Selfiebørn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2017
  • Opdateret: 15 feb. 2018
  • Status: Igang
Mette Thybo bor i Skive. Hun er 16 år gammel. Hun lever for memes, snapchat og der findes heller ikke noget bedre end instagramfiltre. Mange filtre. Selvom #nofilter nogengange er at foretrække, hvis altså bare lige lyset falder rigtigt. Søde fyre på tinder er også meget spændende, selvom hun er for ung til tinder. Niels Ejbo fra Aakjærskolen er fjorten år gammel. Han kan godt lide Nadja omme fra 8.c. Han er nok bare ikke sådan rigtigø god nok til at snakke med hende. Han er måske ikke sådan god nok i det hele taget. Men så er der den her meget sjove internetgruppe, “Skives Bedste Patter”, hvor det handler om at få likes på billeder, man har taget af pigers bryster, og den med flest likes vinder, og der kan han pludselig være god nok. // Bidrag til Mirror Mirror konkurrencen nr. 2, sociale medier. // Indeholder groft sprog, realistiske voldsscener, samt scener omkring psykologisk misbrug, der kan vække anstød eller triggers. //

31Likes
196Kommentarer
13869Visninger
AA

10. (9)

Mit hoved skriger, da jeg vågner. Det skriger på sådan en hvid, dunkende måde. Lyset fra vinduet ude til højre - men hvad fanden er det for et vindue? - er skærebrændere i mine hornhinder, og hovedet skriger igen, og mit kranie slår sprækker. 

  Jeg ligger lidt, med sammenknebne øjne, mens små mænd banker store hammere mod min hjerneskal indefra. Sådan nogle store, spidse hanmere af metal, der hægter sig fast. 

  Så skal jeg brække mig. Og det sker på et øjeblik. Jeg vrider mig rundt, ud til venstre, og når at registrere, at jeg befinder mig på en sofa i en lille lejlighed, jeg overhovedet ikke kender, og at der er en spand under mig, med gullige klatter, der svømmer rundt som snot i et lag af skumvand. 

  Det er ikke ret meget, jeg kaster op. Jeg raller mest bare, imens min mave trækker sig sammen og bliver sådan helt hul i det. Der kommer spyt ud, og nogle enkelte slimede strenge. Det sortner for mine øjne et kort øjeblik, og jeg kan ikke høre andet end sådan en høj og skinger lyd, der ringer i ørerne. Jeg lægger mig tilbage i puden, og hviler håndryggen mod panden.

  Hvad fanden har jeg lavet? Og hvor fanden er jeg?

  Jeg prøver at tænke tilbage. Jeg kan huske Nede Mette. Jeg kan huske, at jeg blev genkendt af ham der Svejgaard. Jeg tror også jeg kan huske noget med, at Michelle på et tidspunkt var helt lagenhvid i hovedet, og havde et sort edderkoppenet af flydende mascara nedover sine kinder. Jeg tror i hvert fald, at jeg husker den del rigtigt. Men hvad fanden er der så sket? Jeg dansede med Jonas. Så meget ved jeg. Og jeg tror også jeg på et tidspunkt kastede op ude foran Havana, i pissende regnvejr og omgivet af mennesker, men jeg er ikke sikker. Jeg husker tåger. 

  Og nu ligger jeg på en sort sofa, med en fladskærm ude til venstre og et bord imellem mig og skærmen. Der ligger chipsposer og står øl- og mokaiflasker på bordet. Har der været fest her? Jeg løfter mit hoved, men det får bare de små mænd med jernhamrene til at banke endnu mere heftigt, og mit hoved skriger igen, og alt er hvidt. Jeg ligger i en dyne, hvid og uden betræk. Lige over mig er der et loft med en af de der mælkede, buede glaslamper, man ikke kan se igennem. 

  Så går det op for mig, at jeg stadigvæk har mine kontaktlinser på. 

   Så er det sgu da derfor, at jeg ser så godt lige pludselig. Oh my god. 

  Det svider også lidt i øjnene, men jeg har ikke rigtig lyst til at tage dem ud, for så bliver alt så tåget og udsløret, at jeg ikke rigtig er sikker på, at jeg kan finde hjem igen. Det kan jeg sikkert, men ikke uden at snuble over et eller andet. Det er bedst at vente med det med linser til jeg er kommet hjem.

  Jeg er utrolig tør i munden. Det er som om, at min tunge er totalt sprukken og lavet af sand. Jeg drejer hovedet. Der er et vindue mod højre, et lille stykke bag sofaen. Det vender mod syd. Det er den der dal mellem Skive midtby og Egeris, jeg kan se, hvor Karup Å snor sig midtvejs igennem. Så må jeg være i en af de der lejligheder omkring Holstebrovej og Vestervænget. 

  Der er grå himmel, men fuldt dagslys. 

  Hvad fuck er klokken? 

   Jeg kigger over på bordet, skubber til nogle af chipsposerne, så de knitrer, og vender et par øldåser og mokaiflasker, men jeg kan ikke se noget. Der står en controller sat til en slukket playstation. Skærmen glor blankt og sort på mig, og jeg er ikke sikker på, at jeg kan lide det. I mørket ser jeg mit eget spejlbillede, og mit mørkeblonde hår stritter og pjusker ud til alle sider. Så famler jeg nedover siden på mig selv. Jeg har ikke andet end trusser på. Jeg kan mærke de der små, stive hårstrå henover lårene, som stikker mod min håndflade. Mine knæ og skinneben er totalt glatte. Har jeg været nøgen?

  Min puls stiger, og det får de der miniaturemænd i kraniet til at øge kraften af deres hammerslag. Jeg har ikke været fucking nøgen, vel? Vi har vel ikke ...

  Jeg vender mig mod spanden, fornemmer en kvælende klump stramme til i mit luftrør, og jeg hiver efter luft, og endnu en rallen, men der kommer ikke noget ud. 

  Min telefon. Jeg har virkelig brug for min telefon. Fuck, hvad nu hvis mine forældre har ringet? De må ikke finde ud af det her. Det må du virkelig ikke! 

  Og så ser jeg igen det der sorte mascaranet, der som fingre løber ned ad Michelles lagenhvide kinder. Jeg ved ikke, hvorfor jeg får det billede igen, men det kommer, og jeg bliver mere og mere sikker på, at det ikke er noget, jeg husker forkert, men at det også endnu mindre er noget, som jeg *ikke* skal bekymre mig om. 

   Jeg holder hånden for munden, og prøver at lytte. Jeg synes, jeg kan høre en svag snorken et sted fra. Er det her en etværelses? Den er i hvert fald lille og forkrampet, så det tror jeg. Der er rod over det hele, og så mange flasker. Der ligger slikpapir for sofaens fod. Flere slikposer foran en lukket trædør på den ene side ad skærmen.

  En lukket trædør. Gad vide ...

  Nej. Det er ikke derfra, den snorkende lyd kommer. Jeg kigger mig istedet fremad. Der er der noget, som ligner en skillevæg. Er det derindefra? Jeg prøver at lytte efter, men jeg synes ikke ... 

  Så hører jeg en dør blive åbnet. Sko med kraftige hæle - støvler? - klakker mod et gulv. Jeg trækker kanten af dynen længere op, og knuger mine fingre. En dør, sikkert den samme, som blev åbnet lige før, smækkes i. Skoene stopper med at klakke, og istedet er der sådan en blød, hvislende lyd, lidt som sokker, faktisk, og ...

  Trædøren åbner. En brunette træder gennem åbningen, men hun får kun gået et halvandet skridt ind i lokalet, da hun får øje på mig, og øjeblikkeligt stopper op. Hendes øjne er sådan facebook-blå i det. De er skarpe og stirrende, og hun har en slank, spids næse. Hun er virkelig køn, men det udtryk, hendes ansigt antager, da hun får øje på mig, det skarpe, stenslåede udtryk, det er ikke kønt. Overhovedet ikke kønt. Det gør mig faktisk rimelig bange.

  Hun slynger sin fjällraven taske fra sig, så den dumper på gulvet med et tungt CLUNCK. Hun bliver ved med at stirre på mig med det der granitblik, der gør mig kold i mavesækken.

  "Hvem fuck er du?" udbryder hun så. 

  Jeg er ikke sikker selv, har jeg lyst til at svare. Jeg holder dynen op under min hage. Mine fingre gør næsten helt ondt af at knuge om kanten, selvom det selvfølgelig ikke overdøver hovedpinen. Jeg ligner helt sikkert noget, katten ikke bare har slæbt med ind, men også skidt på undervejs. 

  Det her er ikke godt, overhovedet ikke. Har vi knaldet? Har vi det? Vi har vel for fanden ikke knaldet, har vi? 

  "En, øh ... ven. Tror jeg." 

  Jeg ved ikke, hvad jeg eller skal sige.

  Brunetten med de facebookblå øjne hæver bare det ene bryn. "En ven?" 

  Mit hjerte banker alt for meget, og det sortner lidt.

  Jeg nikker. Mændene i min hjerne banker med deres metalredskaber. Banker. Banker. Det sortner lidt mere, og alle lyde bliver fjerne, men kun et ultrakort sekund. 

   Hun kigger væk fra mig, og mod skillevæggen. Så peger hun, og kigger på mig igen. "Er han derinde?" 

  "Det ved jeg ikke," siger jeg bare. 

  Hun løfter igen det ene bryn, og sænker på sådan en lidt opgivende måde sin arm. Hendes øjne kniber sammen. Jeg vil faktisk bare gerne hjem. Sådan, lige nu. Hjem og væk fra alt det her. Så drejer hun hovedet væk fra mig og bevæger sig de få meter, der er, over til skillevæggen. 

  "Jonas?" kalder hun. Hun banker. Der er ikke noget svar. Hun kigger sig over skulderen og tilbage på mig, og jeg trækker dynen helt op under næsen. Måske kan jeg gemme mig i den, indtil hun ikke er her længere.

  Vi har ikke knaldet. Det har vi ikke. Please sig at vi ikke har knaldet.

  Hun kigger tilbage på skillevæggen, griber fat i håndtaget ude til højre, og rykker. Væggen glider tilbage, og hun træder ind på et dunkelt værelse med gardinerne trukket for. Hun forsvinder ud af syne. 

  Fuck.

  Det er hans kæreste. 

  Det er nødt til at være hans kæreste.

  Fuck. Fuck. Fuck! 

   Hvorfor har han ikke sagt noget om, at han har en kæreste. Hvorfor fanden har han ikke sagt det. Hvorfor har du ikke sagt det, Jonas, hvorfor har du ikke fucking sagt det? 

  Deres stemmer er dæmpede.

  "Er du vågen?" kan jeg høre pigen, som er nødt til at være hans kæreste, sige, og så hører jeg Jonas svare, med en rug og grødet stemme: "Ja, det er jeg i hvert fald nu."

  En seng knirker. Mine øjne brænder.

  Fuck. Fuck fuck fuck fuckfuckfuckfuck! 

   Jeg hører noget, der lyder lidt som våde smæld. Kys. Det lyder som kys. 

  Det er hans kæreste. Det er fandeme hans kæreste.

  Og han har været sin kæreste utro. Med mig. 

  Jeg ser i et kort øjeblik gyngerne få blokke fra mit hus. Det er dem, der står mellem Frederiksdals Allé og moseengen. Jeg har brugt de gynger rigtig meget i mit liv, jeg er vokset op med dem, og føler endda på nogen punkter, at de gynger er en del af mig. Jeg sidder og vipper lidt frem og tilbage, og føler mig lidt hul i brystet. Jeg kigger til venstre for mig. Der sidder en dreng. Den dreng, han har de smukkeste fregner. Jeg tror faktisk, at det var fregnerne, der gjorde mig sådan virkelig forelsket i ham. Ikke kun fregnerne, selvfølgelig ikke, men også dem. Han kigger udad. Jeg kigger det samme sted hen, som ham. Der står en pige på den anden side ad vejen, og venter på, at hunden har tisset færdig. Hun har sorte skinny jeans på, der strammer sig om benene og danner furer flere steder. Hendes lange hår blafrer lidt mod vinden. Mine kinder brænder af jalousi, og jeg ser tilbage på ham.

   "Øh, hvad er det du kigger du på?" 

  Mine øjne brænder meget hidsigt, sådan, lidt ligesom de gør lige nu, imens jeg ligger her i sofaen og hører hvordan Jonas snaver med den kæreste, jeg ikke anede, han havde, men på en måde værre og kraftigere. 

  Hvad har du gjort, Mette. Hvad fanden er det, du har gjort. Hvad fanden er det dog du har gjort! 

  Vi har ikke knaldet. Det skal vi bare ikke have. Det må vi bare ikke have. Det må virkelig ikke være sket. Gråden er hård og tør og lidt som en knude af reb, der bliver strammere om mine strubelåg. 

  Jeg skal hjem. Det skal jeg nu. Jeg skal hjem! 

  Michelle glor på mig, og hendes ansigt er hvidt, og mascaraen løber, og den løber, fordi hun græder og er oprevet. Men over hvad? Hun græder, det bliver jeg mere og mere sikker på, men over hvad?

   "Jeg skal lige noget," hører jeg brunetten (Jonas kæreste) sige, og mit hjerte begynder at banke. Hvad er det hun skal? Gå ud til mig og bede mig fucke af?

   Det vil jeg gerne. Altså fucke af. Jeg vil meget gerne fucke af, tilmed gladeligt.

  Hun træder ud af værelset, og bevæger sig i en lidt stiv gang mod døren ud til entréen. Hun kigger koldt på mig undervejs. Jeg har lyst til at sige undskyld, men det er dumt. Jeg skal bare holde min kæft, have fat i mine ting, og daffe. Dét er, hvad jeg skal. 

  Den perfekte mulighed byder sig få øjeblikke senere. Brunetten siver gennem åbningen og forsvinder, og et kort øjeblik senere hører jeg noget, jeg er sikker på må være badeværelsesdøren, der går i med et klik. Der bliver låst. Jeg har ikke nogen tid at spilde. Jeg skal af sted, og det skal jeg nu!

  Jeg skyder dynen fra mig, og blæser højt og flot på mine tømmermænd. De er alligevel ved at lette en anelse. Jeg balancerer udenom brækspanden, men må støtte mig til sofaens armlæn et kort øjeblik, fordi de der sorte, døde prikker igen flimrer forbi mig. Så fortsætter jeg, med hurtige og lette skridt, hen til døren og ind på hans værelse.

   "Hvor er mine ting?" udbryder jeg, hæst hviskende, og kølig sved gør mine håndflader slimede og ulækre. Jeg hører et lille host ude fra badeværelset, og det er en indelukket, vakuumagtig lyd. Der kan blive skyllet ud hvornår det skal være. "Jonas, hvor helvede er mine ting?"

   Jonas retter sig lidt op i sengen, og misser med øjnene. "Hvad? Hva'?"

   Det her har jeg fandeme ikke tålmodighed til. Mine øjne brænder, og det er ikke kontaktlinserne.

   Jeg vender mig rundt, hiver fat i gardinet og flår det ud til siden, så dagslyset siver ind. Jeg kigger tilbage i værelset. Jonas kniber øjnene sammen og skygger med den ene hånd. "Hallo, hvad fuck?" 

  "Hvor er mit tøj?" spørger jeg, nu mere insisterende.

  Stadigvæk ingen lyd af noget toilet. Måske er hun slet ikke på toilettet. Måske lægger hun makeup. Og så vil der slet ikke være noget varsel om, hvornår hun er færdig. Jeg står her, på Jonas værelse, kun iklædt trusser, og hvis hans kæreste ser mig sådan her ... jeg ved hvad *jeg* ville tænke. Så meget er sikkert.

  "Dit tøj ligger på gulvet. Mette, hvad ... " 

  Jeg skynder mig frem, forbi strømper og underbukser og T-shirts, der bare ligger skødesløst smidt på gulvet. Det er ligesom at se min storebrors værelse, inden han flyttede til Kbh. Og der stinker af både alkohol og sved og den der loftagtige pulterkammerstank af for gamle sokker. Jeg finder mine jeggings og mine strømper og min T-shirt, og bærer det med mig ud i stuen.

  "Mette, for fanden!" udbryder Jonas, men jeg svarer ham ikke. Der er kolde, ubehagelige nåle i mine øjne.

  Jeg kommer i tanke om min telefon, og stopper lige inden stuen. Jeg vender mig imod ham. Hjertet tæsker og mit hoved hamrer. 

   "Telefonen?" 

  "På bordet, men ... !" 

   Jeg ved hvad for et bord han mener. For fodenden af hans seng står der sådan et lille bord, der nok mere er en skammel. På den ligger der to telefoner. Min er en Samsung. Den er ved at lade op. Jeg rykker den ud af laderen, og tjekker skærmen. 

  Fuck. Klokken er kvart over elleve. 

   Jeg har fået spams fra gruppechatten. Den havde jeg fuldstændig glemt alt om. 

  Jeg scroller ned forbi beskederne, og finder det, som jeg havde frygtet allermest.

  Mor har ringet, og det har hun gjort mere end én gang.

  Det er fandeme en hel kliché, det her. Jeg får lyst til at grine, selvom den der rebhårde følelse af gråd stadigvæk fylder mit luftrør. 

   Hans kæreste er stadigvæk ude på badeværelset. 

  Er det her en eller anden form for guddommelig straf over noget, jeg har gjort i et tidligere liv, og som jeg ikke kan huske? Man skulle seriøst tro det. 

  Jeg skynder mig ud i stuen. Jeg hører noget klirre ude på badeværelset, og endnu en tør hoste. 

  Fuck. Fuck. Fuck.

   Det er det eneste ord, der glider igennem min hjernebark. 

  Fuck.

  Jeg hiver bukserne på. Jeg har ikke nogen ekstra tamponer med. Det ligger alt sammen derhjemme. Det er der ikke noget at gøre ved. Der er heldigvis ikke så langt. Jeg skal bare tværs over Holstebrovej og ned ad en lille sti, og så er jeg der næsten. 

  Jeg når lige at iføre mig bukserne og klikke min Bh på plads, da jeg hører badeværelsesdøren gå op. Jeg løfter hovedet. Jeg aner ikke, om jeg ser skræmt ud, men det er sådan, jeg har det. 

  Hendes blå øjne er gennemborende og skarpe. Hun står der lidt. Så bevæger hun sig igen, mod døren, og mine fingre dirrer voldsomt meget. Hun forsvinder tilbage på værelset. Jeg hiver T-shirten over mig, glider telefonen i baglommen og går hurtigt mod entrédøren. 

  Jeg skal væk. Jeg skal fucking bare væk. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...