Selfiebørn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2017
  • Opdateret: 15 feb. 2018
  • Status: Igang
Mette Thybo bor i Skive. Hun er 16 år gammel. Hun lever for memes, snapchat og der findes heller ikke noget bedre end instagramfiltre. Mange filtre. Selvom #nofilter nogengange er at foretrække, hvis altså bare lige lyset falder rigtigt. Søde fyre på tinder er også meget spændende, selvom hun er for ung til tinder. Niels Ejbo fra Aakjærskolen er fjorten år gammel. Han kan godt lide Nadja omme fra 8.c. Han er nok bare ikke sådan rigtigø god nok til at snakke med hende. Han er måske ikke sådan god nok i det hele taget. Men så er der den her meget sjove internetgruppe, “Skives Bedste Patter”, hvor det handler om at få likes på billeder, man har taget af pigers bryster, og den med flest likes vinder, og der kan han pludselig være god nok. // Bidrag til Mirror Mirror konkurrencen nr. 2, sociale medier. // Indeholder groft sprog, realistiske voldsscener, samt scener omkring psykologisk misbrug, der kan vække anstød eller triggers. //

31Likes
196Kommentarer
13820Visninger
AA

46. (45)

 Jeg sover af helvedes til natten til torsdag. Min hjerne er blevet til en motorvej, og det er sådan en form for søvn, hvor man godt ved, at man sover, og egentlig måske derfor ikke sover sådan rigtigt, men man heller ikke rigtig er vågen. Det er sådan en, hvor man hører brudstykker af stemmer og begivenheder, der rent faktisk er sket i virkeligheden, og som flimrer gennem ens hjerne. Jeg ser Bog & Idé-kopper alle vegne. Jeg synes også jeg kan lugte sojamælk og urter. Jeg ser også Michelle, og hun griner. Jeg sidder lige pludselig i hendes himmelseng. Der er bare ikke nogen skribleringer på væggen, hvilket er vildt mærkeligt. Jeg viser hende samtalen. Den der SMS fra ham den klamme, der ville have nøgenbilleder af mig. Ham som måske har set mine bryster. 

  Et hvidt glimt. Udenfor.

   "Vi må gå til politiet med det," siger hun.

  "Kan man det?" spørger jeg.

  "Ork ja," svarer hun.

   Så kigger vi på hinanden. Jeg får lidt ondt i maven.

  "Chelle, du er min bedste veninde, og jeg er ked af det," siger jeg til hende. 

  "Du er også min, og jeg tilgiver dig selvfølgelig." 

  Så oplever jeg noget, der ikke giver mening. Jeg sidder i en tivoligondol. En af dem, der sidder fast på et hjul. Jeg svæver højt over Skive, men kan ikke rigtig se andet end Gågaden, selvom jeg kommer højere og højere op. Jeg sidder sammen med Jonas. Han smiler rigtig ondt til mig. 

  "Du har nogle pæne patter."

  Det er bare ikke Jonas. Det er ham manden med det filtrede skæg og den alt for tynde krop, hvor tøjet sidder løst. 

   Jeg vågner til min alarm klokken seks om morgenen, og jeg har en kæmpe hovedpine. Det er den der stramme metalhjelm, der tynger ind på mit kranie, men den er blevet værre, og nu presser den ind på øjnene bagfra. Jeg har også lidt kvalme. 

  Der er ikke kommet andre SMS'er til mig. Der er ikke flere, der har skrevet til mig anonymt, og bedt mig sende nøgenbilleder. Måske har det bare været sådan et engangstilfælde. Men Michelle har heller ikke skrevet til mig, selvom jeg drømte, og virkelig troede på det, at vi var blevet gode venner igen og alt igen er som det altid har været. Jeg har lyst til at skrive til hende. Jeg er virkelig ked af det, Chelle. Et eller andet. For jeg er virkelig ked af det. Jeg var en idiot i fredags, og det var jeg også i mandags, og det har jeg sikkert også været dengang jeg var sammen med Nikolaj, og dengang jeg var rigtig ked af det, og sikkert også rigtig mange andre gange. Jeg er ked af det. Jeg er fucking ked af det. Men jeg elsker dig, Michelle. Det gør jeg virkelig. Jeg elsker dig og jeg har brug for dig 

  det er det der er fucking problemet!!!

  okay? Jeg har brug for dig, Michelle. 

  Jeg går på messenger. Mathias har skrevet til mig. Sover du? Den er sendt til mig klokken et om natten.

  Det gjorde jeg svarer jeg ham, men har ikke rigtig lyst til at skrive. Han svarer mig næsten med det samme. Det gør han altid. Jeg går ikke ind på hans besked. Orker det ligesom ikke rigtigt. 

    Jeg står op. Mine ben er svage, synker nærmest gennem gulvet, og det prikker over hele kroppen. Karussellerne drejer i min hjerne, og jeg kan ikke lide det.  Jeg har en klump i halsen, sådan en tør klump, der stikker og er hård, og føles lidt som om der sidder et tov fast.

   Jeg tager ikke ligeså meget makeup på i dag, som jeg plejer. For det orker jeg heller ikke. Og mine bevægelser er sådan ... langsomme i det. Jeg kan ikke helt koncentrere mig. Glor bare på min synkende, trætte øjenhud. Hovedpinen strammer hårdere til. Den er kvalm i det. Sådan helt grøn. Jeg nakker to panodiler fra min mors krukke. Det har hun nok ikke noget imod. Det har jeg gjort før. 

  Nadja går ind på badeværelset, imens jeg smører concealer under øjnene. Jeg har hængelås på min makeupkasse. Da jeg var tretten, stjal Mads min daværende makeup-forsyning inde fra mit værelse. Han havde nemlig set en af de der ondskabsfulde facebookvideoer, hvor piger får smadret deres makeup ud i badeværelsesvasken af deres røvhulskærester, og tænkte åbenbart, at han ville gøre kunsten efter, og bruge sin ældste lillesøster som testkaninen for hans forsøg. Det var to år inden han flyttede hjemmefra. Han tog fucking det hele - concealer, læbestift, øjenskygge, mascara, og kværnede det ned i vasken. Det hele. Det hele. Jeg tror aldrig jeg har flippet så meget ud på nogen, som jeg flippede ud på ham, da jeg så det. Jeg skreg af ham, og blev ved med at skrige, og kunne slet ikke stoppe med det, og kastede ødelagt læbestift og smadrede mascarapensler efter ham. Så blev mine skrig til gråd. Og så blev mor rasende. Jeg hadede ham - bogstavelig talt hadede ham - i næsten et år efterfølgende. Jeg hadede ham så meget, at jeg ikke ville komme og se ham få huen på. Mine forældre tvang mig til at komme. Men jeg snakkede ikke til Mads hele dagen, eller hele resten af studenterugen. 

  "Giver du plads?" spørger Nadja, men hun spørger på en sådan lidt fejende måde, som om hun forventer, at det gør jeg da selvfølgelig. 

  Jeg bliver pludselig vanvittigt irriteret på hende. 

  "Der er plads til os begge," siger jeg, og fortsætter med at smøre cremen rundt i ansigtet. 

    "Altså, seriøst Mette, du fylder altså røvmeget." 

  "Der er plads ... til os begge!" siger jeg, og jeg har bidt tænderne sammen. 

  "Snak ordentligt," svarer hun. 

  Det er ikke så tit, at mig og Nadja kommer op at skændes, men det er sket lidt oftere, efter hun er begyndt i ottende klasse. Jeg ved ikke helt, hvad det er der gør det. Når vi snakker godt sammen, så snakker vi rigtig godt sammen. Men når vi skændes, så skændes vi også. Sådan ... virkelig. 

  "Jeg snakker også ordentligt?" Jeg kigger væk fra spejlet og hen på hende. Vi er næsten lige høje. Hun står der med sit pagehår, som hun har valgt at få, efter hun så Skam. Hun prøver at efterligne Noora. Især med den der røde, saftige læbestift, hun går i til daglig. Normalt gør det mig ikke noget. Men lige nu gør det. Lige nu er det som om, at alt gør mig noget.

  Karussellerne snurrer løs. 

  "Det gør du jo ikke? Du snerrer af mig?" siger hun. Hun hæver stemmen. Den der lyst til at græde overmander mig igen, og gør mig hul i kroppen.

  "Nadja, kan du ikke bare ... urgh." Jeg rager indover vasken og mod min linseæske.

  Nu er det Nadjas tur til at blive ophidset.

  "Hallo, jeg havde en lortedag i går, okay? Kom op at skændes med Emily i klubben, fordi hun altid holder mig udenfor, så jeg har bare grædt mega meget, og jeg vil gerne have, du snakker ordentligt til mig!" 

   "Har du problemer med Emily?" spørger jeg bare, og kigger ikke engang på hende, men kun i spejlet, og monterer min linse. "Igen?" 

  "Hvad mener du med igen?" 

  "Ja, det er jo ikke ligefrem første gang, at hun har gjort dig skide ked af det. Forstår altså ikke, hvorfor du bruger tid med hende. Hun er forkælet lille bitch, der elsker at udnytte andre."

  Ligesom dig, Mette, ikke? Ligesom dig. Der udnytter dine veninder. Glemmer dem, når de har brug for dig.

  Ligesom dig.

  Min mave vrider sig sammen. Min gane er hård. Jeg griber fat i kontaktlinsen til det højre øje. 

  "Hun er altså ikke så slem, sådan, konstant. Bare mere, så'n ... ." 

  "Okay, hvorfor brokker du dig så over hende?" afbryder jeg. 

  forsvaret dig selvom du har gjort mig skide ked af det

  Nadja svarer mig ikke. Jeg har lidt svært ved at få linsen til at sidde ordentligt, og det svir langt mere, end det burde. Jeg ved godt hvorfor det svider. Og det er ikke linsen. 

   Jeg fortsætter. "Jeg mener bare, du kommer så tit hjem fra klubben og græder, fordi I er kommet op at skændes. Det sker så mega ofte! Hvis hun gør dig så ked af det hele tiden, så er hun ikke en god veninde, hun er ikke, Nadja?" 

  Hun er en lorteveninde ligesom mig. En lorteveninde der kun tænker på sig selv. En lorteveninde. Jeg er en lorteveninde, Nadja, og derfor ved jeg, hvad jeg taler om.

   Ordene hænger i luften. Fryser ligesom bare fast. Nadja svarer ikke. Hun kigger heller ikke på mig. Kigger bare ned på hendes makeuptaske, som hun lige har fået åbnet. Men jeg kan se, på den måde hun stirrer, at jeg har ramt en sandhed, der gør mere ondt på hende, end hvad det var meningen.

  Jeg er ikke bare en lorteveninde. Jeg er fandeme også en lortesøster

  Gråden øger trykket i mit hoved. Mit kranie sprænger snart i luften. 

  "Her," siger jeg så, og knuger den nu tomme linsebeholder fast mellem fingrene. "Vasken er fri. Og undskyld." 

  Nadja trækker bare lidt på skuldrene, sådan. Jeg lukker min beholder, skubber den til side og går hen mod døren. Jeg blinker kraftigt. For at få linsen til at sidde på plads, selvom tårerne egentlig får mig til at se endnu bedre. 

 

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...