Hvem er jeg?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2017
  • Opdateret: 17 nov. 2017
  • Status: Igang
-Kommer senere-

Til Mirror mirror konkurrencen mulighed 1

0Likes
0Kommentarer
234Visninger
AA

2. Kapitel 1. Skolen

Kapitel 1.

Den knirkende lyd skærer i ørerne, da jeg åbner døren ind til klassen. Lokalet er helt tomt. Dog er klokken heller ikke mere end 07:05. De næste der kommer, kommer først om 20 minutter. Så jeg har lidt tid for mig selv. Jeg lader min rygsæk, dumpe ned ved siden af mit bord. Tasken er ret våd, da det regner udenfor. Med et suk, trækker jeg min stol ud fra bordet. Det lyder som en tung sten, der falder til jorden, da jeg sætter mig på stolen. Øv, hvor er det irriterende, at jeg er så tyk. Jeg er blevet mobbet meget med min vægt gennem årene. Med hovedet hvilende på mine hænder lukker jeg øjnene lidt.
”Hej!” Amalies lyse stemme giver genlyd i mine øre. Med et trist blik, ser jeg op. Amalies brune øjne lyser op. 
”Er du okay?” Spørger hun. Uden at svare, ser jeg ned, og tager hænderne til hovedet. Med ansigtet begravet i hænderne, triller tårerne ned af mine kinder. Jeg mærker, at Amalie holder om mig. 
”Det skal nok gå. David skal nok komme hjem snart”, hvisker hun i mine ører. Hvad?! Hvor ved hun det fra?! Jeg vrider mig fri fra Amalies greb. 
”Hvor ved du det fra?!” Spørger jeg hende. Amalie mumler et eller andet, som jeg tror, er et svar. Selvom jeg ikke kan høre, hvad hun svarer. Vrissent rejser jeg mig. Ja så voldsomt, at stolen vælter med et brag til gulvet. Uden at se på Amalie, løber jeg ud af klassen. Jeg forsætter ud mod udgangen. Dumme Amalie! Hvorfor skulle hun nævne det med David? Og hvor fra ved hun, at han er væk? Tankerne flyver gennem hovedet på mig, mens jeg løber. Da jeg nærmer mig udgangen, ser jeg, at døren heldigvis er åben. Jeg løber ud af døren, og ud i skolegården. Forpustet standser jeg midt i gården. Regnen siler stadig ned. Kulden betyder ingenting. Med rystende ben sætter jeg mig på den kolde og våde asfalt.
”Emma”, kalder en lys stemme. Uden at vende mig rundt, ved jeg, at det et Amalie. 
”Kan du ikke bare lade mig være?”, snerrer jeg, uden at vende mig om. Lidt efter ligge Amalie en hånd på min skulder. Jeg vender mig mod hende. Amalie ser forskrækket på mig. 
”Er du okay?” Spørger hun. Hendes stemme ryster. Med blikket ned håber jeg, at Amalie vil gå. Men nej. Det gør hun ikke. Hun står stadig foran mig, og mumler et eller andet. 
”Fatter du det ikke? Jeg vil være i fred”, snerrer jeg. Amalie træder et skridt tilbage af forskrækkelse. Nedtrykt vender hun sig om og går. Hun ser ret nedtrykt ud. 
”Du er slet ikke dig selv, Emma”, siger hun. Sært. Den sætning virket bekendt. Jeg tænker over beskeden i går. ”Du er slet ikke dig selv, Emma. Tag dig sammen”. Er den fra Amalie? Det kunne det godt tyde på. Med et suk smider jeg mig bagover, så jeg ligger på den våde asfalt. Lukker øjnene lidt. 

(Drøm)

Den varme sol bager på mine bare arme. Foran mig står David. Hans blå øjne glimter i solen. 
”Jeg vil aldrig miste dig”, siger jeg. David griber mine hænder med sine. Han hvisker, at han aldrig vil forlade mig. At han altid vil være der for mig. Og han er min bror i tykt og tyndt. Jeg bliver helt varm om hjertet. David betyder alt for mig. Nu er vi jo trods alt tvillinger. Lige som jeg står i mine egne tanker, er det som om, der bliver grebet i Davids hænder. De bliver flået ud af mine egne hænder. Jeg ser efter David. Han bliver trukket væk. Nu kan jeg ikke se ham mere. Solen går bag sorte skyer. Vandet siler ned. David er væk…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...