Faldet af Julen

Nisselandsbyen, Yggdrasil, angribes af en flok sælsomme drager, der truer menneskeheden op til jul.

- Vinder af 'Bedste Collab' i 'Julekonkurrencen' -


21Likes
90Kommentarer
3517Visninger
AA

22. 21. December

Bib-bib

“Psst… Milo.” Samuel skubbede Milo med albuen, mens han forsigtigt prøvede ikke at vække Leyre. Milo svarede med hæs stemme et lavt “hvad?” men faldt straks i søvn igen. Samuel skubbede Milo forsigtigt flere gange , men da det ikke virkede, gav han Milo sit hårdeste spark og holdt en hånd for hans mund, idet han gav et råb fra sig i smerte.

“Ti stille,” hviskede Samuel. “Lyt lige.”

Bib-bib-bib

“Balthasar. Jeg tror, at der er nisser i nærheden. Den giver lyd fra sig. Ærgerligt at her er så mørkt.” Udenfor kunne Samuel høre lyden af skridt i marken. Milo spærrede øjnene op.

“Nisseekstremister,” hviskede han og mærkede hjertet hamre i brystet på ham. “Hvordan i al…-” Samuel trak på skuldrene og så med medlidenhed på Leyre.

“Hun må ikke vide, at de er her denne gang. Vi må få gjort noget!”

 

“Se!”

“Jeg kan ikke se noget som helst. Her er jo bælgravende mørkt,” svarede den anden mand, der måtte være Balthazar, lettere irriteret.

“Se ned på jorden.”
“Jeg kan ikke engang se mine egne fodstøvler, Max.”

“Så kravl ned til jorden og kig.”

“Så bliver mine bukser jo våde?”

“Ja, og hvad så?”

“Hvad så? Ja, så er mine bukser blevet våde, og resultatet deraf er, at jeg bliver snottet i morgen, så bliver jeg forkølet, fordi der er koldt, så får jeg feber, så bliver jeg syg nok til at skulle passe sengen  dag ind og dag ud, så begynder jeg at få det værre, og til sidst dør jeg! Er du ude på at flå livet ud af mig?” Balthazar hævede stemmen gradvist, som han talte. Max sukkede. “Er du, hvad?”

“Ja, selvfølgelig er jeg ude på at dræbe dig,” svarede Max sarkastisk.

“Aha! Jeg vidste det, dit stinkende hundehoved, lugtende abefjæs, forbandede møgsæk-” Max afbrød ham.

“Der er fodspor i sneen, båtnak.”

 

Samuel og Milo havde fulgt med i nisseekstremisternes konversation, mens de selv diskuterede den bedste måde, hvorpå de kunne få Leyre ud af teltet.

“Vi kunne trille hende ud under teltdugen?” Foreslog Samuel og sukkede. Hun ville jo vågne, hvis de gav sig til at rulle hende rundt.

“Vi kan da prøve, men det tror jeg ikke vil virke…”

 

“Se, Balthazar, der er et telt!” Max lød som et barn, der endelig fik sine julegaver.

“Ja, det kan jeg da godt se.” Balthazars stemme lød tættere på teltet end Max’.

“Kan du virkelig? Det havde jeg ikke troet.”

“Ikke det? Nåh, men så kan jeg fortælle dig, at det er synd for de mennesker, vi vækker ved bare at buse ind i deres telt så tidligt på morgenen.”

“Det er jo ikke mennesker, der er inde i teltet, Balthazar. Det er nisser!”

“Du tror vel ikke, at det er de samme nisser, der-”

“-der slap væk fra os i San Fransisco? Jo, det er lige netop, hvad jeg tror.” Max’ stemme lød glad og fornøjet.

“Men hvordan skulle de kunne være her? Italien og San Fransisco er jo ikke ligefrem tætte på hinanden. Skulle de være fløjet?” Balthazar lo.

“Ja. De havde jo rensdyr med, kan du ikke huske det?”

Balthazar mumlede noget utydeligt noget som svar.

 

Stille løftede Samuel lidt i teltdugen for at se, om de overhovedet kunne få en åbning stor nok til Leyre. Milo satte sig bag Leyres sovende skikkelse og gav sig til at skubbe. Forsigtigt drejede hun rundt, så hun lå på ryggen og videre over til den anden side, og med en hånd under hendes nakke fik han drejet hende om på maven.

Milo holdt vejret et par sekunder, men hun vågnede ikke, så han gav sig til at dreje hende om på siden, ryggen og den anden side igen. Denne gang lykkedes det dog ikke at dreje hende rundt på maven:, for da han prøvende drejede hendes ansigt, gryntede hun, strakte sig og slog øjnene op.

“Hvad-” Milo stoppede hende ved at sætte en hånd over hendes mund. Forvirret tog hun den væk og hviskede i stedet.

“Hvad sker der? Og hvorfor drejede du mig rundt?”

“Nisseekstremisterne er her, og vi ville bare have dig ud,” sukkede Samuel og slap sit tag i teltdugen.
“Men jeg kan da ikke bare efterlade jer to her?” Leyre kiggede hurtigt fra den ene til den anden og tilbage igen.

“Jo, for-” Milos forklaring blev afbrudt af lyden af en lynlås, der blev åbnet, og en kold vind føg smøg sig ind i teltet.

 

“Max, er det bare mig, eller er der ikke lidt-” Balthazars runde, bebrillede ansigt kom til syne. “-rodet herinde?”

“Lad mig nu komme til!” En vred og alt for genkendelig person skubbede Balthazar til side og kiggede rundt.

“Jamen-” Max fik øjenkontakt med Leyre.

 

Hver en muskel i hendes krop og hvert et led blev ubevægelige; hun stivnede fuldstændigt. Blodet forsvandt stille fra Leyres ansigt, og hun følte sig helt svimmel - det var, som om de sejlede, og med ét forsvandt jorden under hende.

“Leyre!” Samuel og Milo kastede sig begge hen mod hende. De ruskede hendes skuldre let og klappede hende på kinden, men besvimet var hun altså, og de kunne ikke vække hende.

Max og Balthazar skyndte sig at stikke armene ind i teltet og gribe fat i nisserne.

“Ha! Foreningen For Nissetroende Mennesker skal nok blive glade nu,” morede Max sig over. De kunne stolte bringe nisserne hjem, så de kunne blive nærstuderet.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...