Selfiebørn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2017
  • Opdateret: 15 feb. 2018
  • Status: Igang
Mette Thybo bor i Skive. Hun er 16 år gammel. Hun lever for memes, snapchat og der findes heller ikke noget bedre end instagramfiltre. Mange filtre. Selvom #nofilter nogengange er at foretrække, hvis altså bare lige lyset falder rigtigt. Søde fyre på tinder er også meget spændende, selvom hun er for ung til tinder. Niels Ejbo fra Aakjærskolen er fjorten år gammel. Han kan godt lide Nadja omme fra 8.c. Han er nok bare ikke sådan rigtigø god nok til at snakke med hende. Han er måske ikke sådan god nok i det hele taget. Men så er der den her meget sjove internetgruppe, “Skives Bedste Patter”, hvor det handler om at få likes på billeder, man har taget af pigers bryster, og den med flest likes vinder, og der kan han pludselig være god nok. // Bidrag til Mirror Mirror konkurrencen nr. 2, sociale medier. // Indeholder groft sprog, realistiske voldsscener, samt scener omkring psykologisk misbrug, der kan vække anstød eller triggers. //

31Likes
196Kommentarer
13854Visninger
AA

41. 40

EJBO-LEJLIGHEDEN

SKIVE MIDTBY: AFTEN

 

Mor laver rent faktisk aftensmad denne onsdag. Af alle retter laver hun Niels yndlings. Spaghetti og kødsovs, med parmesankrummer strøget henover fladen som gulligt tørpulver. Det er lang tid siden, de har spist det. Niels er faktisk ikke sikker på, at de har spist spaghetti og kødsovs før ulykken. Før far ... 

  Far sidder ved konfirmationsbordet. Han er iklædt sit fineste tøj - En nystrøget hvid skjorte med pænt foldet revers, og en smoking, der er klar og sortgrå. Hans lyse hår med optrukne tindinger er redt fint tilbage. Det glitrer, lidt på samme måde, som Niels hår også gør, når han har voks i. Han er pænt barberet. Ligner ikke den mand, der er blevet førtidspensionist og gået fra supermarkedchef og til lagerarbejder, men istedet den mand, der giftede sig med Andrea Ejbo og som Niels kender på billeder fra 90'erne. Bortset fra den måde, han lige nu sidder på. Skuldrene, der er sunket lidt sammen i det, og hans øjne, blågrå med et strejf af græsplæne, som er blevet til glas og bare stirrer. 

  Mor Andrea strejfer sin hånd over fars skulder. "Skat?"

  Niels er ikke rigtig sulten mere, egentlig. Selvom han stadigvæk kun er i gang med sin første portion, og ikke er nået ret meget længere end halvvejs. Hans gaffel snor sig om slappe, gule spaghettistrimler, og den søde damp, der slanger lodret op, gør ham stram i ganen og også en smule i spiserøret. 

  Bestik klirrer. Radioen synger tavst ude fra køkkenet. Det er egentlig fars. En lille bærbar radioboks med fold-ud-antenne, som er fra 2005. Det skratter lidt. Det er vist Pinks nye sang, der bliver spillet, men han er ikke sikker. Og egentlig er han nok også ret ligeglad. 

  Hey chill. Rasmus har heller ikk nogen pik.

  Ganen strammer til. Han bliver ved med at sno spaghettiorme omkring sin gaffel. 

  Mor rømmer sig. "Så, øhm. Jeg tænkte lidt på noget." 

  Niels kigger ikke op, og han stopper heller ikke med at sno spaghettien om gaflen. Telefonen ligger med skærmen oppe ved siden af tallerknen. Han har fået en snap fra Aller, men det er bare en af dem, hun har sendt til alle, og som der ikke er nogen grund til at svare på. 

  Mor lægger bestikket til side. Kigger på sin søn. "Jeg tænker at ... om du har lyst til at komme over til mormor og morfar lidt? Og bo? Bare til ... efter jul?" 

   (så jeg kan drikke mig stiv hver dag)

   Niels svarer ikke. Han glor på spaghettien, gennem spaghettien, ned på tallerknen, og forestiller sig kortvarigt, at den går i tusind stykker. Nu er han slet ikke sulten. 

   "Det er bare ... jeg ... tror ikke jeg har det så godt, og ... jeg har brug for noget tid. Jeg har ... snakket med nogle folk fra kommunen ... "

   "Jeg skal til fest på fredag," siger han bare, og så kigger han endelig op på hende. Mor bliver nærmest sat på pause: Stopper op midt i en sætning og med munden åben, uden at sige noget. Pink skratter videre ude i radioen fra køkkenet.

    What about all the times you said you had the answers

  Og han får lidt lyst til at spørge mor om det samme. Hvad med alle de svar, hun har sagt, at hun havde. Dengang far døde. At der er en grund til det. At alt nok skal blive helt fint. Det skal nok blive helt fint, Niels, nu sidder han på en sky 

  (rådner i jorden)

  og kigger ned på os

  (ædes op af orme og mider)

  og han griner og han smiler og han tager på fisketure hver dag og fanger de flotteste og mest strålende regnbueørreder, kæmpestore og saftige, og nu er han lykkelig

  (et træ)

  Niels, han er lykkelig nu. 

  Men døden gør ikke nogen lykkelig. Vel, mor? Det er kun noget mormor og morfar tror på. Men du har svarene. Du ved det godt. Du tror ikke rigtig på, at han sidder på en sky og smiler. Du tror ikke rigtig på, at han nu fanger alle de fisk, han har lyst til at fange, og venter på, at vi skal være sammen med ham. Du tror ikke rigtig på, dengang præsten sagde, at der er en bolig i efterlivet til alle dem, der hører vorherre til. Det tror du ikke på. For du tror slet ikke på vorherre. Eller at man kan sidde på en sky, når man er død. Eller at man overhovedet kan noget som helst, når man er død. Er man død, så er man død. Dét er hvad du tror på, ikke? Far er ikke lykkelig. Far er slet ikke noget som helst, for han eksisterer ikke længere. 

  Det er derfor, du drikker. Ikke? Fordi du rent faktisk ikke tror på det. Fordi du rent faktisk har alle de rigtige svar. De samme svar, som jeg har. At der ikke er noget. Der er ingenting. Og det hele er fucking håbløst.

  Men Niels siger ikke noget. 

  Mor blinker lidt, åbner og lukker munden, det ser fiskeagtigt ud

  (far står i brandgule gummistøvler, han har en stang over den venstre skulder, og han skuer udover Karup Å)

  og så siger hun noget. "Jamen ... til fest? Med hvem dog?" 

  "Malthe. Kjærside." 

  "Malthe?" Hun kigger fraværende på ham. Så ser det ud til at gå op for hende. "Nåååh. Ham. Så I snakker stadig sammen?" 

   "Mor, vi går i klasse sammen."

  Og nu har han en svulmende lyst til at græde. Lysten er skarpe sten, glasskår, der flår mod ganen. 

  "Åh. Nåh ja. Ja. Det havde jeg glemt." 

  Ja fordi du glemmer at komme til forældremøderne og tænker kun på fucking druk

  Hun tager sit bestik igen, kigger lidt ned i tallerknen, siger ikke noget. Pink er ved at synge færdig ude i køkkenet. Porcelænet klirrer lidt skingert. Så kigger hun mod ham igen. Hun smiler. Hun smiler, og det er så ynkeligt. Hun smiler ligesom psykolog-Lone. 

   Han kan smage gråden nu. Det er en bitter, rådden smag, lidt som gammel fisk, der prikker mod tungens bredsider.

  "Hvornår kommer du så hjem?" 

  "Det ved jeg ikke. Når jeg ikke gider være der mere."

  Måske kommer jeg slet ikke hjem, mor. Måske flytter jeg sammen med Malthe. Og bliver der. Indtil jeg er gammel nok til at flytte hjemmefra.

  "Åh." Hun tager en slurk af vandet. Det kunne ligeså godt være vodka. Hun synker meget højt. Det får hendes strube til at knirke. "Er det alkoholfri?" 

  "Kan det ikke være lige meget?" 

  "Nej." Hun ryster på hovedet. "Jeg synes ikke, du skal tage til drukfester. Ikke i din alder. Ikke når far ... og når du ... nej." 

  "Men det er en bedre idé at du drikker dig stiv, eller hvad?" 

  Nu bliver hendes øjne store. Lamslåede. "Niels ... "

  "Hvor er du, mor? Hvor er du?" 

  Mor siger ikke noget. Hun kigger bare. Hendes øjne bliver to bundløse huler.

  "Er det ikke meningen, at en mor skal, det ved jeg ikke ... være en mor? Istedet for bare at give op? Er det sådan det er at være voksen?"

  "Niels ... "

  Nu skriger han. Tårerne får hans øjne til at koge. 

  "DU SVIGTER!" Det giver et gib i mor. De to huler i hendes øjne bliver dybere. Længere. Uendelige.

  "Jeg havde brug for dig. Jeg havde fucking meget brug for dig. Du er min mor. Du var min mor. Og så ... gav du bare op. Du gav bare fucking op." 

  Mors ansigt bliver gråt. Måske er det bare tårerne, der spiller ham et pus. Eller også er det det let blege lys fra lampen over bordet. 

  "Du gav op, mor. Og nu vil du bare sende mig til mormor og morfar. Så du bare kan drikke dig fucking stiv hver dag, uden at behøve at tænke på mig, ikke? Er det ikke derfor?" 

  "Jeg elsker dig," siger hun i en flad, tonløs mumlen.

  "Det er du fandme dårlig til at vise, synes jeg." Han tager fat i tallerknen, rejser sig op. "Tak for mad. Jeg tager over til en ven." 

  Han ved ikke, om Malthe overhovedet vil have ham på besøg, men han er ligeglad. Han skal bare ikke være her. Luften er giftig, brænder lungerne og gør ham svimmel, og tårerne er syre, der æder hans øjne op, og han skal bare væk herfra. Han bærer tallerknen ud i køkkenet, og dumper den i vasken. Glider telefonen i lommen og fortsætter hen til entréen. 

  Mor bliver siddende og stirrer mod Niels tilbagetrukne stol. Hendes ansigt er lavet af voks. Øjnene er tomme hulninger. Hun minder lidt om far, inden han fik psykoserne. 

  

  

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...