At tale, at turde, at tro.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 nov. 2017
  • Opdateret: 10 nov. 2017
  • Status: Færdig
At leve med Anoreksi, sorg, tvivl og Social angst er hårdt. Ingen bør gå leve sådan. Ingen!
En erindring fra en lejrtur.

2Likes
1Kommentarer
157Visninger
AA

1. At tale, at turde, at tro.

06-06-2017

At tale, at turde, at tro.

-En erindring af Laura B. Schmidt.

 

Jeg fik en klump i halsen. Det var lidt over et år siden, at han døde. Det føltes bare som om at han var der. Jeg fik lyst til at spille skak. Ligesom i de gode gamle dage. Jeg må indrømme at den var rimelig stor til mig, men det gjorde den bare dejligere. Jeg tog bunden af den op til min næse. Den duftede stadig af ham. Jeg blev rolig inden i. Ligesom han havde været. En rigtig rolig og rar person. Jeg tog en dyb indånding. Hvorfor skulle det være så svært?

 

Jeg kiggede væk fra spejlet, og ud på de andre. Jeg pustede ud igen. Mine kinder var våde af tåre. Det havde været en rigtig hård dag. Både fysisk og psykisk. Det suste rundt inde i mit hoved. Jeg var blevet hjernevasket af al den blæst. Jeg tørrede mine kinder af i bunden af hans trøje.

”Kan du høre mig deroppe?” Hviskede jeg hæst, og kiggede op imellem skyerne. En flok måger fløj forbi. ”Jeg savner dig!” Sagde jeg stille, og kiggede ud på de andre igen. ”Det går ikke så godt for tiden” En myg satte sig på min hånd. Jeg baskede den væk. ”Tror du jeg kan klare det?” Jeg kneb øjnene sammen for ikke at græde. ”Bedstefar?” Mine hænder var begyndt at ryste. ”Jeg ved du ville være stolt af mig! Så, så, ja” Jeg kiggede ind i spejlet igen. ”Nu gør jeg det her! Jeg ved ikke om jeg kan klare det? Men nu gør jeg det!” Jeg kiggede ned på mine sko. Jeg bøjede mig ned, og tog mine sko i hånden.

 

Det var dejligt vejr udenfor. Det blæste lidt, men solen skinnede. Jeg satte mig på en gammel bænk, og trak i mine sko. ”Og bedstefar? Ikke for at skuffe dig! Men brøndby vandt altså den kamp, jeg fortalte dig om” Sagde jeg med en lidt irriteret stemme.

Jeg kiggede op, og lige for øjnene af mig kom en frisbee. Jeg havde hurtige reflekser, og greb den. Jeg sad der på bænken og kiggede rundt. De andre råbte efter mig, at jeg skulle kaste den til dem. Det var min store chance. Min chance for at være med til noget. Min chance for at sige et ord. Jeg kiggede ned i min hånd.

Frisbee'en var grøn med grå skrift på. Jeg rettede ryggen, og gjorde klar til at kaste. Jeg kiggede hen på en af drenge. Han var høj. Han havde solbrændte arme og gyldent brunt hår. Han pegede på sig selv, og råbte ”Kast til mig”. Jeg rystede. ”Du kan godt!” mumlede jeg til mig selv. Jeg kiggede ned på min trøje, derefter op på himlen og til sidst hen på drengen. Jeg tog en dyb indånding. Jeg kastede frisbee'en. Den havde fuld fart på.

Jeg var så nervøs. Tænk hvis den ramte langt forbi ham. Jeg krydsede mine fingrer. Den grønne frisbee nærmede sig ham, og jeg holdte vejret. Hvor blev jeg bare glad. Den ramte lige i hans hænder. Han greb den. Jeg smilte. Jeg smilte. Jeg smilte. Til sidst smilte jeg, fordi jeg smilte. Det havde været så grænseoverskridende. Bare sådan en lille ting. Det var ikke så meget, jeg havde gjort, men jeg var stolt.

 

Da jeg sad der på bænken og smilte, kunne jeg høre en masse latter. Jeg vendte mig rundt. På en bænk magen til et stykke væk sad alle pigerne. De hørte høj musik. De spillede spil. De snakkede sammen. De havde det sjovt.

Mit smil forsvandt igen. Jeg ville så gerne være med. Jeg ville også have det sjovt. Jeg ville også snakke med nogen. Jeg bed mig selv i læben. Jeg begyndte at ryste ved bare tanken om det. Tanken om at gå der over, og måske sige hejsa.

Jeg kiggede ned i jorden. Jeg blev så ked af det. Jeg var bange. Bange for pigerne. Bange for at fejle. Jeg gik i baglås. En tåre trillede ned af min kind. Jeg bestemte mig for at blive siddende. Det var for svært. Jeg kunne ikke klare det selv.

 

Jeg havde sitet der et stykke tid. Pludselig kunne jeg høre en voldsom larm. Der var mere end tredive stemmer der skrig i munden på hinanden. De stod alle samlet i en stor kreds omkring et eller andet. Jeg blev nysgerrig. Jeg tog mig mod, og gik hen og kiggede. Jeg nærmede mig og kunne høre hvad de skreg. ”Kage, kage, kage” råbte de alle sammen. Jeg kiggede ind igennem en sprække i menneskemængden. Der var disket op med mange forskellige slags kager. Der var både drømmekager, chokoladekager, banankager, muffins, brownies og så videre.

 

Jeg vendte mig hurtigt om. Jeg kunne ikke være i det. Jeg løb ind i pigernes soveværelse. Jeg smed mine sko, og kastede mig ned på en eller andens madres. Jeg tog mit tæppe over mig. Fandt en hovedpude, og begyndte at græde. Det var blevet for meget. Jeg var så træt af mig selv.

De andre skulle til at lave teambuilding. Jeg ville så gerne være med. Jeg havde bare virkelig ikke modet til det. Jeg lå med hovedet mast ned i den våde hovedpude.

Jeg frys. Jeg havde et stort varmt tæppe over mig, men jeg frys. Solen skinnede, men jeg frys. Jeg havde lyst til at løbe væk. Lige ude for lejren var havet. Jeg havde tidligere sitet og kigget ud i horisonten i tre timer. Havet var uendeligt. Jeg kunne kun lige skimte Jylland. Det var en stenstrand. Der var slet ikke noget sand.

Det var kun, da det var aller mest lavvandet, at man lige kunne se sandet.

Jeg tænkte på bare at kaste mig ud i vandet. Bare svømme hele vejen over til Jylland. Bare komme væk. Jeg havde intet at gøre der. Det var én stor pinen for mig selv.

Jeg kiggede ned på min trøje. Da jeg havde lagt den trøje i min taske, havde jeg glædet mig til lejren. Jeg lukkede mine øjne. Der var speciel en grund til, at jeg havde glædet mig til lejrskolen. Vi skulle nemlig ud at ro i kanoer. Jeg fik et smil på læben. Jeg begyndte at glæde mig helt vildt. Jeg lå der på madrassen og forstillede mig, at jeg var ude at ro i kano. Jeg havde lukkede øjne, og jeg var halv træt, så jeg kom til at falde i søvn.

 

Jeg kan faktisk huske hvad jeg drømte. Det kan jeg faktisk ved mange af mine drømme. Jeg drømte at jeg var ude at ro i kano. Det var sammen med en dreng fra klassen. Han hed Peter. Han var en af de nyeste i klassen. Han var ikke særlig høj, og han havde pjusket lyst hår. Peter og jeg roede om kap. Vi havde solen lige i øjnene, og vi kunne ikke se så godt. Lige pludselig kom der en piratkano. Peter skreg rigtig højt. Han havde et meget lyst og piget skrig. Jeg hoppede ud af min kano, og lavede et karateslag lige ind i piraternes kano. Det strømmede ud med vand fra deres kano. Peter og jeg roede hurtigt ind mod land. Da vi kom ind på land, glemte jeg, hvordan man snakkede dansk. Jeg kunne kun tale tysk og engelsk.

 

Jeg var ret forvirret da jeg vågnede. Det havde været en mærkelig drøm. Det var lyst. Jeg gned mig selv i øjnene, og pludselig kunne jeg se. Jeg fik et chok. Vores skoleleder stod lige foran mig. Hun sagde at jeg skulle komme med ud lidt. Jeg blev bange igen. Jeg turede virkelig ikke at være med til det teambuilding. Jeg var så bange for de andre. Jeg gik med ud alligevel. Jeg havde det så dårligt. Jeg fortalte Helle, som skolelederen hedder, at jeg altså ikke kunne være med. Hun forstod det selvfølgelig godt.

Vi gik ned mod de andre. Nu nærmere vi kom, nu mere nervøs blev jeg. Jeg kunne ikke lide det. Jeg ville så gerne være med, men jeg havde ikke modet til det. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op. Jeg satte mig ned i græsset. Jeg plukkede en lille blomst. Det så så sjovt ud. De skulle lave noget med et tov. De stod i en stor ring, og alle holdte fat om torvet. De skulle binde en knude på torvet uden at give slip.

Jeg havde virkelig lyst til at være med. Jeg fik faktisk mod til det. Jeg behøvede jo ikke at sige noget. Jeg kunne bare gøre, hvad de sagde. Jeg kiggede op i himlen og ned på min trøje. ”Hvor jeg dog gerne ville kramme dig lige nu bedstefar” sagde jeg stille for mig selv. Jeg rejste mig op. Jeg tog et skridt frem. Jeg kiggede ned af mig selv. Jeg begyndte at ryste. Jeg blev usikker. Hvad nu hvis jeg gjorde noget forkert? Jeg kæmpede alt hvad jeg kunne. Jeg havde gang i en kæmpe diskussion med mig selv. Jeg fældede en tåre. Jeg kunne altså ikke gøre det. Hvis jeg havde haft lidt hjælp, havde jeg sikkert gjort det.

 

Jeg blev enig med mig selv om, at hvis jeg gik, måtte jeg ikke gå helt ind. Derfor gik jeg op til bænkene. Jeg satte mig på en af dem. Jeg var så ked af det. Jeg havde sådan brug for at snakke med en der kunne forstå mig. Der var bare ingen. Jeg følte mig helt fortabt. Jeg sad bare og stirrede ud i luften. Jeg prøvede at tænke på noget godt. Jeg koncentrerede mig helt vildt. Jeg tænkte på at jeg skulle ud at ro i kano.

Peter og jeg havde planlagt at ro samme tid. Peter er en god ven. Vi havde snakket om det dagen før. Peter havde fortalt, at han også glædede sig helt vildt. Jeg kiggede ned på jorden. Der lå en lang pilegren på cirka fyrre centimeter. Jeg bøjede mig ned efter den. Idet jeg samlede den op, så jeg at der lå perler rundt omkring i græsset. Jeg lagde mig ned på bænken. Jeg samlede perlerne sammen i en lille bunke. Jeg brugte pinden til at tegne en firkant med ni bokse i.

 

Jeg lå der på bænken, og spillede kryds og bolle med mig selv. Jeg nød mit eget selskab i et kort øjeblik. Solen skinnede på min ryg. Jeg kunne høre havet i baggrunden. Jeg vandt det ene kryds og bolle spil efter det andet. Til sidst gad jeg ikke spille med mig selv mere. Jeg vendte mig om på ryggen.

Himlen havde den smukkeste blå lyseblå farve. Den var ikke blid lyseblå. Den var farvestrålende. Der var efterhånden kun få skyer at få afse. Jeg undrede mig over at månen var der. Det overraskede mig lidt. Det så på en måde sjovt ud. Med et smil på læben vendte jeg mig om på siden. Forud kunne jeg ikke se andet end træer og buske. Det var en slags mini skov. I stedet for at plante træerne og buskene med bare en meters afstand fra hinanden, havde de valgt at plante alt med ti centimeters afstand. Der var bøgetræer. Bladende var helt lysegrønne. Der var hybenbuske. De lyserøde blomsterblade skilte sig ud i forhold til alt andet. Der var visne mælkebøtter, lange brændenælder og store tidsler. Det så egentlig kønnest ud for oven. Ukrudtet ødelagde lidt det hele. Jeg vendte mig om på maven igen.

 

Jeg lå og stirrede lidt ned i jorden. En hånd lagde sig pludselig på min skulder. Jeg satte mig op. Det var helle. Hun sagde hej. ”Hvornår kommer de tilbage nede fra kanoerne af?” spurgte jeg hende. To af lærerne var nede og afprøve kanoerne. ”De kommer om fem minutter cirka” Svarede hun. Jeg blev glad. Jeg var spændt. Jeg glædede mig sådan til at ro i kano. ”Jeg bliver nok nødt til at tage en anden trøje på Bedstefar. Jeg vil helst ikke gøre din våd og beskidt. Det forstår du vel godt” sagde jeg inde i mit hoved. Jeg satte mine albuer i bordet, og lænede mit hoved på mine hænder.

 

”Hør her” Sagde Helle alvorligt. ”Du kan altså ikke komme med ud at ro i kano” Jeg blev helt tom i ansigtet. ”Det er ikke sikkert for os at tage dig med derud i den tilstand du er i” forklarede hun. Der gik tusind tanker igennem mit hoved. Jeg havde det helt fint. Jeg var lidt træt. Jeg havde ikke spist så meget. Men jeg syntes ikke at det var fair. Det var det jeg havde glædet mig aller mest til. Det var noget jeg for en gangs skyld havde lyst og mod til.

Jeg havde faktisk glædet mig til det. Det var lang tid siden jeg sidst havde glædet mig til noget. Jeg kunne næsten ikke holde mine tåre inde. Jeg blev så ked af det. ”Det er nok bedst hvis vi ringer efter din mor og far” Sagde hun. Jeg var ved at eksplodere. Jeg rejste mig. Jeg løb ind og smed mig på den samme madres som tidligere. Jeg var endnu mere ked af det der, end jeg havde været tidligere. Jeg var helt knust inden i. Jeg kunne ikke længere se nogen grund til at fortsætte. Jeg var så tæt på bare at løbe væk. Det var det eneste jeg havde haft lyst til i rigtig lang tid. Jeg græd og græd og græd.

 

Jeg kunne høre at de to lærer kom tilbage. Jeg ville ud til dem, men jeg kunne ikke. Jeg var simpelthen så knust, at jeg ikke kunne rejse mig. Jeg tog et tæppe over mig. Jeg frys rigtig meget. Alt faldt bare sammen. Jeg ville så gerne ro i kano. Jeg kunne høre fodtrin. Min lærer kom ind i lokalet. Jeg vendte mig om på siden. ”Jeg er så ked af det” mumlede jeg. Jeg kunne ikke få mig selv til at kigge op. ”Jeg vil så gerne ro i kano”.

Der var stilhed i lidt tid. ”Vi har jo faktisk snakket med Helle om at din mor og far skal komme og hente dig” sagde hun med en rolig stemme. Jeg begyndte at ryste. Det var bare det værste der kunne ske. Læren gik ud igen.

 

Jeg blev sur på en eller anden måde. Jeg ville fanme ud i de kanoer. Der kom en form for kampgejst i mig. Jeg satte mig op. Jeg græd stadig. Jeg var så ked af det. Jeg gik ud af døren. Der var mennesker overalt. De snakkede højt. De kiggede på mig. Jeg blev bange igen. Hvis nu jeg bare gik rigtig hurtigt forbi alle, så kunne det være de ikke nåde at sige noget til mig. Jeg tog mig mod, og gik så hurtigt jeg kunne fra den ene bygning til den anden. ”Malene? Har du set Anne-Mette?” spurgte jeg en af lærerne. Hun fortalte mig at hun var inde i køkkenet.

 

Jeg fik kuldegysninger. Det gjorde bare det hele endnu sværere. Jeg kunne ikke gå ud i det køkken. Jeg bed mig selv i læben. Jeg gik hen imod køkkenet. Jeg var så nervøs. Hvad havde jeg dog gang i? Jeg stoppede op i døråbningen. Jeg stod der lidt og kiggede. ”Anne-Mette?” sagde jeg. Jeg var stille i et øjeblik. Jeg tog mod til mig, og trådte ind i køkkenet. Jeg blev urolig inden i. Jeg havde virkelig angst for at være der inde. Jeg blev nødt til bare at kigge ned i jorden. ”Er der ikke et eller andet jeg kan gøre, for at jeg kan komme ud og ro i kano?” spurgte jeg hende. Jeg bed hårdere og hårdere i min læbe. Mine hænder begyndte at ryste. Hun lagde armene over kors, og lænede sig op af et bord.

 

”Jeg kan spise noget hvis det er!” forsøgte jeg. Hun kiggede på mig. Jeg kunne se ud af øjenkrogen, at hun tænkte så det knagede. Hun fandt en hel bolle til mig, og puttede ost på. Jeg blev skrækslagen. Jeg fik ondt inden i af at kigge på den. Hun sagde at hun ville tale med Helle om det.

 

Jeg sad inde i spisesalen. Der var ingen andre folk. Der var bare dejlig stille. Jeg sad og stirrede ned på den hele bolle med ost Jeg diskuterede voldsomt med mig selv. Jeg kunne bare ikke give mig selv lov. Jeg begyndte at græde igen. Jeg ville så gerne ud at ro. Jeg tog bollen i min hånd. Jeg rystede, og jeg græd. Jeg fik ondt i maven, og mit hoved var ved at eksplodere af tanker. Jeg blev skrækslagen.

 

Den bolle var så stor. Jeg tog en bid af den. Jeg græd og græd og græd. Jeg spiste den. Bid for bid. Jeg kunne ikke være i mig selv. Jeg var så sur på mig selv. Jeg var ved at eksplodere. Jeg blev enig med mig selv om gemme vreden til senere. Jeg sad og ventede på at lærerne skulle komme. Det føltes som flere timer. Jeg sad bare og koncentrerede mig om ikke at skrige.

 

Jeg kiggede på et maleri. Kunstneren havde malet mørkebrune streger som omrids på alle tingene. Det gav en god effekt. Jeg brudte mig egentlig ikke om billedet. Jeg syntes det var lidt for sjusket, men det brune omrids var nu imponerende.

 

Helle og Anne-Mette kom endelig ind. De gav mig et glas vand. Jeg var så spændt. Hvis de ikke gav mig lov, ville jeg løbe væk. Jeg ville slet ikke kunne være i mig selv. Jeg kiggede på dem. Jeg var bange. Jeg havde gjort alt hvad jeg kunne. Jeg havde gjort mere, end jeg kunne kappere.

 

Jeg husker intet af alt det de sagde til mig. Jeg koncentrerede mig kun om en ting. Jeg ville bare gerne vide om jeg kunne komme ud at ro. Jeg hørte selvfølgelig hvad de sagde, men jeg glemte det efter nogle timer. ”Du må godt tage med ud at ro” sagde de. Jeg blev simpelthen så glad. ”Men, vi syntes at du skal spise en banan også” sagde de meget forsigtigt. Jeg blev utilpas igen. Alt var lige ved at bryde sammen igen, men jeg var for glad. Jeg skulle jo ud at ro i kano. Jeg skulle ud at have det sjovt sammen med Peter og de andre. Jeg tog bananen og maste den i mig selv.

Inderst inde havde jeg det rigtig skidt, men det måtte gemmes til senere.

 

Jeg gik over i pigernes rum. Jeg trak af min trøje. Jeg krammede den, og lagde den ned i min taske. Jeg tog min vandflaske og et håndklæde i hånden. Jeg var så glad.

 

Kanoturen var så god. Det var virkelig sjovt. Peter og jeg roede om kap. Jeg fandt levende muslinger. Jeg fik sol i nakken, og det hele var bare godt. Da vi skulle op igen, var Peter ved at dø af kulde. Det var så synd for ham. Vi gik derfor hurtigt tilbage til lejren. Vi gik i barre tær, og vi snakkede om Krakowturen. Vi gjorde grin af buschaufføren.

Det hele havde været så sjovt. Jeg var dødtræt, men det havde været fedt. Da vi kom tilbage, tog jeg Bedstefars trøje på igen.

 

Egentlig skulle jeg lave mad, men jeg kunne bare ikke holde det ud. Jeg var inde i køkkenet, og jeg skrallede gulerødder i ti minutter.

Jeg havde det rigtig dårligt i de ti minutter. Det var vildt hårdt. Det var faktisk alt for meget. Til sidst fik jeg nok, og jeg løb over i pigernes hus igen. Jeg løb ned på toilettet. Jeg kiggede mig selv i spejlet, og bryd sammen. Jeg løb op af trapperne og lagde mig på min madres. Jeg var så brugt. Jeg havde ingen energi tilbage. Jeg var så ked af det. Jeg tog mit tæppe over mig, og begyndte at læse i min bog. Der gik ikke særlig lang tid før jeg fladt i søvn. Jeg havde sagt til Anne-Mette, at jeg selv kom over og spiste, men jeg sov altså.

 

Jeg vågnede så ved at hun vækkede mig. Jeg gik med over og spiste en smule. Jeg var helt ude af den. Jeg var så ked af det. Jeg var sur på mig selv. Mest af alt var jeg overtræt.

Jeg faldt i søvn på bordet. Jeg blev vækket lidt senere, og fik lov til at sove på en madras inde ved Malene og Anne-Mette. Jeg var knust, og jeg kunne ikke andet end at sove. Det er bare hvad der skal til. For at have det sjovt i nogle få timer. Jeg var så ked af det resten af lejren. Men det var okay. Ikke at det var rart. Men jeg havde været ude at ro. Jeg havde bedstefars trøje på, og jeg havde haft det sjovt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...