Faldet af Julen

Nisselandsbyen, Yggdrasil, angribes af en flok sælsomme drager, der truer menneskeheden op til jul.

- Vinder af 'Bedste Collab' i 'Julekonkurrencen' -


21Likes
90Kommentarer
3496Visninger
AA

14. 13. December

Rensdyrene var vågnet tidligt og havde vækket nisserne, så de stod op og fodrede hver sit rensdyr.

“Samuel,” kaldte Leyre, “giv mig lige Stjernestøvskompasset.” Samuel vendte sig hen imod hende med en rynke i panden, men kastede det alligevel til hende.

“Tak,” smilte Leyre og klappede Rudolph, så han vrikkede med ørerne, “jeg flyver op og prøver at opfange nogle koordinater.”

Med dét sagt svang hun det ene ben over Rudolph og fløj afsted. Samuel og Milo blev mindre og mindre, indtil de tilsidst forsvandt under skyerne. Leyre var fast besluttet på at få kompasset til at vise den næste destination; det gik ikke, at de stod stille i missionen.

Pilen svingede let frem og tilbage som et pendul. Kom nu, kom nu, kom nu stå stille bad Leyre i sit stille sind - som om Stjernestøvskompasset kunne læse hendes tanker, låste pilen sig fast på et koordinat. Leyre jublede højt og kastede nakken tilbage i bare glædesrus. I en hurtig fart, suste Rudolph ned mod landjorden igen, med den lykkelige nisse på ryggen.

“Jeg har den! Jeg har den! Wuhui!” Råbte Leyre og gav et lille skrig fra sig. Samuel og Milo løb med hastige skridt over for at se, om det nu kunne være sandt. Jo! Om ikke hun havde formået at opfange den næste destination.

“Godt klaret, Ley!” Roste Milo og gav hende et hurtigt kram med et klap på ryggen. De trak sig ud af den korte omfavnelse, og Leyre afleverede Stjernestøvskompasset tilbage til Samuel.

“San Francisco, her kommer vi!” Råbte de alle tre begejstret op i kor.

 

I mørket lyste San Francisco op, som var der stablet en masse små kuber af lys. Leyres mund stod åben, mens hun krammede Rudolph godt ind til sig. De fløj forrest i V-formation, og Rudolphs tud lyste op for dem i lyskegle, som lige så stillede falmede ud, desto længere væk hun så. San Francisco var ikke det samme som New York.  

 

Lige så snart de landede, fyldtes deres øre med den skønneste sang - så skøn, at de blev drevet mod den. Dér lidt længere fremme, kom en række menneskebørn gående i lange, hvide kjoler, lys i hænderne og den forreste bar en krone af lys. Det var noget af det smukkeste, de havde set. Da de passerede nisserne, rakte Leyre forsigtigt hånden ud for at røre ved en af dem. De lignede engle, som de nærmest svævede forbi lige foran dem. De tre nisser var fanget i deres helt egne verdener; de ænsede ikke andet end den smukke sang.

Dog var der noget, der fik dem ud af deres trancer.

 

Der var ansigtet igen. Ansigtet fra dagen før. Milo kunne genkende den runde hage og det spidse gedeskæg. Hurtigt trak han Samuel og Leyre med sig væk, for selvom manden med ansigtet så meget fredelig ud, så var der et eller andet, der virkede farligt.

Milo fik kuldegysninger, da han tænkte tilbage på, hvordan manden havde kigget på ham. Blikket havde været koldt og ondt, men alligevel overrasket. Hvad manden kunne være overrasket over, vidste Milo ikke. Han vidste bare, at de skulle holde sig væk.

 

“Men Milo, hvorfor må jeg ikke gå over til den der skobutik?” Samuel klagede over, at Milo meget pludseligt havde hevet ham væk derfra.

“Det må du bare ikke, okay?” Milo sukkede og slap sit tag i Samuel. “Hvor er Leyre nu blevet af?”

“Sidst jeg så hende, var hun på vej over mod den der boghandel,” svarede Samuel og trak på skulderen. “Men de havde altså nogle virkelig flotte sko med hæl på!” Et par længselsfulde blikke blev kastet mod skobutikken, mens Milo gik mod den butik, Leyre var gået ind i.

“Hun er der altså ikke.” Milo trak sine bryn sammen, mens han kom gående tilbage fra boghandleren. Skiltet over døren sagde ‘Alverdens Bøger’ og stod med falmede guldbogstaver på en støvet grå bagplade.

“Hun kan da ikke bare være forsvundet?” Forvirret drejede Samuel rundt om sig selv og strakte sig på tå for at lede efter Leyre, men der var alt for mange mennesker.

“Leyre?” Kaldte Milo højt. “Leyre, hvor er du?”

 

“Er det tøsen her, I leder efter?” En høj mand klædt i en lang, sort frakke stirrede ned på dem. Hans smilende øjne var kolde og tomme, og hans selvsikre smil sagde alt. Han vidste, hvem de var. Han vidste, at de ikke var mennesker. På en eller anden måde kunne han se deres sande jeg - deres nissejeg.

“Hvem er du?” Vrissede Milo og stillede sig ved siden af Samuel, der måtte lægge nakken tilbage for at kigge op på manden.

“Jeg kommer fra FFNM. Tøsen her er min. Hvis I vil se hende i live igen, så mød ved Afdeling Nved solopgang. Ikke et sekund for sent, for ellers-” Manden kørte en finger hen over halsen på sig selv og smilte sit uhyggelige smil. Hurtigt drejede han rundt og forsvandt ind i menneskemængden.

Forfærdet kiggede Milo og Samuel på hinanden. Hvem end og hvad end FFNM var, så havde de Leyre, og de ville ikke tøve med at dræbe hende, ikke ét sekund.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...