Selfiebørn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2017
  • Opdateret: 15 feb. 2018
  • Status: Igang
Mette Thybo bor i Skive. Hun er 16 år gammel. Hun lever for memes, snapchat og der findes heller ikke noget bedre end instagramfiltre. Mange filtre. Selvom #nofilter nogengange er at foretrække, hvis altså bare lige lyset falder rigtigt. Søde fyre på tinder er også meget spændende, selvom hun er for ung til tinder. Niels Ejbo fra Aakjærskolen er fjorten år gammel. Han kan godt lide Nadja omme fra 8.c. Han er nok bare ikke sådan rigtigø god nok til at snakke med hende. Han er måske ikke sådan god nok i det hele taget. Men så er der den her meget sjove internetgruppe, “Skives Bedste Patter”, hvor det handler om at få likes på billeder, man har taget af pigers bryster, og den med flest likes vinder, og der kan han pludselig være god nok. // Bidrag til Mirror Mirror konkurrencen nr. 2, sociale medier. // Indeholder groft sprog, realistiske voldsscener, samt scener omkring psykologisk misbrug, der kan vække anstød eller triggers. //

31Likes
196Kommentarer
13801Visninger
AA

42. 41

 

Niels har ikke rigtig turdet at tjekke opslaget på Skives Bedste Patter, siden han kom hjem. Hvad nu hvis han ikke har fået nogen likes. Han har tjekket det en enkelt gang inden han tog hjem; Der lå den på tyve grønne tommelfingre, men ikke rigtig nogen nye kommentarer. De fleste af dem, han havde sendt linket til, havde set beskeden, men ikke svaret; Deres runde profilbadges hvilede i hjørnet af beskeden, men der skete aldrig mere. Han havde sendt linket til fyrre forskellige mennesker. Kun halvdelen var gået ind på det. Tyve likes.

   Det var overhovedet ikke ligeså mange som Casper Markussen havde formået at skaffe.

   Men det overrasker ham et eller andet sted ikke, gør det? 

   Han går ad Viborgvej i østlig retning. Det er den vej, Malthe bor på. Lige på den anden side ad Karup Å, faktisk. På Østerbro. Halsen gør ondt, er fyldt med gløder, der svulmer til rødt, bliver varme og stikkende, men han græder ikke. Det bider mod øjnene, bider igennem dem, bider inde bagfra, helt inde fra kraniet, omkring panden, men han græder stadigvæk ikke. Han vil ikke græde. Han er træt af at græde. Gråd gør ikke en fucking skid forskel, og det gør dig kun til en større taber. 

  Han krydser Karup Å. De gule lygtepæle bliver lange og udstrakte i den sorte overflade. De er levende. Små lyse luer der sejler gennem uroligt vand.

   Far står i sin militærfarvede vadejakke. Hans waders er begravet ankeldybt i det mudrede underlag. Han har en hætte slået om hovedet, for det regner. En kølig, silende dis, flimrende omkring dem. Regnvejr er den bedste form for fiskevejr. Det er der, der altid er mest gang i fiskene, sagde han. De kommer nogen gange op mod overfladen for at ånde (selvom de ikke rigtigt ånder, for de har gæller, og kan kun trække vejret under vand), og det kan man se som pludselige ringe, der breder sig i vandet. Og så handler det om at slå til. Man skal være vaks med stangen, skal man så. 

  Gløderne blusser til dybrøde flammer.

  Han øger farten. Han skal så hurtigt over den å som overhovedet muligt. 

  Biler hvisler forbi. 

  Chill, Rasmus har heller ikke nogen pik, det er ikke noget at skamme sig over

  Nadja kigger på ham. Pæn jakke. Hun smiler, men har muslingerynker op langs panden. Tak ska' du ha'.

  Hvorfor fanden er det egentlig lige, han er på vej over til Malthe? Han har tusind andre steder han kan tage over til, end Malthe. 

   Men han vil heller ikke vende om og gå tilbage mod midtbyen. Han vil ikke gå tilbage mod mor. Han er der næsten alligevel, så han kan ligeså godt fortsætte.

  Malthe bor i en stuelejlighed med sin mor og lillebror, og hans værelse vender ud mod den der smalle, overbevoksede havnebane, som har stået øde hen i årevis. Niels forstår ikke helt, hvorfor skinnerne stadigvæk er der. Der har ikke kørt et eneste tog der i al den tid, han har levet. I hvert fald ikke af, hvad han kan huske. Han har godt nok hørt noget om, at der, for cirka tretten år siden, stadigvæk kørte godstog engang imellem, som kom helt ovre fra Fyn, og nogengange endda ovre fra København. Det skete bare ekstremt sjældent. Det er også cirka tretten år siden, at godstrafikken på havnebanen fuldstændig stoppede. Nu er det bare en sti, med metalskinner i siderne, og græs og mælkebøtter der vokser om kap med hinanden. 

  Han krydser vejen da der er et hul i trafikken. Hans hjerte banker. Hvorfor skulle Malthe overhovedet give ham lov til at overnatte? Det er jo ikke ligefrem fordi, at han har den samme status. Men ...

  Han tjekker sin telefon. Mor har ringet. To gange. Derefter har hun sendt en SMS.

  Skat, kom nu hjem. Har købt is til senere :-) 

  Hun tror, at det stadigvæk kan være det samme. Det tror hun virkelig. Hun tror, at han bare sådan glemmer ... at han stadigvæk er ti år gammel og kan trøstes med is. Fuck hende. 

   Virkelig.

  Fuck hende.

  Og så er han der. Foran Kjærside-familiens dør. Der er lys i vinduet. Det har en blød, dyborange glødning. Bølger sådan lidt. De har allerede hængt en julekrans op. Over vinduet. Mellem de to gardiner. Det er fandeme for tidligt. Der er stadig over en måned til.

  Han står længe og kigger på døren. Kigger på den, imens følingen i hans hænder langsomt viger tilbage for kulden. Kigger på den, indtil regn begynder at sile fra himlen, lidt på samme måde som da han stod nede i moseengen sammen med far og så på ringe i vandet fra fisk, der svømmede op for at ånde, selvom de ikke åndede. 

  Så ringer han på.

  Der går lidt. Så åbner døren. Ulla Kjærside, mor, kigger på ham. Hun ligner Malthe. Hendes hår er brunt og krøllet, det er Malthes ikke. Men hun ligner ham på de der store, grønblå øjne, der har lidt en algefarve, og hun ligner ham på smilet, der glider tænderne frem mellem hendes læber. Hun ligner ham også på den der måde, hendes ansigt er sådan lidt trekantet og spids i det. Lidt som et lyst, blegligt tobleronestykke. 

  "Er det dig, Niels?" 

 "Ja," siger han. Selvfølgelig er det ham. Han rømmer sig.

  "Det er da ellers længe siden. Nøj, hvor en overraskelse." Så ser det lidt ud til, at hun kommer i tanke om, hvad det er, der er sket. Kommer i tanke om toget og det. Kommer i tanke om, at han ikke var i skole hele august måned, og at hans mor er begyndt ikke at komme til forældremøderne. Smilet synker ind i sig selv. Visner nærmest helt. "Hvordan, øh ... går det? Med dig og din mor og sådan?" spørger hun så. Han ved godt, at hun ikke spørger fordi hun egentlig har lyst til at vide det. Hun spørger bare, fordi det er det man gør. 

  "Fint nok," lyver han. "Er Malthe hjemme?" 

  Han vil ikke snakke om mor. Overhovedet ikke. Især ikke lige nu. 

  "Malthe? Åh, nej. Han tog i klub. Du kan måske nå at indhente ham." 

  Altså ... Nadja er måske i klubben ... det er hun jo nogen gange ... og ... men ... det er ham den lyshårede også. Han var da med til Aakjær, så det betyder, han også går i ungdomsklubben. Det er nede på tiendeklassesskolen. Nede på Frederiksdals Allé. Ikke så langt fra hvor Nadja bor. 

  Men hans mave bliver tung.

  Nej. 

  Det orker han sgu ikke.

   Han spørger om noget, han slet ikke kan fatte kommer fra hans egen mund.

  "Må jeg ... må jeg godt komme med ind? Jeg ... "

  (det går ikke så godt derhjemme for min mur drikker sig stangstiv i mit fravær)

   "Må jeg godt?" siger han så.

  "Øh. Ved din mor du er her?" 

  "Ja, ja. Jeg havde bare tænkt mig at besøge Malthe." 

  "Jamen ... jeg kan da ringe til ham og sige, at du er kommet, hvis det er?"

  "Behøver du ikke. Ka' godt vente på ham." 

  Ulla ved det nok godt. Den måde, hun skuler lidt. Hun ved det udmærket godt. Det er han sikker på. Men hun siger ikke noget til det. 

  "Jamen, jo. Ja. Bare din mor ved du er her." 

   "Selvfølgelig." 

  Han bliver lukket ind. 

   Det er sofaen han sætter sig ind til. Det er en blød sofa, man synker helt ned i. Malthes lillebror sidder der. Han ser tegnefilm. Hans øjne er helt store og opslugte, som om fjernsynsskærmen er en magnet, der trækker i hans pupiller. Det ser faktisk lidt uhyggeligt ud. Hans ene mund er gabt lidt op.

  "Har du fået aftensmad?" spørger Ulla Kjærside, og stikker hovedet ind i stuen. 

  "Ja, ja," svarer Niels. Han har allerede telefonen i hånden. Malthes lillebror ligner ikke Malthe særlig meget. Han er for lyshåret. Hans øjne er for blå.

  Ulla smiler igen. Det der smalle smil, hvor tænderne kan anes. "Okay, bare i orden, men ellers siger du til." Så forsvinder hun fra stueåbningen og glider ud i køkkenet. 

   Det er underligt at være her. Det ligner ret meget sig selv. Vinduet over ham, der er krydset over af sådan nogle trærammer. Væggen er stadigvæk hvid. Der hænger sådan en snørklet trolkdvist i hjørnet over det sted, Malthes lillebror sidder. Derfra hænger der allerede julestjerner og julehjerter og en enkelt engel, der ligner at den er lavet af glasur. 

  Men det er da for tidligt at pynte op til jul. Er det ikke?

  Malthe og ham spiller Witcher. De griner begge to. Poser med slik er stablet op omkring dem. Flyder over det hele. Malthe skyder en kanin. Den udstøder sådan et fint, skingert, og spinkelt hvin. Så er den død. 

  Niels prøver at tænke på noget andet. For nu hører han den der skurrende latter af Malthes pubertetsstemme omme i Fakta. Og han ser Nadja stå der foran ham, i sit pagehår og læderjakke. Og ...

  Han finder telefonen.

  Er fandeme nødt til at tænke på noget andet.

  Ser kortvarigt far i waders stå og skue over Karup Å. Han ser Arrivatoget orme sig vej henad sporet. 

  Han ser ... 

  Blod. Tykt. Lidt ligesom snot. Savler nedover vinduerne. 

  Tænk på noget andet, Niels, for helvede, lige fucking nu.

  Så går han derind, Skives Bedste Patter. Opslaget er fastlåst på tyve likes.

  Der er kraftedeme ikke flere der har set det. 

  Tyve likes.

  Det er alt, hvad du er værd, Niels. Ikke? Tyve likes.

  Det er alt, hvad alt det, du laver, overhovedet er værd, for folk gider ikke se på dit lort, de gider dig ikke, og du er en fucking taber. Se på Malthe. Se på Casper. Og se nu på dig. Ikke? 

  Rasmus har heller ikk nogen pik, ikke noget at skamme sig over

  Øjnene bliver atter trukket igennem af den der stikkende varme. 

   Men måske ... 

  En idé lysner gennem sindet.

   Måske. Måske er der faktisk noget, han kan gøre. 

  Altså for fanden, Casper må da have gjort et eller andet for at få så mange likes på sit billede, ikke? Han må da have gjort noget. Han må da ...

  Niels går på messenger. Finder Casper. Ser længe på den eneste besked, han har fået tilsendt af ham.

  HEY DU LIKE LIGE DET HER:D

   Så skriver han beskeden. Han kigger længe på den, og tøver en del. Men så sender han den. 

  

  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...