Selfiebørn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2017
  • Opdateret: 15 feb. 2018
  • Status: Igang
Mette Thybo bor i Skive. Hun er 16 år gammel. Hun lever for memes, snapchat og der findes heller ikke noget bedre end instagramfiltre. Mange filtre. Selvom #nofilter nogengange er at foretrække, hvis altså bare lige lyset falder rigtigt. Søde fyre på tinder er også meget spændende, selvom hun er for ung til tinder. Niels Ejbo fra Aakjærskolen er fjorten år gammel. Han kan godt lide Nadja omme fra 8.c. Han er nok bare ikke sådan rigtigø god nok til at snakke med hende. Han er måske ikke sådan god nok i det hele taget. Men så er der den her meget sjove internetgruppe, “Skives Bedste Patter”, hvor det handler om at få likes på billeder, man har taget af pigers bryster, og den med flest likes vinder, og der kan han pludselig være god nok. // Bidrag til Mirror Mirror konkurrencen nr. 2, sociale medier. // Indeholder groft sprog, realistiske voldsscener, samt scener omkring psykologisk misbrug, der kan vække anstød eller triggers. //

31Likes
196Kommentarer
13765Visninger
AA

45. (44)

   Vi har vores første skænderi i marts. To dage før min sekstenårs fødselsdag. Skænderiet handler om en pige, fordi jeg måske er lidt den der jaloux type, ikke? Den der type, der sådan allerhelst vil have mine venner og min kæreste for mig selv. Det er en pige, han kender fra ungdomsklubben, og som han snakker måske lidt for godt med, og som han hele tiden snapper med, lidt ligesom han gjorde med Marlene, før ham og jeg officielt blev kærester. Når vi går tur sammen, bare mig og ham, ned gennem byen, eller på en af områdets mange naturstier, eller hvor fanden vi ellers er, og jeg fortæller ham uddrag fra mine tanker og mit følelsesliv, glor han bare mere ned på telefonen, end han glor på mig. Og på nogen punkter, er det vel forståeligt nok. Jeg indrømmer, at jeg godt kan snakke lidt meget, og også godt kan komme til at snakke lidt for meget, og særligt for meget om mig selv. Men så forventer jeg også, at folk siger det til mig. At opføre sig som om, at man er totalt ligegyldig, og at det, der foregår bag skærmen, er tusind gange vigtigere, det er bare ikke i orden. Det synes jeg ikke, og det tror jeg heller aldrig rigtig, jeg kommer til at synes. Men det er det han gør. Svarer mig aldrig rigtig, når jeg spørger ham ind om, hvad han synes, eller reager måske med sådan halvhjertede "okay"er og "javel"er, og banker istedet tommelfingeren over skærmen, og laver mærkelige og fjollede grimasser, eller tager seriøse selfies, eller klikker billeder af omgivelserne (men ikke af mig), som han ligger ud på snapchat og nogen gange sender til sine venner. Men nogen gange sender han det også til hende pigen. Hvilket får det til at gløde virkelig hidsigt i mine kinder. 

  Pigen hedder Cille. Hun hedder egentlig Cecilia, men alle kalder hende bare for Cille, og det gør Nikolaj også.

  Cille er nemlig hendes kælenavn. Jeg fatter ikke, at Nikolaj også giver hende et kælenavn, og ikke bare kalder hende for Cecilia. Så godt kender han hende jo heller ikke. 

   Cecilia er rigtig køn. Hun har klare safirøjne, og så har hun sådan et skiveformet hoved med høje, og lidt aftegnede, kindben, der giver hende lidt sådan et svenskerlook. Der er en slags svag trekant mellem øjnene og hagespidsen, og når hun smiler, bliver hendes læber tynde, forsvinder nærmest helt. Hendes hår er gyldenbrunt og langt, sådan rigtig langt, går næsten helt ned til midterryggen, måske endda længere, og så er det altid glat og skinner. 

   Cecilia er en køn lille dulle, er hun.

  En køn lille dulle, der går til håndbold, så hun sådan rigtig får sig en køn, lille dullekrop. 

  En køn lille dulle med alt for mange likes på sine facebookbilleder. 

   Sådan en rigtig køn lille dulle, der flirter med drenge, selvom de har kærester på. Og hun ved det godt selv. Og jeg tror virkelig, at hun nyder opmærksomheden. Jeg ved ikke, om hun har selvværdsproblemer, eller hvad der er galt med hende, men jeg har ikke en skid respekt til overs for typer som hende. Det vil jeg også ønske, at de fleste drenge heller ikke havde.  

  Jeg har prøvet lidt at fortælle det til Nikolaj, sådan, indirekte. Prikke lidt til ham. Spørge ham "nå, er det hende der Cille igen?", når han får en snap. "Måske," svarer han bare, og snapper videre. "Det er bare sjov," fortæller han mig så.

  Men til sidst får jeg altså nok. Og jeg konfronterer ham. Måske er det ikke ligefrem det mest heldige sted at konfrontere ham. Vi står trods alt midt i Asylgades Fakta, den der ligger lige overfor skolen. Hvor andre også kan høre det. Men det er vi, lige der, i hvert fald, ret ligeglade med. 

  Men jeg havde sagt noget til ham. Noget, der faktisk var rigtig vigtigt, og som han ville have lyttet på, hvis det betød noget for ham.

   "Så, nu hvor jeg bliver seksten her på søndag, og det at blive seksten åbenbart er sådan en big thing i min familie, har vi tænkt os at tage op til den der kro oppe ved Pinen," siger jeg, efter jeg har grebet en nuddeldåse. "Og mine forældre spørger, om de også skal bestille en plads til dig? Du har vel lyst til at komme med, ikke?" 

  Jeg ser på ham. Han står fandeme der, midt i gangen, og glor på telefonen. Er der slet ikke. Hele hans eksistens ser ud til at være smeltet fast til den firkantede minicomputer, han holder mellem fingrene. Og så ser jeg det, som nok virkelig får ilden i mine kinder til at blusse op.

  Han står og smiler. På en sådan lidt fjoget måde.

   Jeg lader mine skuldre synke. "Nikolaj?" 

  "Hva'? Hva' sagde du?" Han kigger op fra telefonen. Hans ansigt er indhyllet af en sløv tåge.

  "Er det dullen?" spørger jeg. Mine fingre er sådan helt stramme om nuddeldåsen. De dunker. Det gør min lever også. 

  Han rynker sit ene bryn. Vrider sine håndflader udad på hans karakteristiske facon. "Hvad?" 

  "Ja, hende der ... Cecilia eller hva' fuck hun hedder?" Jeg lægger ikke skjul på min ophidselse, og det tror jeg også, at Nikolaj fornemmer. Han løfter den ene hånd i afværgelse. 

  "Wow. Chill." 

  "Nej jeg gider ikke. Du skriver fandme med hende hele fucking tiden!" 

   Nikolaj slog hånden ud til siden. "Og hvad så? Det er dig, der er min kæreste?" 

  "Ja, lige netop!" Jeg hæver stemmen så meget, at den bliver skinger. Der står en dame med sit lille barn i hånden et stykke bag Nikolaj. Hun hører mig, og hun kigger over imod os. Jeg er ligeglad. Jeg er virkelig ligeglad. Ilden i mine kinder spreder sig ned i halsen. Ind i struben. 

  Nikolaj udstøder en flad lyd, sådan lidt en blanding af et fnys og et støn. "Så fordi vi er kærester, må jeg ikke skrive til nogen som helst andre, eller hva'?" 

  "Øh, jo, men ... men sgu da ikke ... du ska' bare ikke skrive med hende!

  "Hvorfor ikke?" spørger han køligt. Den der følelse af at visne kryber igennem mig. Jeg visner. Helt indeni. Det visner og krøller sammen og bliver til støv. 

  "Fordi ... fordi ... fordi hun er mega billig?!" Damen bag Nikolaj knuger hånden om sin dreng, og forsvinder om hjørnet, men ikke uden at sende et blik i vores retning. Jeg aner ikke hvad hun tænker om os. Hun synes sikkert vi er åndssvage. Synes sikkert jeg er åndssvag. Og måske er jeg åndssvag. Måske er jeg fucking åndssvag, men tanken om, at Cille er mere spændende end noget som helst, jeg har at sige, mere spændende end mig, overdøver alle andre bekymringer om alt muligt andet. Jeg har lyst til at græde. Gråden er et tæppe. Af jerntænder. Der knuger sammen omkring min hals. Jeg har lyst til at græde, og jeg er visnet indvendig, og mine ben bliver helt hule og tomme. 

  "Hvorfor ska' du være sån'?" siger han så. 

  "Hvordan?" Min stemme er stadigvæk skinger. Tæppet af jerntænder omkring halsen vrider sig strammere. 

  "Så pisse kontrollerende?" 

  "Det er jeg da ikke?" 

  "Jo du er. Du tror fandme du er min mor eller sådan noget. Det er skide træls." 

  Jeg ved ikke hvad jeg skal svare. Jeg ser Cille. Ser hende smile, imens hun sender beskeder med lange hjerteemojis til Nikolaj. Hjerteemojis og rødmende flirtesmileyer. Virkeligheden er plasticagtig. Jeg ... er plastic. 

  "Jeg ... det er bare fordi ... "

  "Det er bar' fordi du en jaloux bitch, ja." 

  Jeg kan ikke sådan rigtig trække vejret. Måske er det tæppet med alle de der jerntænder. Måske er det fordi jeg er lavet af plastik. Jeg står bare og stirrer på ham. Det prikker i øjnene. Koldt.

  Vi bliver stille. Der er The Chainsmokers i radioen. Closer. Men lige nu har vi aldrig været længere væk fra hinanden, og afstanden stiger, og jo større den bliver, jo koldere bliver der, jo koldere og jo dødere, og jeg stirrer bare og kan ikke andet end at fucking stirre. 

  "Du er fandme værre end Marlene," siger han, ligeså køligt.

   Så går han. Han går forbi mig, uden at kigge på andet end telefonen. Han går forbi mig, og jeg bliver stående og kigger ud i luften, og har for et øjeblik glemt nudlerne i min ene hånd. Han går forbi mig, og efterlader mig i et iskoldt tomrum, som det er svært at ånde i. Hvor jeg ikke rigtig kan andet end bare at glo ud i luften. Jeg blinker ikke rigtig mod tårerne, der snart efter væder op og slører mit udsyn. Jeg tror ikke engang, at jeg overhovedet kan blinke. Tårerne siver ud af mig, og min værdighed siver med. Min værdighed siver med, og jeg har kun ét spørgsmål, og én tanke, der begynder at presse sig vej op gennem gråden, op gennem stikkende øjne og indsnævrende luftrør, op gennem tomhed og is. 

  Er jeg god nok? 

  Er jeg overhovedet på nogen som helst måde god nok? 

  

  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...