. Varmen kom straks tilbage, og alle hans følelser føg rundt som snefnug.

Leyre havde fundet svaret på den ukendte følelse, hun havde før - det var forelskelse. Ren forelskelse som hun havde undertrykt i, hvem ved hvor lang tid. Han nappede blidt i hendes underlæbe, inden han trak sig og svang armen om hende i et fast greb. Leyre lagde hovedet ind mod hans bryst og rødmede svagt over Milos aktion - det havde sendt en snurrende fornemmelse helt ned i tæerne på hende. Sammen gik de ind til alle de andre, som ventede på dem, men det bekymrede hverken Milo eller Leyre - det eneste, de så, var hinanden.

 

Efter middagen havde Milo og Samuel tilbudt Julemanden at hjælpe ham med at få gaveindpakningsmaskinerne til at virke igen, så Leyre gik stille rundt i den velkendte by. I december måned herskede der som altid travlhed overalt, men denne dag var der ekstra hårdt brug for hjælp; selv de allermindste nisser måtte hjælpe til med det, de kunne.

De sidste gaver skulle laves, og alle gaverne skulle være pakket ind, før Julemanden kunne flyve afsted med gaverne og dele dem ud til hele verdens børn.

Leyre havde gået i sine egne tanker, og da hun kiggede op, stod hun foran biblioteket. Smilende åbnede hun den tunge trædør, der var prydet med livstræet. Da hun var yngre, var biblioteket blevet hendes skjulested og et sted, hvor hun kunne slappe helt af og bare være sig selv.

Hun havde i starten siddet og læst de bøger, der lød spændende, men til sidst gav hun sig til at læse den ene reol efter den anden. Biblioteket var i sandhed et magisk sted, fordi der hver dag dukkede nye bøger op, efterhånden som de blev skrevet af menneskene, og der kom flere og flere reoler som tiden skred frem.

 

Leyre trak vejret dybt, før hun gik helt ind. I anledningen af julemåneden var små grantræer blevet pyntet, dekorationer med evighedslys sat på bordene, og duften af kanel og gran blandede sig med  den velkendte duft af bøger.

Forsigtigt lod hun sine fingre glide hen over bogryggene, og glad trak hun de nye bøger ud, der var kommet, mens hun havde været væk.

Ved den næste egetræsreol trykkede nogle af bøgerne sig ind mod hinanden, så der blev plads til en ny bog. Opstemt stoppede Leyre op og kiggede: Et gyldent lys begyndte at skinne i tomrummet mellem de to bøger, der havde flyttet sig, og snart sprang gyldne glimt frem. Lyset blev stærkere og stærkere, før en mørkebrun bogryg tonede frem, og lyset langsomt falmede. Da lyset var forsvundet helt, tog Leyre forsigtigt fat i den nye bog. ‘Månens forbannelse’, lød titlen - en norsk bog. Leyre lagde smilende den nye bog oven i hendes voksende stak, og med den prydende på toppen gik hun hen til en lille stige.

Stigen var brun, og selv den var blevet pyntet op. Grønne guirlander af gran snoede sig op ad siderne, og tykke, røde silkebånd var snoet rundt om granguirlanderne.

Stadigt smilende lagde hun bøgerne i bogelevatoren ved siden af stigen. Bogelevatoren bestod af en gylden plade med en hank i hver ende, og et kraftigt reb bundet på midten af hver hank.

For enden af stigen satte Leyre sig på knæ og trak i det ene reb, så bøgerne blev hejst op.

Lettet kiggede hun ud over den hems, hun var kravlet op til. Hendes oldeforældre havde bygget den til alle i hele nisselandsbyen, men fordi de allermindste nissebørn ikke kunne kravle op uden at risikere at falde ned, og fordi de ældste nisser ikke kunne kravle op grundet alderdom, besluttede Julemanden at lade den være forbeholdt deres egen familie. Siden Leyres lillesøster, Ciara, faldt i vandet, før hun blev stor nok til at kunne bruge hemsen, havde Leyre altid haft den for sig selv.

Ingen andre vovede sig derop, men Leyre lagde mærke til, at der ikke lå det tykke lag af støv, hun havde forventet; hendes mor måtte have støvet af for hende.

Roligt arrangerede hun puderne ved endevæggen, der egentlig var ét stort vindue, før hun satte sig til rette med ‘Månens forbannelse’.

 

Den dumpende lyd af fødder mod stigen op til hemsen afbrød hendes læsning. Lettere skræmt kiggede hun op og så spidsen af en meget slidt nissehue. Nissen nynnede sagte, og Leyre kunne høre, at det var en mand.

“Hvem-” Leyre tøvede kort, før hun fortsatte. “-Hvem er du?” Den nyligt ankomne nisse kiggede forskrækket op på Leyre og stoppede sin nynnen.

“Hvem er du?”

“Leyre. Dig?”

“Aaaah,” svarede nissen. “En af missionsnisserne.”

“Øh, ja, men hvem er du?” Leyre begyndte at blive irriteret, men der var noget ved nissen, der virkede bekendt.

“Jeg er Alfio,” smilede han. Leyre kiggede underligt på ham. “Det er altså et meget normalt navn!” Leyre fnøs.

“Ja, selvfølgelig er det det; lige så normalt som ‘Hafleikr’.” Leyre gjorde citationstegn i luften og kiggede ned i sin bog igen. En af hovedpersonens mange brødre hed Hafleikr, og Leyre syntes, det var et usædvanligt mærkeligt navn.

‘Hafleikr’?” Alfio kiggede uforstående på hende. “Ja, det er specielt, men det hedder jeg så heller ikke. Men, hvorom alting er, så er det her altså min hems, og det er mig, der bor her.”

Leyre kiggede op igen med et sæt.

“Det her er ikke din hems, det er min, og hvorfor bor du her? Du er da heller ikke fra byen her, er du vel?” Leyre var vred. Hvor vover han at komme her og sige, at det er hans hems?! Men der er altså stadig noget ved ham, der virker bekendt...

“Du har aldrig været her, så fordi jeg manglede et sted at sove og være, brugte jeg den her hems. Nej, jeg er ikke fra Yggdrasil eller fra Nordpolen i det hele taget; jeg er fra en lille landsby i Grækenland.”

“Grækenland? Er der nisser i Grækenland?”

“Ja, men vi er kun nogle få - måske omkring femten nisser i alt.” Han smilede trist, og tænkte på hans by. “Engang for mange, mange år siden forlod en lille gruppe nisser byen her sammen med nogle-” Alfio tøvede kort, “-venner.”

“Hvilke venner? Og hvorfor virker du bekendt?”

“For nissens skyld, pigebarn, stop med alle de spørgsmål!” Alfio lød irriteret, men Leyre lagde mærke til, at han vred sig let og undgik hendes spørgsmål. Han vendte ryggen til hende og gav sig til at finde nogle kiks frem fra en taske, der lå skjult under et tæppe. Noget ved hans ryg fremkaldte et billede i Leyres hukommelse.

“Nu ved jeg det!” Udbrød hun og rettede sig op med et stort smil, der dog straks falmede, da Alfio kiggede over på hende.

“Det er godt, at du ved noget, men hvad er det, der lige er gået op for dig?”

“Du er den nisse, der sad på ryggen af den store drage! Dine såkaldte ‘venner’ er dragerne!”

Alfio sukkede.

“Ja, det var mig, og ja, dragerne er mine venner.”

Leyre skulle til at hidse sig op, men Alfio tyssede på hende.

“Lad mig forklare. Dragerne er ikke onde; I har bare misforstået dem.” Alfio holdt en kort pause.

“Hvordan? De ødelagde vores by.”

“Mag og hans børn boede i islommer i kanten af den is, Nordpolen består af.” Leyre nikkede. Så langt så godt. “Den globale opvarmning har fået isen til at smelte, og derfor kom der vand ind i deres grotter. Siden de ikke kendte menneskene som den art, de har udviklet sig til nu, så gav de Yggdrasil skylden - derfor kom de og ødelagde alt.”

“Vent, har du givet dem navne?” Leyre forstod godt alvoren i det, han fortalte, men navnet, Mag, var forvirrende. Dragerne kunne da vel ikke tale? For så kunne vi jo bare have snakket med dem.

“Altså, nej, eller, jo, nej, okay, jo, måske.”

“Kan du beslutte dig?”

“De reagerer kun på de her navne, og hvis du vidste, hvor længe jeg har siddet foran dem og leget ‘Gæt mit navn’, så ville du forstå, hvad jeg mener.”

“Okay så, fortæl videre.”

“Mag, altså, Magzorinonth, er den ældste og største af dragerne. Han er 4156 år gammel, og blev altså født inde i grotterne.”

“Og det var ham, der spyede med sølvglitter?” Leyre skuttede sig og gned sine hænder sammen ved tanken om forfrysningerne. Alfio nikkede. “Hvad så med de andre drager? Var der ikke en, der spyede med sne og en, der spyede med gran?” Alfio nikkede igen.

“Jo, og en med fyrværkeri og en med kanel. Isadora, 1365 år, hvis du skulle være interesseret i at vide det, spyede med kanel, men fordi hun altid har været den velopdragne drageunge, har det ikke haft de største konsekvenser.”

“Hvordan kan du vide dragernes alder?”

“De får en mikroskopisk lille ring på bugen hvert år, og dem talte jeg sammen. På alle dragerne.” Alfio kiggede opgivende på Leyre, der smilede tilbage.

“Okay, så fortæl mig deres navne og alder.” Hun lænede sig fremover og støttede sig på albuerne.

“I rækkefølge efter den ældste er der Mag, og derefter kommer Alaric på 2235 år - han spyede med grannåle og passede altid på de yngre drager.” Alfio smilede hengivent. “Så er der Amara, 1788 år, og jeg undskylder meget på hendes vegne. Det var ikke hendes hensigt næsten at dræbe dig i snestormen i New York. Hvis jeg kender hende ret, så har hun været trist til mode lige siden.”

“Det er okay. Jeg overlevede da,” svarede Leyre og nikkede forstående til nissen.

“Okay. Efter Amara er der Isadora, som jeg fortalte om. Derefter er der Miao, kun 612 år, og han er først lige begyndt at kunne styre sit fyrværkeri.” Alfio lo klukkende.

“Vent, jeg har lige et spørgsmål.”

“Sig frem!”

“Hvis du bor i Grækenland, hvordan kan du så kende dragerne, der boede på Nordpolen, så godt?”

“Faktisk bor vi halvdelen af året i deres grotter, så jeg er kun halvt græsk. Men det må du ikke sige til nogen,” tilføjede han og blinkede til Leyre.
“Det giver mere mening,” svarede hun og smilte tilbage.

“Nåh jo, jeg var lige ved at glemme den yngste, Noel! Han er så lille, så lille - kun 50 år gammel, og så alligevel væk fra sin far så længe. Stakkels lille isfyr…” Leyre kunne regne ud, at Miao var dragen, der spyede med istapper.

“Hvad med hans mor?”

“Hun døde for 49 år siden. Isadora blev vred på hende og spyede kanel efter hende, og det satte sig i hendes lunger. Til at starte med viste hun ingen tegn på sygdom, men få uger efter lå der kun en bunke stjernestøv tilbage på grottens gulv. Isadora var knust, og fra da af svor hun, at hun kun ville bruge sin ånde i nødstilfælde.” Leyre sad med åben mund og blanke øjne. Savnet til lillesøsteren blussede op - hun følte med stakkels Noel, der aldrig nåede at kende sin mor, og Isadora, der hver eneste dag skulle leve med skyldfølelsen.

 

“Leyre, tag det ikke så tungt. Det er jo så mange år siden nu.” Alfio sad ved siden af Leyre, der hvilede panden op ad den kolde rude. Hun tænkte på moderens skæbne, på hele misforståelsen, ødelæggelsen af landsbyen, skaderne, der var sket dem under missionen, og hvordan julen næsten blev aflyst.

Hvis bare menneskene ikke ødelagde ozonlaget, så isen smeltede på grund af den globale opvarmning, ja, så ville de være sikre på at både Julemanden, nisserne og dragerne ikke vil dø. Mennesker elsker julen, så hvorfor ødelægge den, ved at slå alt det ihjel, som skaber den?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...