Faldet af Julen

Nisselandsbyen, Yggdrasil, angribes af en flok sælsomme drager, der truer menneskeheden op til jul.

- Vinder af 'Bedste Collab' i 'Julekonkurrencen' -


21Likes
90Kommentarer
3517Visninger
AA

3. 2. December

De ældste nisser burde have forudset gårsdagens hændelser. Før eller siden ville så stor en del af Nordpolen være smeltet, at dragernes tilholdssteder ville blive påvirket - den tid var kommet. Menneskene har gennem flere år fået isen til at smelte; de havde udløst dragernes angreb.

Genopbygningen af Yggdrasil havde været i gang hele natten - i hvert fald det meste af den - men nisserne var alle dejset om én efter én af træthed. Da dagens arbejde bankede på døren var det med mørke rander under øjnene og højlydte gab, at nisserne fortsatte arbejdet. Næsten alt lå i ruiner; kun få huse stod stadig - selv samlebåndene, hvor alle gaverne blev lavet, og den ene halvdel af hovedbygningen, hvor de blev pakket ind, var blevet til aske. De måtte lede mellem forkullede brædder, aske og knust glas efter genstande, som havde overlevet. Nisserne behøvede mere værktøj og flere materialer, hvis byen skulle genopbygges inden juleaften. Førsteprioriteten var madhuset, hvor nissebagere, -konditorer og -kokke plejede at holde til - vigtigst af alt: Det var dér, alle nisser spiste.

Rumlende maver kunne høres rundt omkring i Yggdrasil - nisserne kunne ikke undvære madhuset ret meget længere.

 

“Hvad skal jeg gøre, for at jeg må smage dit brød?” spurgte Samuel sin gode veninde, Leyre. De to nisser sad ned for et par minutter og holdt en pause fra arbejdet. Deres farverige tøj og før glinsende hud var blevet helt sodet til. Man kunne smage den brændte kanel og tykke røg mellem tænderne, bare man åndede ind.

“Arbejde ekstra hårdt i stedet for mig den næste times tid.” Leyre sendte ham et spøgefuldt blik, fast besluttet på ikke at lade scenariet bringe dem helt ned. Hun flåede et stykke af brødet af og rakte Samuel det, som tog imod med et mere alvorligt udtryk. “Min mor bagte det lige inden det her skete. Du bør være glad for, at vi overhovedet har det tilbage. Og at hverken dragerne eller min mor forkullede det.”

 

Leyre gjorde endnu sit bedste for at holde på smilet. Hun så op på det, de havde nået i løbet af det forrige døgn ; de nabolag, de havde nået at rydde og genetablere.

 

Og så var der Samuel, der havde nået at reparere landsbyens allerøstligste huse. Han var landsbymurer og var derfor direkte gået til sine kollegaer efter angrebet for at lægge en plan.

”Ved at starte fra landsbyens allerøstligste del vil jeg sammen med mine kollegaer kunne reparere en masse inden for kort tid. Når nisserne på lang sigt vil føle det mindste stik af håbløshed i deres arbejde på at reparere byen, vil de se landsbyens ene front være i stand, hvor langt vi er nået, og så vil håbet drive dem videre,” havde Samuel sagt med håbefulde øjne til Leyre dagen før.

 

Hun tog nissehuen af og kørte forsigtigt en hånd gennem sit snavsede hår. I et forsøg på afhjælpe sin frygt tog hun fat om sit venstre øre og koncentrerede sig om dens spidse ende. Det havde altid beroliget hende.

Leyre betragtede Samuel i smug. Han så slidt og sulten ud. Det var, som om han var forsvundet et sted ind i sig selv, som Leyre ikke havde vidst eksisterede før nu. Hun vidste godt, at hans tilstand ikke burde påvirke hende, som den gjorde, men alligevel var det præcist det, den gjorde, og hun følte sig lige så tung som bly; en forfærdelig følelse der var lige så fremmed for hende som drager i landsbyen. Det var unisseligt i allerhøjeste grad. Det imponerede hende, hvor ægte en nisse Samuel var, til trods for at hans forældre havde foretaget skiftningen for blot en generation siden.

 

Løbende skridt fik Samuel og Leyre til at kigge op mod den nisse, der kom løbende imod dem. Forpustet stoppede nissen op og placerede sine hænderne på sine knæ. I tusmørket var han for langt væk til at Leyre og Samuel kunne se, hvem det var.

“I morgen skal I møde på Pladsen, når morgenklokken ringer,” gispede han. Undrende kiggede Samuel på Leyre, inden han drejede sig mod budbringeren igen.

“Hvorfor? Er der sket noget?”

“Julemanden vil give en besked, men han ville ikke fortælle mig mere, end at jeg skulle få alle til at møde op på Pladsen i morgen tidlig.”

“Men-” Leyre nåede ikke at sige mere, for budbringernissen var allerede på vej væk igen.

“Morgenklokken!” råbte han over sin skulder og drejede rundt om en stadigt stående hjørnebjælke.

“Gad vide, hvilken besked det er, Julemanden har?” Leyre nikkede. Det måtte tiden vise.

 

 

Lukas. I. C. deltog i skrivningen af dette kapitel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...