Faldet af Julen

Nisselandsbyen, Yggdrasil, angribes af en flok sælsomme drager, der truer menneskeheden op til jul.

- Vinder af 'Bedste Collab' i 'Julekonkurrencen' -


21Likes
90Kommentarer
3496Visninger
AA

17. 16. December

Da Leyre var vågnet morgenen efter, frøs hun til sin overraskelse ikke. Teltet var oplyst af et orange skær, så hun satte sig op med tæpperne viklet om sig. Samuel sad med en fakkel i hver hånd og så ud til at være faldt i staver. Deres øjne mødtes efter noget tid, og Leyre løftede sit ene bryn spørgende.

“Ville ikke have jer til at fryse.”

Leyre nikkede tavst og gik udenfor med den ene fakkel for at tænde et bål. Over bålet varmede hun nogle få dåseretter op og vækkede derefter straks Milo. Da de havde pakket sammen og var lettet, førte Samuel Comet i den retning, som Stjernestøvskompasset viste. De syntes dog efter en times tid at flyve over destinationen, idet pilen drejede rundt flere gange, så de besluttede sig at lede efter dragen på gåben. Selvom de ikke havde set nogle spor fra dragen i luften var Samuel alligevel skeptisk.

 

Der var fyldt med mennesker overalt. Milo gik og håbede på, at de snart ville finde spor fra dragen - der var kun 8 dage til juleaften, og de manglede stadigvæk at finde og fange 4 drager. Kunne de mon nå det? Ville julen virkelig blive aflyst, hvis missionen ikke lykkedes? Milo så op og opdagede, at han var sakket bagud; hurtigt løb han op til de andre. Han gik lige bagved Leyre og Rudolph; Samuel og Comet førte an. Milo kunne ikke lade være med at iagttage måden Leyre beundrede omgivelserne på - hendes nysgerrige blik og lettere adskilte læber.

Pludselig standsede Samuel brat op og drejede kroppen fra højre til venstre og tilbage igen.

“Pilen i Stjernestøvskompasset står stille på et koordinat,” fortalte Samuel og så søgende rundt.

“Hvad skal det sige?” spurgte Leyre og gik op på siden af Samuel for at se på kompasset.

“Dragen må være et sted i nærheden,” konstaterede Samuel og forklarede videre, “og den bevæger sig ikke.”

 

De lod Stjernestøvskompasset vise dem vej, og åbenbart vej hen til et stort tempel. Som de stod dér ude foran overvejede de grundigt, hvad der mon ventede dem derinde. Milo tog det første skridt frem, Samuel og Leyre fulgte trop. Inde i templet var belysningen dæmpet og støjen udefra synes forsvundet og erstattet af lyden fra dryppende vand... Der duftede specielt; en blanding af røgelsespinde og… gran. Samuel spottede noget på gulvet som ikke passede ind i omgivelserne - grønne grannåle.

“Hey! Se her, “sagde Samuel højt og samlede en af grannålene op. Da Milo og Leyre så, hvad Samuel holdt mellem sine fingerspidser, tav de. Var det fra dragen? De kiggede alle rundt efter dragen, men den var ikke til at se nogen steder.

“Hvad i-” Leyre stoppede midt i sin sætning og gik tættere på hendes mærkværdige fund. “Hvorfor hænger der istapper ned fra loftet her ovre?”

Henne i et hjørne var loftet dækket af istapper, som dryppede ned på gulvet, hvor det flød med grannåle.

“Leyre! Pas på!” råbte Milo, straks fik Leyre øje på ikke bare én, men hele to drager lige foran hende. Leyre bakkede panisk tilbage og så med store øjne skiftevis ind i et sæt grå øjne og et sæt brune øjne.

 

“Okay, Milo, Leyre, I to distraherer den store drage. Så tager jeg mig af den lille,” uddelegerede Samuel og bakkede stille rundt om en bred søjle. Milo nikkede og trak forsigtigt Leyre med sig i den modsatte retning af Samuel.

Den store drages jordbrune øjne fulgte dem vagtsomt, mens den med halen holdt styr på den helt lille drage, der forsøgte at hoppe over halen, kravle under den, kravle over den, kravle rundt om den og sågar at spy istapper efter den. Istapperne var bare for små til at kunne gøre ondt på den store drages haleskæl.

 

“Hey, drage?!” Dragen fnøs af Milo. “Ja, dig, din store fyr. Vi vil dig intet ondt; bare lokke dig ned i posen her og-” Milo blev afbrudt af Leyre, der slog ham hårdt på armen.

“Auv, hvad skulle det til for?” Milo lod som om, han var såret og gnubbede sig på armen.

“Hvad har du gang i? Du kan da ikke bare fortælle den om vores plan?”

“Hvad? Det er jo ikke fordi, den rent faktisk forstår, hvad vi siger.” Leyre ignorerede ham og begyndte at tale med dragen.

“Er du ikke en fin lille en?” Et læs grannåle røg ned over hende som svar. “Undskyld, en stor én, selvfølgelig.” Milo ville have grint, hvis ikke det havde været for situationens alvor. I stedet kiggede han over på Samuel, der havde fået den lille drage til at kravle under halen uden at få den store drage til at opdage det - den var for optaget af Leyres snak.

 

Store, grå øjne kiggede tillidsfuldt op på Samuel. Revnerne i dens sorte skæl var blevet gule, så måske den var glad? Samuel trådte et enkelt skridt baglæns, og fandt drageposen frem fra sin taske.

“Så, lille ven, vil du ned i posen?” Babydragen kiggede blot lettere forvirret op på ham, men dens mund formede sig til noget, der godt kunne ligne et smil, og den gik hurtigt et par skridt fremad, så den kunne gnide sig op ad Samuels ene ben.

“Hey, der ligger en rangle deri! Vil du ikke have den? Så du kan lege med den?” Forsigtigt klappede han dragen, der straks lavede en blanding af en piruette og et hop, for derefter at snuse til posen, Samuel holdt i sin hånd. Hurtigt lod han posen falde til gulvet, og den i forvejen lille drage blev endnu mindre. Hurtigt lukkede han posen, men han kunne ikke lade være med at blive en lille smule trist over dragerne, de havde fanget, der nu bare var spærret inde i poserne. Selvom der var både mad og plads til at sove, var det nu alligevel synd.

 

“Store drage!” Samuel kaldte på den store drage, hvis skælrevner hurtigt skiftede til rød. Var den bange? Eller vred? Nok vred, tænkte Samuel og gik et par skridt bagud, men dragen havde glemt alt om Leyre og Milo og gik nu kun efter Samuel.

“Venner, gør noget, hurtigt!” Samuel holdt øjenkontakt med dragen, der langsomt tog små skridt hen imod ham, men en snert af panik havde sneget sig ind i hans stemme.

Milo kiggede sig omkring for at se, om der var noget i templet, de kunne bruge.

“Okay, Leyre. Her er, hvad vi gør: Du kravler op på søjlen der-” Milo pegede på en af søjlerne, der gik fra gulvet og næsten helt op til det første tag, hvor det et par centimeter fra taget stoppede for at bøje sig ind mod det øverste tag i midten af templet. “-og så kravler du hen ad søjlen, til du er over dragen.” Leyre kiggede skrækslagent på ham.

“Og så smider jeg posen på hans hoved?” Milo nikkede.

“Nej. Der er så mange ting galt med din plan. Et, jeg kan ikke nå søjlen, to, jeg risikerer bare at falde ned, og tre, hvorfor kan du ikke bare gøre det?” Milo sukkede.

“Jeg løfter dig op, du falder ikke ned, og jeg kan ikke gøre det, for så skulle du til at løfte mig op, og det går ikke. Desuden, hvad er problemet? Da vi var yngre, var det altid dig, der vandt, når vi havde forskellige styrkekonkurrencer.”

“Ja, men det her er anderledes. Vi er blevet ældre, Milo, og du er den stærke.”

“Nej. Kvinder er den stærke del af befolkningen. Så, opsedasse!” Milo greb hende om livet og løftede hende op.

“Milo!” Af ren refleks greb hun fat i søjlen, hun kun lige kunne nå. “Hvordan kommer jeg så derhen?”

“Du bruger dine arme,” foreslog Milo og fulgte vagtsomt med fra jorden. Leyre fokuserede på opgaven. Okay, Leyre, du skal bare hive dig over til drage og kaste posen ned på dens hoved. Det kan du godt. Det går ikke galt. Den bider dig ikke, hvis det ikke virker. Pludselig fik hun en idé. Adræt svang hun sine ben frem og tilbage, indtil hun kunne få fat i søjlen med sine ben.

Under hende jublede Milo lavt. Smilende over sin succes spændte hun op i alle sine muskler og begyndte langsomt at kravle op af søjlen.

 

“Hurtigere, venner,” gispede Samuel, der nu stod så tæt på dragen, at han kunne række en hånd frem og røre ved dens pande.

Forsigtigt slap Leyre sit greb i søjlen med den ene hånd, og stak den ind under sin trøje for at finde en dragepose. Den hånd, der stadig havde søjlen i et fast greb, rystede af anstrengelse.

Hun skulle bare lige kravle lidt længere op ad søjlen. Bare lige lidt, og så-

Dragen skrumpede, og tilbage lå kun en pose, som Milo sprang frem og lukkede.

“Godt klaret, Ley! Og så tilbage igen.” Både Milo og Samuel kiggede op på hende.

“Jeg-” Hun sank og knugede sig ind til søjlen. “-jeg kan ikke.” Det kom kun ud som en hvisken.

“Jo, du kan godt - du kom jo derop, så du kan også godt komme ned igen,” beroligede Milo og stilte sig lige under hende. “Jeg griber dig, hvis du skulle falde, okay?”

“Vi tror på dig,” indskød Samuel.

Leyre nikkede forsigtigt og begyndte at fire sig ned ad søjlen igen. Snart var søjlen tæt på det første knæk tæt ved det første tag, så hun lukkede øjnene, talte til tre og gav slip.

Et kort sus i maven og hun lå i et par stærke arme. Grædende over sine anstrengelser lænede hun sig ind mod Milo, der knugede hende ind til sig, og kyssede hende beroligende på håret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...