Faldet af Julen

Nisselandsbyen, Yggdrasil, angribes af en flok sælsomme drager, der truer menneskeheden op til jul.

- Vinder af 'Bedste Collab' i 'Julekonkurrencen' -


21Likes
90Kommentarer
3483Visninger
AA

13. 12. December

Leyre, Samuel og Milo havde sovet trygt og godt inde i varmen. Efter de havde fanget drage nummer to i går, var de gået ud for at finde et sted at slå lejr for natten. Milo havde spottet et stort, rødt skilt, hvorpå der var en stor, hvid stjerne og teksten MACY’S, det så sikkert og fredeligt ud, så det var dér, de besluttede sig for at sove.

Samuel havde hele morgenen forsøgt at få Stjernestøvskompasset til at vise den næste destination; han og Comet havde fløjet højt oppe over New York City i morgendisen. Milo og Leyre ventede utålmodigt nede på landjorden, de havde pakket alt sammen, Rudolph og Cupid havde fået mad og vand, så de var parate til at flyve lige så snart Samuel og Comet kom tilbage - forhåbentlig med næste destination.

 

Sekunderne gik, minutterne passerede og timerne forduftede; stadigvæk ingen Samuel.

“Han bør snart komme tilbage med Comet,” sagde Milo og strøg Cupid ned af ryggen.

“Jeg begynder altså at blive en smule bekymret,” Leyre kiggede uroligt hen på Milo.

“Bare rolig, de kommer nok lige om lidt,” overbeviste han Leyre om.

 

Ikke længe efter dukkede Samuel og Comet op.

“Hvad så? Hvor skal vi hen?” Råbte Leyre begejstret og småløb dem i møde, men Samuel rystede bare på hovedet med en opgivende mine. Stjernestøvskompasset havde ikke villet vise den næste destination - ikke det mindste tegn havde der været.

“Vi bliver nødt til bare at flyve afsted. Det vil ikke give nogle koordinater…” Sukkede Samuel, greb fat i sin taske og svang den om på ryggen.

De forlod MACY’S og satte kurs mod - jah, de vidste ikke, hvor de satte kursen hen. De høje skyskrabere blev mindre og mindre, som de tre rensdyr bar deres nisser længere og længere væk fra det travle liv på Times Square og Manhattan.

 

Det golde landskab under dem skiftede endnu engang karakter. Ikke meget, men nok til at fange Leyres blik. Hun så, at der ikke længere kun var jord, sand, kaktusser og lav, udtørret vegetation under dem. Det var blevet erstattet af store, åbne vidder med græs så gult som solen. Det var ganske vist svedent og næsten dødt, men det var græs, så Leyre håbede på, at der var en by tæt på.

Floden, de fulgte, flød fredeligt afsted, og indikeret ikke nogen tegn på at stoppe foreløbig.

Leyres tankegang var, at hvis de fulgte floden, så ville de altid vide, hvor de kom fra, og de ville højst sandsynlig finde en by, der lå tæt ved.

 

“Vi finder jo aldrig en by,” klagede Milo og lagde hovedet tilbage.

“Jo, vi gør, Milo. Desuden, luk munden, for du lukker fluer ind.” Samuel sukkede over deres mundhuggeri, men Leyre tog godt fat i tøjlerne. “Hurtigere, Rudolph!” Rudolph virrede med hovedet som svar men satte farten op alligevel. Han ville også gerne lande i en by snart, selvom han ikke var træt endnu. Juleaften var stort set hans eneste arbejdsdag på året, så han fortalte altid sig selv, når han blev træt, at han kunne sove de næste mange dage efter juleaften.

 

En lille gruppe huse et kort stykke fra floden fangede Leyres blik.

“Se, jeg havde ret, Milo!” Udbrød Leyre med et smil, der lyste hele hendes ansigt op.

Hun er nu faktisk ret flot, tænkte Milo. Og hun har den sødeste opstoppernæse. Milo klukkede stille. Han sad i sin helt egen verden, og tænkte tilbage på dengang han, Samuel og Leyre havde mødtes for første gang.

De havde været helt små; så små, at de kun lige var begyndt i nisseskolen. Samuel var kommet gående ind ad døren med et selvsikkert smil, havde kigget sig omkring og udset sig Milo som sin første ven. Leyre havde stået sammen med nogle af de andre små piger, men hun så ud til at kede sig, så da Samuel genkendte hende og gik hen for at kilde hende, kom hun over til dem. Hun og Samuel boede i samme lille gruppe af huse, mens Milo boede i en anden lille gruppe et par stenkast væk.

De havde godt set hinanden før denne første skoledag, men de havde alle haft andre venner at være sammen med.

 

“Hallo? Milo? Jorden, eller luften, faktisk, kalder Milo?” Samuel viftede en hånd frem og tilbage foran Milos ansigt. “Er du tilstede?”

“Øhm, ja, ja. Jeg tænkte bare,” mumlede han og gned sine øjne.

“På hvad?” Leyre lød nysgerrig, og med stort besvær fik hun sit ene ben svunget over Rudolphs ryg.

“På den dag, vi mødtes,” smilte Milo og kiggede rundt. De var landet i den lille landsby, Leyre havde opdaget, men når først man var nede i byen, virkede den meget større, end den havde gjort fra luften af.

De lysebrune bjælkehuse fik byen til at ligne Yggdrasil, men manglen på sne og røde nissehuer var alligevel tydelig.

Nu, hvor han tænkte over det, savnede han faktisk sneen og de mange nisser. Det måtte han huske at fortælle, når han kom hjem.

 

Forsigtigt hev han i tøjlerne, så Cupid begyndte at bevæge sig fremad i et roligt tempo. Samuel var også stået af, men Milo var så travlt optaget af at betragte byen, at han ikke kunne fokusere på at stå af.

Tagene på husene var lavet af noget blankt noget, der mindede om glasuren på nogle af Julemandens kager. Vinduerne, dørene, gavlene og alle haverne var desuden også pyntet op med en hel masse lyskæder. Der var de traditionelle kæder, og der var andre, der var formet som rensdyr, nisser, kaniner, giraffer, julemænd, kaner og en hel masse andet.

Det hele lagt sammen fik byen til at ligne en by fuld af honningkagehuse.

I de fleste af honningkagehusene var gardinerne trukket for, for mørket havde sænket sig, og de fleste indbyggere var nok for længst gået til ro. Alligevel lagde Milo mærke til et enkelt vindue i et af de lidt ældre honningkagehuse. Noget puslede ved gardinerne, og snart kom et ansigt til syne. Milo fik øjenkontakt med manden, ansigtet tilhørte, og mandens øjne blev store.

Gad vide, hvorfor han er så overrasket over at se os. For ham ligner vi jo bare normale mennesker, og rensdyrene ligner vel æsler eller noget. Milo kiggede hurtigt væk igen. Får de da aldrig besøg i denne by? Da Milo kiggede op igen, var ansigtet væk.

 

“Hvad?” Samuel og Leyre kiggede spørgende på ham.

“Hvad hvad?” Milo kiggede uforstående tilbage.

“Du sagde noget?”

“Gjorde jeg?”

“Ja, et eller andet i stil med ‘får de ingen besøg her?’”

“Nåh, øh, ja, ja, det sagde jeg.” Forvirret forsøgte han at tænke tilbage, for han huskede ikke at have sagt det højt.

“De får nok ikke særligt mange besøgende, for at svare på dit spørgsmål. Byen ligger for langt væk fra alting.” Leyre kiggede rundt med et smil. “Men her ser da pænt og hyggeligt ud. Er det bare mig, eller ligner husene ikke honningkagehuse?” Samuel og Milo grinte og gjorde sig enige med Leyre, der sultent slikkede sig om munden, men Milo kunne ikke få billedet af ansigtet væk fra nethinden.

Det gyste ned af ham, så hårene rejste sig og det løb ham koldt ned af ryggen “Lad os slå lejr.” Leyre gabte som modsvar. “Jeg kan ikke se, hvorfor ikke.” Hendes krop føltes som bly.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...