Faldet af Julen

Nisselandsbyen, Yggdrasil, angribes af en flok sælsomme drager, der truer menneskeheden op til jul.

- Vinder af 'Bedste Collab' i 'Julekonkurrencen' -
- Vinder af 'Bedste collaboration' i Movellys '17 -


21Likes
90Kommentarer
3609Visninger
AA

19. 18. December

Stormen havde lagt sig i løbet af natten, men Milos temperatur var stadig høj. Samuel havde fundet de nye koordinater til den næste destination, Cape Town. De havde alle hjulpet hinanden med at pakke teltet og alle tingene sammen, så de var klar til at tage afsted. De lettede fra jorden og snart fløj de højt oppe over skyerne. Samuel førte som altid an, Milo lå lige bagved, så vindmodstanden blev mindsket, mens Leyre holdt sig lige ved siden af ham.

 

Efter nogle timer kunne Leyre mærke Rudolph begynde at svede. Hun strøg ham medfølende hen over hovedet. De havde været på farten længe. Leyres fingre var begyndte at tørre ud, så hun fiskede sin håndcreme frem og smurte sine hænder ind for dernæst at kaste den i favnen på Samuel.

“Vi er over det subtropiske bælte, folkens.”

Samuel gjorde store øjne.

“Jeg har hørt myter om, at der findes nisser på Sydpolen.” Leyre fniste.

“Hvem ved,” svarede hun. “Der er nu heller ikke så langt dertil.” Landskabet var ikke længere grønt og farverigt; det var det stoppet med flere timer før. De havde holdt nogle pauser undervejs, men først nu slog det hende hvilket miljø, de var endt i. De seneste timer havde de fulgt kysten, og nu var de nået til hvad der lignede enden. Cape Town lignede hverken New York eller San Fransisco i sin storhed, men var derimod præget af himmelblåt vand og varme farver. Byen syntes smuk fra afstand og Leyre beundrede, hvordan man kunne se skarpe linjer inddele landet i forskellige områder.

“Det har jeg kun læst om i bøger,” sagde Milo stille.

“Hvad for noget?” råbte Leyre, idet der var en god afstand imellem de to.

“Alt denne her ondskab,” sagde han og viftede imod landet. Leyre forblev stille og viftede Milos hentydning væk. Hvilken ondskab kunne der være over noget så smukt som dette?

 

Rensdyrenes hove landede med et blødt bump på en øde bjergside. Byen lå stadig et godt stykke under dem, så de kunne sagtens ride tættere på den på rensdyrene.

“Gad vide, om byen er lige så smuk nedefra, som den var ovenfra,” undrede Leyre, mens hun sporede Rudolph til at gå lidt hurtigere.

“Måske,” var Samuels eneste svar. Milo var tavs.

“Ved I noget, som jeg ikke ved?” Leyre kiggede fra skiftevis på drengene, der blot rystede på deres hoveder. Leyre sukkede og kiggede væk fra dem igen.

Efterhånden som terrænet blev mere plant, så de også flere og flere bygninger. De første afsidesliggende huse var gårde, der havde flere tilbygninger til dyr. Jo tættere husene lå på byen, jo mere farverige var de. Den mest dominerende farve var rød, men gul og hvid var også brugt ofte.

 

Da de ikke kunne komme frem siddende på rensdyrene længere, stod de af for at gå videre til fods.

Leyre smilede op til de høje bygninger. De var langt fra lige så høje som skyskraberne i New York, men de var stadigt højere end hytterne hjemme i Yggdrasil.

De store menneskemængder og de mange interessante bygninger gjorde Leyre i et endnu bedre humør, for menneskers glæde og farverige farver var noget af det, der gjorde hende glad.

Kort kiggede hun over mod Samuel, der ligesom hende selv slugte alt med øjnene, og Milo, der kiggede lige frem for sig.

Leyre rynkede panden og gik bag Rudolph, for at snakke med Samuel.

“Er der noget galt med Milo? Han virker-” Leyre tøvede og viftede en flue væk. “-vred eller irriteret.”

“Han er nok også vred.” Samuel kiggede kort på hende, før han kiggede væk igen, for han kendte hende. Han vidste, at hun ville blive ked af det, hvis han fortalte hende den egentlige grund til Milos humør.

“Jamen, hvorfor? Her er da smukt!” Smilende kiggede hun op på den skyfrie blå himmel over dem.

Samuel var tavs i flere minutter og undgik hendes blik, før han hårdt pustede luft ud.

“Se her, Leyre,” sagde Samuel og pegede på et skilt. ‘NON-POOR ONLY’.

Samuel kastede et blik på Leyre, hvis øjne var blevet blanke.

 

De var hurtigt gået videre, og bevægede sig lidt væk fra byen. Leyre pegede på et skilt, hvorpå der stod Table Mountain National Park, Welcome to Boulders, home of the African Penguin. Et smil bredte sig på Leyres læber, og hun fik julelys i øjnene. De flåede alle tre sine sko af - det kunne ikke gå for stærkt med at løbe ned af stien, som førte ned til en strand. De sukkede tilfredse da de stod med deres små fødder i det hvide sand og kunne se det smukke, turkise hav.

“Se! Der er pingvinerne.” Udbrød Leyre begejstret og var på vej hen for at snakke med dem, da Samuel greb fat om hendes skulder. Hun vendte sig undrende om mod ham og søgte svar på, hvorfor han mon holdt hende tilbage. Samuel nikkede mod et skilt - Warning, Penguins will bite.

Julelysene i Leyres øjne slukkede langsomt, og hendes mundvige faldt ned i en trist mine - Samuel strøg hende let på ryggen af medlidenhed.

Milo havde i mellemtiden bevæget sig hen til vandkanten, hvor han prøvende dyppede sine tæer i det overraskende lune havvand. Da Samuel og Leyre var nået hen til ham, trådte de også ud i vandet - alle tre gik de langs vandkanten og soppede, imens de bare nød lyden af havet, der skyllede ind på land.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...