Faldet af Julen

Nisselandsbyen, Yggdrasil, angribes af en flok sælsomme drager, der truer menneskeheden op til jul.

- Vinder af 'Bedste Collab' i 'Julekonkurrencen' -


21Likes
90Kommentarer
3505Visninger
AA

21. 20. December

“Det kan ikke passe.”

Leyre stirrede op i teltet. Det var blevet morgen, så hun tog sig tid til at lave morgenmad til de to andre nisser. Da Milo var stået op, stod han sultent og nappede til den suppe, hun hurtigt havde bikset sammen. Hun havde fundet bønner og grøntsager fra sin taske og blandet det hele sammen i en gryde, så suppen duftede som den, Samuels mor altid lavede. Samuels mor kendte alverdens opskrifter fra sin mennesketid, og i Yggdrasil var mængden af grøntsager begrænset.

“Rolig nu, Ley, vi kan stadig nå at fange den.”

“Men vi må bevæge os tilbage mod Yggdrasil nu, hvis vi skal nå tilbage til jul. Lige nu, Milo.” Han nikkede. “Rensdyrene skal også nå at hvile sig mindst én dag, inden det bliver den 24.”

”Vi har hele 4 dage, Leyre,” sagde Milo som svar. “Der kan ske meget på 4 dage.”

“Vi har KUN 4 dage,” rettede Leyre ham. Hun hældte suppen op i to skåle og rørte dernæst aggressivt rundt i dem, så Milo og Samuel ikke ville brænde deres tunger på den.

Hun rystede svagt og holdt sine hænder op over de dampende skåle for at varme sine hænder op. Glitteret fra dagen før havde kølet hende gevaldigt ned, og hun havde ikke vidst, hvordan hun skulle løse det.

“Samuel!” råbte hun og gik ind i teltet med den skål suppe. Milo rullede sine øjne.

“Du bliver nødt til også at passe på dig selv.” Han sukkede, idet der ikke lød noget svar fra teltet.

 

Da Leyre dukkede op igen, gik hun og gned sine håndflader mod hinanden for at skabe varme. Hendes hænder var helt blege - næsten lyseblå. Leyre benægtede for sig selv, hvad der var sket; hun vidste at det var forfrysninger, men det kunne der ikke gøres noget ved. Hun synes dog at de havde fået en smule farve tilbage; de var ikke nær så blege længere - det var i hvert fald, hvad hun bildte sig selv ind.

“Nåh, skal vi se at få pakket sammen, så vi kan komme af sted?” Spurgte Leyre Milo om. Han nikkede og begyndte at samle tingene fra morgenmaden sammen, imens Leyre tog de pakkede ting tilbage til teltet.

 

Inde i teltet sad Samuel og slubrede den varme suppe i sig - han ærgrede sig over at de havde ladet den store drage slippe væk. Hvis bare man kunne spole tiden tilbage...

Leyre stak hovedet ind til Samuel: “Hvis du er færdig med at spise, hjælper du så ikke til med at få pakket sammen?”

Samuel nikkede og mumlede et lille “Jo selvfølgelig”, inden han rejste sig op og gik forbi hende og ud. Sammen fik Leyre, Milo og Samuel pakket alt og var i løbet af kort tid klar til at flyve hjem mod Yggdrasil.

“Skal vi se at komme hjem?” Milo så fra Samuel til Leyre med et sæt løftede øjenbryn - han fik to bekræftende nik tilbage.

“Vi må huske at mellemlande,” forklarede Leyre og så seriøst på de to drenge, “rensdyrene skal have hvile, Samuel, dit sår skal plejes, og Milo, du har også brug for hvile med den feber.”

Feberen var blusset op igen, men det skulle ikke forhindre dem i at tage af sted.

“Leyre, vi skal også holde øje med dine forfrysninger,” hun skulle til at protestere, men Milo fortsatte blot, “ja! Forfrysninger, Ley. Du kan ikke benægte det.”

Leyre sukkede tungt; han havde ret.

 

Rudolph, Comet og Cupid satte af fra jorden og snart fløj de oppe over den botaniske have - væk fra Cape Town og mod hjem.

Leyre smilede for sig selv ved tanken om at skulle hjem igen, men et gisp fra Samuel tørrede smilet af hendes læber.

“Den store drage!” Råbte Samuel op og pegede, “den er lige derhenne over haven.”

Det var tydeligt at se, hvordan dragen spyede med sin isnende glitterånde udover den fantastiske natur.

“Vi må skynde os væk!” Konstaterede Milo panikslagent. “Vi har ingen chance imod den, når vi er i luften.”

Milo havde ret - de var for sårbare i luften. I høj fart fløj de væk fra dragen - uden tanke på, hvor de fløj hen.

 

Da de havde fløjet til aftenstide, måtte de holde en pause. Stjernestøvskompasset angav, at de befandt sig i, hvad julemanden altid kaldte ‘De Varme Lande’. Samuel vidste dog godt, at ‘De Varme Lande’ ikke var nogen reelle lande; de var mere præcist i Italien.

“Her er ikke lige så varmt, som ‘De Varme Lande hentyder til. Global opvarmning... “ Samuel sukkede.

 

“Rensdyrene er trætte - de står alle tre og hænger! De er jo ikke vant til at flyve så mange dage i træk.” Milo nussede Cupid bag øret. “Skal vi ikke slå teltet op for natten her?”

“Hvorfor? Her er ingenting - ingen huse, ingen træer, ingenting. Kun én stor græsmark.” Samuel lød irriteret.

“Så kan vi da se dragen, hvis den skulle komme på besøg på disse kanter.”

Samuel og Milo blev ved med at diskutere frem og tilbage om, hvorvidt det var en god idé at slå lejr, mens Leyre kiggede på et kort, hun havde hevet frem fra sin taske.

“Drenge, hvorfor er vi taget til Italien? Vi mangler jo stadig den store drage.” Samuel kiggede op på hende.

“Altså, Julemanden bad os jo om at tage tilbage den 20. december,” forklarede han.

“Og det er i dag,” tilføjede Milo med et lille grin. “Hvis du nu var i tvivl.”

“Du er simpelthen så sjov, Milo.” Ironien i hendes stemme var ikke til at tage fejl af.

“Lad os nu sætte teltet op, så vi kan sove og komme væk fra dette gudsforladte sted snarest muligt.” Samuel skyndte sig at finde pløkkerne frem og kiggede utålmodigt på dem. “Kom nu!”

“Jaja, men nyd nu den lave bevoksning, for det er stadig mere, end der vokser naturligt hjemme i Yggdrasil,” smilte Leyre og gav sig til at finde teltdugen frem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...